Nokia: Connecting People, Disconnecting Kimblim

I januar måned gjorde jeg noget, som jeg havde “truet” en del af min omgangskreds med jeg ville gøre: jeg solgte min smartphone (på det tidspunkt en Nokia Lumia 900 med Windows) og gik tilbage til en god, gammeldags såkaldt feature-phone. Valget faldt på en Nokia C5-00 – ikke at der var det store udvalg: det var først i den femte butik jeg besøgte at de havde non-smartphones, og udvalget bestod af to Nokia-modeller, der begge havde et par år på bagen. Jeg valgte den der kostede 200kr mere end den anden, fordi den havde et lidt bedre kamera, men jeg skal være ærlig og indrømme at det ikke var en særlig stor overvejelsesproces.

Men hvorfor gå tilbage til noget så usmart? Der var en lang stribe overvejelser bag min beslutning, og jeg havde også deltaget i et par diskussioner omkring det inden jeg tog springet, bl.a. på Twitter:

@naxoc @jenspoder Som jeg også har snakket med Jens om, så overvejer jeg en non-smartphone næste gang… The madness must stop 🙂

— Kim Johannesen (@therealkimblim) November 28, 2012

Faktum er at jeg var blevet utrolig dårlig til et par ting, og min smartphone gjorde mig kun endnu dårligere.

For det første fandt jeg det utrolig svært at have en fornuftig balance imellem mit arbejde og mit privatliv. Hver gang telefonen brummede i lommen, når der kom en ny mail, så tog jeg den op, læste mailen og brugte tid på at tænke over den. Fornuftigt nok, hvis man er på arbejde, men knap så fornuftigt, hvis man befinder sig på legepladsen med sin 2-årige søn, hvor man gerne skulle nyde tiden sammen med ham.

For det andet var jeg blevet meget dårlig til at kede mig. Hvis jeg f.eks. stod i kø eller ventede et eller andet sted, brugte jeg tiden på at læse nyheder, sportsresultater, mails eller Twitter på telefonen. Det lyder måske meget smart, men på et eller andet tidspunkt så krydsede jeg (og mange andre gør det også, hvilket man bliver opmærksom på når man ikke selv har en smartphone) ubevidst en, for mig, socialt uacceptabel grænse, hvor telefonen kom frem uanset hvor eller hvornår jeg kedede mig. Middagsselskab, hvor samtalen faldt på noget jeg fandt uinteressant? Telefonen frem under bordet. I byen med vennerne? Telefonen frem. Og helt ærligt: det holder sgu ikke!

Er jeg så blevet klogere af at have en ganske almindelig telefon det sidste halve års tid? Det ved jeg ikke, men jeg har ihvertfald gjort mig nogle løse tanker, som jeg her vil dele med jer. Jeg vil gøre mit bedste for ikke at lyde hellig og frelst undervejs, og det er slet ikke min intention at overbevise hele verden om at de skal droppe smartphonen. Anyways, here goes:

Tilgængelighed har en pris
Når man har en smartphone er alverdens viden i hånden på dig. Og ikke nok med det, du kan altid få fat i alle og enhver via en ubegrænset mængde af netværk: telefon, sms, mms, facebook, twitter, linkedin, mail og så videre og så videre og så videre … Det er så fantastisk nemt og dejligt. Prisen for at hele verden er tilgængelig for dig er blot at DU også er tilgængelig for hele verden, og det efterlod mig i en tilstand af at være på konstant standby. Hvis jeg skal lege klog bare et lillebitte øjeblik, så tror jeg ikke på det er sundt aldrig at slukke.

Vi holder op med at tale sammen
OK, det lyder drastisk, og det er nok også en smule overdrevet, men vi får ganske enkelt mindre at snakke om fordi vi i forvejen ved så meget om hinanden via de ovennævnte netværk. Og når vi tilmed ikke behøver snakke os frem til svar på spørgsmål, men bare kan slå det op på vores telefon, så bliver taletiden reduceret væsentligt. Lad mig komme med et helt konkret eksempel, som jeg tror de fleste kan nikke genkendende til: Hvis jeg for 15 år siden så en film med mine venner, og vi genkendte en skuespiller, men ikke kunne komme på hvor vedkommende havde været med tidligere, så kunne snakken gå i en time omkring det emne. Måske snakkede vi ikke blot om skuespilleren, men også om andre film, hvor vi troede personen havde været med. På den måde var vi sociale sammen, baseret på en ganske lille usikkerhed omkring en skuespiller. Idag? Der går ikke 2 minutter før der er slået op på IMDB og samtalen dermed er dræbt med et hurtigt svar. “Hvem er det nu der spiller det nummer, der kører i radioen”? Shazam. “Hvor mange mon der bor i Tokyo?” Wikipedia… Min påstand er at vi ved mere, men vi bliver dummere*.

 Jeg er begyndt at opleve istedet for at dokumentere
Da jeg havde en smartphone var jeg konstant i en form for broadcast-mode. Jeg tweetede (og Facebookede, dengang jeg befandt mig der) overalt hvor jeg kom frem, gerne dokumenteret med billeder. Det var altsammen fordi “Hey, jeg oplever noget, lad mig dele det med resten af verden”. Problemet er blot at jeg glemte at opleve det, fordi jeg havde så travlt med at dokumentere og dele det. Nu gider jeg ikke tage billeder, fordi a) kameraet i min telefon er noget lort og b) det er røvbesværligt at få billederne over på computeren og videre ud i verden. Og det er røvfedt at det er besværligt, for det gør at jeg er til stede, der hvor jeg befinder mig. Jeg er mere fokuseret på hvad der sker omkring mig i nuet, end hvordan jeg skal fortælle andre om hvad der skete.

De sociale medier gør os asociale
… ihvertfald i en vis udstrækning. Det som jeg har oplevet er, at vi burde bruge de sociale medier til at snakke om, hvad der foregår “offline”, men det forholder sig omvendt: vi bruger den virkelige verden til at snakke om alt det der (pseudo-)foregår på de sociale medier. Hvornår har du sidst snakket i mere end 5 minutter om en af dine venners ferie? Det har du garanteret ikke, for du har jo allerede set billederne på Facebook eller Twitter, og du har læst statusopdateringerne og skrevet kommentarer og fået svar. Det understreger bare min tidligere pointe om, at vi holder op med at tale sammen.

Jeg kan sagtens undvære min telefon
Der er nogle fredage hvor jeg kommer hjem, smider min telefon fra mig og egentlig først bruger den igen mandag morgen. I løbet af weekenden tjekker jeg sporadisk om der er nogle ubesvarede opkald eller beskeder, men i bund og grund fungerer den mest som en gammeldags fastnet-telefon, når jeg ikke er på arbejde. Da jeg havde en smartphone følte jeg mig decideret ubehageligt til mode, hvis jeg ikke havde den på mig. Og det er klart: på smartphonen lå hele mit liv i digital form: billeder, kontakter, noter, kalender, twitter og opslagsværk til alt hvad der interesserede mig og en million andre apps og værktøjer til at styre mit liv. Problemet er at de rent faktisk styrede mit liv! Nu er min telefon kun en telefon, og det er en fantastisk form for frihed, at vide at man kan undvære den.

Det er vist opsummeringen af en masse tanker jeg har gjort mig. Hvis jeg kommer i tanke om mere, så skal jeg nok huske at råbe op. I mellemtiden kan jeg så sige følgende om min nye telefon, der gjorde springet tilbage i tiden lidt lettere:

• Batterilevetid på 5 dage i gennemsnit. Min smartphone skulle i laderen hver aften.
• Den kan synce med forskellige mail/kalender-servere. Jeg bruger Google, og dermed har den min privatkalender og mine kontakter fra den famøse “sky”. Jeg kan også godt tjekke mail på den, men det har jeg valgt at slå fra.
• Hvis det er super-duper-vigtigt (altså, hvis Man Utd spiller), så kan jeg faktisk godt gå på nettet med den, men oplevelsen er så utroligt ringe, at jeg ikke bliver hængende og surfer videre.
• Den fylder og vejer tæt på ingenting. Hvordan vi lige pludselig blev vant til at have så store telefoner i lommerne er mig ubegribeligt.

Det her blogindlæg er i virkeligheden blot en form for referat af samtaler, jeg har haft med mange folk de sidste par måneder. Min klare opfattelse er at jeg ikke er den eneste, der fandt det problematisk at have en smartphone og være online 24/7/365, og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg at vi indenfor de næste 2-3 år vil se en form for trodsreaktion, hvor andre følger mit eksempel (ok, det lød helligt, men det er vel sådan udtrykket er?). En af mine kolleger er hoppet med på vognen, og jeg tror flere følger efter. Det vil selvfølgelig være en begrænset mængde, der vil tage det drastiske skridt, men ikke desto mindre vil det være en interessant tendens, når/hvis det sker.

Hvis du vil læse om andre, der har gjort sig nogle af de samme tanker, så er her en stribe interessante links:

• Gregory’s iPhone Contract – en 13-årig dreng får en iPhone i julegave, men der følger et sæt regler med. Personligt er jeg vild med nr.11, 13, 14 og 17.
• Why I’m Glad My Smartphone Broke – En smadret iPhone betød tilbagevenden til en feature-phone.
• I’m Still Here: Back Online After A Year Without The Internet – Journalist Paul Miller gik HELT offline i et år. Det var for drastisk, men jeg synes han er kommet frem til mange af de samme konklusioner som jeg er.

* Den skal jeg nok udbygge i et blog-indlæg en eller anden dag, for det er mere end hvad dette lille indlæg kan bære.