Categories
nothingness

LinkedIn – kan det overhovedet bruges til noget?

LinkedIn

LinkedIn er et professionelt netværks-site, som bl.a. kan bruges til at holde styr på alle sine kontakter og via disse skabe nye forbindelser. Nogle bruger LinkedIn som deres online CV, og jeg er en af disse personer – det er trods alt nemmere at have sit CV liggende ét sted istedet for at skulle opdatere en lokal fil på computeren, som så risikerer at blive slettet eller blive utidssvarende.

Igår kom jeg til at tænke på om jeg overhovedet bruger LinkedIn til noget brugbart, eller om det – som så mange andre sociale netværks-websteder – blot er spild af tid? Jeg ved det ikke rigtig, men det afhænger nok meget af folks måde at bruge det på.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er blevet kontaktet af nogle firmaer, der havde set min profil på LinkedIn, og som mente at jeg besad nogle kompetencer, de kunne bruge i deres forretning. Det skal dog også siges at disse firmaer ikke fangede min interesse, og at jeg egentlig ikke har lagt mit CV op som en slags online ansøgning til hvem, der end måtte være interesseret.
Desuden kommer nogle af opkaldene fra såkaldte headhunters, som i virkeligheden bare er folk, der fakturerer firmaer for at surfe kompetencer på LinkedIn – i min verden er en headhunter en professionel person, der kender en masse mennesker i en masse firmaer og på den led kan matche firmaer og personer op mod hinanden. Enhver idiot kan jo sige “Firma A har brug for den og den kompetence, jeg søger lige på LinkedIn“! Risikoen for at kompatibiliteten mellem firmaet og den potentielle medarbejder er stor, er jo forsvindende lille, hvis du spørger mig. Og må jeg også pointere, at det ikke er specielt professionelt at ringe til TDC’s hovedtelefon, spørge efter mig, og derefter plapre løs om jobtilbud! Sådan noget gør man for det første udenfor normal arbejdstid og på et direkte, privat nummer.

Problemet med LinkedIn opstår bl.a. når brugerne er lidt for fantasifulde omkring deres evner og kompetencer, for ligesom ude i den virkelige verden har man jo muligheden for at pynte på sit CV, og dermed fremstå langt mere kompetent end man er… Lad mig komme med et unavngivet eksempel som jeg fandt i mit såkaldte professionelle netværk:

Bred erfaring med web strategi, content udvikling og online markedsføring gennem mere end 18 år.

Nu vil jeg nødig være nævenyttig, men helt ærligt! Webstrategi og online markedsføring siden 1990? Øh, hvilket online medie snakker vi om? BBS? Webstrategi i 18 år? Det hænger jo overhovedet ikke sammen, og hvis jeg sad i en stilling, hvor jeg skulle afgøre om vedkommende skulle have et job, så ville svaret uden tvivl blive af negativ karakter.

I bund og grund synes jeg, at LinkedIn er rigtig smart, men ligesom så mange andre ting kan det misbruges (både bevidst og ubevidst), og det er da en fornøjelse at vide, at hvis jeg nogensinde skulle i kontakt med en person i et specifikt firma, så kunne jeg bruge mit netværk på LinkedIn til det.

Bruger du LinkedIn? Og hvad er dine erfaringer med det?

23 replies on “LinkedIn – kan det overhovedet bruges til noget?”

Hej Kim

Ja, jeg bruger LinkedIn, og har gjort det i halvandet år nu. Jeg har kun gode erfaringer med det, af succeser kan jeg nævne:

– jeg fik mit nuværende job den vej
– jeg er blevet tilbudt stillinger som jeg dog ikke har taget af forskellige grunde
– jeg har fundet og er blevet fundet af folk, jeg har været ked af at have mistet kontakten med
– jeg er blevet kontaktet med andre forespørgsler end job, f.eks. artikler o.a.
– jeg har brugt spørgsmåls-sektionen til at få svar og hente inspiration
– jeg har fundet en ny ansat til det firma, jeg arbejder i

Ja, man kan sagtens overpynte sit cv på LinkedIn og der er givetvis også mange der gør det. Men det kan man også på alle job-bureauerne (Stepstone, Monster) og i den gammeldags papirudgave. Evt. snyd må man finde ved at krydsreferere og ved en samtale. Ja, der er nogle, der går for meget op i antal personer i deres netværk (så én med 25.000 i sit netværk… helt ærligt!), men dem om det.

Det har du sgu ret i gamle ven. jeg undrer mig konstant – som designer – over hvor mange mennesker, der egentlig også lige pludselig er designere, når jeg kigger på LinkedIn.

Jeg er selvfølgelig godt klar over at design – ligesom café latte – er et af de senere års store modeord.

Så jeg kigger mere på hvor folk har været og hvad de har gjort, end hvad de ellers skriver om sig selv.

Men som så mange andre steder på nettet – f.eks. facebook, dating.dk, myspace eller secondlife – er det jo en endnu en mulighed for at fremstå som et eller andet, man hverken har personlighed, kompetencer eller mod til i virkeligheden.

kh
JAKOB
Emperor of the universe

Jeg bruger Linkedin som en dynamisk adressebog.
Jeg bruger LinkedIn til at finde undervisere og oplægsholdere.
Jeg har fysisk kendskab til alle der er i min LinkedIn profil.

Jeg har endnu ikke brugt den som CV – men har haft tanken.
Jeg er ikke blevet kontaktet af nogen der vil tilbyde mig job.

Og jeg er helt enig i dine betragtninger – og som med så meget andet, spændt på hvor lang tid det holder.

Men man er jo nysgerrig 😉

Som alt andet af det lort, har jeg droppet LinkedIn. Både det, facebook, myspace, messenger og alt det lort. Ved sgu i øvrigt ikke om jeg har slettet mine profiler, men jeg tjekker dem i hvertfald aldrig. Det må jeg lige tjekke op på!
Jeg blev selv tiltrukket af, at man nemt kunne komme i kontakt med folk man ikke havde set længe – ekskollegaer, gamle gym-kammerater og lignende. Men da den første, korte tid med “gensyns”-glæde og “hvad laver du så nu” og “Nej, hvor spændende” var overstået, gik det op for mig hvor meget spild af tid det er – der er jo nok en grund til at jeg ikke har holdt den fysiske kontakt med disse mennesker!

I mine øjne er facebook, myspace, LinkedIn..you name it…lige præcis hvad der er i vejen med os idag. Vi er så fucking overfladiske, og så er det i mine øjne ofte patetiske forsøg på fortsat at være “unge, smarte og populære”. “Hey, nu har jeg 250 kontakter på min profil…sejt ik!”

Hvis I vil have social omgang med mennesker, så hav den dog for helvede fysisk med de folk, som VIRKELIG betyder noget for Jer. I stedet for at have 500 “venner” på Facebook, LinkedIn osv, vil jeg sgu hellere have én rigtig ven, jeg rent faktisk TALER med.

Og så ved jeg godt, at jeg nu får på puklen, fordi “LinkedIn er jo et professionelt netværk”. Jovist, men lur mig om ikke manges “professionelle” netværk primært består af gamle bekendte, kollegaer osv. Det gjorde mit i hvertfald. Ergo….ikke en skid anderledes end facebook osv.

Det blev sgu lige et surt opstød, men hvad fan. Det er ikke så hårdt ment, som det måske fremgår.

@Smølf:
Jovist, jeg har både gamle venner og kolleger på LinkedIn, men jeg synes faktisk er der er en stor forskel på det og Myspace/Facebook, idet det har et decideret formål: at skabe et professionelt netværk man kan bruge karrierefremmende – hvis man altså bruger det rigtigt, og det er jo det, der er essensen af mit blogindlæg.

I modsætning til de to andre nævnte netværk har det heller ikke den præmisse at jeg ønsker at “socialisere” eller bevare såkaldte venskaber, og derfor ringer jeg heller ikke til de kontakter for at mødes. Jeg bruger det udelukkende med henblik på at skabe et netværk, der gør at jeg aldrig nogensinde kommer til at:

a) stå uden et job
b) mangle en kompetence, hvis jeg skulle bruge en til et projekt eller et job

både linkedin og facebook bringer en god funktionalitet til bordet: digi-rollerdex! de fungerer begge udemærket som indledning/invitation til fysisk kontakt og jo flere kontakter desto flere potentielle fysiske møder og/eller jobmuligheder.

min “strategi” er… tag det du kan bruge og lad være at bruge tid på resten.

LinkedIn er også ganske glimrende til at spørge professionelle spørgsmål. Man har så muligheden for at komme i kontakt med folk i branchen. Der virker faktisk rigtigt godt. Jeg har selv brugt det et par gange.

Jeg er enig med Smølf i denne her snak. Og det uanset hvilke ord og betegnelser man kan påhæfte en sådan kontakt. Det er et fattigt kommunikationsmiddel – at det kun kalder på et skuldertræk fordi det ikke blot er blevet accepteret, men en decideret nødvendighed for at kunne berettige (over for sig selv og i høj grad andre) en bare nogenlunde livskvalitet, ændrer ikke på noget som helst. At LinkedIn så formentlig kan bruges noget mere konstruktivt, skal jeg lade dem der rent faktisk bruger det afgøre.

Jeg synes faktisk at man kan opsummere de sociale web-tjenester meget godt ved at sige, at man får det ud af dem, man putter ind i dem. Hvis man vælger at smide hele sit liv derind, så bliver det ekstremt overfladisk og kommer til at tage al for meget af ens tid. Hvis man – som Louise – bruger dem som en online kontaktliste, så giver det jo meget god mening, idet man direkte kan kontakte folk og initiere reel fysisk kontakt.

LinkedIn har et decideret formål, og derfor mener jeg også at det har mange fordele fremfor f.eks. FaceBook, som jeg pt. stadig eksperimenterer med og ikke rigtig kan finde ud af om kan betale sig.

Bruger man dem (de sociale tjenester) til at konkurrere om hvem der har flest venner, så har man et fattigt liv og bør nok overveje om man ikke burde finde på noget andet at bruge sin tid til.

Som en ægte nørd ville sige det: input = output, og dermed er man selv herre over hvad man kan bruge en tjeneste til. At afskrive dem totalt står enhver frit for, og jeg bliver ikke sur hvis mine kontakter/venner ikke ønsker at bruge dem, for jeg kan sagtens finde ud af at ringe til folk.

Men livskvaliteten er stadig bundet op på, at der findes en online kontaktliste, og det er det, der er fattigt. At man får det ud af det, som man selv vælger at putte i det, er næppe rocketscience – det har dog ikke rigtigt noget med den overordnede del af snakken at gøre – om end mange gerne vil gøre det til præmissen.

Hvor ser du det med livskvaliteten? Jeg forstår det ikke – min livskvalitet er hverken afhængig af FaceBook, MySpace (som jeg iøvrigt ikke har en personlig profil på, kun en hiphop.dk) eller LinkedIn. Det er dog klart at ens livskvalitet er bundet op på om man er ensom i modsætning til at man har venner/bekendte/kontakter; spørgsmålet er så nærmere om det er vigtigt hvor man har kontakten til disse? Og en online kontaktliste behøver ikke være forskellig fra den kontaktliste man har i sin mobiltelefon eller i den lille bog ved siden af fastnet-telefonen.

Nej, det er helt rigtigt Kim, at det i princippet er ligegyldigt, hvor man har kontakten til folk. I mine øjne bærer diverse af disse tjenester dog præg af, at det grundliggende princip er, at man skal udvide sit netværk til det ekstreme. Det er det der i mine øjne er superoverfladisk og svarer til de der behagemennesker, som sætter en ære i at være “ven” med alle – men i virkeligheden har de ikke en eneste ven. Sådan nogle har vi alle sammen kendt i real life. Og real life blive i mine øjne netop nøgleordet. For det er det jeg finder interessant – ikke et ligegyldigt socialt liv, der er bundet op på nogle nettjenester, hvor man bliver mere populær, des flere “venskaber” man har. Det fører mig så tilbage til mobiltelefonlisten, som du nævner. Mobiltelefonen og dens smsfunktion er igen i mine øjne bare en alt for nem måde at opretholde en overfladisk kommunikation mellem mennesker. Og jeg gør det selv med skamme – men det holder ikke synes jeg.

“Real people walk in the streets” – Common (De sidder ikke bag en skærm og opretholder deres social-liv)

Se, jeg er helt enig med dig i alt det ovenstående, og det er præcis det jeg mener med at “udbyttet” er afhængigt af hvor meget man lægger i det. Og der er skam også folk jeg “takker nej” til at være venner med, fordi det ikke giver mening, og jeg ikke er interesseret i at være venner med alle.

Og selvfølgelig er det sociale liv noget man opretholder ude i den virkelige verden – men aftalen om at mødes derude, kan man for min skyld lave på mobilen, mail, facebook, messenger eller noget helt andet, det er nemlig irrelevant sålænge man husker at ses.

Hvor jeg ser det med livskvaliteten? Den ser jeg da blandt alle dem, der ikke kan finde ud af at opretholde et liv, uden nødvendigvis at måtte på den ene, den anden og den tredje tjeneste stort set hver dag – hvis ikke flere gange dagligt. Og selvfølgelig er det da ikke det samme som en telefon og sms’er. Med mindre man bruger samme som en udvidelse af tjenesterne. Det er tjenester der er centreret om den, åbenbart, helt essentielle værdi, at blive bekræftet. Ikke mindst i forhold til andres anseelse af en selv… tænk sig at blive taget i, ikke at være med! Oh, du store forfærdelse. Og så kan det da godt være, at stort set alle 25+ personer claimer hus forbi på den påstand – sandheden er dog nok en lidt anden. Men jeg ved det er et følsomt emne, når det følges af den frækhed, at stille spørgsmålstegn ved en af de opstillede sandheder, vi har det så dejligt med at bekende os uforbeholdent til.

Matias, jeg synes du har rettet skytset den forkerte vej – du bebrejder tjenesterne, istedet for at bebrejde brugerne. Der er jo kæmpe forskel på hvor meget og hvordan folk bruger dem, og det er det, der er hele pointen.
Jeg tror ganske simpelthen ikke på at tjenesterne “er centreret om den, åbenbart, helt essentielle værdi, at blive bekræftet” – jeg kan da godt afsløre at jeg føler mig overhovedet ikke bekræftet på LinkedIn eller Facebook. Jeg vil nødig tale på alle de andres vegne, heller ikke dem på 25+.
Jeg ved godt du synes det er en overfladisk verden, men for mig er den ikke mere overfladisk end en telefonsamtale eller en sms. Eller det at stå på en bar og smalltalke om røv-ligegyldige ting, for den sags skyld.
Og jeg ved ikke hvilke sandheder du bekender dig til uforbeholdent, men lige præcis sociale netværk er ikke en jeg er uforbeholden overfor, hvilket vel lige netop bevises af mit indlæg?

Jamen så vil jeg gøre det… tale på vegne af 25+ gruppen. Det er selvfølgelig en helt anden snak, men det at generalisere er blevet påduttet en eller anden besynderlig no-can-do-holdning, jeg ikke helt kan få til at give mening. Undtaget enkelte få emner, er selve opfattelsen af alt, herunder samfund, andre mennesker, kulturer osv. afhængig af, at man generaliserer. Så må man sortere i samme, men det er en helt anden snak. Nå, men mht. tendenserne der også går igen blandt 25+ gruppen, er behovet for at være med. Det kan godt være at lige netop du (og det skal man jo sige til alle, selvom alle ved, at det er at bruge den forsikring stærkt overdrevet), ikke har det behov – men behovet er udtalt. Hvis man ikke har meldt sig til sådanne tjenester, da får anseelesen af en selv et ordentligt hak – for hvordan kan nogen dog leve uden? Så bare ved at være med, er man fredet i det samfund. På den måde er det oplagt at sammenligne med religiøse forhold. Missionærerne og omverden presser for, at du (ikke dig, men hvem som helst) da selvfølgelig ikke kan stå udenfor. Jeg kan faktisk slet ikke forstå, at ingen kan se den kobling, da den ligger lige for. The Groupthink (som vi alle er enige om, er forfærdeligt når det bekender sig til en over 1000 år gammel bog). Helt ærligt, Kim, kan du slet ikke følge den tanke, at det at være med, giver en, en eller anden form for socialt helle?

Jo, det kan jeg faktisk sagtens se – ligesom det giver socialt helle at have det rigtige tøj på, have den rette mobil, høre det rigtige musik, mene det rigtige, bo det rigtige sted, se det rette tv osv. osv…?
Det er op til os selv at sortere hvor og hvad vil gerne vil følge med i, men man står altid udenfor nogle sociale netværk uanset hvad man vælger/fra-vælger, for vi er jo heldigvis forskellige! Nogle netværk er så meget omfangsrige (facebook, ikke linkedin), og derfor kan det godt føles som et socialt pres, men det betyder ikke at alle har meldt sig til pga. det sociale pres. Ligesom det heller ikke er alle der så “Ringenes Herre”-trilogien pga. hypen, men af interesse..

Det er klart, at ikke alle har den tilgang. I hvert fald ikke bevidst. Men de seneste 10-15 års individualiseringen af samfundet, afspejler sig ret tydeligt i de reaktioner på samme, der er ved at opstå. Herunder essentielle forhold til tjenester som Facebook. For vi mennesker fungerer, generelt, ikke uden at være en del af en flok. Problemet i forhold til flokmentaliteten der hersker omkring f.eks. Facebook, er, at den er så omfattende, at den mister reel identitet. Og sandheden bliver derfor den tomme, at man da må være med – ikke fordi det giver mening, men bare fordi. Og derved synes jeg sådanne tendenser adskiller sig negativt i forhold til dem der lever i grupperinger, der udspringer af helt specifikke interesser, tanker osv. Jeg ved godt, at man nærmest religiøst skal tilbede den del af udviklingen – for 25+ folket så snedigt, at man selv kan sortere, bl.a. ved sin egen deltagelse, men deltagelsen – det livsnødvendige – kan der ikke ses bort fra. Jeg har ikke noget imod selve facebookiseringen af samfundet, havde det fungeret i en erkendelse af, hvad der trigger trangen til at melde sig under fanerne – mit ankepunkt er derfor ene og alene, at folk (igen, generelt) ukritisk lader sig iføre den værdi, at man ikke kan leve uden.

Jeg synes godt nok, at det er totalt langt ude, at sammenligne Facebook eller andre sociale netværk med religion.
Det “forfærdelige” ved religion er jo ikke flokmentaliteten og presset om et være med i sig selv. Problemet er de ting man som troende er tvunget til at indrette sig under – som nogen af os mere ateistisk indstillede ser som undertrykkende.

Matias det meste af det du skriver om flokmentalitet er nøjagtig grunden til at jeg ikke gider have noget med fodbold, håndbold eller Melodi Grand Prix at gøre.
Så kan man sige, at folk kun er på Facebook for at søge anerkendelse, men hvad er der egentlig galt med det? Du kan ikke bilde mig ind, at 10 årige drenge i provinsen spiller fodbold for motionens skyld.

Det lyder meget af “sur gammel mand”, at sidde og sige at diverse nye medier og kommunikationsformer er overfladiske.
Enten er den eneste sande kommunikation ansigt til ansigt. Eller også er morsekode, brevduer, breve, walkie-talkie, tv, telefoner, mobiler, sms’er, e-mails, blogs, internetfora, twitter og messenger alle forskellige metoder til kommunikation over distancer, baseret på forskellige teknologier med forskellige brugsområder.

Selvfølgelig er sammenligningen mellem sociale netværk og religion god og relevant. At du ikke kan se det (ved den kobling jeg giver), overrasker mig. At du i øvrigt er blevet ringe til at analysere de poster, du har valgt at besvare, overrasker mig også – for pokker, Janus, hvornår har du mistet den evne? For det første har jeg klart givet udtryk for, at mennesker er flokdyr, og derfor ganske naturligt søger – surprise – flokken. Derfor tjener dit fodboldeksempel heller ikke noget formål. For det andet går min sammenligning til religion på den helt særlige del, at man SKAL være med, for ikke at anseelsen af den enkelte, skal lide et hak. Deri ligger forskellen. Og deri ligger også forskellen til alle andre kommunikationsformer. For det tredje har jeg ikke som sådan noget imod f.eks. Facebook (hvilket jeg allerede har skrevet) – jeg ser bare nogle tendenser ved det, som jeg synes er relevante og interessante at diskutere. Din (og andres) meget følsomme reaktion på samme, gør mig ikke mindre sikker i min sag. Og igen der, kommer den religiøse tilgang ind i billedet – tænk sig at stille spørgsmålstegn ved sådanne tjenester. You’re going straight to hell!

At du i øvrigt misser essensen af religionskulturers virke, er da også nyt. Groupthink er udbredt anerkendt som en af de lovtro religionskultures helt store problemer. Og den flokmentalitet er i høj grad stimuleret af det pres, der gør, at individet ikke kan stå udenfor (gruppen). Jeg oplever at det er et tankesæt, der er beslægtet med tilgangen til de tjenester, der diskuteres. Apropos snakken om at sortere, burde du kunne give pointerne i mine argumenter den vægt, de hver især har. F.eks. at jeg ikke skulle gå rundt og mene, at det at stå udenfor Facebook, har de samme konsekvenser som det at stå udenfor en given religion. Jeg sigter alene til tankesættet. At der for resten (for lige at afslutte dén) er nogle helt specifikke regler der virker undertrykkende i forskellige kulturer, er jeg selvfølgelig helt enig med dig i. Det er bare ikke det, denne snak drejer sig om.

Heh! Påstanden om “sur, gammel mand” er snart lidt slidt, ikke? Det er jo hovedargumentet hver gang et eller andet nyere fænomen diskuteres. Men ok, hvis jeg repræsenterer den sure, gamle mand, vil jeg i den rolle opfordre de naive, nær-lalleglade, unge børn til at læse det jeg har skrevet – og undlade at anse det som et angreb på hele deres eksistens. Jeg skriver jo netop – igen-igen – at Facebook (o.lign.) sikkert er meget fint, men at den groupthink der omgiver samme, synes at være en kritisk kommentar værd.

Matias, at jeg er uenig i dit synspunkt, er ikke det samme som, at jeg ikke kan forstå, det du skriver.

Du bliver da nødt til at redegøre for, hvori den særlige sammenhæng mellem religion og Facebook består, udover bare at sige det er indlysende.
Jeg har personligt prøvet, at være dreng et sted, hvor ens anseelse led et hak, hvis ikke man spillede fodbold. Nøjagtig som du beskriver det. Og som Kim skriver, er det det samme med tøj, rygning og så videre.

Det er jo ikke særlig interessant, at konstatere at vi mennesker er flokdyr. Det burde ikke komme som nogen overraskelse, og i øvrigt er det også et simpelt overlevelsesinstinkt.
Det interessante er når flokmentaliteten bliver til gruppepres, og får folk til at gøre noget, der ligger udenfor deres natur.

Og det er her, at jeg har svært ved at se hvorfor MySpace/Facebook er værre end så mange andre modefænomener, og jeg kan slet ikke se hvordan de på nogen måde kommer på linie med religion.
Selvfølgelig oplever man måske mere direkte missioneren for Facebook, end man gør for den nyeste tøjmode, men det er jo bare en detalje.

Og din kommentar om følsomme reaktioner, er helt hen i vejret. Hvis man læser svarene her igennem, kommer de uden tvivl mest følsomme og kraftige reaktioner fra Smølf og dig, der vælger at bruge ord som: lort, overfladisk, fattigt og naivt.

Jamen jeg er da glad for, at du forstår hvad jeg mener – i den forbindelse går jeg ud fra, at du også kan forstå HVORFOR jeg mener, som jeg gør. Ikke at enighed er målet for diskussionen – men præmissen for samme er selvfølgelig ret vigtig at være enige om.

Det er da ikke følsomt at beskrive noget som værende overfladisk, naivt eller fattigt. Det er ganske almindelige ord der beskriver de tanker, man måtte eller kunne gøre sig. Derimod bliver det følsomt, når kommunikationen kommer til at tage form af regulære udbrud, som “det er totalt langt ude”. Eller når man vælger at tilsidesætte forståelsen for de poster, man svarer på.

However, nu vi er kommet videre: Jeg synes jeg har redegjort for, hvorfor tankesættet, trangen til og afhængigheden af f.eks. Facebook er sammenlignelig med de samme elementer der omgiver religion. Jeg har tit tænkt på, om mennesket overhovedet kan fungere uden religion – og jeg tror egentlig ikke, at jeg nogensinde kommer til enighed med mig selv. For religion i traditionel forstand måske nok, men religiøse tilgange nok ikke. Man kan jo sagtens argumentere for, at kapitalismen har indtaget rollen som en art religion, i mange samfund. Og kapitalismen er tom på reelt indhold, hvorfor man søger f.eks. sociale behov dækket andetsteds. Så linket til musik, tøj, idoldyrkelse osv., kan jeg egentlig godt acceptere, bliver proppet ned i samme kasse. Jeg synes dog at tilgangen til f.eks. Facebook, er noget mere omfattende, end noget jeg har oplevet tidligere – hvorfor jeg synes den tager form af nær-religiøsitet. I den forbindelse er det jo ligegyldigt, hvor meget man vælger at bruge det til, da problemstillingen er en anden, nemlig at man bare skal være med, for at finde et helle. Både i forhold til andres anseelse af en – men i høj grad også anseelsen af sig selv. Og der distancerer den sig fra “alt det andet”. Og det synes jeg netop ikke man kan bagatelliser til blot at være en detalje – eller jo, men en ret afgørende detalje.

Comments are closed.