Kategorier
design mac medier Skulderklap tech

DR er på rette vej

Danmarks Radio har et af landets populæreste websites (pt. det 3.mest besøgte), men rent teknisk og innovativt har det i lang tid været lidt bagefter.

Især deres videoafspiller har været udsat for en del kritik, da man som bruger af andet end en Windows/Internet Explorer-kombination ofte har måtte give op – ikke at det ikke kan lade sig gøre at komme til at se videoklippene, men hjælpesiderne er så godt gemt, at jeg efterhånden har lært at en søgning på Google på “dr mac direkte links” er den hurtigste vej til at komme igang med at se lidt tv på sin computer.
Nu har DR imidlertid lagt en beta-version af deres nye live-player online, og jeg må sige at det er en ekstremt positiv overraskelse. For det første så er afspilleren flash-baseret, hvilket gør den platform/browser-uafhængig; for det andet er betjeningen rigtig godt designet og nem at overskue – eneste anke er vel at den indeholder en “pause”-knap, når man i realiteten ikke pauser afspilningen, men stopper det.

drplayer

Nu håber jeg bare at de implementerer en lignende løsning til de arkiverede optagelser, så al video-afspilning bliver ligeså nemt.

Nu hvor jeg er igang med at rose DR for nye løsninger, så ville jeg da også være et skarn, hvis jeg ikke lige nævnte deres (forholdsvis) nye programoversigt, som jeg synes er pæn, overskuelig og nem at bruge. Faktisk er den blevet min favorit indenfor online tv-oversigter – en plads der i laaaaang tid tilhørte TV idag.
(Nå ja, og så er der også et par tekniske ting, der imponerede mig ved programoversigten, men det er ikke noget som en gennemsnitsbruger lægger mærke til, så jeg vil spare jer for de detaljer, der gjorde indtryk på en HTML/CSS-nørd som undertegnede).

Opsummering: Godt gået DR! Og tillykke med jeres kimblim.dk-skulderklap…