Restaurantbesøget fra helvede

Henover nytår var jeg en tur i det Engelske med et par venner og besøge et vennepar – ikke så meget mine venner som mine venners venner, men jeg var dog på bekendtskabs-basis med den ene halvdel af parret. Anyways, da vi var ankommet til Liverpool efter en lettere forsinket flyrejse til Manchester, besluttede vi os for at gå ud at spise, og valget faldt på en lille lokal restaurant som Per og Majka (de lokale) havde gode erfaringer med.

Vi ankom til restauranten, og blev hilst velkommen af en lille mand, der insisterede på at vi satte os i loungen før vi indtog spisebordet – faktisk sagde han “No, no, no, you don’t do that!” meget bestemt, da vi bad om at komme direkte til spisebordet. Vi tog det nu ikke så tungt, men vi vidste jo heller ikke hvad der ventede os på det tidspunkt.

Efter et par minutter kom der en ung dame og tog vores jakker, og jeg må da indrømme at jeg var lettere nervøs, for jakkerne blev slænget over den ene arm, og hang faretruende tæt på den åbne pejs, som der var god gang i. Der skete dog ikke noget, men allerede her fornemmede jeg at hun var lidt klodset; en fornemmelse der skulle vise sig at holde stik!

Da vi skulle bestille noget at drikke, fik vi at vide at der ikke var noget danskvand, fordi der var sprunget et vandrør i køkkenet tidligere på dagen, og de laver åbenbart danskvand med de dersens sodavands-maskiner med sirup i – I kender dem godt, men jeg aner ikke hvad de hedder, så hvis I ikke ved hvad jeg mener, må I bare undvære dette afsnit. Da vi var ved at være færdige med at bestille vores pre-dinner drikkevarer, kom det dog frem at de trods alt havde danskvand alligevel, men kun i store flasker. Det kunne vi jo sagtens klare, da vi var flere om at dele, så det tog vi. Men hvorfor sagde han ikke bare det først?

Det var blevet tid til at bestille maden, og en ny tjener dukkede op. Vi var tre der bestilte en Steak Filet, men fik at vide at de desværre ikke havde den bøf, så om vi ville have den anden steak på menu-kortet – no biggie, så det gjorde vi. Udover det bestilte vi allesammen suppe til forret, undtagen Majka, der valgte at få suppe til hovedret og springe forretten over…

Vi blev henvist til spisebordet, hvor tjeneren kom ind og gjorde os opmærksomme på at den bøf vi havde bestilt, havde de desværre ikke flere af idag, men han kunne istedet tilbyde os Steak Filet!?! Med andre ord: vores foretrukne valg, men som de heller ikke havde første gang vi bestilte… oh well, vi fik jo vores vilje i sidste ende, men det var tydeligt at organisationen ikke just var i fineste form.

Forretterne kom ind – og Majkas hovedret. De havde naturligvis glemt at Majkas suppe var en hovedret og derfor ikke skulle ind endnu, men de tog den da med tilbage i køkkenet, og vi kunne gå igang. Suppen var rigtig god, men skeerne var lidt beskidte og fik en grundig tur med servietten.

Hovedretterne kom ind – naturligvis minus de pomfritter vi havde bestilt ekstra, så vi måtte nøjes med det tilbehør, der nu er med per default. På dette tidspunkt valgte vi bare at glemme alt om at brokke os, for vi var blevet godt sultne, og maden stod jo på bordet. Der blev bestilt en ekstra cola, som tjeneren gladeligt kom ind med på en stor bakke, som han herefter tippede, så cola’en røg direkte ned i skødet på Tanja… Heldigvis var det ikke så slemt, men stadig irriterende.

Tjenerne virkede i det hele taget ekstremt stressede, og det var tydeligt at vi havde fanget dem på en dårlig dag. Hvad de var stressede over aner jeg ikke, for der var kun tre middags-selskaber, og det burde vel være til at overkomme. Det var det ikke. Den kvindelige tjener – hende der forsøgte at futte vores jakker af – nåede at tabe bestik to-tre gange undervejs, og på et tidspunkt løb den første mandlige tjener ud mod køkkenet med armene over hovedet, imens han udstødte hvad jeg vil kalde et primalskrig! jeg joker ikke her! Manden løb skrigende ud i køkkenet foran gæsterne!

Nå, men der er jo ikke noget der ikke kan kureres med en god dessert, og Tanja glædede sig tydeligvis til at bestille varm kakao med skumfiduser. Det havde de ikke. Til gengæld kunne tjeneren fortælle om en fantastisk Pavlova, som han brugte fem minutter på at forklare om. Den lød simpelthen for god til at være sand, hvis jeg skal være helt ærlig. Det var det så også, for tjeneren kom tilbage tre minutter senere og kiggede ned i gulvet, imens han sagde at de desværre ikke kunne tilbyde Pavlova idag… Tanja valgte så ikke at få dessert, selvom de tilbød både gratis kaffe og te for at råde bod på deres lille brøler.

Som Per meget elegant sagde det undervejs: “Det bliver ikke svært at regne ud hvor meget de skal have i drikkepenge”. I øvrigt: maden var skidegod, men det er der jo ikke nogen der husker efter sådan en tur! Underholdende var det dog…