Kategorier
Skulderklap

Delebilen – et genialt koncept

For lidt over et halvt års tid siden fortalte en af mine kolleger mig om et koncept, der hedder delebilen. Det kommer nok ikke som den store overraskelse at navnet dækker over nogle biler, som man deles om… Nærmere præciseret står der en stribe biler rundt omkring på faste parkeringspladser, som man kan reservere over nettet og herefter henter man dem – iøvrigt med et meget snedigt og smart system (pdf). Man kan vælge mellem to medlemsordninger, og prisen varierer alt efter hvor mange kilometer man kører og hvor mange timer, man skal have bilen, ganske ligesom en almindelig lejebil, men til gengæld ligger der et benzinkort i handskerummet, så den del skal man ikke bekymre sig om.

Jeg skyndte mig at melde mig ind, for efter at jeg i sin tid solgte min egen bil, har der da været tidspunkter, hvor det ville være rart at have en bil til rådighed, fremfor at cykle, tage offentlig transport eller en taxa. Igår benyttede jeg så systemet for første gang, da Louise og jeg skulle en tur til Lundtofte – først havde vi besluttet os for at tage offentlig transport derud, men vejret artede sig ikke rigtigt, og så fik jeg den pludselige indskydelse at afprøve delebilen. Jeg gik på nettet, loggede ind og fandt en bil, der stod parkeret på Nørrebro; godt 3. minutter senere var den reserveret!

Vi fik afhentet bilen – en fancy lille Ford Fiesta – og vi var begge meget begejstrede over hvor nemt og smart det egentlig er, og der er slet ingen tvivl om at vi fremover vil bruge delebilen lidt oftere. Bevares, det er helt klart dyrere end bus/tog, men til gengæld er det klart billigere end en taxa. Og så gør det jo ikke noget, at der er nogle miljømæssige og finansielle fordele ved at byens borgere deles om bilerne – biler der iøvrigt parkerer gratis de fleste steder i indre by!

Delebilen får hermed det officielle kimblim.dk-skulderklap og en anbefaling med på vejen!