Vi kender det allesammen, gør vi ikke? Man bliver vækket søndag formiddag af nogle der banker på ens dør, og man får kæmpet sig derud efter at man har tildækket de private dele, og udenfor står to rare, flinke mennesker med en raslebøsse. Lysten til at give penge væk på lige netop dette tidspunkt er som regel meget lille, selvom man gerne vil støtte formålet – og hvis man har lyst til at give penge, så har man kun 2,75kr i pungen, for man er jo for længst gået væk fra kolde kontanter og over til de dejligt sterile plastic-kort, hvor det slet ikke føles som om man bruger penge!
Nu har Kræftens Bekæmpelse så fået alletiders idé, som jeg er sikker på nok skal få nogle penge indenbords: den personlige indsamling via nettet! Jeg modtog en mail fra The Future Ms. Kenne med et link til hendes indsamling i. Jeg fik helt lyst til at give noget, men inden jeg kom så langt begyndte jeg at tænke over hvor smart konceptet egentlig er:
For det første personificerer de indsamlingen, og gør den dermed relevant for mig, omend jeg ikke direkte kender nogen, der lider af brystkræft (såvidt jeg ved. Gå så ned og få brysterne i den maskine, tøser!)
For det andet kan man betale når man vil og med dankort, hvilket mange folk har rigtigt nemt ved, fordi det – som sagt ovenfor – ikke rigtig føles som at bruge penge. Og det er jeg sikker på betyder at man også lægger større beløb, så istedet for at lægge to tyvere i en indsamlingsbøsse, smider man da lige 100kr. Det er jo kun 100kr, right? Og man mærker det jo først når kontoudtoget kommer…
For det tredje er det en ualmindelig billig måde at lave en indsamling på. Et styk website, der nok ikke har kostet særlig meget at lave, og så er man kørende, og kan bare vente på at folk selv skaber indholdet og dermed indtjeningen. Apropos læste jeg faktisk her den anden dag at de normale dør-til-dør indsamlinger koster flere millioner pga. tv-spots, logistik etc.
For det fjerde, og det her er virkelig, virkelig smart: Den personlige indsamling varer ikke kun fra søndag formiddag til søndag eftermiddag, men kan vare i ugevis!
Smart! Det er sgu’ nærmest helt web 2.0 i tankegangen.
PS: Jeg skulle naturligvis se om der var andre interessante der havde en indsamling, og jeg fandt skam både en kollega og en række kendisser (som vel at mærke ikke er ambassadører).
2 kommentarer til “Det er smart! Og så handler det om bryster!”
Tak for omtalen 🙂
Jeg mangler stadig lidt stukater i “bøssen” for at nå mit mål (men alle bidrag er jo så absolut guld værd, uanset målet) – desværre er mange dog så “skadede” efterhånden, at de tror, at sådan nogle mails med opfordringer er spam og derfor ikke vælger at klikkelikke sig videre :-/
Kram fra Snow
når de nu er på gaden til de omkostninger du nævner, så er jeg glad for, at jeg trods alt havde 5,50 i søndags.
sitet er dog genbrug – de må i sandhed have været web 2.0 pionerer da de kørte den første år.