De Omvendte

Igår aftes sad jeg og småzappede lidt mellem kanalerne inden jeg skulle i seng, og endte midt i en interessant udsendelse på DR2, der hedder “De Omvendte“. Præmissen for programmet er at to personer, der har “konverteret” fra én trosretning til en anden, deltager i en form for debat og fortæller om hvorfor de har foretaget deres valg. Igår var de to deltagere en ikke-troende, der er blevet kristen, og en jøde, der er blevet ateist.

Det var meget interessant at høre deres overvejelser omkring deres tro, og det var dejligt at der – for en gangs skyld, når nu det handler om religion – ikke var fokus på konflikterne. Hvis du har en halv time tilovers, så kan du se programmet på DR’s hjemmeside.

 

Farvel FaceBook

Mandag morgen i denne uge lukkede jeg min Facebook-konto. Det er en beslutning, jeg har gået og tygget lidt på i et par måneder, men i fredags besluttede jeg mig så for at det var tid, så jeg gjorde opmærksom på mine kontaktoplysninger overfor mine “friends” derinde og lod dem stå weekenden over.

Som sagt lukkede jeg kontoen mandag morgen… Eller, man lukker jo ikke bare sådan uden videre sin Facebook-profil – faktisk har jeg måtte ansøge om at lukke den, og det tager så et par ugers tid inden de gør noget ved det. Det er en klar strategi fra deres side, for de håber på at brugeren når at ombestemme sig inden de 14 dage er gået, og så kan man annullere sin ansøgning.

Der er en del, der synes det er en mærkelig beslutning og de kan ikke forstå hvorfor i alverden, jeg dog vil lukke ned for det sociale netværk. Ikke at jeg behøver at forklare mig overfor nogen, men jeg har nu ikke noget imod det (omend det bliver i kort form her):

  1. Facebooks regler og betingelser for ejerskab over data er ikke ligefrem blevet bedre med årene. Tværtimod, og jeg ønsker ikke at de skal vide alt om mig og mine “friends“.
  2. Jeg blev træt af at modtage, hvad der burde være emails, inde på Facebook. For mig var det ikke en ekstra indbakke.
  3. Jeg er som person nok meget enten/eller, hvilket vil sige at jeg ikke kan nøjes med at følge bare en lille smule med – jeg skal helst læse alle statusopdateringer. Det er ikke specielt fornuftig brug af min tid.

Årsagerne kan forklares meget mere detaljerede, og det gør jeg også gerne personligt, men her på bloggen bliver det altså ikke til mere end ovenstående.

Desuden så synes jeg at Sir Tim Berners-Lee (manden, der opfandt internettet) har en god pointe, når han siger at store, lukkede sites er med til at fragmentere internettet, hvilket er i klar strid med hans intentioner med nettet.

Facebook har helt sikkert bragt en masse positive ting med sig og jeg fortryder overhovedet ikke, at jeg har haft en profil derinde, men jeg har – efter cirka 2.5 år på sitet – valgt at det ikke længere er noget, som jeg får nok ud af.

Vi ses ude i det virkelige liv 😉

Danmark: en digital banan-republik

I fredags skete der noget afgørende for hvordan man skal opfatte vores kære lille land på det digitale landkort. Og det juridiske ikke at forglemme! Europaudvalget gav nemlig Fascist-Lene udenrigsminister Lene Espersen mandat til at indgå en ret omdiskuteret aftale ved navn ACTA.

ACTA (Anti-Counterfeit Trade Agreement) er en anti-pirat aftale, der har til formål at bekæmpe piratkopiering og kopivarer på globalt plan, og parterne der forhandler om den er bl.a. EU, USA, Japan og Canada. Det er alt sammen meget godt, for naturligvis skal der sættes ind over for ulovligheder, men der er bare et lille problem. De fordele en sådan aftale måtte bringe med sig, kommer til at ske på bekostning af borgernes retssikkerhed og privatliv!

Det vil bl.a. være sådan at Internet-udbyderne (herhjemme primært TDC, Telenor, Fullrate, Clearwire, ComX etc.) skal overvåge internettrafikken og udlevere oplysninger om den til de rette myndigheder uden at der er blevet udstedt en kendelse herom. Det er – efter min mening – ganske enkelt et forfærdeligt skridt! Jeg ser det først og fremmest fra brugerens synspunkt, men TDC, som vil skulle lege politimand, hvis aftalen bliver forhandlet på plads i sin nuværende form, er heller ikke vilde med idéen kan man læse på Computerworld.

Endnu en fatal brøler ved aftalen er at den lægger op til omvendt bevisbyrde, hvilket normalt kun ses i bananrepublikker og diktaturstater, som Danmark ellers ikke er meget for at sammenligne sig med normalt! Hvordan skal det dog nogensinde være muligt at bevise, at man IKKE har downloadet noget ulovligt? Skal man kontakte sin internet-udbyder og bede om en log af al internet-traffik? Og hvad nu hvis man sidder på et åbent netværk, og dermed ikke er alene om al den data der transporteres frem og tilbage? Det er hul i hovedet, ganske enkelt. Normalt er det altså sådan at hvis der kommer en person og påstår at man har gjort noget forkert, så er det op til denne (i samarbejde med anklagemyndigheden og politiet) at bevise det rent faktisk også forholder sig sådan.
Desuden har der været eksempler på at AntiPirat-Gruppen har “truet” sig til forlig med små syndere, for hvordan skulle man dog kunne stille noget op mod den hær af advokater, når man står som enkeltperson og ikke har råd til ordentlig repræsentation? Jeg tør slet ikke forestille mig hvordan det vil være, hvis det bliver op til internetbrugerne at bevise deres uskyld!

Som jeg skrev ovenfor, så skal der selvfølgelig sættes ind mod piratkopiering, men jeg synes helt ærligt at det bliver grebet an på den helt forkerte måde. Tilgængelighed, tilgængelighed og mere tilgængelighed er vejen frem! Personligt har jeg købt mere musik efter at jeg begyndte at bruge iTunes, fordi det er så forbandet nemt lige at smide en 10’er efter en sang. Hvorfor er det ikke ligeså nemt at købe afsnit af tv-serier herhjemme? Hvorfor kan man ikke selv vælge hvilket format man vil have musikken ned i? Hvorfor kan man ikke købe film på den danske iTunes?
Tiltag som TDC Play og Spotify, hvor man betaler en form for abonnement, og de så sender pengene videre til pladeselskaberne er da geniale! Kort sagt: innovation og produktudvikling er vejen frem, forbud og straf er ikke! Lad dog nogle af alle de pengemænd kigge på Grooveshark (min personlige favorit), Last.FM og Blip.FM for at se hvordan vi “bruger” musik i 2010, så kan det være at de tænker over at bruge nogle af advokatpengene på produktudvikling istedet! Lad dem kigge mod YouTube og Vimeo og opdage at vi ikke længere sidder hjemme i sofaen og kigger på vores fjernsyn for at se den VHS, vi har købt nede i den lokale brugs.

Forbrugerne har rykket sig, og efterspørgslen er blevet en anden de sidste 10-15 år – hvornår rykker udbuddet med? Og her mener jeg det legale udbud, for det illegale rykkede med lige med det samme!

If you have a problem..

Da jeg var en lille dreng på 7-8 år, var jeg en af de få heldige i klassen, hvis forældre ejede en VHS-maskine. Det er mange år siden – faktisk så mange år siden at man lejede sine videofilm i den lokale Fona-butik! Nå, men noget af det, som jeg glædede mig allermest til dengang, var når min onkel og tante kom hjem fra et af deres mange, jævnlige besøg i England. De havde nemlig videobånd med hjem, og en af de ting de altid havde optaget fra engelsk tv var en genial tv-serie, som jeg blev kæmpe fan af. Nu, lidt over 25 år senere, kommer Hollywood endelig med deres bud på filmatiseringen af… (indsæt fanfare og trommehvirvel)….

The A-Team!

Så hvis du har et problem. Hvis ingen andre kan hjælpe. Hvis du kan finde dem. Kan du måske hyre…. The A-Team!

Mere om TV på nettet

Jeg skrev fornylig om DR’s nye webplayer, som jeg er ret imponeret over, og så kom jeg til at tænke på andre TV-kilder på internettet, som jeg enten bruger eller kunne tænke mig at bruge. Jeg springer let og elefant henover sider som YouTube, da jeg vil koncentrere mig om kanaler, der sender live tv.

En sådan station er TV2 Sport, hvor man kan købe enkelte sportsbegivenheder, og jeg har flere gange benyttet mig af den service, primært når Manchester United har spillet Champions League eller Carling Cup kampe. Det fungerer glimrende og prisen ligger også i et rimeligt leje omkring de kr.40,00 for en kamp. Den ene gang hvor forbindelsen skrantede lidt i første halvleg af en kamp, var TV2 Sport endda så venligt at de uopfordret gav mig pengene tilbage og beklagede via en email – det er ikke helt dårlig service, omend det er hvad man burde forvente, men sådan er verden jo ikke skruet sammen.

Jeg har i flere år ventet på at den danske rettighedshaver af Premier League, Canal+, tog sig sammen og gav brugerne muligheden for at se fodboldkampene via nettet mod betaling, da jeg ikke synes at jeg gider abonnere på hele deres pakke blot for at se Manchester Uniteds kampe. Den mulighed er nu kommet via deres web-tv kanal, men jeg har ikke benyttet mig af den endnu, da de tydeligvis har været på en ordentlig cocktail af euforiserende stoffer, da de fastsatte priserne! En Premier League-kamp koster den nette sum af kr.109,00, og det er altså en smule i overkanten for at se en fodboldkamp på sin computer! Ikke nok med det, så har jeg ladet mig fortælle, at de personer, der i forvejen er abonnenter hos Canal+ (og dermed betaler for en pakke i forvejen) ikke engang får rabat, hvis de ønsker at se en kamp via deres computer.

Efter at have været PC-only (og faktisk Internet Explorer-only) i en stribe år har TV2 Sputnik omsider skiftet teknologi og er dermed brugbar for alle – desværre skal man stadig registrere sig og logge ind for at komme til at se noget som helst, og det orker jeg simpelthen ikke. Der kunne de godt lære noget af DR, men mon ikke der er nogle finansielle årsager til TV2’s beslutning.

Alt i alt vil jeg mene at udviklingen går den rette vej, og det kan ikke vare længe før at vi også får muligheden for at se internationale kanaler via computeren – her tænker jeg især på BBC, der har en glimrende afspiller for de engelske brugere, men som naturligvis ikke ønsker at åbne op for udlandet, da de tjener rigtig, rigtig mange penge på at sælge deres udsendelser til tv-stationer over hele verden. Jeg tror dog at det er et spørgsmål om kort tid før rettighedshavere verden over begynde at springe mellemledet over (de lokale tv-stationer) og begynder at sælge direkte til seerne, men om det kommer til at ske via browsere eller software (såsom iTunes) ved jeg ikke.

PS: Jeg er vist nødt til lige at skrive, at jeg selv har været med til at udvikle TV2 Sports hjemmeside, men jeg synes faktisk at det fungerer ret godt med live-playeren, som jeg ikke har rørt ved. Godt, så er det på plads.

DR er på rette vej

Danmarks Radio har et af landets populæreste websites (pt. det 3.mest besøgte), men rent teknisk og innovativt har det i lang tid været lidt bagefter.

Især deres videoafspiller har været udsat for en del kritik, da man som bruger af andet end en Windows/Internet Explorer-kombination ofte har måtte give op – ikke at det ikke kan lade sig gøre at komme til at se videoklippene, men hjælpesiderne er så godt gemt, at jeg efterhånden har lært at en søgning på Google på “dr mac direkte links” er den hurtigste vej til at komme igang med at se lidt tv på sin computer.
Nu har DR imidlertid lagt en beta-version af deres nye live-player online, og jeg må sige at det er en ekstremt positiv overraskelse. For det første så er afspilleren flash-baseret, hvilket gør den platform/browser-uafhængig; for det andet er betjeningen rigtig godt designet og nem at overskue – eneste anke er vel at den indeholder en “pause”-knap, når man i realiteten ikke pauser afspilningen, men stopper det.

drplayer

Nu håber jeg bare at de implementerer en lignende løsning til de arkiverede optagelser, så al video-afspilning bliver ligeså nemt.

Nu hvor jeg er igang med at rose DR for nye løsninger, så ville jeg da også være et skarn, hvis jeg ikke lige nævnte deres (forholdsvis) nye programoversigt, som jeg synes er pæn, overskuelig og nem at bruge. Faktisk er den blevet min favorit indenfor online tv-oversigter – en plads der i laaaaang tid tilhørte TV idag.
(Nå ja, og så er der også et par tekniske ting, der imponerede mig ved programoversigten, men det er ikke noget som en gennemsnitsbruger lægger mærke til, så jeg vil spare jer for de detaljer, der gjorde indtryk på en HTML/CSS-nørd som undertegnede).

Opsummering: Godt gået DR! Og tillykke med jeres kimblim.dk-skulderklap…

Kim Larsen er et kvaj

Ja, nu må Kim Larsen altså melde sig ind i klubben med David Owe, David Owes kone og Helge Sander.

kimlarsen

I dagens digitale udgave af BT – som iøvrigt mere og mere minder om en daglig version af Se & Hør istedet for en avis – udtaler en fornærmet Kim Larsen sig nemlig om brugen af “Det er i dag et vejr i TDC’s nye reklame. Larsen er sur over at det store onde teleselskab har tilladt sig at sætte en til at fløjte melodien, som folk ifølge ham vil genkende som

Det er sgu da den der med Kim

Derudover så siger Kim Larsen også:

Jeg har intet med det at gøre. Jeg synes, at det er tarveligt

Jojo, men hvorfor skulle TDC dog spørge Kim Larsen om lov til at bruge en melodi, som han hverken har skrevet melodi eller tekst til? Han har tjent kassen på at spille og synge en sang, som andre har skrevet for laaaang tid siden, og nu vil han også tjene penge på at andre bruger den i en reklame? Det kan godt være han har gjort sangen kendt, men det er altså ikke nok til at eje rettighederne.

Jeg synes i forvejen at Kim Larsen har dummet sig nok i forbindelse med sine retarderede udtalelser omkring rygeloven (se evt. Janus’ indlæg om sagen her), men nu har han da tabt småkagerne fuldstændig.

Kim Larsen, du er et kvaj!

Sådan bruger man IKKE LinkedIn

Jeg er en af rigtig mange, der benytter netværkstjenesten LinkedIn, og det har faktisk ført til en del opringninger og jobtilbud efterhånden. Nogen gange falder jeg over det jeg kalder en dobbelt anbefaling derinde – det er når person 1 anbefaler person 2 og person 2 efterfølgende gengælder tjenesten. Det er faktisk ganske normalt, og jeg kan faktisk ikke se noget forkert i det. Normalt. Der er dog gange, hvor der helt tydeligvis er tale om en aftale eller at man gør det “fordi nu har den anden gjort det”. Se bare her:

linkedin

Du skal ikke komme og fortælle mig at de to personer (som jeg med mine 1337 photoshop skills har anonymiseret) indenfor fem minutter uafhængigt af hinanden har tænkt: “Jeg skal da lige skrive en anbefaling af X”. Nu virker begge anbefalinger utroværdige, og hvis jeg sad i en stilling, hvor jeg skulle ansætte folk, ville sådanne dobbeltanbefalinger nok trække lidt ned, da de ikke er givet fordi man rigtig gerne vil omtale en kollega/ansat/chef i rosende vendinger.

Er jeg helt forkert på den, eller er der noget om snakken?

Folkedomstolen pt.2

For lidt over et år siden skrev jeg her på siden om mine bekymringer ved nogle af pressens (i dette tilfælde Ekstra Bladet) metoder, og de efterfølgende reaktioner blandt befolkningen, hvor folk reelt blev dømt for en forbrydelse før deres rettergang.

Den sag der provokerede mig til at skrive indlægget, fik endnu et kapitel igår, da en af de anklagede blev frikendt i retten. Han er dermed – af den rette instans – blevet erklæret uskyldig i anklagerne, men hvilke konsekvenser har det haft for ham siden anklagerne kom frem? Er hans liv blevet ødelagt? Har hans familie, venner og bekendte vendt ham ryggen? Er han blevet fyret? Jeg ved det ikke, for det er den side af historien som Ekstra Bladet aldrig vælger at bringe! De har i det mindste valgt at bringe historien om frikendelsen, men alt andet havde da også været skandaløst.

Jeg synes på ingen måde at den omtalte person har opført sig passende for en mand i hans alder, men vi lever i et retssamfund, hvor enhver borger har ret til en rettergang, inden man erklærer vedkommende for skyldig.

Note: en af de andre anklagede i sagen blev dømt skyldig, hvilket måske retfærdiggør metoden i nogle folks øjne. Ikke mine.

Anbefaling: The Hangover

Jeg er lige kommet ind af døren efter at have været en tur i biografen, og lad mig blot sige lige med det samme: Du skal gå ind og se The Hangover (eller Tømmermænd i Las Vegas som den hedder på Dansk).

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har grint så meget under en film; tårerne trillede og mine mavemuskler (det viser sig, at jeg åbenbart har sådan nogle, omend de ikke er synlige) var tæt på at gå i krampe flere gange undervejs. Der er ikke meget mere at sige end at – og her ifører jeg mig Ole Michelsens hat – film skal ses i biografen, og at The Hangover er pissesjov!

Toodooloo mother fuckers!