I’m a stand-up comedian

.. eller, det plejede jeg ihvertfald at sige til Louise, hver gang jeg havde sagt noget plat, som jeg synes var skidesjovt, men som hun ikke lige grinte af. Faktisk gik jeg engang (vi snakker 97-98) og drømte om at være stand-up’er, hvilket jeg nok deler med en del andre, der godt kan lide at fyre en kæk bemærkning af i ny og næ.

En af de jokes, jeg havde i tankerne dengang var min “bedemands”-rutine. Den gik i korte træk ud på at jeg synes det er lidt mærkeligt, at bedemænd reklamerer, for det er jo ikke som om at flere mennesker lægger sig ned og dør af den grund, vel?
Haha, funny, right? Leveret med den rette timing og de rette sætninger, mente jeg sagtens at jeg kunne få et minuts penge ud af det, og igår blev jeg bekræftet i at der var noget sjovt i idéen. Her på arbejdet sidder vi nemlig med et projekt, der i grove træk handler om døden, og så kom “bedemands”-rutinen lidt på banen i en hyggelig samtale, og da jeg leverede en af punchlines’ne, grinte min kære kollega på det helt rigtige tidspunkt og på den forventede måde. Hun skal dog også have ros for at komme med “Det er jo heller ikke et marked der bare går hen og dør“. Drumroll, please!

Min punchline var lidt i stil med dette..

Hvorfor reklamerer bedemænd og har lysende skilte i deres vindue? Jeg får sgu ikke lyst til at gå ind og kigge på kister af den grund! Og hvis jeg gjorde, så ville der jo komme en bedemand ud, der meget medfølende og stille ville sige noget i stil med “Hvordan kan jeg være behjælpelig?”, hvortil jeg måske ville svare “Jeg kigger bare lidt, tak”.

Stol på mig: det lød sjovere end det læses. Hvis jeg skal være helt ærlig, så bliver jeg nok ikke den næste Chris Rock, men det betyder ikke at man ikke er sjov engang imellem.