Feriegodter (eller Thailand 2012)

Da jeg var en lille dreng elskede jeg at komme på ferie til udlandet. Mine forældre tog os bl.a. med til England, Østrig og Italien, og nogle af de minder jeg husker allertydeligst handler ikke om de traditionelle turist-seværdigheder, men derimod om nogle af de lokale godter (slik, is og sodavand). I Østrig smagte jeg for første gang Mezzomix (en blanding af cola og appelsinvand), i Italien var hotellets is-bod helt fantastisk og i England kunne man få nogle chokolader som ikke kunne fåes i Danmark dengang, bl.a. Daim og KitKat. Læs videre “Feriegodter (eller Thailand 2012)”

Harder. Stronger. Better. Faster. – part 2

For næsten to år siden skrev jeg et indlæg her på bloggen, hvor jeg bekendtgjorde at jeg havde meldt mig ind i et fitness-center, og siden da har jeg ikke rigtig nævnt det. Nu kunne man jo godt fristes til at tro at det skyldes at min træningsiver lynhurtigt røg på hylden igen, men det er nu ikke tilfældet – den holdt faktisk i et helt års tid, og jeg var medlem af træningscenteret i næsten halvandet år, men de sidste tre måneder var det ikke fordi jeg var den mest flittige gæst dernede.

For nogle måneder siden gik det så igen op for mig at min vægt måske var røget tilbage i overkanten af det sunde, samtidig med at jeg godt kunne mærke at min fysiske form ikke ligefrem var noget der fik folk til at falde på halen af beundring. Omkring samme tid begyndte nogle af mine kolleger at snakke om det årlige DHL-stafet løb, så jeg besluttede mig for at finde løbeskoene frem igen og proklamerede lynhurtigt at det skulle jeg være med til, og at jeg ville fuldføre de 5km på under 25 minutter. Ja, det er ikke en tid, der får Danmarks Olympiske Komité til at gribe knoglen, men det er nogenlunde hvad jeg løb for et års tid siden, da jeg stod på løbebåndet et par gange om ugen, og for mig er det ganske hurtigt. I juli og august fik jeg så trænet en del, og jeg begyndte at sætte pris på løbeturene i det fri fremfor på løbebåndet – misforstå mig ikke: jeg hader fortsat at løbe, men det er nu engang dejlig praktisk, idet at jeg kan gøre det på de mest skæve tidspunkter af døgnet, og jeg behøver ikke transportere mig et eller andet sted hen for at gøre det.

For en uge siden var det så tid til DHL-stafetten, og det lykkedes mig at gennemføre i tiden 24:03, så var en meget tilfredsstillende oplevelse. Nu er jeg blevet lidt bidt af at få tiden længere ned, så allerede nu kan jeg godt sige at mit mål for DHL 2012 er at komme under 23 minutter. Imponerende, ikke sandt? Er det her jeg skal nævne at min gode ven Nikolaj løb de 5km i 18:18? Dumme svin.

Udover at sætte et mål for næste års DHL, så er jeg også blevet enig med min kollega Magnus, om at vi skal deltage i et 10km løb på et tidspunkt indenfor en overskuelig fremtid. Jeg har aldrig løbet 10km, men det skal gøres, og det skal gøres på under 55 minutter i første hug.

Hvis du gerne vil følge lidt med i mine løbeaktiviteter, så har jeg en profil på RunKeeper, hvor jeg via en iPhone-applikation gemmer alle mine løb. Det er måske en smule nørdet, men når man hader løb som jeg gør, så er det at kunne se ens fremskridt og have lidt venligsindet konkurrence med venner og kolleger via internettet, faktisk en ret stor motivationsfaktor.

Nu hedder indlægget ganske vist Harder. Stronger. Better. Faster. og jeg er kun rigtig kommet ind på den sidste del af det, men jeg er også igang med et projekt, der hedder 100 pushups. Gæt hvad det går ud på? Lad mig forklare: Man følger et program over seks uger, og derefter er det så meningen at man kan tage 100 armbøjninger I TRÆK! Jeg tvivler selv lidt på det, men hvis jeg kan komme op på 50, så synes jeg også det er ganske imponerende. Og ja, der er også en applikation til det

Nu har jeg skrevet det her på bloggen, og så gælder det – jeg skal nok lade jer vide hvordan det går. Om ikke andet, så om to års tid 🙂

Harder. Stronger. Better. Faster.

For små to måneder siden gjorde jeg noget, som jeg ellers har kæmpet indædt imod: jeg meldte mig ind i et træningscenter!

Jeg har i lang tid vidst, at jeg måske godt kunne trænge til at komme i lidt bedre form eller tabe et par kilo, men som den flinke og venlige mand, jeg nu engang er, så har jeg givet de føromtalte kilo en chance for at forsvinde af sig selv. Det kunne jeg nok godt have fortalt mig selv var forgæves, men jeg synes nu alligevel at de skulle have chancen. Under alle omstændigheder så kunne jeg efterhånden godt se at min krop godt kunne trænge til at blive brugt til andet end at sidde ned og trykke på et keyboard, så en dag da jeg cyklede hjem fra arbejde tog fanden ved mig, og jeg endte i Fitness World. Endte er nu så meget sagt, for jeg havde skam nøje undersøgt hvilket træningscenter, der lå tættest på min arbejdsplads, for jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg skal tage mig sammen til at træne, så skal det være så belejligt som overhovedet muligt. Dummere er jeg trods alt ikke.

Jeg har ikke noget mål om at blive det vildeste badejern på Frederiksberg (selvom det nok ikke er umuligt, når man tænker på at bydelen er fyldt med 80-årige), og jeg har overhovedet ingen intentioner om at stå og rive i nogle vægte for at få kæmpemuskler. Jeg er helt sikkert mest til kredsløbs-træning, som det så fint hedder, så jeg bruger min tid på at cykle, ro og løbe – har jeg nogensinde nævnt, hvor meget jeg hader at løbe? Nej? Det er ellers ret meget! Derudover får jeg også lavet lidt ryg- og mavebøjninger, og til sidst slutter jeg af i en maskine, der angiveligt styrker min overkrop. Kloge mennesker mener at man skal have et mål med sin træning, og det har jeg da også, men det er træningen i sig selv; jeg skal træne tre gange om ugen, og det er det eneste mål jeg gider sætte mig. Adskillige af mine kolleger prøver at overtale mig til at løbe broløbet sammen med dem næste år, men helt ærligt: hvorfor skulle jeg løbe 21km helt frivilligt? Det er jo direkte dumt, og er vel nærmest fornærmende mod alle de kloge hoveder, der har opfundet bilen, cyklen, motorcyklen, færgen, toget etc. netop for at vi skulle undgå at løbe/gå så langt?

Indtil nu har træningen ikke givet synlige resultater, og badevægten står vist nogenlunde hvor den også stod for et par måneder siden, men jeg synes godt, at jeg kan mærke forskel. F.eks. cykler jeg både længere og hurtigere end da jeg startede, og det samme gør sig også gældende på løbebåndet. En anden ting, som jeg har lagt mærke til, er at jeg er friskere, når jeg møder på arbejde (jeg træner som regel ved 6.30-tiden), men den der energi det angiveligt skulle give at træne, den har jeg ikke bidt specielt mærke i.

PS: Jeg er faktisk MEGET stolt over at jeg overhovedet ikke har misset en eneste træning indtil nu (bortset fra en uges ferie, hvor jeg var i Ægypten og dermed lovligt undskyldt).

Flashback: en ung kimblim

Min søster var for nylig så venlig at sende mig et par billeder, som hun havde scannet ind:

oel
Ca.1991 – det er rent gætværk fra min side

boellehat
ca.1991. Jeg kan se at jeg er hjemme hos min mormor, som døde i 1992, og såvidt jeg husker var den bøllehat en ret stor del af mit liv i 1990/91.

haircut
December 1995. Jeg er lige flyttet til New York på dette billede, og min søster (som også boede i New York) er igang med at klippe mig, og vi synes det kunne være sjovt at give mig en redneck frisure. Sygehus-undertrøjen hjælper også på indtrykket 🙂

carhartt
December 1995. Så er jeg blevet klippet og er klar til at indtage NYC i min superfede Carhartt-jakke.

poolpass
Juni 1996. Mit adgangskort til den lokale pool/basketballbane.

2008 > 2009

Tja, det er nok ikke undsluppet nogens opmærksomhed at vi nu er trådt ind i 2009 – godt nytår, iøvrigt – og for undertegnede skete det på en meget afslappet måde, nemlig i gode venners selskab med god mad og drikke.

Hvad skete der så i 2008? Tjo…

Jeg forlod mit arbejde, startede på nyt arbejde, forlod det nye arbejde og startede på nyt arbejde. Jeg regner bestemt ikke med at skifte arbejdsplads så ofte i det nye år.

Jeg har været lidt ude at rejse, bl.a. var jeg en tur i Thailand med nogle gode venner, en tur i Chicago med en kollega hvor vi var til verdens sejeste konference og ovenikøbet har jeg også været i Florida med familien for at fejre min mors fødselsdag. Nå ja, og så har jeg været en tur forbi familien i Manchester. Det er efterhånden gået op for mig at HC Andersen havde fat i noget, da han sagde “At rejse er at leve”.

Efter nøje overvejelser fik jeg også meldt mig til Facebook – det har både været godt og dårligt, og jeg tror at min konklusion er at man får det ud af det, som man gerne vil have.

Rent fodboldmæssigt var det et decideret smukt år: United blev engelske mestre, europæiske mestre og til sidst i 2008 lykkedes det også at vinde verdensmesterskabet for klubhold.

2008 blev også året hvor jeg skiftede fra Windows til Mac. Og nej, jeg er ikke blevet en hellig Mac-bruger. Det var også Mac’ens skyld at jeg midlertidigt mistede min blog (faktisk var det min egen skyld, men det kan forklares med at Mac og Windows har forskellige måder at flytte filer på. Seriøst).

4½ år med hiphop.dk blev det til. Det var en fornøjelse at have det, men det har satme også været en fornøjelse ikke at skulle bekymre sig om at skrive nyheder, anmeldelser og sende cd’er frem og tilbage.

Den mest “dramatiske” begivenhed var nok den dag i november, hvor jeg blev slået ned. Her to måneder efter døjer jeg stadig med lidt følelsesløshed i kinden, men ellers er jeg sluppet uden mén. Det var iøvrigt tæt på at bringe mig 15 minutes of fame, eftersom at en journalist fra Euroman ringede og ville interviewe mig til magasinet, men det blev ikke til noget da vi ikke kunne finde tid til det inden deadlinen. Jeg har ikke rigtig fået tænkt over om det ville være en god idé eller ej at medvirke, men nu blev det under alle omstændigheder ikke til noget.

Jeg håber 2009 bliver et godt og spændende år for alle – Godt nytår!

Fra arkiverne: min ansøgning til DR

For fem års tid siden besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville arbejde for Danmarks største medievirksomhed, DR, men de havde ikke lige umiddelbart nogen jobopslag, der passede til min profil – hvad gør man så? Man sætter sig ned og laver en uopfordret ansøgning, som gerne skulle imponere i en sådan grad, at de ikke ville kunne sige nej. Nu har jeg dog aldrig været typen, der satte mig ned og skrev en klassisk ansøgning i stil med:

Jeg tillader mig hermed at søge en stilling som.. bla bla

Det var nu ellers den stil jeg lærte, da jeg i starten af 90’erne spildte tre år af mit liv på den lokale handelsskole, men set i bakspejlet så stak jeg nok også lidt ud rent menneskeligt ifht. de fleste andre elever på stedet, så at jeg ikke skrev jobansøgninger på samme måde som mine medstuderende burde ikke overraske nogen.

Næ, istedet besluttede jeg mig for at lave en reel case, hvor jeg tog DR’s daværende forside og kodede den helt om, for at vise at mine færdigheder rent faktisk kunne bruges til noget nyttigt. Den forside som DR havde på det tidspunkt var opbygget i det der nutildags kaldes håbløs kode, men dengang var tabel-baserede layouts faktisk helt normale, selvom vi var nogle få der forsøgte at overbevise folk om at det ikke var vejen frem, og at man istedet skulle bruge CSS og derved adskille indhold fra design. Nå, under alle omstændigheder, så endte jeg med at sende en hurtig mail til en person ret højt oppe i DR’s digitale afdeling, hvor jeg kort skrev, hvem jeg var, hvad jeg lavede og at jeg synes de skulle ansætte mig 🙂
Vedlagt mailen var følgende link: http://kimblim.dk/stuff/dr/

Hvis man kigger på det link, så er der især en ting jeg kan sidde og smile af nu, nemlig den passage, hvor jeg skriver at koden er fremtidssikret i 5-6 år – der er nu gået 5 år, og da jeg åbnede siden i min Safari-browser på min Macbook Pro virkede det hele som det skulle, hvilket jeg synes er ret imponerende – og lidt overraskende også. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg nok ville skrive al koden på en helt anden måde nu, men for sin tid synes jeg det er helt acceptabelt. Argumenterne er da også ganske fine og giver meget god mening, synes jeg.

Nå, men fik jeg så jobbet? Næ, det gjorde jeg ikke, til gengæld fik jeg et svar som man enten kan tolke som meget positivt eller som corporate bullshit – der stod nemlig noget i stil med:

Det er den bedste ansøgning vi nogensinde har fået, men vi har desværre ansættelsesstop, så vi kan ikke tilbyde dig en stilling

Their loss 😉

Godt fem år senere fik jeg så job i en anden af Danmarks største medievirksomheder, men det gik ikke helt som det skulle

I’m a stand-up comedian

.. eller, det plejede jeg ihvertfald at sige til Louise, hver gang jeg havde sagt noget plat, som jeg synes var skidesjovt, men som hun ikke lige grinte af. Faktisk gik jeg engang (vi snakker 97-98) og drømte om at være stand-up’er, hvilket jeg nok deler med en del andre, der godt kan lide at fyre en kæk bemærkning af i ny og næ.

En af de jokes, jeg havde i tankerne dengang var min “bedemands”-rutine. Den gik i korte træk ud på at jeg synes det er lidt mærkeligt, at bedemænd reklamerer, for det er jo ikke som om at flere mennesker lægger sig ned og dør af den grund, vel?
Haha, funny, right? Leveret med den rette timing og de rette sætninger, mente jeg sagtens at jeg kunne få et minuts penge ud af det, og igår blev jeg bekræftet i at der var noget sjovt i idéen. Her på arbejdet sidder vi nemlig med et projekt, der i grove træk handler om døden, og så kom “bedemands”-rutinen lidt på banen i en hyggelig samtale, og da jeg leverede en af punchlines’ne, grinte min kære kollega på det helt rigtige tidspunkt og på den forventede måde. Hun skal dog også have ros for at komme med “Det er jo heller ikke et marked der bare går hen og dør“. Drumroll, please!

Min punchline var lidt i stil med dette..

Hvorfor reklamerer bedemænd og har lysende skilte i deres vindue? Jeg får sgu ikke lyst til at gå ind og kigge på kister af den grund! Og hvis jeg gjorde, så ville der jo komme en bedemand ud, der meget medfølende og stille ville sige noget i stil med “Hvordan kan jeg være behjælpelig?”, hvortil jeg måske ville svare “Jeg kigger bare lidt, tak”.

Stol på mig: det lød sjovere end det læses. Hvis jeg skal være helt ærlig, så bliver jeg nok ikke den næste Chris Rock, men det betyder ikke at man ikke er sjov engang imellem.

Farvel iMac. Farvel Thinkpad.

Trofaste læsere kan muligvis huske at jeg bestilte en iMac igennem mit arbejde tilbage i slutningen af september, og den blev da også leveret i starten af december. På det tidspunkt havde jeg bare ikke lige et skrivebord at sætte den på, men det fik jeg i løbet af måneden; til gengæld sagde jeg også mit job op, og det betød at jeg fik følgende valgmuligheder: aflevere iMac’en tilbage eller købe den fri for omkring 15.000,-… Jeg valgte det første og derfor blev iMac’en afleveret tilbage igår uden at den på noget tidspunkt har været sat til! Meget unørdet, men sådan er det.

Igår var også dagen, hvor jeg var en tur forbi TDC og aflevere min elskede laptop, en IBM Thinkpad T60, og det var sgu helt sørgeligt. Er du sindssyg, hvor er der blevet arbejdet/surfet/mailet/youtubet meget på den maskine (og ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge). Jeg kan uden at tøve sige, at hvis jeg nogensinde står i en situation, hvor jeg skal købe en Windows-baseret laptop igen, så bliver det 100% sikkert en Thinkpad, for magen til stabil og effektiv maskine skal man lede længe efter.

MacBook Pro

Nu står jeg så i en situation, hvor jeg har en arbejdslaptop fra Berlingske, som jeg gerne vil holde som ren arbejdsmaskine, så jeg skal ud og købe en computer. Min første tanke var egentlig at udleve iMac-eksperimentet og købe en 20″-model, men efter grundigere overvejelse tror jeg snarere, det bliver til en MacBook Pro. Skulle jeg vælge udfra designet og størrelsen på laptoppen ville jeg vælge den sorte MacBook, men den går bare ikke højt nok op i opløsning, så det må blive Pro-modellen. (Hvornår kommer der en MacBook Pro med 13″ skærm?)
Og hvorfor så ikke købe den Thinkpad, som jeg lige har rost til skyerne? Tja, jeg vil gerne kunne teste mit arbejde på en Mac, og den kan jo også køre Windows i et vindue for sig selv, så mit bud er at det vil være den bedste løsning for mig. Desuden er jeg jo nysgerrig og vil gerne prøve Apple-platformen – man kan jo altid vende tilbage.

5 år

Idag fejrer min blog 5-års fødselsdag. Det hele startede med en world premiere på et hjemmestrikket system, hvor jeg både havde lavet frontend og backend. Det havde helt sikkert sine begrænsninger, men på det tidspunkt var blog-software ikke kommet helt så langt som det er idag.

v1

Godt og vel to år senere tog min hjemmeside sig en lille pause. Jeg havde ganske simpelt mistet skrivelysten, og jeg synes ikke rigtig at det var fair overfor de meget, meget, meget få læsere at blive ved med at skrive om fodbold, bare for at skrive om noget. Oh well, små otte måneder senere genfandt jeg skrivelysten, og jeg gik igang med at blogge igen, og denne gang på Blogger-platformen. Det at der var en blog-platform, hvor jeg kunne være igang indenfor ganske få minutter var stærkt medvirkende til at jeg gad skrive igen, og at jeg overhovedet ikke skulle bekymre mig om databaser og kode hjalp også en del.

v2

Jeg skrev stadig en del om fodbold, men emnet var ikke nær så dominerende mere – til gengæld indså jeg kort tid efter, at selvom jeg taler flydende engelsk og også begår mig ganske fint på sproget, så var det en hindring, når jeg satte mig til tastaturet, så i august 2005 begyndte jeg at skrive på dansk. Jeg kunne helt sikkert skrive nøjagtig det samme på engelsk, men det ville tage mig lidt længere tid, fordi jeg som regel forsøger at udtrykke mig på en ganske bestemt måde. Da jeg i sin tid startede med at skrive på engelsk, var det egentlig fordi at jeg gerne ville have så mange læsere som muligt, men da jeg skruede ned for det ambitionsniveau og begyndte at skrive på dansk, skete der noget ganske sjovt: jeg fik mange flere læsere! Sproget er nok ikke den eneste faktor (RSS og blogs’ popularitet kunne være to andre), men jeg tror at det har en hel del at sige.

For næsten to år siden gik jeg så fra Blogger til WordPress. Blogger var rigtig nemt, men havde også sine begrænsninger, og WordPress har vist sig at være ligeså nemt, og stort set uden begrænsninger. Desuden kan jeg stadig lige pille en lille smule i koden, når jeg har lyst, hvilket selvfølgelig er et kæmpe plus for en nørd som mig. Nå ja, og så fik jeg jo også lavet to plugins..

v3

Når jeg sidder og kigger på nogle af mine gamle indlæg kan jeg se, at der er blevet skudt med spredhagl, så min blog bliver nok aldrig en af den slags blogs, hvor folk automatisk kigger hen for at få besked om et bestemt emne. Til gengæld tror jeg at der er lidt for alle herinde, og der er da også kommentarer fra rigtig, rigtig mange forskellige, selvom der også er faste gengangere imellem. Og bliv endelig ved med at komme med kommentarer! De er værdsatte, og jeg prøver så vidt muligt at svare på dem, der fortjener en besvarelse.

Highlights? Tja, svært at sige, men det er klart at mit indlæg om David Owe og hypen omkring hans person er blandt dem. Det er det mest læste indlæg jeg har, og jeg ligger da også ganske pænt i Googles søgeresultat på navnet “David Owe”. Hvis vi kigger rent skrivemæssigt, så synes jeg selv, at jeg skriver bedst når jeg harcelerer over et eller andet groteskt, jeg har været udsat for:

Jeg synes dog også at mine (meget) små føljetoner om min bil (1, 2, 3), min cykel (1, 2, 3) og mit forhold til fjernsyn (1, 2, 3, 4) har været ganske ok.

v4

Nå, mon ikke jeg snupper fem år mere? Om ikke andet, så for min egen skyld, så jeg kan sidde til den tid og få et lille smil på læben over mine røverhistorier. Igen.