Jeg ved ikke præcis hvornår det skete, men på et eller andet tidspunkt indenfor de seneste 15 års tid holdt jeg op med at høre albums, og begyndte at høre numre istedet. Måske var det da musikbranchen begyndte at gå i panik og udgav dårlige albums med 1-2 gode numre på. Måske var det da musik blev så nemt at afspille via computeren at man bare kunne trykke på “next”-knappen, hvis der kom et halvdårligt nummer på. Måske var det da der ikke længere var tid til at sætte sig ned, sætte en plade på og fordybe sig i musikken. Måske var det da den musikgenre jeg elskede blev til et arbejde og en belastning istedet for en fornøjelse. Måske var det da musikken holdt op med at have et fysisk format.
En ting er dog sikkert: det ændrede mit forhold til musik. Musik gik fra at være noget, som jeg aktivt tog stilling til og satte mig ind i, til at være noget der kunne køre i baggrunden imens jeg foretog mig andre ting. Pludselig var musik noget jeg spillede via computeren, når jeg var igang med noget andet, og dermed blev musikken sekundær. Playlister med mine favoritnumre kørte derudaf på repeat, og jeg holdt helt op med at høre et album fra ende til anden. Albums fik ganske enkelt ikke en chance mere, og det der ikke lige appellerede ved første gennemlytning blev arkiveret lodret – hvis det var sådan jeg altid havde hørt musik, havde jeg aldrig lært at elske det bedste album, der nogensinde er udgivet.
Det skal være slut. Derfor har jeg slettet al musik på min iPhone, og er startet forfra med at fylde den op. Dog er der nu en regel for hvad der må ligge på den: kun hele albums (“værk” burde der stå, for EP’er tæller også). At finde de albums man gerne vil høre, og de albums som man gerne vil lære bedre at kende i en mængde på 20.028 sange (106.9 gigabyte) er ikke nogen nem sag, og det kommer til at tage lidt tid. Men! Det betyder også at jeg allerede er kommet igang med noget, som jeg har savnet: at tage stilling til min musik.
Foreløbig har disse albums fundet vej til min iPhone:
Det skal lige siges at jeg ikke engang er kommet halvvejs i mit musikbibliotek endnu, så det er en løbende proces (forhåbentlig får jeg også udskiftet dem hen ad vejen). Er der nogen albums der bare skal med på listen? Forslag og feedback til mit musikforhold modtages meget gerne i kommentarerne.
5 kommentarer til “Tilbage til albummet”
Lige umiddelbart mangler der vel Illmatic, Slaughtahouse, et par P.E.-albums og sikkert meget mere men jeg er også overbevist om at de ligger og venter i dit musikbibliotek.
Hehe, jeg er overbevist om, at der meget hurtigt kan komme et par Public Enemy-plader på… eneste overraskende er, at de ikke er lagt ind som de absolut første.
Vedr. emnet, så har jeg det lige omvendt. Jeg orker ikke længere hele plader (ja, det kalder jeg dem stadig). Jeg kan godt tage mig selv i at køre et kunstner-tema – men så mixer jeg gerne fra hele kataloget, og lytter aldrig bare til en enkelt plade.
Jeg ved egentlig heller ikke, hvor interessen for hele plader blev tabt. Nye kunstnere laver ikke noget, der – i albumstørrelse – siger mig noget, og de gamle har jeg hørt til hudløshed. Måske en art “best of” ville kunne gøre det – som “Mixed up” jo også er. Med et twist. Det (“best of”) passer også meget godt med at mixe fra hele kataloget.
Nej, primært bliver det til enkelte numre her og der. Jeg sad og hørte westcoast i går, med alt fra Young L til Tyga, og det er altså ikke mere end et par numre ad gangen, jeg kan holde ud at høre. Omvendt vil jeg jo ikke gå glip af netop de numre.
Jeg har altid haft det sådan, at hvis jeg har en CD/plade med bare ét dårligt nummer på, så irriterede det mig af hel….. til! Så jeg kan godt lide, at man i dag blot hører numre fremfor hele CDer.
I grunden mener jeg det skyldes Apple og deres iTunes; Apple har aflivet den gamle CD, fordi det i dag er nemmere blot at købe præcis det nummer man vil have (for en slik…) og downloade det til sin iPod.
Fem albums jeg nødigt ville ha undværet
The National – High Violet
Fever Ray – Fever Ray
Röyksopp – Junior
Foo Fighters – Foo Fighters
Radiohead – Amnesiac
Det er et interessant emne, altså numre vs albums.
Er selv tilhænger af albums. Ikke fordi jeg synes alle albums er fede, for der udgives i den grad mange albums med kun et enkelt eller to gode numre. En tendens der kun har været stigende sammen med den hit-orienterede tankegang, hvor der mere eller mindre kun tænkes på singlen, hitlisterne og masserne. Men til trods for denne udvikling, så mener jeg albums er en af de få måder kunsterne kan eksperimentere og skabe noget der skiller sig ud fra mængden … og når de rent faktisk går op i alle numrene på et album, så kan der jo komme noget fantastisk ud af det.
Mht forslag til albums du bør have på din iPod, så kan følgende bestemt anbefales. Nu har jeg ikke decideret et ‘bedste album’, men de to første på listen kunne meget vel indgå på en top 3.
Jeff Buckley – Grace
Pearl Jam – Ten
Faith No More – Angel Dust
Clawfinger – Deaf Dumb Blind
Bemærker iøvrigt, at alle fire albums er fra start 90’erne (91-94 for at være præcis), men det er tilfældigt 🙂