Kategorier
brok nothingness

Definitionen på en dårlig morgen

  1. Det er mandag
  2. Jeg kommer ikke op til tiden
  3. Det går op for mig at de f**king narkomaner, der brød ind i sidste uge, har stjålet flere af mine trøjer. Og det er ikke de grimme, kedelige trøjer
  4. Cykelkæden hopper af to gange på vej til arbejde
  5. Den danske vinter fortsætter på sidste dag i maj måned

Men… Nu er der kun 10 dage til VM starter, og så er der da lidt at se frem til!

Kategorier
brok mac tech

Den Digitale Signatur varetages af amatører

Jeg har i en årrække haft en Digital Signatur, som jeg først og fremmest bruger til at tilgå min E-boks med, men jeg har altid synes at hele systemet omkring den var omstændigt og besværligt. I de år jeg arbejdede hos TDC, husker jeg også at det var rigtig besværligt at implementere Digital Signatur på websitet, hvilket egentlig er lidt ironisk, for i de år var det TDC, der var ansvarlige for Digital Signatur.

Da jeg for et par år siden skiftede til Mac, opstod der en hel stribe problemer i forbindelse med installeringen af Digital Signatur, men det lykkedes – omend den kun virker i Firefox og ikke i Safari. Selvom jeg skulle åbne den i Safari for at installere den… Besværligt og omstændigt.

I disse tider er det DanID der håndterer Digital Signatur, og de gør det altså ikke meget bedre – faktisk er afløseren for Digital Signatur, kaldet NemID, blevet forsinket i flere omgange. Idag fik jeg en mail fra DanID om fornyelse af min Digital Signatur (en fornyelse, der altså er nødvendig fordi de ikke er klar med NemID).. I mailen står der:

Skal du ikke bruge den gamle signatur kan du slette den ved at trykke på Start-knappen, vælge menupunktet Digital Signatur og trykke på Slet Signatur.

Start-knappen? Undskyld mig, men sådan en har mit styresystem ikke! Hvor svært kan det være for en organisation at forstå, at ikke alle mennesker i kongeriget Danmark sidder på en Windows-maskine? Bevares, der er over 90% af danskerne, der bruger Windows, men hvad med resten? Og når man snakker om et system der bruges til offentlige og samfundsmæssige ting (såsom SKAT), så burde det altså være lige nemt og tilgængeligt uanset styresystem/browser.

Jeg er naturligvis ikke den eneste, der har oplevet Digital Signatur oplevelsen som problematisk:

Konklusion: Suk, Suk, Suk…

Kategorier
brok medier politik tech

Danmark: en digital banan-republik

I fredags skete der noget afgørende for hvordan man skal opfatte vores kære lille land på det digitale landkort. Og det juridiske ikke at forglemme! Europaudvalget gav nemlig Fascist-Lene udenrigsminister Lene Espersen mandat til at indgå en ret omdiskuteret aftale ved navn ACTA.

ACTA (Anti-Counterfeit Trade Agreement) er en anti-pirat aftale, der har til formål at bekæmpe piratkopiering og kopivarer på globalt plan, og parterne der forhandler om den er bl.a. EU, USA, Japan og Canada. Det er alt sammen meget godt, for naturligvis skal der sættes ind over for ulovligheder, men der er bare et lille problem. De fordele en sådan aftale måtte bringe med sig, kommer til at ske på bekostning af borgernes retssikkerhed og privatliv!

Det vil bl.a. være sådan at Internet-udbyderne (herhjemme primært TDC, Telenor, Fullrate, Clearwire, ComX etc.) skal overvåge internettrafikken og udlevere oplysninger om den til de rette myndigheder uden at der er blevet udstedt en kendelse herom. Det er – efter min mening – ganske enkelt et forfærdeligt skridt! Jeg ser det først og fremmest fra brugerens synspunkt, men TDC, som vil skulle lege politimand, hvis aftalen bliver forhandlet på plads i sin nuværende form, er heller ikke vilde med idéen kan man læse på Computerworld.

Endnu en fatal brøler ved aftalen er at den lægger op til omvendt bevisbyrde, hvilket normalt kun ses i bananrepublikker og diktaturstater, som Danmark ellers ikke er meget for at sammenligne sig med normalt! Hvordan skal det dog nogensinde være muligt at bevise, at man IKKE har downloadet noget ulovligt? Skal man kontakte sin internet-udbyder og bede om en log af al internet-traffik? Og hvad nu hvis man sidder på et åbent netværk, og dermed ikke er alene om al den data der transporteres frem og tilbage? Det er hul i hovedet, ganske enkelt. Normalt er det altså sådan at hvis der kommer en person og påstår at man har gjort noget forkert, så er det op til denne (i samarbejde med anklagemyndigheden og politiet) at bevise det rent faktisk også forholder sig sådan.
Desuden har der været eksempler på at AntiPirat-Gruppen har “truet” sig til forlig med små syndere, for hvordan skulle man dog kunne stille noget op mod den hær af advokater, når man står som enkeltperson og ikke har råd til ordentlig repræsentation? Jeg tør slet ikke forestille mig hvordan det vil være, hvis det bliver op til internetbrugerne at bevise deres uskyld!

Som jeg skrev ovenfor, så skal der selvfølgelig sættes ind mod piratkopiering, men jeg synes helt ærligt at det bliver grebet an på den helt forkerte måde. Tilgængelighed, tilgængelighed og mere tilgængelighed er vejen frem! Personligt har jeg købt mere musik efter at jeg begyndte at bruge iTunes, fordi det er så forbandet nemt lige at smide en 10’er efter en sang. Hvorfor er det ikke ligeså nemt at købe afsnit af tv-serier herhjemme? Hvorfor kan man ikke selv vælge hvilket format man vil have musikken ned i? Hvorfor kan man ikke købe film på den danske iTunes?
Tiltag som TDC Play og Spotify, hvor man betaler en form for abonnement, og de så sender pengene videre til pladeselskaberne er da geniale! Kort sagt: innovation og produktudvikling er vejen frem, forbud og straf er ikke! Lad dog nogle af alle de pengemænd kigge på Grooveshark (min personlige favorit), Last.FM og Blip.FM for at se hvordan vi “bruger” musik i 2010, så kan det være at de tænker over at bruge nogle af advokatpengene på produktudvikling istedet! Lad dem kigge mod YouTube og Vimeo og opdage at vi ikke længere sidder hjemme i sofaen og kigger på vores fjernsyn for at se den VHS, vi har købt nede i den lokale brugs.

Forbrugerne har rykket sig, og efterspørgslen er blevet en anden de sidste 10-15 år – hvornår rykker udbuddet med? Og her mener jeg det legale udbud, for det illegale rykkede med lige med det samme!

Kategorier
brok Galapagos 2010

Hvor er mine penge, Nykredit?

Inden vores fantastiske tur til Galapagos, skulle vi overføre nogle penge til et dykkerfirma dernede, hvilket jo er dejligt nemt i disse internet-netbank-tider. Desværre var der gået lidt kiks i kommunikationen mellem Sune og os andre, så imens vi troede at vi skulle overføre pengene til et dykkerfirma, så var det i virkeligheden Sunes far, vi skulle overføre pengene til, hvorefter han ville betale dykkerfirmaet. Det betød at navnet på den internationale pengeoverførsel ikke kom til at passe, men både bankens internationale registreringskode (IBAN) og kontonummeret var rigtigt nok, så vi var egentlig ikke så nervøse – man må jo gå udfra at sådan noget kører på kontonummeret, right?

Undervejs i ferien tjekkede Sunes far sin konto et par gange, og vores penge var ingen steder at se. Jeg var ikke den eneste der havde overført penge, nogle af de andre vi rejste med var i samme båd, og vi havde alle skrevet det forkerte navn på overførslen. Da pengene stadig ikke var ankommet på sidste dag, havde vi ikke andet valg end at hæve tilsvarende beløb (ca. kr.5000) i den nærmeste automat, så dykkerfirmaet kunne få deres moneter. Eneste problem var selvfølgelig at vi nu havde betalt dobbelt, og at vi ikke anede hvor vores første overførsel var blevet af.

Det rigtig uheldige i denne sag er at bank-overførsler der ryger ind på den forkerte konto, kan banken ikke gøre noget ved! Det eneste de kan gøre, er at spørge den heldige (og nu lidt rigere) kontoindehaver om denne er villig til at lade pengene gå tilbage, og hvis det bliver til et “nej”, så kan man anlægge et civilt sagsanlæg. Ikke just nemt, når kontoindehaveren bor i Ecuador… Men jeg ved faktisk ikke engang om mine penge er røget ind på en forkert konto, for kontonummeret var jo rigtigt nok?

Jeg skyndte mig at logge på min netbank, da jeg kom hjem for at kontakte Nykredit og høre dem, hvordan jeg skulle forholde mig. Jeg skrev en forholdsvis lang besked via deres kontakt-formular, og så ventede jeg. I 4 dage ventede jeg på et svar. Bare et svar der sagde noget i stil med “Vi har modtaget din besked”. Der kom ikke noget svar. Til sidst var der ikke andet at gøre end at ringe til kundeservice, som så kunne informere mig om at de ikke havde modtaget nogen besked fra mig. Grrrrrrrrr. Til gengæld så satte den venlige mand en lille melodi i øret på mig, imens han undersøgte sagen hos “den internationale afdeling”, og efter 6-7 minutters ventetid, fik jeg besked om at de kunne iværksætte en sag, hvor de ville undersøge om pengene lå et eller andet sted og ventede på at deres ejer gjorde krav på dem – det er åbenbart ikke så simpelt med de internationale overførsler, for Nykredit har ikke overført pengene direkte til banken på Galapagos, men igennem to banker i New York, så der er lige pludselig 3-4 led, hvor mine penge kan have “drejet den forkerte vej”. Iøvrigt koster det kr.100,- i gebyr at undersøge sagen, og det er kun for Nykredits arbejde! De kunne ikke sige hvor meget de amerikanske banker ville kræve i gebyr, så det kan ende med at blive ret dyrt. Og der er ingen garanti for at pengene finder hjem til mig igen…

10 dage efter at jeg havde sat undersøgelsen igang fik jeg svar. Ha! Gu’ gjorde jeg ej, men det ville have været fedt! Næ, jeg måtte gribe knoglen og høre om der overhovedet skete noget, eller om de havde glemt alt om det, og her var der for første gang gode nyheder: de havde ikke glemt mig, og undersøgelsen var igang, men de kunne ikke sige noget om hvor lang tid, det ville tage og om jeg ville få mine penge. Da jeg meget naivt bad om et direkte nummer til “den internationale afdeling”, så vi kunne skære mellemledet væk fremover, fik jeg at vide, at “de snakker ikke med kunder”, hvortil jeg kun kunne svare “Sådan et job vil jeg også have”. Jeg tror ikke kundeservice-fyren fangede sarkasmen. Da jeg så prøvede at forhøre mig om hvordan jeg skulle forholde mig fremover, fik jeg et svar noget i stil med “Don’t call us, we’ll call you”.

Får jeg mon mine penge igen? Jeg håber på det bedste men frygter det værste… Og jeg må nok indrømme at Nykredit i lige præcis denne sag ikke lever op til mine forventninger, for en af de andre, som også overførte pengene, fik sine tilbage automatisk uden at skulle igennem noget besvær. Og han fik dem tilbage mindre end en uge efter vi kom hjem. Og han har ikke Nykredit som bank…

Som en lille sidste ting, der skal ud mellem sidebenene mod en bank, som jeg ellers tidligere har rost her på bloggen, så vil jeg da gerne nævne, at det er fuldstændig åndssvagt at netbanken holder lukket mellem kl.01:00 og 06:00 om natten! Jeg er ikke den eneste der har det sådan, og til Nykredits ros, så er det da altid noget, at de svarer på spørgsmålet.

Kategorier
brok politik

Klaus Bondam er et kvaj

Det er ikke så lang tid siden, jeg sidst udråbte nogen til et kvaj her på bloggen, men det er allerede tid igen. Denne gang er valget (fik i den? valget?) faldet på Klaus Bondam, der tilbage i 2005 skrev følgende på sin egen blog:

Min meget kraftige opfordring til det radikale bagland er, at vi ikke indgår i en konstituering med Dansk Folkeparti. Så enkelt er det.

(læs hele blogindlægget)

Vi spoler tiden frem til idag, dagen efter kommunalvalget:

Vi stod til et dårligt resultat, men vi har aldrig i valgkampen lagt skjul på, at vi ville gå efter borgmesterposten, for det er nu engang den måde, man får indflydelse på.

Det vidner om desperation fra en af landets allermest populistiske politikere, og ifølge Politiken.dk har han været så desperat, at han ligefrem har kørt sig selv i stilling til en ikke-eksisterende vice-borgmesterpost. Man kan næsten forestille sig hvordan de andre mødedeltageres tæer har kæmpet en forgæves kamp for at vende sig mod hælen!

bondam

Jeg er i forvejen ikke så vild med Bondam som politiker, men nu er al troværdighed og respekt da væk! Mange radikale vælgere har nok haft svært ved at forestille sig et samarbejde mellem De Radikale og Dansk Folkeparti, men det er altså en realitet nu, og dermed er deres stemme måske gået en vej, som de overhovedet ikke havde forestillet sig.
Manu Sareen, der også stillede op for Det Radikale Venstre i København, er heller ikke helt tilfreds med nattens udvikling:

Det skal lige nævnes at jeg selv er bosiddende på Frederiksberg, så jeg har ikke haft min stemme i klemme (Hey! Det rimer!) her – desuden har jeg aldrig stemt radikalt i mit liv, men derfor kan man jo godt blive forarget over en politisk vendekåbe.

Kategorier
brok medier musik

Kim Larsen er et kvaj

Ja, nu må Kim Larsen altså melde sig ind i klubben med David Owe, David Owes kone og Helge Sander.

kimlarsen

I dagens digitale udgave af BT – som iøvrigt mere og mere minder om en daglig version af Se & Hør istedet for en avis – udtaler en fornærmet Kim Larsen sig nemlig om brugen af “Det er i dag et vejr i TDC’s nye reklame. Larsen er sur over at det store onde teleselskab har tilladt sig at sætte en til at fløjte melodien, som folk ifølge ham vil genkende som

Det er sgu da den der med Kim

Derudover så siger Kim Larsen også:

Jeg har intet med det at gøre. Jeg synes, at det er tarveligt

Jojo, men hvorfor skulle TDC dog spørge Kim Larsen om lov til at bruge en melodi, som han hverken har skrevet melodi eller tekst til? Han har tjent kassen på at spille og synge en sang, som andre har skrevet for laaaang tid siden, og nu vil han også tjene penge på at andre bruger den i en reklame? Det kan godt være han har gjort sangen kendt, men det er altså ikke nok til at eje rettighederne.

Jeg synes i forvejen at Kim Larsen har dummet sig nok i forbindelse med sine retarderede udtalelser omkring rygeloven (se evt. Janus’ indlæg om sagen her), men nu har han da tabt småkagerne fuldstændig.

Kim Larsen, du er et kvaj!

Kategorier
brok medier

Folkedomstolen pt.2

For lidt over et år siden skrev jeg her på siden om mine bekymringer ved nogle af pressens (i dette tilfælde Ekstra Bladet) metoder, og de efterfølgende reaktioner blandt befolkningen, hvor folk reelt blev dømt for en forbrydelse før deres rettergang.

Den sag der provokerede mig til at skrive indlægget, fik endnu et kapitel igår, da en af de anklagede blev frikendt i retten. Han er dermed – af den rette instans – blevet erklæret uskyldig i anklagerne, men hvilke konsekvenser har det haft for ham siden anklagerne kom frem? Er hans liv blevet ødelagt? Har hans familie, venner og bekendte vendt ham ryggen? Er han blevet fyret? Jeg ved det ikke, for det er den side af historien som Ekstra Bladet aldrig vælger at bringe! De har i det mindste valgt at bringe historien om frikendelsen, men alt andet havde da også været skandaløst.

Jeg synes på ingen måde at den omtalte person har opført sig passende for en mand i hans alder, men vi lever i et retssamfund, hvor enhver borger har ret til en rettergang, inden man erklærer vedkommende for skyldig.

Note: en af de andre anklagede i sagen blev dømt skyldig, hvilket måske retfærdiggør metoden i nogle folks øjne. Ikke mine.

Kategorier
brok politik

Politiet må stå til ansvar

Og her snakker jeg ikke om rydningen af Brorsons Kirke på Nørrebro i sidste uge, hvor mine synspunkter iøvrigt kan ridses op ganske kort således:

  • De asyl-ansøgere skal ikke sendes hjem, sålænge Danmark selv er i krig dernede! Jeg vil ikke tage stilling til om irakerne skal have permanent asyl eller ej, men jeg synes ikke man kan sende flygtninge tilbage til et land, hvor man selv er en del af besættelsesmagten.
  • En kirke er måske nok et helligt sted, men hvis der befinder sig lov-overtrædere derinde, så skal de hentes.
  • Når demonstranter fysisk blokerer for politiet og forhindrer dem i at udføre deres arbejde, synes jeg det er ok at politiet flytter dem. Og ja, jeg synes det er ok at de bruger knipler til at udføre deres arbejde, selvom det er et grimt syn. Jeg synes dog ikke det er ok at slå løs på folk, der allerede er på vej væk.

Nå, men jeg kom vist lige lidt væk fra emnet, for det, der egentlig bragte mig til tastaturet, er en helt anden sag, hvor seks betjente har valgt at dække over hinanden i en sag om en anholdelse der gik for vidt. De seks betjente mødte op for at anholde en sindsforvirret mand, men endte med at tage kvælertag på en uskyldig, da de forvekslede de to mænd. Efterfølgende har en læge udtalt at halsgrebet var livsfarligt, og offeret har ingen chance for at udpege betjenten, da han lå på maven, da overgrebet skete. Det har været umuligt at dømme den skyldige betjent, da de seks betjente altså har valgt at holde sammen og dække over hinanden – de påstår simpelthen at de ikke kan huske, hvem der har taget kvælertag på et andet menneske!

Det er da groteskt at ordensmagten på den måde forhindrer domstolen i at udføre sit arbejde, og hvis jeg kunne vælge, så blev alle seks fyret på gråt papir med det samme! De er jo ikke et hak bedre end Blekingegade-banden, der brugte nøjagtig samme strategi for at undgå at blive dømt for mordet på en ung betjent – men burde vi ikke kunne forvente at politiet opfører sig bedre og mere anstændigt end simple bankrøvere?

Kategorier
brok

Hvad f….n tænker Frisko på?

Man omdøber sgu da ikke verdens bedste is? og så til “Nogger“? Jeg er tvunget over i det engelske sprog her: What the hell were they thinking?

Top Hat bliver til Nogger

Man fristes sgu til at kalde de ansvarlige for nogle ogge-nogger.. tihi.

Kategorier
brok tech

Helge Sander er et kvaj – og TDC tror det er 2001

Lidt nørd-kommentering her på en ganske almindelig tirsdag, så hvis du overhovedet ikke befinder dig i branchen eller interesserer dig, så får du meget mere ud af at hoppe over og se verdens hurtigste pistolmand.

Først til vores kære videnskabsminister, Helge Sander, der udtaler at det er “for dyrt og belastende” at få offentlige hjemmesider til at være kodet på en måde, så de er tilgængelige og handicapvenlige. Det er noget decideret sludder at lukke ud! Man kan sige – for nu at være lidt kæk – at det er en videnskab at kode hjemmesider på den rigtige måde, og at der er et begrænset antal “videnskabsfolk”, der besidder den rette viden, men det betyder ikke at de (vi!) ikke findes. Spørgsmålet er nok nærmere om det bliver prioriteret af projektledere og produktansvarlige, og der er min personlige erfaring at fokus på tilgængelighed (både overfor handicappede og forskellige platforme/browsere) som regel kommer fra udviklerne, hvilket betyder at det ofte bliver sorteret fra, fordi der enten ikke er tid eller råd.

Så ryger vi videre til min tidligere arbejdsgiver, TDC. Igår lancerede de et nyt design – nogle vil nok nærmere kalde det en justering af det gamle design, men faktum er at de har rykket rundt på en masse ting på websitet for at det passer bedre til deres nye pakke-strategi. Da jeg i sin tid sad hos TDC havde vi en regel om at hjemmesiden ikke måtte fylde mere end ca.130kb, så den var hurtig at loade og ikke indeholdt alt muligt overflødigt. Nu fylder siden ca.360kb og er altså næsten tre gange større, hvilket primært skyldes en flash-fil. Fred være med det, det kan ikke få mit pis i kog.
MEN! Idag smider de så en flash-intro på siden, der fylder 2mb! For det første: flash-introer er en ting fra fortiden, og der bør de blive! Der er ingen der kan komme med en god forklaring der overbeviser mig om at en flash-intro er en god idé. Nogensinde. Ever. Overhovedet. Det er sgu for dumt!
For det andet: TO MEGABYTE?? Hvad fanden tænker de på? Det er sgu imod al sund fornuft, især når det bliver brugt til en intro-film, der ingen – gentager: ingen anden – nytte gør! Jeg forstår godt at de gerne vil have folk til at forbinde deres website med deres print- og tv-markedsføring, men det betyder ikke at man skal forveksle medierne og tro at de samme ting virker på tværs.
For det tredje: Er det ikke en dag for sent at smide den på?