Kategorier
brok mac tech

Den Digitale Signatur varetages af amatører

Jeg har i en årrække haft en Digital Signatur, som jeg først og fremmest bruger til at tilgå min E-boks med, men jeg har altid synes at hele systemet omkring den var omstændigt og besværligt. I de år jeg arbejdede hos TDC, husker jeg også at det var rigtig besværligt at implementere Digital Signatur på websitet, hvilket egentlig er lidt ironisk, for i de år var det TDC, der var ansvarlige for Digital Signatur.

Da jeg for et par år siden skiftede til Mac, opstod der en hel stribe problemer i forbindelse med installeringen af Digital Signatur, men det lykkedes – omend den kun virker i Firefox og ikke i Safari. Selvom jeg skulle åbne den i Safari for at installere den… Besværligt og omstændigt.

I disse tider er det DanID der håndterer Digital Signatur, og de gør det altså ikke meget bedre – faktisk er afløseren for Digital Signatur, kaldet NemID, blevet forsinket i flere omgange. Idag fik jeg en mail fra DanID om fornyelse af min Digital Signatur (en fornyelse, der altså er nødvendig fordi de ikke er klar med NemID).. I mailen står der:

Skal du ikke bruge den gamle signatur kan du slette den ved at trykke på Start-knappen, vælge menupunktet Digital Signatur og trykke på Slet Signatur.

Start-knappen? Undskyld mig, men sådan en har mit styresystem ikke! Hvor svært kan det være for en organisation at forstå, at ikke alle mennesker i kongeriget Danmark sidder på en Windows-maskine? Bevares, der er over 90% af danskerne, der bruger Windows, men hvad med resten? Og når man snakker om et system der bruges til offentlige og samfundsmæssige ting (såsom SKAT), så burde det altså være lige nemt og tilgængeligt uanset styresystem/browser.

Jeg er naturligvis ikke den eneste, der har oplevet Digital Signatur oplevelsen som problematisk:

Konklusion: Suk, Suk, Suk…

Kategorier
design mac medier Skulderklap tech

DR er på rette vej

Danmarks Radio har et af landets populæreste websites (pt. det 3.mest besøgte), men rent teknisk og innovativt har det i lang tid været lidt bagefter.

Især deres videoafspiller har været udsat for en del kritik, da man som bruger af andet end en Windows/Internet Explorer-kombination ofte har måtte give op – ikke at det ikke kan lade sig gøre at komme til at se videoklippene, men hjælpesiderne er så godt gemt, at jeg efterhånden har lært at en søgning på Google på “dr mac direkte links” er den hurtigste vej til at komme igang med at se lidt tv på sin computer.
Nu har DR imidlertid lagt en beta-version af deres nye live-player online, og jeg må sige at det er en ekstremt positiv overraskelse. For det første så er afspilleren flash-baseret, hvilket gør den platform/browser-uafhængig; for det andet er betjeningen rigtig godt designet og nem at overskue – eneste anke er vel at den indeholder en “pause”-knap, når man i realiteten ikke pauser afspilningen, men stopper det.

drplayer

Nu håber jeg bare at de implementerer en lignende løsning til de arkiverede optagelser, så al video-afspilning bliver ligeså nemt.

Nu hvor jeg er igang med at rose DR for nye løsninger, så ville jeg da også være et skarn, hvis jeg ikke lige nævnte deres (forholdsvis) nye programoversigt, som jeg synes er pæn, overskuelig og nem at bruge. Faktisk er den blevet min favorit indenfor online tv-oversigter – en plads der i laaaaang tid tilhørte TV idag.
(Nå ja, og så er der også et par tekniske ting, der imponerede mig ved programoversigten, men det er ikke noget som en gennemsnitsbruger lægger mærke til, så jeg vil spare jer for de detaljer, der gjorde indtryk på en HTML/CSS-nørd som undertegnede).

Opsummering: Godt gået DR! Og tillykke med jeres kimblim.dk-skulderklap…

Kategorier
mac tech

Fra Windows til Mac, del 2 af 2

Som lovet for nogle uger siden, så kommer her del 2 af min mini-føljeton omhandlende mine erfaringer vedrørende mit skifte fra en Windows-baseret PC til Mac-platformen. Hvor jeg sidste gang snakkede om software, kommer det denne gang til at handle om operativsystemet og hardwaren.

Operativsystemet – OS X 10.5.4 (Leopard)
Første indtryk var ret positivt, idet det næsten ingen tid tog at lave den første installation, samt at computeren lynhurtigt fandt mit trådløse netværk uden problemer. Når man har bootet første gang, synes jeg faktisk ikke forskellen er så forfærdelig stor mellem Windows og Mac – mit umiddelbare bud er at langt de fleste vil kunne skifte uden nogen som helst former for problemer. Og jeg mener vel faktisk begge veje. Der er naturligvis nogle små forskelle hist og her, primært med genvejstasterne, men også i den måde som drag’n’drop fungerer på, men det vænner man sig hurtigt til. Installation af programmer forvirrede mig lidt i starten, fordi der både findes applikationer, der bare skal trækkes over i en folder, imens andre skal dobbeltklikkes for at påbegynde installationen. Igen, det er en tilvænningssag som ikke betyder noget i det store hele.

Operativsystemet er måske nok lidt pænere end XP, men det har ingen effekt haft på min brug af computeren eller min tilfredshed med den, så det er der ingen større grund til at gå i dybden med. Designet er dog meget simpelt og funktionelt bygget op, så man sidder med en fornemmelse af at det hele er lidt lettere, uden at det egentlig er det – til gengæld sidder man også og har problemer med at finde alle de avancerede instillinger man kender fra Windows, men måske har man slet ikke brug for dem? For det meste ikke, men jeg savner nogle mere avancerede indstillinger til mit skærm-setup, for jeg kan ikke have en ekstern skærm sat til og køre to forskellige opløsninger på den og den indbyggede skærm. Eller, jeg kan ihvertfald ikke finde indstillingerne til det, og så sidder man som x-Windows-bruger og tænker “Come on, det må den da kunne – det kan alle computere da“.

En af de ting som jeg synes er virkelig gennemtænkt, er at man kan skifte/oprette tastatur-genveje selv via systemindstillingerne, istedet for via programmerne. Det har bl.a. gjort at jeg kan slå shuffle til/fra i iTunes uden at skulle have fat i musen. Det er små ting, men når man sidder foran computeren 8-10 timer om dagen, så er tastatur-genveje absolut u-undværlige i alle henseender, og derfor er det fedt at det bare virker. At tastatur-genvejen så også figurerer i iTunes-menuen bagefter, er bare en super-detalje der kan frembringe et smil på de små nørde-læber.
En anden lækker detalje er netværks-håndteringen, som forløber så let som ingenting – hvor jeg før skulle søge efter min netværks-harddisk, så finder OS X den med det samme og forbinder til den, så den opstår som et drev i min Finder. Smukt og nemt. I det hele taget er jeg meget imponeret over netværks-håndteringen, både den trådløse og den almindelige.

Går OS X nogensinde ned? Ja, bestemt. Men ligesom på Windows, så tror jeg at det for det meste skyldes hardware-mæssige udfordringer, hvilket bringer os til…

Hardware – MacBook Pro og iMac
Jeg startede med at få den bærbare MacBook Pro, og et par uger efter det blev den suppleret af en iMac til hjemmekontoret (soveværelset), og af de to kan jeg uden et øjebliks tvivl sige at iMac’en er et langt, langt bedre produkt.

I Skull MBP

Designet af hardwaren er naturligvis sublimt – det er trods alt et af Apples kendetegn, men jeg synes at form har vundet over funktionalitet, ihvertfald på MacBook Pro’en. Den har simpelthen ikke udluftning nok (især ikke når den er lukket og sluttet til ekstern skærm), hvilket gør at den bliver brandvarm. Faktisk bliver den til tider så varm, at jeg ikke kan sidde med den i skødet! Jeg har måtte installere et lille stykke software, der kan kontrollere blæserne i computeren, så den kan få lidt ekstra køling, men selvom jeg har skruet godt op for ventilationen, så rammer CPU’en nemt 75-80 grader, og det er altså faretruende højt. Konsekvensen? Min MacBook Pro går ned (hårdt) 3-4 gange om ugen. Det er 3-4 gange mere end min IBM ThinkPad gjorde, så myten om at Windows-baserede maskiner går mere ned end Mac’er, har altså vist sig som netop det: en myte. Hvis du vil overbevise mig om noget andet, så foreslår jeg at du ringer til Mythbusters, så må de afgøre det.

Derudover undrer det mig en hel del, at man laver en bærbar computer som med sine kraftige specs er henvendt mod professionelle (deraf navnet, I presume), og så ikke laver en docking-station/port-replicator. Hvorfor fanden skal jeg sætte fem ledninger til den hver morgen og tage dem ud igen hver aften? Og man skal så åbne computeren, trykke på power-knappen og herefter skynde sig at lukke den igen, ellers fungerer skærm set-up’et ikke ordentligt. Jeg vil have en docking-station NU!

Findes der iøvrigt noget mere irriterende end hyletoner? Det må ihvertfald ligge på top 10, og min MacBook Pro er mester i at levere hyletone. Det sjove er at det kun kommer, når jeg har ørebøfferne i OG jeg allerede har afspillet et stykke musik. F.eks. når jeg har hørt en sang i iTunes og sætter den på pause, så kommer der en fin hyletone, der først forsvinder, når jeg sætter noget musik igang igen… Ekstremt irriterende, men samtidig er det så lille en ting at man ikke gider sende sin computer til reparation i 3-4 uger for at få det fixet.

I Heart iMac

Jeg har endnu ikke oplevet at iMac’en er gået ned, og det virker som et lækkert, lækkert stykke hardware, men jeg må også være ærlig at sige, at den slet ikke bliver presset ligeså hårdt som den bærbare, da den mest bliver brugt til lidt internet/mail-brug og meget lidt photoshopping/programmering.

Hvis jeg skal tage et skridt eller to tilbage og prøve at vurdere situationen objektivt, så ville jeg til enhver tid anbefale en stationær Mac, men hvis jeg kunne få en IBM Thinkpad som kunne køre OS X, så jeg kunne teste i begge miljøer, ville jeg vælge den fremfor en MacBook Pro til enhver tid. Det skal dog siges, at der snart kommer nye MacBook modeller, og mon ikke nogle af varme-problemerne er løst der?

Kategorier
mac tech

Fra Windows til Mac, del 1 af 2

Ja, undskyld at jeg så hurtigt bryder den ellers dejlige stilhed, men jeg har i et stykke tid vidst, at jeg ville skrive to indlæg om mit skifte fra Windows XP til Mac-platformen, og eftersom at en af mine kolleger lige har fået sin første Mac idag, så var der jo en kærkommen lejlighed til at give nogle tips med på vejen. Desuden er det nu lidt over tre måneder siden, at jeg fik min MacBook Pro og den er blevet suppleret med en iMac til hjemmekontoret, så jeg har efterhånden vænnet mig til de nye omgivelser og føler derfor godt, at jeg kan bidrage med lidt råd og erfaringer.

Som skrevet, så vil der komme to indlæg om det såkaldte switch, og her i første indlæg vil det primært handle om det software, som jeg har fundet til Mac, som jeg ikke kan undvære. Andet indlæg vil være en overordnet beretning om mine glæder og sorger (jo, de findes skam!) ved at være Apple-bruger.

Steve Jobs & Bill Gates

Nå, vi må til det, og her kommer en – ufuldstændig -liste over software, som jeg har prøvet:

Browser: Safari og Firefox
På Windows var Firefox min absolut foretrukne browser, men på Mac bruger jeg den stort set kun til at teste og debugge i, hvilket den fortsat er den absolut bedste til, primært på grund af Firebug. Safari er dog en lidt bedre browser til almindeligt internet-brug, da den føles hurtigere og har et meget bedre bruger-interface efter min ydmyge mening. Når alt kommer til alt, så tror jeg ikke at jeg kan undvære nogen af dem og de udgør et formidabelt team.

Mail-klient: Thunderbird og Mail
Thunderbird er min foretrukne mail-klient, og er også den jeg kender bedst, da jeg har brugt den i mange år efterhånden, men man kan godt mærke at den ikke er skrevet med Mac i tankerne. Til gengæld føles Mail som en kvalitetsapplikation, men jeg forstår ganske simpelthen ikke nogle af de beslutninger, der er taget med hensyn til folder-håndteringen, som mildest talt er dybt forvirrende. Mail bruger jeg kun til min firma-mail, og al min private mail-korrespondance går via Thunderbird.

Udviklingsværktøj: Coda
Coda kalder sig selv for et one-window web-udviklingsværktøj, og det må man også sige at det er. Coda indeholder nemlig både en glimrende teksteditor, en speciel CSS-editor (som jeg overhovedet ikke har brugt endnu), Terminal og en lille stribe elektroniske bøger, så man altid har hjælpen ved hånden. Nu har jeg ikke prøvet andre udviklingsværktøjer på Mac, men jeg kan roligt sige, at Coda er fuldt på højde med de udviklingsværktøjer, jeg har brugt på Windows (UltraEdit, Aptana, HomeSite).

FTP-klient: Transmit
Transmit bliver udviklet af det samme firma, som har lavet Coda, og dermed er den rigtig god integration mellem de to stykker software. Hvis man f.eks. har en FTP-server gemt som favorit i Transmit, kan man nemt importere den til Coda, og dermed udvikle direkte på FTP-serveren. Før jeg prøvede Transmit havde jeg installeret en anden FTP-klient, nemlig Cyberduck, og det fungerede egentlig ok, men Transmit er langt overlegen, både i brugeroplevelse og funktionaliteter, så jeg anbefaler at man bruger de $30 det koster.

Instant Messaging-klient: Adium
Adium er en multi-protokols IM-klient, så man kan chatte via MSN, Jabber, ICQ og flere andre, og det er ganske simpelt et fremragende stykke software. Det har ganske sikkert nogle mangler ifht. f.eks. MSN, men programmet er simpelthen så lækkert og nemt at bruge, at de mangler det eventuelt har, lægger man slet ikke mærke til.

Mobil-software: BluePhoneElite
På Windows har jeg prøvet at bruge både Floats Mobile Agent og MyPhoneExplorer, og nu bruger jeg så BluePhoneElite, som giver mig mulighed for at skrive sms’er via computeren, tage backup af min telefon, synce med kontaktbogen og endda foretage opkald. Programmet er begrænset i forhold til de to ovennævnte, men til gengæld virker det rigtig gennemført og der er aldrig problemer med at skabe forbindelse til telefonen, som jeg ellers har oplevet med de to.

“Biblioteks”-software: Delicious Library 2
Jeg har aldrig haft et program som dette til Windows, og det er egentlig også mest et stykke sjov software, som ikke kan bruges til en hel masse fornuftigt. Delicious Library er nemlig udviklet til at lave lister over dine bøger, dvd’er, cd’er og gadgets, så man har noget at give forsikringsselskabet den dag man er uheldig og kommer hjem til en tom lejlighed. Det smarte – og sjove – ved programmet, er at det bruger computerens indbyggede webcam til at scanne stregkoderne på produkterne, og derefter slår den op i Amazons database og tilføjer produktet til ens “bibliotek”. Megasmart! Hvis man altså udelukkende har engelske/amerikanske produkter, for danske bøger, cd’er, dvd’er osv. kan den ikke finde, og dem må man altså tilføje manuelt, hvilket er ret kedeligt. Programmet kan generere listerne som alverdens formater og eksportere direkte til en FTP-server, så man også har den til rådighed, selvom computeren bliver stjålet.

Officepakke: Neo-Office
Neo-Office er OpenOffice til Mac, og indeholder dermed de gængse programmer: tekstbehandling, regneark osv. Indtil videre fungerer det ligeså godt som OpenOffice gjorde for mig på Windows, men nu er jeg ikke nogen power-user af Office-applikationer, så min anbefaling af produktet er ikke meget værd, hvis man sidder med Office åben otte timer om dagen.

Billedebrowser: Xee
MacOS kommer med Preview, men jeg blev hurtig træt af at man ikke kunne åbne et billede fra en mappe, og derefter bladre videre til det næste, uden at have valgt at åbne dem allesammen. Xee blev min løsning, og svarer vel i grunden til ACDSee eller FastStone ImageViewer – nemt, gratis og fungerer upåklageligt, så det er hurtigt blevet u-undværligt for mig.

Videoafspiller: VLC
Jeg brugte VLC til Windows, og det er jeg fortsat med på Mac under parolen: If it ain’t broken, don’t fix it! VLC fungerer altid og jeg har ikke oplevet nogen som helst problemer med det overhovedet.

Virtualiserings-software: Parallels
Muligheden for at køre Windows på en Mac, var en af de helt store årsager til at jeg besluttede mig for at gå den vej, for i mit job skal jeg teste på begge platforme, og vi kan vist allesammen være enige om at én computer på skrivebordet fylder mindre end to. Parallels gør, at jeg har Windows XP åbent i et vindue, som jeg så kalder frem, når der skal testes. Softwaren er så gennemført og nem at bruge, at det er en ren fornøjelse.

Diverse værktøjer: MP4 Converter, XJNB
MP4 Converter er så det program jeg bruger til at tage mine beskyttede musikfiler, som jeg har købt og betalt på iTunes, og konverterer dem til MP3, så jeg kan afspille dem på andet end min computer. Må jeg lige have lov til at sige, at DRM sutter den ondeste dinosaur-lanse nogensinde.

XJNB er en slags diskværktøj som er lavet, så man kan bruge Creatives Zen-medieafspillere sammen med Mac, og da jeg har en Zen Vision W, er det jo en nødvendighed – ellers kan man ikke overføre filer, og det gør medieafspilleren til en dyr papirvægt.

Systemværktøjer: Perian, Witch, BlueHarvest, Flip4Mac, Sizzling Keys
Udover de ovennævnte applikationer, så er der en masse små systemværktøjer som gør hverdagen lettere, og de kommer i kort punktform her:

  • Perian – gør det muligt at afspille stort set alle formater i Quicktime-afspilleren og dermed også i MacOS’ indbyggede mediecenter, FrontRow
  • Witch – gør at man kan alt+tab’e mellem alle åbne vinduer istedet for æble+tab som kun skifter mellem applikationer
  • BlueHarvest – MacOS efterlader små fodspor i form af DS_Store og ._-filer på alle de drev den tilgår, og når man (som jeg) f.eks. er på mange netværks-drev, så bliver det hurtigt rodet. BlueHarvest rydder automatisk op i de filer, så man selv slipper for det.
  • Flip4Mac – gør at man kan afspille Windows Media formater på Mac.
  • Sizzling Keys – fint lille program, der giver nogle tastaturgenveje til iTunes, men jeg bruger det udelukkende til at låse min maskine eller aktivere screensaveren.

Jeg håber at min liste kan være behjælpelig for folk derude, der lige har skiftet platform eller som leder efter nogle nye programmer til Mac. Til gengæld sætter jeg også pris på alle tips om god software, så smid gerne nogle kommentarer!

Kategorier
anekdoter mac tech

Farvel iMac. Farvel Thinkpad.

Trofaste læsere kan muligvis huske at jeg bestilte en iMac igennem mit arbejde tilbage i slutningen af september, og den blev da også leveret i starten af december. På det tidspunkt havde jeg bare ikke lige et skrivebord at sætte den på, men det fik jeg i løbet af måneden; til gengæld sagde jeg også mit job op, og det betød at jeg fik følgende valgmuligheder: aflevere iMac’en tilbage eller købe den fri for omkring 15.000,-… Jeg valgte det første og derfor blev iMac’en afleveret tilbage igår uden at den på noget tidspunkt har været sat til! Meget unørdet, men sådan er det.

Igår var også dagen, hvor jeg var en tur forbi TDC og aflevere min elskede laptop, en IBM Thinkpad T60, og det var sgu helt sørgeligt. Er du sindssyg, hvor er der blevet arbejdet/surfet/mailet/youtubet meget på den maskine (og ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge). Jeg kan uden at tøve sige, at hvis jeg nogensinde står i en situation, hvor jeg skal købe en Windows-baseret laptop igen, så bliver det 100% sikkert en Thinkpad, for magen til stabil og effektiv maskine skal man lede længe efter.

MacBook Pro

Nu står jeg så i en situation, hvor jeg har en arbejdslaptop fra Berlingske, som jeg gerne vil holde som ren arbejdsmaskine, så jeg skal ud og købe en computer. Min første tanke var egentlig at udleve iMac-eksperimentet og købe en 20″-model, men efter grundigere overvejelse tror jeg snarere, det bliver til en MacBook Pro. Skulle jeg vælge udfra designet og størrelsen på laptoppen ville jeg vælge den sorte MacBook, men den går bare ikke højt nok op i opløsning, så det må blive Pro-modellen. (Hvornår kommer der en MacBook Pro med 13″ skærm?)
Og hvorfor så ikke købe den Thinkpad, som jeg lige har rost til skyerne? Tja, jeg vil gerne kunne teste mit arbejde på en Mac, og den kan jo også køre Windows i et vindue for sig selv, så mit bud er at det vil være den bedste løsning for mig. Desuden er jeg jo nysgerrig og vil gerne prøve Apple-platformen – man kan jo altid vende tilbage.

Kategorier
design mac tech

Det er en ommer, Apple

Igår var en af årets helt store højtider for Apple-fans over hele verden, idet der blev afholdt MacWorld Expo Show (MES). MES er det arrangement hvor Apples CEO, Steve Jobs, stiller sig op på en scene iklædt jeans og sort rullekravetrøje, og præsenterer Apples nye produkter. Hvert år er luften fuld af en blanding af rygter og forventninger inden sådan et show, og i år var absolut ingen undtagelse.

Steve Jobs

De fire produkter som Jobs først og fremmest kom ind på igår er:

  • iPhone / iPod Touch software-opdateringer
  • iTunes Videoudlejning og Apple TV
  • Time Capsule (backup-system
  • MacBook Air

Hvad angår iPhone og iPod softwareopdateringerne, må jeg indrømme at jeg er slemt skuffet. Ja, iPhonen kan nu afsende sms’er til flere personer ad gangen, og maps-applikationen har fået lidt nye funktionaliteter, men de ting som man (især her i Europa) virkelig havde sat næsen op for, kom ikke: MMS og 3G.
Derudover så har Apple besluttet at iPod Touch også skal have nogle af de fede applikationer, nemlig maps, mail, stocks, weather og notes. Det er en god nyhed, men den dårlige nyhed er at man skal betale $20 for det – det synes jeg er utroligt, især med tanke på at:

  1. Man kan få dem gratis ved at hacke sin iPod
  2. Microsoft gav alle Zune-ejere deres nye software gratis

Dårlig stil fra Apples side, hvis du spørger mig. Det burde naturligvis bare være med i firmware-opdateringen, da det ikke koster Apple en rød øre, idet applikationerne har eksisteret og fungeret til platformen i et lille års tid. Måske er det her at de håber at få nogle af de penge ind, som de måtte se bort fra, da de satte iPhonen $200 ned i pris?

Med hensyn til iTunes videoudlejningen, så lyder det rigtig, rigtig fedt, men der går nok desværre et stykke tid inden vi får noget tilsvarende at se i den europæiske version af iTunes. Priserne ser rimelige ud ($2.99 / $3.99) og vilkårene lyder også helt ok, så alt i alt er det et spændende tiltag, som jeg glæder mig til at se mere af.
Apple TV har indtil nu været noget af en skuffelse rent salgsmæssigt, men igår forsøgte Apple så at komme med en ny version af apparatet, der gerne skulle rette op på dette. Hvis samspillet med iTunes kan fungere optimalt, så har det nye Apple TV langt mere potentiale end første version af produktet – jeg ved dog kke om det kan afspille divx og xvid-filer, hvilket vil være et absolut must for mig..

Time Capsule lyder rigtig smart, idet der er tale om et trådløst backup-device, der arbejder sammen med Time Machine. Det rigtig smarte ved Time Capsule er at den samtidig er en trådløs router, og alle computerne på netværket kan lave backup til den samme station. Spændende produkt.

MacBook Air

Den helt store præsentation var overladt til MacBook Air, som er verdens tyndeste laptop. Lækker ser den ud, men den er alt, alt, alt for dyr ifht. de andre bærbare fra Apple. Personligt tror jeg at rigtig mange havde foretrukket en mindre version af MacBook’en, altså nogenlunde samme tykkelse men mindre skærm, og så tilgengæld med bedre tekniske specs end Air’en. For en gangs skyld er jeg enig med John Gruber, som på sin blog skriver:

The MacBook Air is undeniably beautiful and clever, but clearly designed as a secondary machine, not a main machine.

I min verden er tykkelsen på min bærbare slet ikke vigtig, for når alt kommer til alt, så skal man stadig transportere noget firkantet i en taske, som ikke må få slag/stød – om den så vejer 1.5kg eller 2kg er 100% underordnet for mig, så skulle jeg ud og investere i en bærbar Mac, så ville jeg vælge den sorte MacBook.

Konklusionen på MES må være at det er en ommer, men sidste år var selvfølgelig også svær at overgå, da det var der Jobs præsenterede iPhonen.

Kategorier
mac tech

Nu skal det prøves: Mac

imac
Igennem arbejdet er vi blevet tilbudt at købe en computer igennem en medarbejder-PC-ordning, hvilket kort sagt vil sige at vi kan købe en computer til ekstremt fordelagtige priser. Udvalget bestod af både stationære og bærbare, og for første gang både Windows-maskiner og Apple-maskiner.

Jeg har aldrig nogensinde ejet en Mac før, og har egentlig ikke brug for en computer, men de er så svinebillige, at jeg har bestilt en iMac. Jeg skal afdrage et beløb hver måned der svarer til tre gode pizzaer, og jeg tror ikke jeg får chancen for at prøve en Mac billigere, så jeg slog til.

Jeg har aldrig været religiøs mht. valget af platform, men der er dog et par facts, som jeg ikke mener man kan komme udenom:

  • Apple laver nogle utroligt flotte produkter
  • Apple-brugere kan være pisse-irriterende og prædikende

Vi får at se hvad mine oplevelser med Mac bliver, og jeg skal nok prøve at holde jer orienteret her på bloggen. Jeg er faktisk lidt spændt på oplevelsen..

Bonus-nørde-info: Det er en 24″ med 2.4ghz og 1gb ram…