kimblim.dk The Big Blog of Nothingness

Danmarks Radio har et af landets populæreste websites (pt. det 3.mest besøgte), men rent teknisk og innovativt har det i lang tid været lidt bagefter.

Især deres videoafspiller har været udsat for en del kritik, da man som bruger af andet end en Windows/Internet Explorer-kombination ofte har måtte give op – ikke at det ikke kan lade sig gøre at komme til at se videoklippene, men hjælpesiderne er så godt gemt, at jeg efterhånden har lært at en søgning på Google på “dr mac direkte links” er den hurtigste vej til at komme igang med at se lidt tv på sin computer.
Nu har DR imidlertid lagt en beta-version af deres nye live-player online, og jeg må sige at det er en ekstremt positiv overraskelse. For det første så er afspilleren flash-baseret, hvilket gør den platform/browser-uafhængig; for det andet er betjeningen rigtig godt designet og nem at overskue – eneste anke er vel at den indeholder en “pause”-knap, når man i realiteten ikke pauser afspilningen, men stopper det.

Nu håber jeg bare at de implementerer en lignende løsning til de arkiverede optagelser, så al video-afspilning bliver ligeså nemt.

Nu hvor jeg er igang med at rose DR for nye løsninger, så ville jeg da også være et skarn, hvis jeg ikke lige nævnte deres (forholdsvis) nye programoversigt, som jeg synes er pæn, overskuelig og nem at bruge. Faktisk er den blevet min favorit indenfor online tv-oversigter – en plads der i laaaaang tid tilhørte TV idag.
(Nå ja, og så er der også et par tekniske ting, der imponerede mig ved programoversigten, men det er ikke noget som en gennemsnitsbruger lægger mærke til, så jeg vil spare jer for de detaljer, der gjorde indtryk på en HTML/CSS-nørd som undertegnede).

Opsummering: Godt gået DR! Og tillykke med jeres kimblim.dk-skulderklap…

Jeg er lige kommet ind af døren efter at have været en tur i biografen, og lad mig blot sige lige med det samme: Du skal gå ind og se The Hangover (eller Tømmermænd i Las Vegas som den hedder på Dansk).

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har grint så meget under en film; tårerne trillede og mine mavemuskler (det viser sig, at jeg åbenbart har sådan nogle, omend de ikke er synlige) var tæt på at gå i krampe flere gange undervejs. Der er ikke meget mere at sige end at – og her ifører jeg mig Ole Michelsens hat – film skal ses i biografen, og at The Hangover er pissesjov!

Toodooloo mother fuckers!

For lidt over et halvt års tid siden fortalte en af mine kolleger mig om et koncept, der hedder delebilen. Det kommer nok ikke som den store overraskelse at navnet dækker over nogle biler, som man deles om… Nærmere præciseret står der en stribe biler rundt omkring på faste parkeringspladser, som man kan reservere over nettet og herefter henter man dem – iøvrigt med et meget snedigt og smart system (pdf). Man kan vælge mellem to medlemsordninger, og prisen varierer alt efter hvor mange kilometer man kører og hvor mange timer, man skal have bilen, ganske ligesom en almindelig lejebil, men til gengæld ligger der et benzinkort i handskerummet, så den del skal man ikke bekymre sig om.

Jeg skyndte mig at melde mig ind, for efter at jeg i sin tid solgte min egen bil, har der da været tidspunkter, hvor det ville være rart at have en bil til rådighed, fremfor at cykle, tage offentlig transport eller en taxa. Igår benyttede jeg så systemet for første gang, da Louise og jeg skulle en tur til Lundtofte – først havde vi besluttet os for at tage offentlig transport derud, men vejret artede sig ikke rigtigt, og så fik jeg den pludselige indskydelse at afprøve delebilen. Jeg gik på nettet, loggede ind og fandt en bil, der stod parkeret på Nørrebro; godt 3. minutter senere var den reserveret!

Vi fik afhentet bilen – en fancy lille Ford Fiesta – og vi var begge meget begejstrede over hvor nemt og smart det egentlig er, og der er slet ingen tvivl om at vi fremover vil bruge delebilen lidt oftere. Bevares, det er helt klart dyrere end bus/tog, men til gengæld er det klart billigere end en taxa. Og så gør det jo ikke noget, at der er nogle miljømæssige og finansielle fordele ved at byens borgere deles om bilerne – biler der iøvrigt parkerer gratis de fleste steder i indre by!

Delebilen får hermed det officielle kimblim.dk-skulderklap og en anbefaling med på vejen!

Jeg har tidligere kåret det bedste rapnummer nogensinde her på bloggen, og nu er det altså blevet tid til at kåre verdens bedste tv-serie nogensinde. Der findes rigtig mange gode kandidater, men jeg er alligevel overhovedet ikke i tvivl om hvilket show, der skulle løbe med hæderen og et officielt kimblim.dk-skulderklap: The West Wing.

Inden jeg begynder at forklare helt præcist, hvad det er, der er så fantastisk ved lige netop denne serie, så kan jeg lige remse nogle af konkurrenterne til titlen op: The Wire, The Shield, Generation Kill, Entourage og Seinfeld hører alle til blandt mine absolutte favoritter, men ikke desto mindre så er der faktisk ikke nogen af dem, der for alvor kan konkurrere med Præsident Bartlet, Josh Lyman, Toby Ziegler, Sam Seaborn, CJ Cregg, Donna Moss, Charlie Young og Leo McGarry, der tilsammen udgør grundstammen af personligheder fra The West Wing.

For det første, så er West Wing den eneste serie, hvor jeg efter at have set et afsnit, sidder tilbage med følelsen af at have lært noget. Jeg er godt klar over at det er fiktion, men den skulle faktisk ligge ret tæt op af virkeligheden, og Josh Lyman-figuren er f.eks. inspireret af Rahm Emanuel, der var en af Bill Clintons rådgivere og nu er Barack Obamas chief-of-staff.

Dernæst, så er persongalleriet helt fantastisk og samspillet imellem dem er uforligneligt! Samtlige skuespillere gør et fremragende job, og det er naturligvis medvirkende til, at man bliver suget ind i forestillingen om, at man rent faktisk sidder og ser et program om det hvide hus.

Jeg har alle syv sæsoner af serien på DVD, og er fornylig gået igang med at se den endnu engang, hvilket ikke er nogen lille “opgave”, idet hver sæson indeholder omkring 22 afsnit af 45 minutters varighed hver = ca.115 timers tv-kiggeri. I skrivende stund er jeg (vi faktisk, idet Louise ser med) nået til 6. afsnit i 3. sæson, så der er stadig masser af højdepunkter tilbage.

Og nu til selve kåringen: Bedste tv-serie nogensinde skulderklappet går til (fanfare)… The West Wing!

Unødvendig viden, der måske kan skaffe dig en ost i Trivial Pursuit en dag: Martin Sheen, der spiller rollen som Præsident Bartlet, er far til både Charlie Sheen og Emilio Estevez. Mange tror at sidstnævnte har taget et specielt kunstnernavn til sig, men det forholder sig faktisk omvendt: Martin Sheen hedder nemlig Ramon Gerardo Antonio Estevez og Charlie Sheens borgerlige navn er Carlos Irwin Estevez!

Bonusviden til når du har set alle syv sæsoner: Da The West Wing sluttede lavede folkene bag en ny serie, der desværre kun fik en sæson på tv-skærmene: Studio 60 at Sunset Strip. Den kan også anbefales, omend den ikke når samme højder som The West Wing.

Bruce Springsteen og hans band optrådte i pausen under Super Bowl i søndags (iøvrigt: superfed kamp), og i den forbindelse er jeg stødt på en rigtig sej kommentar fra hans side, angående de begrænsninger der nu engang er, når man skal optræde til en begivenhed, der primært er styret af tv-selskaber og deres reklameblokke.

It was very challenging to try and get that exact 12 minutes. I found that in a funny way it was very freeing. O.K., these are your boundaries, so put everything that you have into just this box. If you do it right, you should feel the tension of it wanting to spread beyond that time frame. But it can’t

Hvor ville jeg ønske at webdesignere så rammer og systemer som en befrielse istedet for en kreativ begrænsning – det burde jo netop være en kreativ udfordring at lave noget sejt design indenfor de givne rammer. Oh well, The Boss får ihvertfald et officielt skulderklap for den fede udtalelse. En anden der lige kan få et skulderklap med på vejen er Jason Santa Maria, der på sin egen blog viser at man sagtens kan være kreativ inside the box.

For cirka to års tid siden var jeg en tur på Filippinerne, og i den forbindelse skulle jeg vaccineres mod diverse sygdomme. Normalt kan man blive stukket hos sin egen læge, men jeg valgte (hvorfor husker jeg ikke) at køre en tur ud til Rejseklinikken i Charlottenlund, og jeg husker egentlig ikke meget mere end at det var to utrolig søde mennesker, det gik meget hurtigt og gjorde overhovedet ikke ondt. Idag er jeg så blevet mindet om hvorfor Rejseklinikken var et godt valg, for jeg modtog nemlig en email fra dem med følgende ordlyd:

Det er nu ca. 2 år siden du fik den første vaccine mod Hepatitis A. Hvis du får en revaccination, vil vaccinen holde i minimum 30 år.

Sådan bruger man email til at yde god service (og få et skulderklap på kimblim.dk)!

I sommers kørte serien Generation Kill henover skærmene på HBO i USA, og som så mange andre af HBO’s serier, har Canal+ også købt denne, og den vil blive vist fra den 13. november.

Der er tale om en miniserie (syv afsnit af ca.70 minutters varighed), som viser de amerikanske styrkers indtog i Irak, men hvor amerikanske serier ofte har en tendens til at glorificere krigen og være en tand for patriotiske, så er Generation Kill et lidt mere brutalt syn på forholdene, og man får som seer lov til at tænke lidt over tingene og drage sine egne konklusioner. Men hvad skulle man ellers også forvente, når man ved at manuskriptet er skrevet af samme forfatter, som stod bag den absolut geniale The Wire (endnu en HBO-serie, som også anbefales herfra – køb den på Amazon). Serien er iøvrigt baseret på en bog skrevet af Rolling Stone-journalisten Evan Wright, som (naturligvis) er en af de karakterer man følger i serien.

Jeg anbefaler den hermed på det varmeste og giver den et officielt kimblim.dk-skulderklap – serien er blandt de fem bedste jeg nogensinde har set. Hvis du ikke har tænkt dig at bestille Canal+ bare for at se serien, så forudbestil den på DVD hos Amazon – det har jeg gjort.

Jeg hader Arsenal – det ved de fleste. Desværre så er deres unge spanske spiller, Cesc Fabregas, rigtig god, og hvad værre er: han er på grænsen til det sympatiske. Øv! Det gør det så meget sværere at hade ham, og idag har han overtrådt alle grænser og virker ligefrem fornuftig:

And after training, if I’ve got no charity or media work to do, I’m off to my three o’clock maths class, which I need as part of my move to go back to university to get a business degree

– kilde: The Sun.

Med andre ord: en ung spiller, der tjener flere hundredetusinde kroner hver uge, og aldrig nogensinde behøver at løfte en finger igen, har besluttet sig for at gå i skole. Hvor sejt er det lige? Det fortjener sgu respekt og et officielt kimblim.dk-skulderklap!

PS: FCK’s unge landsholdsspiller, William Kvist, er også igang med en uddannelse på CBS såvidt jeg ved, men mit gæt er at han langtfra er økonomisk sikret, og at han rent faktisk kan få brug for sin uddannelse i fremtiden, selvom jeg da håber på det modsatte for hans skyld.

For ikke så lang tid siden roste jeg Berlingske Tidendes nye design (selvom det langtfra er perfekt), og i den sammenhæng roste jeg også den engelske avis, The Guardians’ website, som iøvrigt har et helt andet grafisk udtryk end de fleste andre aviser.

Tilsyneladende er aviserne nogle af dem, der står forrest i køen når det gælder rekruttering af gode designere (og programmører og usabilityfolk og informationsarkitekter), hvilket også forklarer, hvorfor jeg gerne ville have det job hos New York Times. Deres website er nemlig også afsindig godt designet, og informationsarkitekturen er helt i top – her kan Ekstra Bladet og BT virkelig lære noget!

Nå, men imens jeg sad og kiggede lidt på New York Times’ site, kom jeg i tanke om at International Herald Tribune engang var ret pænt, og minsandten om ikke de har fået nyt design (siden jeg sidst så det), og for fanden hvor er det imponerende! Det der virkelig gør deres site pænt og overskueligt er, at deres logo i toppen, har fået lov til at stå helt uforstyrret.

Fælles for alle de avisers websites er at der tilsynelande er arbejdet intenst med typografien. Læg mærke til hvor lidt grafik og billeder, der egentlig er på siderne, men hvor gennemført designede de alligevel ser ud. Tekst rules!

Jeg faldt lige over den nye Alicia Keys video, “No One”, som jeg synes er rigtig fed (mere nummeret end videoen):

Især det lille break der kommer ca.2:31 inde i nummeret kan jeg rigtig godt lide. Nå ja, og så ville det jo være synd at sige, at det gør ondt i mine øjne, når jeg kigger på hende.

Hvis du også kan lide nummeret, så er det til salg på iTunes…

Man hører altid om hvordan Microsoft er en stor ond virksomhed, men faktisk har de lige gjort noget, som mange andre kan lære af.

I forbindelse med lanceringen af de nye Zune-modeller (Hvis du aldrig har hørt om Zune er det ok, men det er Microsofts svar på iPod‘en), har de besluttet sig for at alle de nye funktioner, som de nye Zune-modeller har, får de gamle også via en software-update. Hvilket vil sige at de kunder der tog chancen og købte en 1.generations Zune, nu får hvad der svarer til en 2.generations Zune. Naturligvis har de nye modeller et lidt andet design og lidt større harddisk kapacitet, men stadigvæk et ret godt træk.

Det der især adskiller Zune fra iPod er at Microsoft har valgt at indbygge trådløst internet (wi-fi) i afspillerne, og hvor de gamle modeller kun kunne bruge det til at sende hinanden sange, kan de nye også bruge det til at synce med ens mediesamling fra computeren, hvilket er ret godt; jo færre ledninger i denne verden, jo bedre.

For Microsoft betyder deres goodwill naturligvis flere ting, men mon ikke loyaliteten hos kunderne stiger en smule? Det betyder nok også lidt færre solgte Zunes på kort sigt, men i længden vil jeg mene at det er en fornuftig beslutning. Til sammenligning kan det siges at da Apple fornylig udgav deres nye modeller lød der et veritabelt ramaskrig i et ellers meget loyalt “community”, for de nye afspillere krævede nemlig også nyt tilbehør.

Normalt ville de fleste have gættet på den omvendte tilgang fra begge firmaer, men det her er bare et godt eksempel på at man som forbruger ikke kan regne med/stole på at et firma altid er 100% godt eller dårligt.

Berlingske Tidende har idag redesignet deres web-avis, og jeg synes det ser rigtig, rigtig godt ud – især synes jeg at siden er blevet meget overskuelig. I England er det ikke så lang tid siden at The Guardian redesignede deres web-avis, og også her er resultatet rigtig godt.

Det som især springer i øjnene ved de to aviser – hvis man skal skære dem over samme kam – er at de er ekstremt simple i udtrykket og at der er masser af luft, så tingene ikke virker så forkrampede.

Godt gået!

Igår morges satte vi den nye forside af TDC Online live, og dermed er et projekt, der har varet godt og vel en måned for mit vedkommende, forbi. Jeg har i denne omgang lavet al HTML og CSS, men denne gang har jeg også rodet meget med noget javascript, som er et sprog, der er til konstant forundrelse og forbløffelse fra min side – på både godt og ondt.

En af de nye features er at man selv kan vælge et farveskema på siden – en feature, som jeg ikke tror vil blive brugt forfærdelig meget, da det jo reelt set blot er en gimmick, som folk måske lige skal se hvad er, og derefter aldrig bruger den igen. Til gengæld er jeg rigtig godt tilfreds med den tekniske implementering af det. Jeg synes iøvrigt du skulle tage og prøve det…
Mine umiddelbare favoritter er blå og orange tæt efterfulgt af grøn – de tre andre er jeg ikke så vild med, men det er der sikkert nogen der er???

Iøvrigt, så gør jeg nøjagtig som Jokeren siger og smider dette indlæg op i kategorien “skulderklap” – denne gang er det mig selv, jeg klapper på skulderen. Nå ja, og så klapper jeg også kronprinsessen på skulderen, for hun har rodet meget med backenden.

Bare for at min “skulderklap”-kategori ikke skal falme helt hen, så har jeg fundet et lille videoklip, hvor Alec Baldwin beviser at han rent faktisk er en fremragende skuespiller. Det stammer fra filmen “Glengarry Glen Ross“, som udover Baldwin også har Al Pacino, Jack Lemmon, Ed Harris, Kevin Spacey og Jonathan Pryce, så skuespillet er i orden.

Jeg kan iøvrigt huske at jeg engang så et interview med Jim Carrey, hvor han udtalte at hvis han kunne vælge en scene, som han gerne ville have spillet, så skulle det være Alec Baldwin-scenen fra “Glengarry Glen Ross”. Det var det interview, der fik mig til at se filmen, og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om hvilken scene Jim Carrey mente.

Jeg beklager den lidt stille blog, men tænkte at når nu weekenden er over os, hvad kunne så være bedre end lidt musikanbefalinger, så I har lidt godt at lytte til i weekenden?

Hermed fem gode numre:

• Manic Street Preachers: Your Love Alone Is Not Enough (feat. Nina Persson) – køb den på iTunes
• The Killers: When You Were Young – køb den på iTunes
• Johnny Cash: I Won’t Back Down – køb den på iTunes
• Mark Ronson: Stop me – køb den på iTunes
• Kanye West: Can’t Tell Me Nothing – køb den på iTunes

En blandet landhandel, men der er jo ikke noget i vejen med at have en bred musiksmag, vel ;)

På årets Roskilde Festival trak Janus og Funky Vilhelm mig med til en koncert, med en gruppe jeg aldrig havde hørt om før. De lokkede med udtalelser som “Det er forsangeren fra Kings of Convenience’s anden gruppe” og “Han har også sunget for Röyksopp“. Nuvel, vi gik over og så The Whitest Boy Alive, som gruppen hedder, og det var en super koncert! Svært at beskrive genren, men hvis man er til lidt Air, går man nok ikke helt galt i byen.

Køb “Dreams” med The Whitest Boy Alive på enten Amazon eller iTunes.

Det er mig en udsøgt fornøjelse at præsentere min nye kategori: “Skulderklap”. Meningen med denne kategori er at den skal være den direkte modpol til min “Brok”-kategori, og måske også en lille henstilling til mig selv om at tænke mere positivt og huske at kigge på de lyse sider af hverdagen.

Første skulderklap går ud til ingen ringere end Annette Heick. Ved årets Rebild-fest var hun inviteret med som taler, og her benyttede hun lejligheden til at sige hvad mange går rundt og mener, men som vores regering ikke er meget for at diskutere, nemlig at USA er et land der hviler på frygten og reagerer irrationelt.

Well spoken unge Heick!