Kategorier
nothingness

LinkedIn – kan det overhovedet bruges til noget?

LinkedIn

LinkedIn er et professionelt netværks-site, som bl.a. kan bruges til at holde styr på alle sine kontakter og via disse skabe nye forbindelser. Nogle bruger LinkedIn som deres online CV, og jeg er en af disse personer – det er trods alt nemmere at have sit CV liggende ét sted istedet for at skulle opdatere en lokal fil på computeren, som så risikerer at blive slettet eller blive utidssvarende.

Igår kom jeg til at tænke på om jeg overhovedet bruger LinkedIn til noget brugbart, eller om det – som så mange andre sociale netværks-websteder – blot er spild af tid? Jeg ved det ikke rigtig, men det afhænger nok meget af folks måde at bruge det på.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er blevet kontaktet af nogle firmaer, der havde set min profil på LinkedIn, og som mente at jeg besad nogle kompetencer, de kunne bruge i deres forretning. Det skal dog også siges at disse firmaer ikke fangede min interesse, og at jeg egentlig ikke har lagt mit CV op som en slags online ansøgning til hvem, der end måtte være interesseret.
Desuden kommer nogle af opkaldene fra såkaldte headhunters, som i virkeligheden bare er folk, der fakturerer firmaer for at surfe kompetencer på LinkedIn – i min verden er en headhunter en professionel person, der kender en masse mennesker i en masse firmaer og på den led kan matche firmaer og personer op mod hinanden. Enhver idiot kan jo sige “Firma A har brug for den og den kompetence, jeg søger lige på LinkedIn“! Risikoen for at kompatibiliteten mellem firmaet og den potentielle medarbejder er stor, er jo forsvindende lille, hvis du spørger mig. Og må jeg også pointere, at det ikke er specielt professionelt at ringe til TDC’s hovedtelefon, spørge efter mig, og derefter plapre løs om jobtilbud! Sådan noget gør man for det første udenfor normal arbejdstid og på et direkte, privat nummer.

Problemet med LinkedIn opstår bl.a. når brugerne er lidt for fantasifulde omkring deres evner og kompetencer, for ligesom ude i den virkelige verden har man jo muligheden for at pynte på sit CV, og dermed fremstå langt mere kompetent end man er… Lad mig komme med et unavngivet eksempel som jeg fandt i mit såkaldte professionelle netværk:

Bred erfaring med web strategi, content udvikling og online markedsføring gennem mere end 18 år.

Nu vil jeg nødig være nævenyttig, men helt ærligt! Webstrategi og online markedsføring siden 1990? Øh, hvilket online medie snakker vi om? BBS? Webstrategi i 18 år? Det hænger jo overhovedet ikke sammen, og hvis jeg sad i en stilling, hvor jeg skulle afgøre om vedkommende skulle have et job, så ville svaret uden tvivl blive af negativ karakter.

I bund og grund synes jeg, at LinkedIn er rigtig smart, men ligesom så mange andre ting kan det misbruges (både bevidst og ubevidst), og det er da en fornøjelse at vide, at hvis jeg nogensinde skulle i kontakt med en person i et specifikt firma, så kunne jeg bruge mit netværk på LinkedIn til det.

Bruger du LinkedIn? Og hvad er dine erfaringer med det?