Aaaah, den hedder jo ikke The Big Blog of Nothingness for sjov, vel
Jeg ved ikke hvor mange af jer, der har hørt om Chatrouletten? Konceptet er simpelt nok: man tænder for sit webcam og bliver parret med en tilfældig person ude i verden, der også har et webcam, og så kan man chatte med vedkommende. Hvis man ikke synes om den person man bliver sat sammen med, så trykker man bare på “Next“, og så får man en ny at snakke med.
Jeg er typen der ikke kan lade være med at sidde og lave små kruseduller, når jeg sidder i møde eller snakker i telefon. Sådan har det altid været, og sådan vil det nok altid blive ved med at være. Ved siden af min computer (på arbejdet) ligger der et foldet A4-ark, som jeg noterer mit tidsforbrug ned på – nogle morgener bruger jeg lige et par minutter på at skrive/tegne/illustrere hvad dag det er. Resultatet af alt dette – udover at jeg måske virker lidt fraværende i mødelokalet – kan ses her:
Først et par tilfældige..
Word
S og S – ved ikke hvorfor, men jeg tegner ofte lige præcis det bogstav..
Opgaven var at vælge fem killer widgets – associationen lå ligefor… (arb.relaterede noter er censurerede Rigmor Zobel-style). Iøvrigt: post-its er en af verdens bedste opfindelser nogensinde.
Et mexicansk inspireret dødningehoved (for dét hedder et skull nemlig på dansk!)
Og så kommer der lidt ugedage fra timesedlerne..
Min uforbeholdne undskyldning til tirsdag, som åbenbart ikke er den dag, hvor mine kreative evner udfolder sig…
For små to måneder siden gjorde jeg noget, som jeg ellers har kæmpet indædt imod: jeg meldte mig ind i et træningscenter!
Jeg har i lang tid vidst, at jeg måske godt kunne trænge til at komme i lidt bedre form eller tabe et par kilo, men som den flinke og venlige mand, jeg nu engang er, så har jeg givet de føromtalte kilo en chance for at forsvinde af sig selv. Det kunne jeg nok godt have fortalt mig selv var forgæves, men jeg synes nu alligevel at de skulle have chancen. Under alle omstændigheder så kunne jeg efterhånden godt se at min krop godt kunne trænge til at blive brugt til andet end at sidde ned og trykke på et keyboard, så en dag da jeg cyklede hjem fra arbejde tog fanden ved mig, og jeg endte i Fitness World. Endte er nu så meget sagt, for jeg havde skam nøje undersøgt hvilket træningscenter, der lå tættest på min arbejdsplads, for jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg skal tage mig sammen til at træne, så skal det være så belejligt som overhovedet muligt. Dummere er jeg trods alt ikke.
Jeg har ikke noget mål om at blive det vildeste badejern på Frederiksberg (selvom det nok ikke er umuligt, når man tænker på at bydelen er fyldt med 80-årige), og jeg har overhovedet ingen intentioner om at stå og rive i nogle vægte for at få kæmpemuskler. Jeg er helt sikkert mest til kredsløbs-træning, som det så fint hedder, så jeg bruger min tid på at cykle, ro og løbe – har jeg nogensinde nævnt, hvor meget jeg hader at løbe? Nej? Det er ellers ret meget! Derudover får jeg også lavet lidt ryg- og mavebøjninger, og til sidst slutter jeg af i en maskine, der angiveligt styrker min overkrop. Kloge mennesker mener at man skal have et mål med sin træning, og det har jeg da også, men det er træningen i sig selv; jeg skal træne tre gange om ugen, og det er det eneste mål jeg gider sætte mig. Adskillige af mine kolleger prøver at overtale mig til at løbe broløbet sammen med dem næste år, men helt ærligt: hvorfor skulle jeg løbe 21km helt frivilligt? Det er jo direkte dumt, og er vel nærmest fornærmende mod alle de kloge hoveder, der har opfundet bilen, cyklen, motorcyklen, færgen, toget etc. netop for at vi skulle undgå at løbe/gå så langt?
Indtil nu har træningen ikke givet synlige resultater, og badevægten står vist nogenlunde hvor den også stod for et par måneder siden, men jeg synes godt, at jeg kan mærke forskel. F.eks. cykler jeg både længere og hurtigere end da jeg startede, og det samme gør sig også gældende på løbebåndet. En anden ting, som jeg har lagt mærke til, er at jeg er friskere, når jeg møder på arbejde (jeg træner som regel ved 6.30-tiden), men den der energi det angiveligt skulle give at træne, den har jeg ikke bidt specielt mærke i.
PS: Jeg er faktisk MEGET stolt over at jeg overhovedet ikke har misset en eneste træning indtil nu (bortset fra en uges ferie, hvor jeg var i Ægypten og dermed lovligt undskyldt).
Jeg er en af rigtig mange, der benytter netværkstjenesten LinkedIn, og det har faktisk ført til en del opringninger og jobtilbud efterhånden. Nogen gange falder jeg over det jeg kalder en dobbelt anbefaling derinde – det er når person 1 anbefaler person 2 og person 2 efterfølgende gengælder tjenesten. Det er faktisk ganske normalt, og jeg kan faktisk ikke se noget forkert i det. Normalt. Der er dog gange, hvor der helt tydeligvis er tale om en aftale eller at man gør det “fordi nu har den anden gjort det”. Se bare her:
Du skal ikke komme og fortælle mig at de to personer (som jeg med mine 1337 photoshop skills har anonymiseret) indenfor fem minutter uafhængigt af hinanden har tænkt: “Jeg skal da lige skrive en anbefaling af X”. Nu virker begge anbefalinger utroværdige, og hvis jeg sad i en stilling, hvor jeg skulle ansætte folk, ville sådanne dobbeltanbefalinger nok trække lidt ned, da de ikke er givet fordi man rigtig gerne vil omtale en kollega/ansat/chef i rosende vendinger.
Er jeg helt forkert på den, eller er der noget om snakken?
Forestil dig at du gik og manglede en trøje. Og når jeg skriver “manglede”, så mener jeg ikke “kunne godt tænke dig”, men at du rent faktisk manglede den, og derfor ikke havde noget at tage på overkroppen. Du er lettere desperat efter at købe en trøje, men samtidig vil du også gerne have en pæn trøje, for du ved at det varer nogle år inden du kan skifte den ud. Der kommer en pæn trøje på markedet og du har lige præcis råd til den. Faktisk får butikken omkring 15 af trøjerne (i forskellige størrelser) hjem, men du skynder dig at købe en, for du har jo brug for den. Lad os bare sige at du giver kr.1000,- for den. Der går et par år, og du bruger ikke rigtig trøjen mere, så efter have lånt den ud til en bekendt i et stykke tid, beslutter du dig for at sælge den. Lige netop som du skal til at sætte den i den blå avis, kommer der en tilbudsannonce i avisen, hvor der står at butikken, hvor du købte trøjen, er brændt inde med 13 ud af 15 trøjer, og at de derfor er nødt til at sætte dem på udsalg, så de sænker priserne på trøjerne med mellem 15% og 31% (alt efter størrelse). Nu er du nødt til at sætte din salgspris ned. Det er sgu da surt, ikke sandt?
Så forestil dig at jeg gik og manglede et sted at bo, fandt en fed lejlighed som jeg lige præcis havde råd til, købte den for kr.2.550.000, flyttede hjem til kæresten og lejede den ud i nogle måneder, besluttede mig for at sælge den, fandt en artikel i avisen hvor der stod at 13 ud af 15 lejligheder i min opgang er blevet sat kraftigt ned i pris og at min lejlighed derfor øjeblikkeligt er minimum kr.500.000 mindre værd. Indrøm det: det er sgu da surt, ikke sandt?
Nå, den må udlejes i nogle år istedet, og det sætter da en pause for eventuelle boligplaner lige foreløbig, men jeg er nok en af de heldige under denne finanskrise: Jeg har et godt job og vi bor i en fed lejlighed et fedt sted, så der er ingen panik. Men: det er sgu da surt, ikke sandt?
OBS: Grafen er lavet med det glimrende børneværktøj Create-A-Graph, og er med fuldt overlæg sat i Comic Sans for at illustrere at hele situationen i virkeligheden er lidt tragi-komisk.
Så blev der lige surfet lidt trailers, og her er toppen af poppen, the cream of the crop, the best of the best…
Funny People
https://www.youtube.com/watch?v=KjjbbQJm_ws
Big Fan
The Invention of Lying
https://www.youtube.com/watch?v=a-H2dNfx-Uw
The Damned United
https://www.youtube.com/watch?v=9P2z5ZEjb7Y
Heart of Stone
https://www.youtube.com/watch?v=D7oW8c6_VLc
Brothers
https://www.youtube.com/watch?v=eKI6AhBoWeo
In the Loop
Nogen gange falder jeg over udtalelser i pressen, hvor jeg bare må reagere og kalde en spade for en spade – eller en kæmpe idiot, men jeg vil egentlig overlade det til jer at finde på et passende øgenavn til den såkaldte tørklæde-dronning, Charlotte Sparre, som i dagens udgave af BT planter sine fødder noget så grusomt i spinaten.
For lige at give jer lidt kontekst, så handler historien om den 40-årige forretningskvinde/jetsetter, som politiet har haft anholdt i en sag om 140g kokain, og hun kender naturligvis en stribe kendisser, hvoraf nogle ikke tøver med at udtale sig til BT – en af disse er føromtalte Sparre, som udtaler:
Det er frygteligt og forfærdeligt. Uanset om hun er skyldig eller ej, er det enormt synd for hende.
Nej, Charlotte Sparre, der tager du fejl. Det er synd for hende, hvis hun er uskyldig og intet har gjort, men hvis hun har været i besiddelse af 140g kokain med henblik på videresalg, så er det overhovedet ikke synd for hende, at hun er blevet anholdt og har været igennem nogle “hårde” forhør. Det er sådan det er, hvis man overtræder loven, og hvis du mener at en kendt person skal behandles anderledes, så er du DUM!
I parentes bemærket, så er det også lidt dumt af dommeren at udstede navneforbud, når kvindens navn allerede var nævnt i medierne mange steder – så nytter det jo ligesom ikke noget…
Om et par dage flyver Louise og jeg til England, hvor vi skal besøge hendes bror, svigerinde og tre nevøer i Oxford. De har boet derovre de sidste tre år og flytter hjem til Danmark om et par måneder, og i den forbindelse kom jeg til at tænke på min egen tid i England. For de uindviede bør jeg måske nævne at jeg boede i London i næsten to år i starten af dette årtusinde, og jeg har ofte nævnt at jeg ikke brød mig om at bo der – måske var det London, måske var det mig, men det var ihvertfald ikke noget jeg har tænkt mig at gentage. Det betyder dog ikke, at der ikke var nogle ting, som jeg satte pris på, og her er listen over de ting, som jeg savner ved at bo i England:
Jeg kommer muligvis på flere ting henover de næste par dage, og mon ikke jeg bliver mindet om noget i weekenden…
Jeg tror følgende video var den jeg grinte mest af i 2008:
Og nu er der så også kommet en dansk version…:
http://www.youtube.com/watch?v=pP6DCAemgiQ
Kom nu allesammen, på tre: 1 – 2 – 3
Ken Leeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee
Tulibu dibu douchoo
Tja, det er nok ikke undsluppet nogens opmærksomhed at vi nu er trådt ind i 2009 – godt nytår, iøvrigt – og for undertegnede skete det på en meget afslappet måde, nemlig i gode venners selskab med god mad og drikke.
Hvad skete der så i 2008? Tjo…
Jeg forlod mit arbejde, startede på nyt arbejde, forlod det nye arbejde og startede på nyt arbejde. Jeg regner bestemt ikke med at skifte arbejdsplads så ofte i det nye år.
Jeg har været lidt ude at rejse, bl.a. var jeg en tur i Thailand med nogle gode venner, en tur i Chicago med en kollega hvor vi var til verdens sejeste konference og ovenikøbet har jeg også været i Florida med familien for at fejre min mors fødselsdag. Nå ja, og så har jeg været en tur forbi familien i Manchester. Det er efterhånden gået op for mig at HC Andersen havde fat i noget, da han sagde “At rejse er at leve”.
Efter nøje overvejelser fik jeg også meldt mig til Facebook – det har både været godt og dårligt, og jeg tror at min konklusion er at man får det ud af det, som man gerne vil have.
Rent fodboldmæssigt var det et decideret smukt år: United blev engelske mestre, europæiske mestre og til sidst i 2008 lykkedes det også at vinde verdensmesterskabet for klubhold.
2008 blev også året hvor jeg skiftede fra Windows til Mac. Og nej, jeg er ikke blevet en hellig Mac-bruger. Det var også Mac’ens skyld at jeg midlertidigt mistede min blog (faktisk var det min egen skyld, men det kan forklares med at Mac og Windows har forskellige måder at flytte filer på. Seriøst).
4½ år med hiphop.dk blev det til. Det var en fornøjelse at have det, men det har satme også været en fornøjelse ikke at skulle bekymre sig om at skrive nyheder, anmeldelser og sende cd’er frem og tilbage.
Den mest “dramatiske” begivenhed var nok den dag i november, hvor jeg blev slået ned. Her to måneder efter døjer jeg stadig med lidt følelsesløshed i kinden, men ellers er jeg sluppet uden mén. Det var iøvrigt tæt på at bringe mig 15 minutes of fame, eftersom at en journalist fra Euroman ringede og ville interviewe mig til magasinet, men det blev ikke til noget da vi ikke kunne finde tid til det inden deadlinen. Jeg har ikke rigtig fået tænkt over om det ville være en god idé eller ej at medvirke, men nu blev det under alle omstændigheder ikke til noget.
Jeg håber 2009 bliver et godt og spændende år for alle – Godt nytår!