Categories
brok nothingness

Voldsoffer

Igår nat blev jeg offer for meningsløs og umotiveret vold.

Jeg var inde i midtbyen til en fest med et par venner, og på vej hjem krydser vi strøget. På et tidspunkt sætter jeg mig ned for at binde mit snørebånd, og imens jeg sidder der, hører jeg lyden af en knytnæve, der rammer et ansigt. Jeg kigger op og ser en af mine venner ligge på jorden, og en fremmed hoppe op i luften for at lande på min vens hovede. Da jeg rejser mig op – rettelse: da jeg forsøger at rejse mig op, når jeg ikke langt, for jeg bliver nemlig mødt af en knytnæve lige på højre kind, og vælter ned på jorden. Voldsmændene, som vi overhovedet ingen kontakt har haft med inden episoden, går deres vej, og efterlader os med blodige næser. Mange ville nok også skrive med såret stolthed, men eftersom at der ikke var tale om en slåskamp, så har min stolthed ikke lidt skade. Det var et regulært overfald, mod to tilfældige mennesker, som tilfældigvis var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Jeg får tilset min ven, som umiddelbart er lidt rystet, men det er vist meget normalt hvis man lige er blevet hoppet på, og vi konstaterer at vi begge er forholdsvis ok og i stand til at tage hjem uden de store problemer.

Burde folkene omkring os have skredet ind og hjulpet? Næ, egentlig ikke, for det havde de ikke chancen til! Overfaldet skete så hurtigt, at ingen kunne have gjort noget som helst, men det er da lidt nedtur at voldsmændene bare kan gå videre uden problemer, for jeg er overbevist om at der var andre, der kom under deres behandling senere på natten. Ville jeg selv have ringet til politiet? Jeg ved det faktisk ikke.

Til gengæld var der to utrolig søde mennesker der hjalp os efterfølgende, nemlig en ung pige der gav os den flaske vand, hun lige havde købt i 7-11, så vi kunne få skyllet lidt blod af ansigtet. Derudover var der en ung fyr, der fortalte os at han var sygeplejer i militæret, og han kiggede lige lidt på os, for at se om vi var ok eller om vi evt. havde fået en hjernerystelse. Tak til de to; det er rart at vide at der er sådanne mennesker i samfundet også.

Jeg har tilbragt det meste af eftermiddagen på skadestuen for at tjekke om der kunne være et brud på kæben (det er der ikke) og for at få en skadesrapport, hvis det skulle vise sig at jeg har brug for noget tandlægearbejde, som forsikringen skal dække.

Det er en lidt besynderlig fornemmelse man sidder med dagen efter sådan noget er sket. Det hele gik så hurtigt og forekommer så uvirkeligt, at det egentlig er svært at tro på det skete, hvis ikke det var fordi hele højre side af mit ansigt ligner Elefantmandens. Det var bare så meningsløst, og det er det, som irriterer mig mest. Hvis jeg havde provokeret nogen eller blandet mig i noget, så ville jeg til nøds kunne forstå – men ikke acceptere – at få en på hovedet, men det her giver jo overhovedet ingen mening! Overhovedet ingen mening!

Men, jeg har sagt det før: Det er et afstumpet samfund vi lever i, og måske burde jeg bare være taknemmelig for at vi er sluppet så billigt, og ikke løb ind i et par knægte med knive.

15 replies on “Voldsoffer”

Hej Kim,

Det er jo en syg syg verden vi lever i, når sådan noget kan ske.

Jeg håber virkelig, du har det okay – også mentalt. Når smerten har lagt sig er det jo kun tankerne om, hvad der ellers kunne være sket eller om man kunne have forhindret det, der er tilbage.

God bedring!

– Nikolaj

Det er sgu’ du ikke i orden! Når I overhovedet ikke har set det komme er det da bare for underligt. Hvad kan der dog være sjovt ved det?

Nu er det jo ikke fordi du ikke kan være ret øretæveindbydende, men det nåede du jo slet ikke!

God bedring og håber du er OK

Præcis sådan nogle episoder der gør, at jeg kun yderst sjældent går i byen i København.

Håber ansigtet hele hurtigt og I får snakket lidt om episoden. God bedring.

@Camilla:
Hvad mener du med øretæveindbydende? Jeg besidder slet ikke de træk du omtaler der. .. eller..

@Dalager:
Jeg forstår ikke rigtig det med fulde indlæg via RSS – jeg vil da gerne have folk over på websiden, hvor der kan være andet godt indhold til folket?

Øv da. Og god bedring. Den slags har jeg kun prøvet ude på Bøhlandet.

Den billige ende (75%) af Strøget er bare så meget mere et lortested end noget andet i København!
Det er lige før jeg hellere vil stå på Blågårdsgade med et sandwichskilt med “White Power” (jvf Die Hard 3) 😉

kh
Jakob

Ang. fulde indlæg i RSS, så siger du det selv: “jeg vil da gerne have folk over på websiden”. Så det handler ikke om, hvad dine læsere gerne vil, men om hvad du synes, der er godt for dem. Den beslutning bør du overlade til dem, der synes at det er interessant at læse, hvad du skriver. Så kan du evt poste noget info om, hvad det mere specifikt, det er de skal komme forbi efter. Og ja, det er måske lidt frustrerende, hvis man (med rette) er stolt af en fin indpakning, men sticky-eyeballs tiden er vist ovre.

Personligt har jeg det med at lade være med at klikke videre til fuld-længde artikler, når jeg sidder i min feed-reader og kigger på 1000+ ulæste emner.

Men hey, det er da heldigvis din helt egen beslutning 😉

@dalager:
Du har jo til dels ret når du siger at det handler om hvad jeg gerne vil, men man tager jo altid nogle beslutninger på vegne af sine brugere/læsere, når man laver et website eller skriver et indlæg.
Af ren nysgerrighed vil jeg gerne se et screenshot fra din feedreader. Jeg synes ærlig talt det ville være lidt kedeligt at læse alle indlæg fra alle forskellige blogs i samme “indpakning” – design er jo andet end pynt, det er “context” i mangel af et bedre ord, og hvis jeg skal pege på en, som udnytter det bedre end nogen andre, så er det Jason Santa Maria. Jeg vil overhovedet ikke påstå at denne skrabede blog har noget at byde på i forhold til hans, men jeg kan godt lide at tingene ser lidt forskellige ud rundt omkring.

Jamen jeg synes jo også at det er lidt kedeligt at læse alle blogindlæg i samme layout, men det er effektivt, hurtigt og nemmere. Så kan man lave et jump, hvis man gerne vil læse kommentarer eller selv kommentere. Men den beslutning, synes jeg personligt, er en som læseren selv skal træffe.

Majoriteten af de folk, som læser min blog er rss-brugere, og jeg vil gerne gøre det så let som muligt for dem at følge med. Jeg læser også personligt kun blogs gennem en feedreader, så det fungerer som et (lidt unfair) irritationsmoment, når jeg skal jumpe.

Kan godt sende dig et screenshot!

Dalager, nu har jeg slået det til på prøvebasis – jeg er overhovedet ikke overbevist om at det er hverken en god eller dårlig idé, men baseret på det screenshot du lige har sendt mig, så vil jeg gerne have lov til at sige: damn, hvor går du glip af mange fede ting 😉 Det er naturligvis dit valg, og nu har jeg overladt det til dig om du virkelig vil gå glip af mine hjernedød fede grafikker 😉

Dalager, jeg får da heller ikke dine fulde posts i min reader! Men det er måske bare min opsætning…

@Dalager:
Nu er der gået 7 måneders tid, og fra og med idag har jeg valgt at skifte tilbage til resume-formen i mit RSS-feed. Grunden er at jeg importerer feedet til min Facebook-profil, så folk derovre kan læse mine indlæg, hvilket har fungeret glimrende – desværre så kommenterer folk på Facebook istedet for på bloggen, og det betyder at jeg på mange af mine indlæg har to kommentar-tråde, hvor mange aldrig når at læse hinandens… Iøvrigt her at Google Wave kunne være en god ting?

Comments are closed.