For næsten to år siden skrev jeg et indlæg her på bloggen, hvor jeg bekendtgjorde at jeg havde meldt mig ind i et fitness-center, og siden da har jeg ikke rigtig nævnt det. Nu kunne man jo godt fristes til at tro at det skyldes at min træningsiver lynhurtigt røg på hylden igen, men det er nu ikke tilfældet – den holdt faktisk i et helt års tid, og jeg var medlem af træningscenteret i næsten halvandet år, men de sidste tre måneder var det ikke fordi jeg var den mest flittige gæst dernede.
For nogle måneder siden gik det så igen op for mig at min vægt måske var røget tilbage i overkanten af det sunde, samtidig med at jeg godt kunne mærke at min fysiske form ikke ligefrem var noget der fik folk til at falde på halen af beundring. Omkring samme tid begyndte nogle af mine kolleger at snakke om det årlige DHL-stafet løb, så jeg besluttede mig for at finde løbeskoene frem igen og proklamerede lynhurtigt at det skulle jeg være med til, og at jeg ville fuldføre de 5km på under 25 minutter. Ja, det er ikke en tid, der får Danmarks Olympiske Komité til at gribe knoglen, men det er nogenlunde hvad jeg løb for et års tid siden, da jeg stod på løbebåndet et par gange om ugen, og for mig er det ganske hurtigt. I juli og august fik jeg så trænet en del, og jeg begyndte at sætte pris på løbeturene i det fri fremfor på løbebåndet – misforstå mig ikke: jeg hader fortsat at løbe, men det er nu engang dejlig praktisk, idet at jeg kan gøre det på de mest skæve tidspunkter af døgnet, og jeg behøver ikke transportere mig et eller andet sted hen for at gøre det.
For en uge siden var det så tid til DHL-stafetten, og det lykkedes mig at gennemføre i tiden 24:03, så var en meget tilfredsstillende oplevelse. Nu er jeg blevet lidt bidt af at få tiden længere ned, så allerede nu kan jeg godt sige at mit mål for DHL 2012 er at komme under 23 minutter. Imponerende, ikke sandt? Er det her jeg skal nævne at min gode ven Nikolaj løb de 5km i 18:18? Dumme svin.
Udover at sætte et mål for næste års DHL, så er jeg også blevet enig med min kollega Magnus, om at vi skal deltage i et 10km løb på et tidspunkt indenfor en overskuelig fremtid. Jeg har aldrig løbet 10km, men det skal gøres, og det skal gøres på under 55 minutter i første hug.
Hvis du gerne vil følge lidt med i mine løbeaktiviteter, så har jeg en profil på RunKeeper, hvor jeg via en iPhone-applikation gemmer alle mine løb. Det er måske en smule nørdet, men når man hader løb som jeg gør, så er det at kunne se ens fremskridt og have lidt venligsindet konkurrence med venner og kolleger via internettet, faktisk en ret stor motivationsfaktor.
Nu hedder indlægget ganske vist Harder. Stronger. Better. Faster. og jeg er kun rigtig kommet ind på den sidste del af det, men jeg er også igang med et projekt, der hedder 100 pushups. Gæt hvad det går ud på? Lad mig forklare: Man følger et program over seks uger, og derefter er det så meningen at man kan tage 100 armbøjninger I TRÆK! Jeg tvivler selv lidt på det, men hvis jeg kan komme op på 50, så synes jeg også det er ganske imponerende. Og ja, der er også en applikation til det…
Nu har jeg skrevet det her på bloggen, og så gælder det – jeg skal nok lade jer vide hvordan det går. Om ikke andet, så om to års tid 🙂
3 kommentarer til “Harder. Stronger. Better. Faster. – part 2”
Spændende, spændende. Det bliver sjovt at høre, hvad du får ud af det. Som alternativ eller som supplement til dine hundrede push-ups, vil jeg anbefale dig at lave hundrede pull-ups/chin-ups og hundrede dips, efter denne formel: Tag så mange du kan, hold (max.) tredive sekunders pause og tag derefter så mange du kan igen. Indtil du rammer hundrede. Ægte Marine Corps-øvelser. Dem kan man faktisk gå til fra dag et, uden at have programmer til dem. Man vil naturligvis være længere tid om at fuldføre øvelserne i begyndelsen, men det gør jo ikke noget. Du får sved på panden og vil opleve en fantastisk fremgang i din muskelstyrke, samt få en pæn markering faktisk relativt hurtigt. Jeg kørte dem en del i foråret, hvor jeg ville tabe mig uden at smide alt for meget (muskel)masse. Og jeg var glad for det: De er hårde, men ret effektive.
Hehe, ja jeg startede også med at lave armbøjninger for tre måneder siden og er nu på 100 daglige…men jeg tager dem henover arbejdsdagen (ja, på mit kontor) 4 x 25 stks…det er ikke for hårdt og jeg kan samtidig med rette sige at jeg laver 100 armbøjninger om dagen. Og resultatet kan allerede skimtes bag julemaden….
Vedr. løb så er det for sindsygt at din ven har løbet 5 km på 18,18…det er jo næsten 3 1/2 minut pr. kilometer. Det er i hvert fald ikke et retfærdigt sammenligningsgrundlag…Men hold modet oppe – det betaler sig!
http://alltheragefaces.com/img/faces/large/determined-challenge-accepted-l.png
😉