Kategori: nothingness

Jeg er jo fornylig fyldt 30, og i den forbindelse har jeg valgt at leve mit liv nøjagtig som sidst jeg blev “voksen” – altså som da jeg blev konfirmeret. Det betyder blandt andet at jeg har taget min helt store teenage-hobby, skateboarding, op igen.

Da jeg var mellem 13 og 18-19år gik stort set al min fritid på at skate, og pengene fossede ud af kassen, for når man river sine sko op ad et sandpapir-beklædt stykke træ med hjul på, så går ens sko meget i stykker. Ofte. Derudover hænder det jo også at sådan et stykke træ knækker og at hjulene bliver slidt skæve, så alt i alt er det en dyr hobby, når man er en ung knægt med et avisuddelingsjob…

Nå, men som jeg skrev, så har jeg indenfor den sidste måneds tid taget skateboarding op igen, og det er fandme fedt. Det der gør det så forbandet sjovt er at jeg skater med de samme drenge som jeg gjorde i gamle dage, og at en af disse drenge tilfældigvis har adgang til en skatehal, så vi er en 6-7 stykker om en hel hal. Det gør det lidt sjovere at man ikke skal se på 13-14 årige knægte, der flyver forbi en i halsbrækkende manøvrer, når man selv har problemer med at poppe en simpel ollie.

Hver onsdag går det løs i skatehallen, og sidste onsdag var ingen undtagelse. De sidste par onsdage har jeg slået mine håndled ret kraftigt, men uden at der er sket en reel skade, og hver gang er jeg blevet punket af forskellige mennesker, der har foreslået, ja nærmest krævet, at jeg tog håndledsbeskyttere på. Men sådan noget bruger man jo ikke, for de er for det første ukomfortable ad helvedes til, og for det andet så kommer man jo ikke rigtig til skade, vel! Wrong. Jeg styrtede efter godt 15 minutter i onsdags, og slog mit venstre håndled noget så eftertrykkeligt, men jeg røg op på boardet igen og skatede yderligere i et par timer, selvom min hånd gjorde lidt (måske meget) ondt. Da jeg kom hjem og gik i seng var smerten taget yderligere til, og da jeg vågnede ved 2-tiden om natten, kunne jeg godt mærke at der var noget helt galt, men jeg var jo træt, så jeg forsøgte at sove videre. Kl.9 om morgenen valgte jeg så at tage på Bispebjerg skadestue, hvor jeg endte med at sidde i seks timer, for at få at vide, at jeg havde brækket en knogle i hånden. Gipsen kom på, og nu skal den sidde der i fire uger, hvilket betyder, at jeg ikke kan arbejde fuldtid de næste par uger, for hånden bliver mega-øm af at jeg taster for meget. Så forestil dig lige den smerte jeg er gået igennem for at give dig det her indlæg! Jo, jeg gør sgu’ noget for mine læsere – det svarer vel nærmest til at være krigskorrespondent!

Jeg er doven ad helvedes til – folk der kender mig vil helt sikkert bakke op om denne påstand, det er jeg ikke i tvivl om. Det er netop derfor at jeg en forårsmorgen i 2004 ikke gjorde yderligere ved sagen, da min cykel ikke lige var til at låse op. Ser du, der hvor jeg bor er der ikke noget cykelskur, så cyklen havde stået udenfor hele vinteren med det resultat at låsen var rustet – at kæden også var helt orange var vel også en form for indikation på at jeg burde give den en ordentlig omgang…

Heldigvis har jeg en ven, der er udlært cykelmekaniker, og han var da også mere end klar på at give en hånd, for ikke nok med at jeg er doven, jeg er også et kvaj når det kommer til selv de simpleste cykelreparationer – noget min far ikke har været sen til at påpege ved enhver mulighed. Desværre fik jeg og Keld (det hedder min ven) ikke rigtig taget os sammen til at gøre noget ved den cykel, og lige pludselig var det vinter igen, og jeg fortsatte jo glædeligt med at hoppe på bus/metro for at komme rundt i København.

I dette forår købte vi som bekendt en bil – jeg vil ikke kede jer med benzin-regnskab her – og det gjorde naturligvis at cyklen blev nedprioriteret igen. Altså, lige indtil den dag jeg tilfældigvis opdagede at den ikke holdt ude i gården! Helt rødglødende af raseri råbte og skreg jeg op om tyveri og fordærvet moral blandt nutidens unge imens jeg gjorde alt for at glemme hvor mange cykler, jeg selv har “lånt” på vej hjem fra byture gennem årene. Anyways, min cykel var blevet stjålet, det kunne der ikke være tvivl om, og jeg blev faktisk oprigtigt ked af det, selvom jeg ikke havde brugt den i halvandet år, for det var en super-mega-dope cykel som der ikke er så mange af her i landet. Pludselig blev jeg også ramt af en dårlig samvittighed over at jeg ikke havde brugt den mere end jeg havde, og jeg bestemte mig for at jeg ville købe en tilsvarende cykel og blive helt aktiv – ja, faktisk ville jeg gøre ligesom Kenne og cykle en hel masse ture rundt i hovedstaden.

Det var så her problemerne opstod: Der var tilsyneladende ingen i Danmark der forhandlede Sunn Cykler, og jeg ville jo gerne have en cykel der var ligesom den gamle, så jeg kunne give den al den opmærksomhed den gamle ikke fik. Jeg fandt en model der hed Vertic (min gamle hed Vertic), og den så sgu da alt for sprød ud! Men at finde en forhandler i København, der har Sunn viste sig at være umuligt, men hey, der er altid internettet! Sjovt nok har jeg vænnet mig til at man kan få alt på internettet på den ene eller den anden måde, men en cykelforhandler i Ålborg havde netop givet distributionen videre til en i Ringsted, og han kan ikke få noget hjem før i foråret 2006. Gah! Selv en email til Sunns hovedkontor i det franske blev ikke besvaret. Tænk sig at jeg bliver svigtet af internettet!

Jeg tror det ender med at jeg køber en Schwinn istedet, for dem har jeg hørt mange gode ting om – plus at jeg kender en der kan skaffe dem lidt billigere. Cykles skal der, og det skal være snart!

Jeg er netop kommet hjem efter fire dage i England. Folk der kender mig eller har fulgt med her på siden ved at jeg en overgang boede i London, og at jeg arbejdede i den engelske afdeling af Framfab som interface developer. En af mine kolleger fra dengang skulle giftes, så jeg drog naturligvis afsted for at fejre begivenheden sammen med ham og en masse af de andre x-kolleger. Niklas, som jeg både arbejde og boede sammen en overgang var venlig nok til at låne mig mit gamle værelse, så jeg ikke behøvede at bo på hotel den ene nat jeg skulle være i London-området. Det var lidt underligt at være gæst i sit eget værelse – det var endda stadig min seng der stod der!

Torsdag aften gik vi ud mod Greenwich, som ikke ligger så langt fra New Cross, hvor Niklas bor (og jeg boede). Middagen foregik på den mexicanske restaurant, hvor Louise og jeg var et par gange, og de laver noget fandens godt mad. Jeg elsker mexicansk mad og er altid i tvivl om hvad jeg skal vælge, men det blev til en Burrito, og det var højst sandsynligvis den bedste af slagsen, jeg nogensinde har fået.

Fredag hentede Niklas og jeg så en leje-bil og satte kursen mod Tewkesbury (udtales tjiux-bury eller noget i den stil!), hvor brylluppet skulle stå – med i bilen var også Niklas’ kæreste Alex, som er italiener, men har boet i London i næsten seks år. Jeg er sikker på at mange englændere kunne have fået et billigt grin af at høre på vores samtaler som var med henholdsvis dansk, svensk og italiensk accent.. Turen skulle ifølge vores udprintede rute tage cirka tre timer, men det blev dog til fem istedet, eftersom det tog over to timer bare at komme ud af London! Oh well, turen gik dog ok, og jeg må indrømme at den engelske “countryside” er ret flot og jeg synes faktisk at det er utrolig hyggeligt ude på landet – den samme fornemmelse har jeg sjovt nok ikke når jeg kommer udenfor byen i Danmark.

Lørdag stod brylluppet i en lille lokal kirke, og Simon så overhovedet ikke nervøs ud, hvilket jeg ellers altid forventer at en brudgom. Da jeg ganske hurtigt snakkede med ham inden ceremonien spurgte han mig, om jeg kunne genkende hans sko – det viser sig så at være et par af mine gamle, som han mente passede fint til hans bryllup. Haha. Efter selve vielsen gik turen mod den lokale golf-klub, hvor festen skulle stå, og det viste sig at være et ganske fint sted. Brudeparret blev kørt væk i en Mini Cooper-limo, som var ultracool!

Bryllupsfotografen var en ældre engelsk herre, der kommanderede rundt med folk som det passede ham, og vi morede os kosteligt over, at han opførte sig som om det var den bedste dag i hans liv.

Adskillige af de gamle Framfab’ere var til stede, og snakken gik naturligvis hurtigt som i gamle dage, selvom det er næsten fire år siden at jeg har set de fleste af dem – sjovt nok er det også næsten fire år siden at firmaet gik ned i England…

Som skrevet foregik festen i en golfklub, så vi havde naturligvis skumle planer om at stjæle en af de der små elektriske golfvogne senere på aftenen, og have et ræs på banen, men de viste sig at være lænket fast. Øv. Istedet gik vi en tur på driving range’n og morede os kosteligt med golfbolde og en kæp. Det lyder kedeligt, men et par øl og drinks kan hurtigt skabe et noget lavere niveau for den generelle humor.

Klokken 1 sluttede festen, men der var de fleste vist også trætte eftersom vi havde været igang siden klokken 12 om formiddagen. Vi drog mod vores “B&B” og hoppede på hovedet i seng, men jeg nåede lige at se de seneste nyheder om katastrofen i New Orleans på BBC News, inden jeg gav op og slukkede lys og tv.

Søndag tjekkede vi ud, satte os ud i bilen og kørte mod London, men undervejs havde vi et stop i Oxford, som jo er en legendarisk universitetsby. Vi havde nok regnet med lidt for meget af Oxford, for det viste sig egentlig bare at være en kedelig lille flække, selvom nogle af bygningerne var flotte og ældgamle. Frokosten på pub’en var dog ok – jeg fik Chili Con Carne (mexicansk igen..). Efter et par timer i Oxford kørte vi igen mod London – klog af skade tog vi afsted i god tid, så jeg kunne være i lufthavnen til tiden. Mit fly afgik klokken 20.05, men trafikken var os meget nådig, så vi var ved Heathrow allerede ved halv-fire tiden, så jeg kunne se frem til laaaaaaaaang tids venten. Vi fik også lige spottet årets frisure. Heldigvis var der et tidligere SAS-fly og de var så flinke at give mig plads på det istedet, så jeg fløj allerede 17.15 istedet. Fantastisk at komme hjem før klokken 21 istedet for midnat!

Hov, må lige nævne at jeg fik et par fede Air Max 90 i Oxford – de var på tilbud, så jeg slap med £50.

Se alle mine billeder fra turen på Flickr.