Kategorier
brok fodbold

Billetlugen.dk = amatører

Jeg har sæsonkort til FCK‘s hjemmekampe, hvilket gennem de sidste 4-5 år har været en fornøjelse rent fodbold-mæssigt (hovedsagligt), men det med at købe et sæsonkort og gen-bestille kortet har altid været noget – undskyld udtrykket – lort. Nogle af mine oplevelser har bl.a. været:

  • I starten skulle man købe dem i Supershoppen ved Parken, hvilket meget nemt kunne have været klaret online.
  • Vi fik kort til de forkerte pladser, og vores pladser var blevet solgt til nogle andre.
  • Jeg fik ikke kortet i tide, så jeg måtte forbi Supershoppen og hente erstatningsbilletter.
  • Jeg fik ikke de lovede ekstrabilletter.
  • Kortet blev sendt til forkert adresse, selvom jeg havde opdateret min adresse på billetlugen.dk. Som damen i telefonen sagde: “Bare fordi du har opdateret din adresse på hjemmesiden, betyder det ikke at den bliver ændret i vores system“. WTF? Det lyder da som en dårlig vittighed!

Nå, det var slet ikke det, dette indlæg skulle handle om, men nogen gange kan man jo nemt skrive sig varm… Næ, hør nu her: FCK har kvalificeret sig til UEFA Cuppens gruppespil og har dermed to hjemmekampe mod hhv. Atletico Madrid og Panathinaikos. Når man som sæsonkortholder skal købe billet til disse kampe, skal man via billetlugen.dk, og det er som regel der problemerne starter!

For det første finder jeg det ekstremt amatøragtigt at man skal købe billetterne af to omgange. Jeps, to gange skal man logge ind, to gange skal man indtaste alle oplysninger og to gange skal man trykke på køb. Hvorfor kan man ikke købe de billetter af en omgang, og dermed spare på gebyret?

For det andet – og den her gør mig sgu harm – betaler man kr.13 i forsendelsesgebyr, men man får ikke billetten tilsendt! Man får derimod en kvittering tilsendt – en kvittering man ligeså godt kunne have sendt pr. email som pdf. Det er sgu da helt hul i hovedet! Og røveri ved højlys dag.. Ikke at de kr.26 gør mig fattig, men det er sgu da noget svineri!

Billetlugen.dk er i min verden en amatørbiks af dimensioner. Og jeg er tydeligvis ikke den eneste.

En kommentar til “Billetlugen.dk = amatører”

Jeg har nogle meget dårlige erfaringer med Billetlugen, og vil i den forbindelse gerne spørge om hvordan jeg skal forholde mig for at få mine penge tilbage.

Jeg købte billetter til en koncert med Jeff Healey for ca. 4 måneder siden, men koncerten blev aflyst, idet kunstneren var syg af cancer.
Mine penge for billetterne blev ikke automatisk refunderet, og jeg skrev derfor til Billetlugen A/S og oplyste at jeg skulle have pengene refunderet, og opgav bye registreringsnummer og kontonummer, idet jeg i mellemtiden havde skiftet bank.

Jeg fik oplyst, at pengene ville blive refunderet i løbet af 14 dage. Der skete imidlertid intet og jBilletlugen oplyste mig om, at min “gamle” bank automatisk ville overføre beløbet til min nye konto, hvilket min “gamle” bank afviser. De oplyser, at beløbet, såfremt det er indgået efter kontoen er lukket, bliver tilbageført til Billetlugen A/S.

Dette har jeg oplyst til Billetlugen A/S, men de nægter at gøre mere ved sagen, og jeg har stadig ikke fået mine penge!
ALDRIG MERE BILLETLUGEN!

Med venlig hilsen

Karsten.

Lukket for kommentarer.