Og her snakker jeg ikke om rydningen af Brorsons Kirke på Nørrebro i sidste uge, hvor mine synspunkter iøvrigt kan ridses op ganske kort således:
De asyl-ansøgere skal ikke sendes hjem, sålænge Danmark selv er i krig dernede! Jeg vil ikke tage stilling til om irakerne skal have permanent asyl eller ej, men jeg synes ikke man kan sende flygtninge tilbage til et land, hvor man selv er en del af besættelsesmagten.
En kirke er måske nok et helligt sted, men hvis der befinder sig lov-overtrædere derinde, så skal de hentes.
Når demonstranter fysisk blokerer for politiet og forhindrer dem i at udføre deres arbejde, synes jeg det er ok at politiet flytter dem. Og ja, jeg synes det er ok at de bruger knipler til at udføre deres arbejde, selvom det er et grimt syn. Jeg synes dog ikke det er ok at slå løs på folk, der allerede er på vej væk.
Nå, men jeg kom vist lige lidt væk fra emnet, for det, der egentlig bragte mig til tastaturet, er en helt anden sag, hvor seks betjente har valgt at dække over hinanden i en sag om en anholdelse der gik for vidt. De seks betjente mødte op for at anholde en sindsforvirret mand, men endte med at tage kvælertag på en uskyldig, da de forvekslede de to mænd. Efterfølgende har en læge udtalt at halsgrebet var livsfarligt, og offeret har ingen chance for at udpege betjenten, da han lå på maven, da overgrebet skete. Det har været umuligt at dømme den skyldige betjent, da de seks betjente altså har valgt at holde sammen og dække over hinanden – de påstår simpelthen at de ikke kan huske, hvem der har taget kvælertag på et andet menneske!
Det er da groteskt at ordensmagten på den måde forhindrer domstolen i at udføre sit arbejde, og hvis jeg kunne vælge, så blev alle seks fyret på gråt papir med det samme! De er jo ikke et hak bedre end Blekingegade-banden, der brugte nøjagtig samme strategi for at undgå at blive dømt for mordet på en ung betjent – men burde vi ikke kunne forvente at politiet opfører sig bedre og mere anstændigt end simple bankrøvere?
Nogen gange falder jeg over udtalelser i pressen, hvor jeg bare må reagere og kalde en spade for en spade – eller en kæmpe idiot, men jeg vil egentlig overlade det til jer at finde på et passende øgenavn til den såkaldte tørklæde-dronning, Charlotte Sparre, som i dagens udgave af BT planter sine fødder noget så grusomt i spinaten.
For lige at give jer lidt kontekst, så handler historien om den 40-årige forretningskvinde/jetsetter, som politiet har haft anholdt i en sag om 140g kokain, og hun kender naturligvis en stribe kendisser, hvoraf nogle ikke tøver med at udtale sig til BT – en af disse er føromtalte Sparre, som udtaler:
Det er frygteligt og forfærdeligt. Uanset om hun er skyldig eller ej, er det enormt synd for hende.
Nej, Charlotte Sparre, der tager du fejl. Det er synd for hende, hvis hun er uskyldig og intet har gjort, men hvis hun har været i besiddelse af 140g kokain med henblik på videresalg, så er det overhovedet ikke synd for hende, at hun er blevet anholdt og har været igennem nogle “hårde” forhør. Det er sådan det er, hvis man overtræder loven, og hvis du mener at en kendt person skal behandles anderledes, så er du DUM!
I parentes bemærket, så er det også lidt dumt af dommeren at udstede navneforbud, når kvindens navn allerede var nævnt i medierne mange steder – så nytter det jo ligesom ikke noget…
For lidt over et halvt års tid siden fortalte en af mine kolleger mig om et koncept, der hedder delebilen. Det kommer nok ikke som den store overraskelse at navnet dækker over nogle biler, som man deles om… Nærmere præciseret står der en stribe biler rundt omkring på faste parkeringspladser, som man kan reservere over nettet og herefter henter man dem – iøvrigt med et meget snedigt og smart system (pdf). Man kan vælge mellem to medlemsordninger, og prisen varierer alt efter hvor mange kilometer man kører og hvor mange timer, man skal have bilen, ganske ligesom en almindelig lejebil, men til gengæld ligger der et benzinkort i handskerummet, så den del skal man ikke bekymre sig om.
Jeg skyndte mig at melde mig ind, for efter at jeg i sin tid solgte min egen bil, har der da været tidspunkter, hvor det ville være rart at have en bil til rådighed, fremfor at cykle, tage offentlig transport eller en taxa. Igår benyttede jeg så systemet for første gang, da Louise og jeg skulle en tur til Lundtofte – først havde vi besluttet os for at tage offentlig transport derud, men vejret artede sig ikke rigtigt, og så fik jeg den pludselige indskydelse at afprøve delebilen. Jeg gik på nettet, loggede ind og fandt en bil, der stod parkeret på Nørrebro; godt 3. minutter senere var den reserveret!
Vi fik afhentet bilen – en fancy lille Ford Fiesta – og vi var begge meget begejstrede over hvor nemt og smart det egentlig er, og der er slet ingen tvivl om at vi fremover vil bruge delebilen lidt oftere. Bevares, det er helt klart dyrere end bus/tog, men til gengæld er det klart billigere end en taxa. Og så gør det jo ikke noget, at der er nogle miljømæssige og finansielle fordele ved at byens borgere deles om bilerne – biler der iøvrigt parkerer gratis de fleste steder i indre by!
Delebilen får hermed det officielle kimblim.dk-skulderklap og en anbefaling med på vejen!
Om et par dage flyver Louise og jeg til England, hvor vi skal besøge hendes bror, svigerinde og tre nevøer i Oxford. De har boet derovre de sidste tre år og flytter hjem til Danmark om et par måneder, og i den forbindelse kom jeg til at tænke på min egen tid i England. For de uindviede bør jeg måske nævne at jeg boede i London i næsten to år i starten af dette årtusinde, og jeg har ofte nævnt at jeg ikke brød mig om at bo der – måske var det London, måske var det mig, men det var ihvertfald ikke noget jeg har tænkt mig at gentage. Det betyder dog ikke, at der ikke var nogle ting, som jeg satte pris på, og her er listen over de ting, som jeg savner ved at bo i England:
Match of the Day – verdens bedste fodboldprogram med verdens bedste kommentatorer. Det hjælper nok at de også har verdens bedste liga, men lad mig blot afsløre at Onside ikke er værd at nævne i samme åndedræt som Match of the Day. Hvilket jeg vist lige kom til.
Fish’n’Chips – det smager helt sikkert meget bedre i England end noget som helst andet sted på planeten.
Walkers – virkelig gode chips i utallige smagsvarianter, bl.a. Salt and Vinegar, Prawn Cocktail, Steak and Onion, Smoky Bacon og Worcester Sauce. Desuden så kommer de i små poser, som lige passer til en hurtig snack.
Boddingtons – The cream of Manchester og min favorit-øl.
BBC – Nu nævnte jeg lige et enkelt program, men jeg vil da gerne sige at BBC laver fantastisk tv generelt, og mange danskere har da også fået øjnene op for deres naturprogrammer, såsom The Blue Planet.
Markeder – I England er der markeder hver weekend, og det svarer lidt til en tur på “torvet”. Der er grønthandlere, fiskehandlere og slagtere blandet med krejlere der sælger hvad som helst, de lige har kunne købe til en billig penge. Det er et fascinerende fænomen.
For lidt over tre års tid siden gik jeg glip af en koncert med Depeche Mode, som jeg utroligt gerne ville til. I aften tager jeg revanche når de igen stiller sig op i Parken og spiller sange fra et bagkatalog, der går næsten 30 år tilbage i tiden. Jeg glæder mig helt åndssvagt, og håber især på at høre “Enjoy the Silence” og “Policy of Truth” (hvis de altså spiller dem).
Den her video er optaget for tre dage siden i Frankrig, og det tegner godt:
Jeg har tidligere kåret det bedste rapnummer nogensinde her på bloggen, og nu er det altså blevet tid til at kåre verdens bedste tv-serie nogensinde. Der findes rigtig mange gode kandidater, men jeg er alligevel overhovedet ikke i tvivl om hvilket show, der skulle løbe med hæderen og et officielt kimblim.dk-skulderklap: The West Wing.
Inden jeg begynder at forklare helt præcist, hvad det er, der er så fantastisk ved lige netop denne serie, så kan jeg lige remse nogle af konkurrenterne til titlen op: The Wire, The Shield, Generation Kill, Entourage og Seinfeld hører alle til blandt mine absolutte favoritter, men ikke desto mindre så er der faktisk ikke nogen af dem, der for alvor kan konkurrere med Præsident Bartlet, Josh Lyman, Toby Ziegler, Sam Seaborn, CJ Cregg, Donna Moss, Charlie Young og Leo McGarry, der tilsammen udgør grundstammen af personligheder fra The West Wing.
For det første, så er West Wing den eneste serie, hvor jeg efter at have set et afsnit, sidder tilbage med følelsen af at have lært noget. Jeg er godt klar over at det er fiktion, men den skulle faktisk ligge ret tæt op af virkeligheden, og Josh Lyman-figuren er f.eks. inspireret af Rahm Emanuel, der var en af Bill Clintons rådgivere og nu er Barack Obamas chief-of-staff.
Dernæst, så er persongalleriet helt fantastisk og samspillet imellem dem er uforligneligt! Samtlige skuespillere gør et fremragende job, og det er naturligvis medvirkende til, at man bliver suget ind i forestillingen om, at man rent faktisk sidder og ser et program om det hvide hus.
Jeg har alle syv sæsoner af serien på DVD, og er fornylig gået igang med at se den endnu engang, hvilket ikke er nogen lille “opgave”, idet hver sæson indeholder omkring 22 afsnit af 45 minutters varighed hver = ca.115 timers tv-kiggeri. I skrivende stund er jeg (vi faktisk, idet Louise ser med) nået til 6. afsnit i 3. sæson, så der er stadig masser af højdepunkter tilbage.
Og nu til selve kåringen: Bedste tv-serie nogensinde skulderklappet går til (fanfare)… The West Wing!
Unødvendig viden, der måske kan skaffe dig en ost i Trivial Pursuit en dag: Martin Sheen, der spiller rollen som Præsident Bartlet, er far til både Charlie Sheen og Emilio Estevez. Mange tror at sidstnævnte har taget et specielt kunstnernavn til sig, men det forholder sig faktisk omvendt: Martin Sheen hedder nemlig Ramon Gerardo Antonio Estevez og Charlie Sheens borgerlige navn er Carlos Irwin Estevez!
Bonusviden til når du har set alle syv sæsoner: Da The West Wing sluttede lavede folkene bag en ny serie, der desværre kun fik en sæson på tv-skærmene: Studio 60 at Sunset Strip. Den kan også anbefales, omend den ikke når samme højder som The West Wing.
Under ovenstående overskrift har dagens net-udgave af Politiken idag en længere artikel om det meget åbenlyse fænomen, at unge mennesker godt ved at det er ulovligt at downloade musik (gratis), men at de gør det alligevel. I artiklen er der to udtalelser fra IFPI‘s marketingsdirektør, Jesper Bay, der fortæller mig at vi måske kan være på rette vej, men at der tilgengæld kan være rigtig langt inden vi er i mål…
Først udtalelsen, der giver anledning til positiv tankegang:
Jeg er sikker på, at vi får mere ud af at arbejde på at skabe gode lovlige alternative tjenester end at straffe folk
PRÆCIS! Det giver så meget mere mening at bruge kræfterne på noget positivt fremfor at skabe enkeltsager, der skal fremstå som skræmmekampagner…
Og nu et klart bevis på at Jesper Bay måske ikke er helt med alligevel:
De, der downloader, er dem, der ellers ville have brugt penge på musikken
WRONG! Bare fordi en person har downloadet musikken, betyder det ikke at vedkommende ville have købt cd’en/lp’en, hvis det ulovlige alternativ ikke havde eksisteret.
Ligesom sidste år, vil jeg lige skrive mine tanker omkring årets Champions League finale set fra en Manchester United fans vinkel – og det er naturligvis ikke noget kønt syn, når man går hen og taber finalen.
Jeg vil gentage succes’en og gøre det i punktform og overlade det til de få læsere jeg har at skabe deres eget overblik.
United var suveræne de første 8-9 minutter, og der sad jeg med en følelse af at det ikke kunne gå galt.
Det gjorde det. Og det var elendigt forsvarsspil af først Carrick og Anderson, der overhovedet ikke gik til Iniesta, derefter af Vidic da han hopper på en skudfinte og til sidst af Van Der Sar der lader en bold gå ind ved nærmeste stolpe.
Fletcher (og Hargreaves, men han har været skadet hele året) var hårdt savnet på midtbanen, da han er den eneste der kan spille det hårde pres-spil, som det kræver hvis man skal tvinge et boldsikkert hold til at smide bolden væk.
Jeg havde United som svag favorit inden kampen, og mener stadig at de kan slå Barcelona, men det kræver at man spiller op til sit bedste, og det var der ikke én af spillerne, der gjorde. Dumt at vælge CL Finalen til en kollektiv off-day.
Jeg havde også sagt at Barca har det svært når de møder hold, der rent faktisk kan spille forsvar. Det kan United godt. Men de gjorde det ikke.
Er Messi eller Ronaldo den bedste spiller i verden? Ingen af dem, det er Iniesta.
Men hvem er så bedst af Ronaldo og Messi? Tja, Messi er langt mere sympatisk og fantastisk at se på, men jeg mener stadig at Ronaldo er en mere komplet og effektiv spiller, når han er på toppen. Det har han ikke været i denne sæson, og derfor bliver Messi nok kåret til verdens bedste henover sæsonen.
Ferguson er blevet en god taber – og det var rart at se United-spillerne bevarede fatningen, sagde tillykke til Barca og ikke begyndte at tude.
Paul Scholes skulle have haft det røde kort.
Ronaldo kæmpede røven ud af bukserne og fik et fortjent gult kort. Men Puyol spillede også på det en enkelt gang, hvor Ronaldo overhovedet ikke ramte ham.
At der er fans af United, der kræver Fergusons afgang er til grin – vi har lige vundet mesterskab nummer 18, liga-cuppen og verdensmesterskabet. Der findes kun én klub i verden, der har gjort det bedre i denne sæson, og de vandt Champions League.
Imponerende at vinde The Treble i sin debut-sæson som træner.
Tillykke til Pique, der har vundet CL to år i træk nu, og markerer sig som en fremtidens mand hos Barcelona. Han ville stadig være 4.valg i United, så det er vel en win/win-situation for begge parter?
Når man spiller sig frem til finaler, må man også forvente at tabe nogle af dem, og det er United langtfra det første store hold der har gjort: Barcelona, Milan, Juventus, Bayern München, Ajax Amsterdam, Arsenal, Chelsea og Liverpool har også tabt CL-finaler.
Engelsk klubfodbold er stadig bedre end spansk generelt set, men spanien har det bedste hold i år.
Berbatov er ikke United-spiller.
Hvor ville Rene Meulensteen mon helst sidde: på Brøndbys bænk en kold vinterdag på Horsens Stadion eller ved siden af Sir Alex Ferguson i CL-finalen i Rom?
Jeg hader medløber-fans, der tror de har retten til at håne. Faktisk hader jeg alle fans, der tror de har retten til at håne – jeg kan ikke tolerere det!
Dommeren var fantastisk, og det var vel kun farven på Scholes‘ kort, der kunne diskuteres. Skulderklap til ham.
Jeg har aldrig haft det dårligere op til og under en fodboldkamp.
Det andet mål mindede mig iøvrigt om Uniteds kamp mod AC Milan for nogle år siden, hvor Hernan Crespo scorede et mål tilsvarende Messis – også dengang var Rio Ferdinand skyldig i at miste sin direkte modstander.
Jeg under de fleste af Barca-spillerne deres medalje. Henry undtaget – jeg finder ham direkte arrogant og usympatisk.
Kampen vil sætte gang i en masse transfer-rygter, og jeg tror (og håber) at Ronaldo bliver solgt for et beløb, der gør at United kan hente Ribery i Bayern.
For fanden hvor kan man savne Roy Keane til at sætte gang i medspillerne.
Tilbage er der vel kun at sige: Tillykke til Barcelona og op på hesten igen, United!
Man kunne godt gå hen og tro at jeg var blevet spist af en haj, når nu jeg ikke har fået opdateret min blog i den sidste måneds tid, men det forholder sig nu bare sådan, at jeg ikke lige har kunne tage mig sammen til at få skrevet noget, selvom dette indlæg har været undervejs i næsten en måned – så længe har jeg ihvertfald tænkt på at skrive det! So here goes…
Jeg er vild med hajer! Nogle af jer ved det allerede i forvejen, andre finder ud af det nu, men faktum er ihvertfald, at jeg synes at hajer er de mest fascinerende og interessante dyr der overhovedet findes på denne planet. Der er ikke nogen speciel haj-art som er min favorit, og jeg ved ikke vildt meget om deres biologiske egenskaber, men jeg føler mig bare draget af dem. Nogle folk synes det lyder bizart og mener at jeg har et dødsønske, men jeg har ikke noget ønske om at blive spist eller maltrakteret – mit ønske er “bare” at observere hajer og være tæt på dem i deres miljø (= under vandet hvor mennesker ikke hører til naturligt).
Jeg har da også oplevet hajer tæt på i et par tilfælde, nemlig i Sydafrika, hvor jeg var i et bur og se en stor hvid haj svømme forbi et par gange:
Derudover har jeg også snorklet i Thailand, hvor vi så et par white-tips og i Filippinerne, hvor vi snorklede med hvalhajer:
(jeg er ikke nogen Jaques Coustau, så jeg beklager de dårlige optagelser)
Men! Mit største ønske overhovedet – udover at spille for Manchester United, som må siges at være urealistisk* – er at svømme frit med en hvid haj. Ja, en stor hvid haj som ofte bliver betegnet som en menneske-æder, et monster eller det der er værre. Fakta er dog helt anderledes, og for tre ugers tid siden var jeg til et foredrag med en verdens førende haj-forskere, Dr. Erich Ritter.
Dr. Ritters foredrag gik i korte træk ud på at fortælle om hvor ufarlige hajer egentlig er, og han trak den ene statistik frem efter den anden, bl.a. at der i 2008 var 88 haj-uheld (ordet “haj-angreb” bruges ikke af haj-eksperter), hvoraf 23% af “ofrene” ikke engang behøvede at blive tilset af en læge, da de blot var stødt sammen med en haj eller lignende. De 88 uheld resulterede i tre døde mennesker, hvilket naturligvis er dybt tragisk, men der er flere mennesker der bliver dræbt af elefanter hvert år, uden at man revser elefant-racen af den grund. En anden interessant ting er at der er større risiko for at blive bidt af en fremmed i New Yorks undergrund end af en haj (i vandet, ikke New Yorks undergrund, naturligvis). Dr. Ritter bekræftede egentlig hvad jeg hele tiden har følt, uden at have nogle som helst belæg for det: hajer er i det store hele ufarlige for mennesker og generelt er de meget generte og bange for mennesker. Det skal i parentes lige indskydes at det alligevel kræver lidt for en person at sige at hajer er ufarlige, når nu han selv mangler den ene læg-muskel fordi en tyrehaj følte sig usikker! Dr. Ritter er blevet bidt adskillige gange, men han siger selv at han har været i skyld i det hver gang.
Nå, men et par uger inden foredraget så jeg filmen “Sharkwater“, der – for nu at gøre en lang historie rigtig kort – beskriver hvordan hajerne er truede, fordi de ikke er fredede og at der ikke findes nogen myndigheder, der udøver maritim lov – hvad det vil sige er egentlig at selvom der nogen steder findes love, der forbyder visse former for fiskeri, så bliver de ikke overholdt, da der ikke findes noget “hav-politi”. Den største trussel mod hajerne er fiskere, der går efter hajernes finner, som især i østen er en meget populær ingrediens til suppe, selvom finnen i sig selv er smagsløs. Hvorfor spise en finne, hvis den ikke smager af noget? Jo, fordi gamle traditioner og historier påstår at det hjælper på helbredet, hvilket der ikke findes nogle som helst beviser for iøvrigt. Det er iøvrigt ikke kun i østen at man spiser hajfinnesuppe, der findesogsåmasserafrestauranter her i Danmark, der serverer suppen.
Jeg er overhovedet ikke hellig omkring emnet, men jeg forholder mig til det på nogenlunde samme måde som jeg gør med grønlændere og sæler: man fisker de dyr op af havet, som man har brug for, og så udnytter man hele dyret. I østen hiver de hajer op af vandet, skærer deres finner af og kaster hajen tilbage i vandet, hvor den så falder til bunds og kan ligge og vente på at dø.
Men skal vi bare beskytte hajerne fordi Kim gerne vil ud og dykke med dem? Nej, naturligvis ikke, selvom det er en fin grund også. Mennesker kan ikke undvære ilt, og den største generator af ilt her på kloden er havet, som dækker over 70% af vores fine planet. Hajer har altid (jeg mener faktisk altid, som i millioner af år) været det dominerende dyr i havet, ganske ligesom vi er det på land, og der er ingen, der kan overskue konsekvenserne, hvis vi ødelægger havets øko-system ved at fjerne dets “herskere” – altså kan vi risikere at havet og alle dets organismer begynder at opføre sig markant anderledes, hvis hajerne ikke længere er der, og dermed er der ingen garanti for at ilt-produktionen vil fortsætte og sørge for at dyr og mennesker på land kan overleve. Vi risikerer altså en miljømæssig katastrofe, hvis der ikke bliver gjort noget. Man kunne jo starte med at frede hajerne, ganske som man har gjort med både alligatorer og krokodiller, selvom de er ansvarlige for tabet af langt flere menneskeliv hvert år end hajerne er.
Hvad kan man ellers gøre? Tjo, man kan boykotte lande der tillader langline-fiskeri og fiskeri af hajer. Man kan appellere til myndigheder om at gøre hajfinne-suppe ulovlig. Man kan donere penge til velgørenheder eller man kan gøre det mest ekstreme selv: tage ud at sejle med The Sea Shepherd.
Men man kan jo starte med at gøre sig bevidst om tingenes tilstand, bl.a. ved at se “Sharkwater” istedet for “Jaws”.
* udelukkende på grund af min alder, naturligvis. Evnerne har altid været der.
