Patrioterne kommer!

Jeg er glad for at bo i Danmark og efter et par udenlandsophold er jeg bare blevet endnu gladere for det. Danmark er sgu et dejligt land – ikke at jeg vil fraråde folk at flytte til udlandet, for det er da helt klart en erfaring man kan nyde godt af. Jeg har bare ikke lyst til at bo i udlandet igen. Lige foreløbig ihvertfald – man skal jo aldrig sige aldrig… Til trods for at jeg er så glad for lille Danmark, er det jo ikke sådan at jeg går og glæder mig over det hver dag eller render rundt med landsholdstrøjer, flager eller lignende. Kort sagt er jeg vel ikke så nationalistisk indstillet?

Det er amerikanere til gengæld. Mon ikke de er stolte over at bo i Land of the free, Home of the brave! Og de er så stolte at det kan pisse mig af… Bevares, jeg har været i USA mange gange, og jeg synes helt klart at landet har nogle fantastiske ting, men jeg fatter ikke at man har travlt med at have flag hængende fra sin veranda. Eller at man har et klistermærke af den amerikanske ørn i bagruden på sin kæmpe-truck. Eller at man forherliger sin egen nation frem for andre. Nu skrev jeg før at deres stolthed kan pisse mig af, men det er faktisk ikke helt sandt; det der pisser mig af, er at de synes det er så forbandet vigtigt, at vi andre får at vide, hvor utroligt fejlfrit et land USA egentlig er. Jeg ved ikke hvilken type propaganda man skal igennem i de amerikanske skoler, men lærerne må have en speciel evne til at fratage ungerne deres kritiske sans – ellers ville Bush vel ikke være præsident? Det kan selvfølgelig også være at de har erstattet skolemælken med en hemmelig formular der pådutter eleverne de gode, gamle amerikanske værdier? En slags patriotjuice kan man vel kalde det.

Nu er det ikke fordi vi er så specielt udsatte for den amerikanske patriotisme (hedder det egentlig det?) her i Danmark – eller hvad? Jo, det er vi faktisk! Deres film og tv-serier er jo gennemsyret med lortet, så man får kvalme af hvad man ellers troede skulle være god underholdning! Sidste nye eksempel på dette er tv-serien “The Unit”, som jeg ellers synes startede rigtig godt, men i seneste afsnit gik det virkelig galt: Der var naturligvis den klassiske scene hvor Stars and Stripes bliver hejst mod himlen til lyden af nationalmelodien, men den slags scener er jeg efterhånden blevet immun overfor. Men når afsnittets bi-historie handler om en kvinde, der har mistet troen pga. en ufrivillig abort og som bliver udsat for lidt pres fra omgivelserne for at finde tilbage i de kristne rækker, så synes jeg efterhånden at jeg har fået nok. “Jamen, kristendom har da ikke noget med USA at gøre?” kan jeg høre den skeptiske læser spørge. Og så må jeg svare at den skeptiske læser tilsyneladende aldrig har været i USA. USA og religion hænger uløseligt sammen, og beviset bliver vi udsat for hvert år, når oscar/grammy/emmy/indsæt ligegyldig pris her-vinderen starter med at takke sin gud. Misforstå mig ikke, jeg har absolut ingenting imod religion, men jeg har noget imod at blive påduttet den og dens værdier, hvilket er en utrolig amerikansk ting at gøre.

Som en lille bonus er her en video med en mand, der helt sikkert har drukket for meget af den før-omtalte patriotjuice..