Kategori: nothingness

Aaaah, den hedder jo ikke The Big Blog of Nothingness for sjov, vel

Kategorier
anekdoter brok nothingness

Music for the Masses – NOT

Depeche Mode
Så er det iaften at Depeche Mode indtager Parken og garanteret giver en pissefed koncert. Desværre vil jeg ikke selv være til stede, hvilket jeg ærgrer mig godt og grundigt over, for hold da kæft hvor gad jeg godt se dem live!

Jeg har hørt Depeche Mode siden de i 1987 udgav albummet “Music for the Masses”, og jeg husker tydeligt hvordan vi sad nede i Morten Mathisens kælder og læste hans fars frække magasiner, imens vi hørte “Never let me down again” og “Strangelove” på et optagebånd. Siden har jeg lyttet til stort set alt hvad de har udgivet, men min fascination med bandet fik for alvor fornyet kraft, da jeg i 94 fik en maxi-version af “Enjoy the Silence“, som i mine øjne er et fantastisk nummer. Når jeg smider den version på min pladespiller og sætter pitch til -8%, er det nærmest som at være i en form for trance. Intet mindre end utroligt!

Nå, men grunden til at jeg ikke skal til koncerten i aften? Det er den samme grund som da jeg gik glip af U2 og Coldplay. At det forbandede billetsystem, som håndterer online-salget bare ALDRIG fungerer! Jeg har også måtte sige farvel til den perfekte gave til min mor i form at et sæt Bruce Springsteen billetter af samme årsag. Hver eneste gang der er en stor koncert, bliver systemet udsat for et åbenbart uforudsigeligt pres og går ned på den ene eller den anden måde – næsten ligesom når DSB bliver overrasket over at efteråret medfører våde blade på skinnerne og vinteren bringer sne med sig. Jeg forstår det simpelthen ikke – det må sgu’ da være muligt at lave et skalerbart system, der kan håndtere det pres?

Jeg kan da i det mindste glæde mig over at det er lykkedes mig at skaffe bootleg live-cd’er med både Depeche Mode og Coldplay, og de er fremragende – glæden er dog kortvarig, for det minder jo blot en om hvad man går glip af 🙁

Til alle dem der skal afsted iaften: God fornøjelse!

Kategorier
design nothingness

Hvorfor ændrer man et logo?

Jeg forstår ikke rigtig hvorfor nogen virksomheder ændrer logo engang imellem. Bevares, man kan da vælge at forny/forbedre sit eksisterende logo, men det er da helt vildt at skifte det radikalt? Pludselig er genkendeligheden væk og man skal bruge jeg ved ikke hvor mange millioner på at promovere det nye logo.

Seneste eksempel er Sonofon, der har benyttet deres nylige fusion med CyberCity, til at skifte logoet ud.:
Sonofons gamle og nye logo side by side

Det må da siges at være et radikalt stilskift? Og alt imens det nye logo er langt pænere end den rådne delfin, som jeg aldrig har forstået baggrunden for, så et det da noget af en chance at tage? Hvad er det man gerne vil signalere?

Hvis man tænker over verdens mest kendte logoer, så er det forbavsende få af dem, der har skiftet så radikalt, men mange er dog kommet en tur igennem maskineriet, for at give dem et mere nutidigt look.. Her er et par eksempler på kendte logoer, der er blevet fornyet uden at miste sin identitet:

Ford: (læs historien om deres logo)
Fords gamle og nye logo side by side

UPS: (læs historien om deres logo)
UPS gamle og nye logo side by side

Pepsi: (Se deres logoer gennem tiden)
Pepsis gamle og nye logo side by side

Af de ovenstående må man sige at UPS‘s logo er det der er skiftet mest markant, men det holder dog stadig fast i nogle af de elementære elementer fra det forrige: først og fremmest at firmanavnet står klart og tydeligt (med små bogstaver), dernæst at det er indeni en form for skjold. både Pepsi og Ford har også beholdt noget fra deres klassiske logoer: farverne og formen.

Den største logo-brøler jeg lige kan komme på står Telia for – de har haft tre vidt forskellige logoer indenfor en ganske kort årrække:
Telias logoer side by side

Helt ærligt: hvorfor gør man sådan noget? Den eneste gyldige årsag til at skifte logoet så markant er hvis man samtidig skifter navn og bliver et helt nyt selskab, som f.eks. TDC gjorde det – og de har endda beholdt nogle af kendetegnene fra det gamle TeleDanmark, nemlig den blå farve og den rombe-formede kasse, som godt nok har fået runde hjørner hos TDC, men stadig bærer genkendelighedens tegn:
TDCs logoer side by side

Kategorier
nothingness tech

Parkering

Parkeringshus
Jeg sad lige og kiggede i et gammelt nummer af Wired Magazine, og faldt over en lille artikel, der beskriver moderne parkeringshuse. I disse nye teknologiske vidundere kører man bare bilen ind i en slags garage, der så kan køre både vertikalt og horisontalt, så bilen bliver måske smidt op til 15.etage og sat på en ledig plads der – alt dette bliver naturligvis styret af robotter, og har den åbenlyse fordel at selve parkeringshuset ikke fylder så meget i bredde og dybde, men snarere optager plads i højden. Perfekt til større byer, hvor parkering jo altid er et problem. Allerede nu kan man parkere sin bil i et af disse vidundere i Istanbul, Washington DC, Hoboken (New Jersey) og der er et på vej på Manhattan..

Allermest interessant var dog en lille rubrik der stod ved siden af artiklen, og den tillader jeg mig hermed at viderebringe:

Parkering i tal:

  • Antal køretøjer der ankommer til Manhattan på en alm. ugedag: 948.213
  • Antal parkeringspladser ved vejkanten på Manhattan: 30.000
  • Gennemsnitlig parkeringsbøde: $115 (ca. kr.720)
  • New York Citys årlige indtægt fra parkeringsbøder: $537.000.000 (over 3 milliarder)
  • Pris for at parkere 30min. ved 5.Avenue og 59.gade: $21 (ca. kr.130)
  • Pris for at køre med subway: $2 (ca. kr.12)
  • Gennemsnitshastighed med bil på Manhattan: 6,1 mph (<10 km/t)
  • Gennemsnitshastighed med subway-toget: 13 mph (>20 km/t)

Pænt vilde tal, hvis du spørger mig, og mon ikke vi her i København skal prise os lykkelige over vores sølle 20kr. pr. time i indre by…

Kategorier
nothingness

Television: the drug of the nation pt.3

Fjernsyn: 2 x samsung, sony og sharp

Jeg har engang nævnt at jeg var begyndt at kigge efter et nyt fjernsyn, og siden da er jeg ikke kommet meget længere, udover at jeg har besluttet mig for at købe et 26″ istedet for et 23″. Jeg har kigget, og det er nogenlunde det. Jeg synes stadig at det Samsung jeg havde set først er superfedt, men nu er der kommet en ny model, som også er rigtig pæn… Jeg har dog ikke lagt mig fast på et Samsung, så jeg har holdt øjne og ører åbne efter andre pæne modeller, og der fandt jeg bl.a. et Sony og et Sharp, som jeg godt kunne lide.

Det er dog ikke nok at det er superpænt, teknikken skal naturligvis også være iorden, og derfor måtte jeg jo lige kigge lidt på specifikationerne, og der er sgu væsentlig forskel – overraskende nok (eller ikke), er Sony’en faktisk langt efter de to Samsung-modeller på billedklarhed og kontrast, selvom det er næsten kr.3000,00 dyrere end de andre to! Sharp’en tør jeg godt afskrive helt, da det er håbløst bagud på samme parametre som Sony’en – desuden har det en langsommere opdateringsfrekvens.

Dermed ville valget stå mellem de to Samsung’er, hvis jeg stod og skulle købe her og nu – det skal jeg ikke, men man skal jo for fanden være forberedt, ikke sandt? Hvis man udelukkende sammenligner de to, så ville jeg jo umiddelbart vælge den model, der hedder LE26R51, da den umiddelbart både er pænere (det er naturligvis en smagssag) og har et scartstik mere end LE26M51B. At det så både er billigere og har fået topkarakterer af brugerne gør det jo ikke mindre attraktivt!

Er der nogen der har nogen anbefalinger/erfaringer med de to fjernsyn? Kommentér løs!

Kategorier
nothingness

Historien om min cykel – part II

Schwinn Mesa GSD

Som jeg tidligere har beskrevet her på siden, har jeg igennem lang tid været uden en cykel. Ikke fordi at jeg ikke kan lide at cykle, men af den relativt simple årsag at jeg er blevet magelig (=doven?)… Efter at vi købte vores bil, var der jo ikke rigtig brug for en cykel, vel? Jeg mener, man kan jo altid bare lige hoppe ind i bilen og køre derhen, hvor man gerne vil hen!

Der er dog nogle ting ved at cykle som jeg har savnet – bl.a. den smule motion der er i det. Desuden har jeg faktisk savnet selve den cykel, der på groveste vis blev stjålet: min elskede Sunn Vertik. Selvom jeg godt vidste at det var omsonst, forsøgte jeg igen og igen at få fat i en tilsvarende Sunn-cykel, men måtte til sidst give op, da den danske distribution af disse var helt håbløs, og åbenbart skiftede hænder ganske ofte. Det var så her det besværlige opstod.. For hvilken cykel skulle man så vælge? Jeg tænkte straks på nogle af de cykel-mærker som jeg kender og har fået anbefalet: Kona, Trek, Cannondale osv., men i sidste ende faldt valget altså på den afbillede skønhed (alt er relativt!): En Schwinn Mesa med bremseskiver. Hvorfor så lige den? Jo, som jeg skrev i det forrige cykel-indlæg har jeg en ven, der kan bestille dem hjem til noget nær indkøbspris, hvilket i min verden er et ret godt køb-nu-tænk-senere-argument.

Under alle omstændigheder blev cyklen bestilt i november måned, og den ankom til butikken i december – men, min magelighed kombineret med det danske vinter-vejr gjorde at jeg først fik taget mig sammen til at hente den i torsdags. Nu lyver jeg: faktisk kom Keld med den bag i varevognen! Men så er det også slut med mageligheden! Fredag fik jeg cyklet godt og vel 20km og både mandag og tirsdag har jeg cyklet på arbejde! Yay, giv mig da for fanden en præmie 😉 Når man sådan tænker over det, er det faktisk rigtig rart at blive blæst igennem om morgenen imens man cykler på arbejde, og en ting er helt sikkert: man får varmen, når man som jeg tramper alt hvad man kan! Jeg har aldrig rigtig været typen, der kan cykle langsomt – det er mig fysisk umuligt, for jeg skal bare frem, og det skal saftsusemig være nu! Og så hjælper det altid med lidt musik i ørerne.. igår var det Static & NatIll, idag var det Life Of Agony og imorgen, tja hvem ved?

Indlægget om hvor meget andre cyklister irriterer mig skal nok komme, for allerede nu kan jeg huske hvor langt væk jeg har bandet de langsomme, dem på christiania-cyklerne og dem der kører helt ud i krydset for at holde for rødt. #*%&¤#/&!¤”%#¤&&%&””#¤%#

Kategorier
anekdoter nothingness

Den hemmelige beundrer

Denne seddel mødte mig igår morges da jeg kom på arbejde – den sad simpelthen påklistret min monitor. Først tænkte jeg WTF, og så gik jeg ellers igang med at udspørge mine kolleger, hvem der stod bag spøgen. For jeg var på intet tidspunkt i tvivl om at der var tale om en spøg, og det er da også meget sjovt. Mindre sjovt er det at INGEN vil indrømme at stå bag den, og så var det at et vittigt hoved sagde: “det kunne jo også være fra rengøringsdamen”. Not very likely. De to rengøringsdamer (eller sanitets-assistenter om man vil) der kommer fast her på kontoret er begge af anden etnisk herkomst, og ville knapt nok være istand til at sige de ord, der står på sedlen, så jeg tvivler meget på at de ville kunne skrive dem… Anyways, det blev straks mere spooky da jeg stod ude i kopi-rummet, og den ene rengøringsassistent (kompromis mellem de to udtryk) stak hovedet ind og sagde “hej”. Ikke mere, ikke andet, blot “hej”!

For ligesom at komme til bunds i denne sag måtte jeg jo ligesom komme med en respons på den første seddel, så da jeg gik hjem igår, hængte jeg mit svar op på skærmen:

Og så kunne jeg jo så blot vente til jeg skulle på arbejde igen idag. Og minsandten om ikke der var bonus! Vedkommende der står bag spøgen havde valgt at hænge en ny seddel op:

HA! Det var dog en tåbelig måde at køre joken videre på! For det første kan jeg jo aldrig være i tvivl om det mon var rengøringsassistenten, for jeg ved med 110% sikkerhed at jeg ikke har givet hende et sugemærke! Hende den søde fra kantinen måske, men rengøringsassistenten? Spøg til side, jeg har ikke givet nogen sugemærker i mange, mange år, og en anden ting der ligesom fjernede al tvivl, er at de to skrifter tydeligvis ikke er skrevet af den samme person, og minsandten om ikke Henrik Gemal har indrømmet at have skrevet seddel nr.2! Han sagde dog, at han handlede under ordre, men han vil ikke ud med hvem der står bag!

Under alle omstændigheder har det jo givet lidt underholdning på arbejdspladsen, og forhåbentlig også her på bloggen!

Kategorier
fodbold nothingness

En dejlig weekend

Weekenden startede ikke alt for godt, da jeg skulle hjem fra arbejde fredag eftermiddag – som det nok er de fleste bekendt, så har vinteren indfundet sig, og i fredags resulterede det i at bilen var total overiset. Normalt ikke noget der kan gå mig på, men isen var i det her tilfælde 2-3mm tyk, og det betød at jeg skulle stå i ca.10-15min. og nærmest hakke isen af bilen, før jeg kunne sætte mig ind i den, og køre hjem.

Det blev ikke til mere end 5 minutter hjemme, da jeg skulle ned til min mor i Haslev og spise, så ind i bilen igen og ellers ud på de sne- og isklædte veje. Turen, der normalt tager tre kvarters tid, tog denne fredag aften godt og vel to timer… Ikke just en optimal start på weekenden, men vejret kan man ikke stille noget op mod, og derfor gik det mig ikke rigtig på.

Lørdag var jeg til Janus‘ fødselsdag på Blomsten på Istedgade, og sjældent har jeg oplevet noget så lokalt! En bodega i ordets originale forstand: gamle brune møbler og grønne lamper. Klientellet var da også af den type, som man nærmest tror bor på værtshuset, men efter et par timer kom der flere og flere unge for at hjælpe med at fejre fødselsdagen, og ved midnatstid var stedet helt ryddet for de lokale “indbyggere”! God fest, omend der var så tilrøget at jeg måtte gå ved 2-tiden, for jeg kunne knap nok trække vejret.. På vej hjem brugte jeg så lige et kvarters tid på at få bilen ud fra en parkeringsplads, idet den sad fuldstændig fast i en blanding af sne og is. Jeg var tæt på at stige ud og praje en taxi, men stædigheden vandt, og jeg kom da også hjem i bilen 🙂 Igen: vejret kan man ikke gøre noget ved, så ingen grund til at tage det så tungt.

Søndag var dedikeret til fodbold. Først skulle Ståle Solbakken debutere som FCK-træner mod Schalke04, som skulle bruge kampen som sidste forberedelse inden den tyske bundesliga går igang. Schalke ligger pt. nr.4 i en af de store europæiske ligaer, men det var ikke til at se, for FCK spillede faktisk lige op med tyskerne, selvom der blev givet spilletid til flere af de unge spillere og de to nyindkøb var begge ude. Jeg har været meget skeptisk overfor ansættelsen af Ståle som træner for FC, men hvis denne kamp er et signal om hvad vi kan forvente, så skal ledelsen ikke høre et ondt ord herfra!

Gary Neville jubler mod LiverpoolEndelig sidst på dagen tog United imod arvefjenden Liverpool, og eftersom jeg ikke kan se Canal+, måtte jeg følge scoren på hhv. internettet og mobilen – det lignede længe en 0-0’er, og hvis jeg skal være helt ærlig ville det vel også være et ok resultat eftersom Liverpool er utroligt stærkt kørende for tiden og United i sidste weekend tabte til bysbørnene fra City. Men! Af alle personer dukker Rio Ferdinand op og header bolden ind i det 90.’ende minut, hvilket naturligvis satte et stort smil på mit ansigt! Efterfølgende har der været lidt brok over at Uniteds anfører, Gary Neville (aka G-Nev), jublede ekstraordinært meget – det virker måske lidt overdrevet, men hvorfor fanden skal det være forbudt for spillere at vise følelser? Chelseas Arjen Robben blev vist ud i sidste uge for at juble for meget, men ville fodbold ikke være røv-sygt, hvis spillerne ikke må vise følelser?

Alt i alt en god weekend hvis du spørger mig!

Kategorier
anekdoter nothingness

Når hukommelsen spiller en et puds


Da jeg var en lille purk var jeg ninja. Nej, helt seriøst, det var jeg altså! En hel del mere end Dolph nogensinde kan drømme om at blive, og jeg havde den fulde uniform, som alle og enhver ved består af et gammelt lagen og et sæt mao-sutter. Derudover havde jeg den fantastiske fordel at min mor og far synes at det dersens ninja, det var helt iorden, så når vi en sjælden gang kom til hovedstaden, tog vi turen forbi en forretning, der hed Budo Sport, som lå på Godthåbsvej. Om den stadig ligger der, aner jeg ikke, men dengang kunne man købe nogle meget eksotiske ting derinde, og jeg havde altså en hel del kastestjerner – og vi snakker ikke om plastic-attrapper, men the real thing! Det var så sejt!

Min ninja-dille startede i 1983, da vi – som nogle af de første jeg selv kender – havde en vhs-maskine, og lejede film i den lokale Fona. Yes, man kunne nemlig leje film i Fona i gamle dage, og udvalget bestod vel af en 30-40 film, men tænk lige over det en gang: man var nødt til at planlægge det med at leje film, for Fona lukkede kl.17.30! Er du sindssyg Blockbuster ville have det svært, hvis de kun holdt åbent man-lør i alm. butikstider…

Anyways, en af de film vi lejede hed slet og ret “Ninja“, og den var så min store inspirationskilde til at blive en udøver af denne ædle art, som for mit vedkommende mest bestod af at sige dumme lyde når jeg sparkede ud i luften, eller senere hen at kaste med kastestjerner mod et rækværk (med begrænset succes). Den anden dag kom vi så til at snakke om den her film på arbejdet, og jeg besluttede mig for at tjekke op på den – det viser sig at den faktisk hedder “Enter the Ninja“, men også er kendt som “Ninja 1”. Fanget af nostalgien røg jeg straks ind på Amazon og bestilte skidtet på DVD; sandt at sige var jeg faktisk lidt overrasket over at de havde den, men et par dage senere lå den på mit bord 🙂

Igår aftes lå jeg så på sofaen og besluttede mig for at se den. Hmmm. Jeg huskede den godt nok lidt anderledes (bl.a. mente jeg at de rød-klædte ninjaer var de sejeste, men i virkeligheden var de jo bare nogle små kulier, som den sort-klædte ninja bestemte over!) og kvaliteten af skuespil, historie osv., var da også lettere tvivlsom, men det var nu en meget sjov oplevelse, som nok bedst kan sammenlignes med at gå direkte fra PS2 til en Commodore64 og et spil “Blagger“!

Kategorier
kimblim.dk medier nothingness

Er jeg mon et medie?

Min gamle chef, Martin Thorborg, har udskrevet en konkurrence på et af sine sites, hvor man kan vinde en kasse kaffekrus, hvis ellers man får nævnt websitets navn i et medie. Thorborg har altid været en genial PR-mand, og da han var chef på Jubii, var der jo ikke den person i det danske land som ikke kendte til portalen – og Thorborg selv.

Websitet der hoster konkurrencen er et debatforum for iværksættere og wannabe-iværksættere, som giver hinanden gode råd på kryds og tværs, og emnerne spænder vidt fra simple moms-spørgsmål (findes der simple spørgsmål af den slags?) til avancerede import/eksport-regler, og jeg vil vove at påstå at alle, der planlægger at gå solo og starte egen virksomhed kan få noget ud af at besøge websitet.

Websitet hedder Amino.dk.

Nu er spørgsmålet så: er kimblim.dk mon et medie? Og hvordan mon jeg får mine krus?

Kategorier
nothingness

Har du set Christian Aarfing?


Jeg har engang arbejdet sammen en ung mand ved navn Christian Aarfing – han valgte desværre at forlade firmaet for at udleve sine ambitioner i den store, kolde, onde konsulentbranche, hvor han nu sidder hos Peytz & Co.

Aarfing har også en blog, og da han arbejdede her på TDC blev bloggen opdateret engang imellem. Måske ikke ofte, men det skete da, og ligesom ved så mange andre af mine kolleger og venner der blogger, fulgte jeg ivrigt med på sidelinjen og læste hvert et indlæg. Nu er bloggen ikke blevet opdateret i over et halvt år, og det er jo så hvad det er – vi kan allesammen miste lysten/evnen til at skrive, og hvis det er hvad der er sket, så fred være med det.

MEN! Jeg er bange for at der er sket langt mere seriøse ting her! Jeg er simpelthen bange for at Aarfing ikke længere eksisterer i det chattere kalder IRL (In Real Life)! Han er blevet en virtuel figur, der kun eksisterer på ICQ, men selv det er en sjældenhed nu om dage!

Lad mig blot forklare hvorfor jeg tror det forholder sig sådan: Da han i sin tid stoppede hos TDC, kom fraser såsom “Lad os da ses” og “jeg kigger forbi!” over hans læber, og måske er jeg naiv, men jeg valgte at tro på ham, eftersom han var en meget populær herre her i firmaet. Vi har ikke set ham endnu.
Dernæst så inviterede jeg ham til min fest, og da jeg nævnte noget med fri bar kom svaret prompte: “Jeg kigger forbi!”. Mandag morgen efter festen fik jeg en undskyldning, men jeg kan desværre ikke afsløre hvad der blev sagt, da det var af personlig karaktér. Oh well, det er jo hvad der sker.
Igår var der releaseparty på den nye version af Firefox (den nåede så ikke at udkomme til tiden…), og hvis der er et sted man skulle forvente at se Aarfing, så er det når man holder et releaseparty for en browser på en ølbar! Det er en sikker vinder hver gang! Arrangøren havde da også hørt at Aarfing ville dukke op, men gjorde han mon det? Nej, det gjorde han ikke, og nu er vi allesammen pissebekymrede – Hvor er Aarfing? Hvem har spist ham? Er han monstro blevet den første virkelige plæneklipper-mand?

Hvis du eller en du kender har set Aarfing, så sig lige til – vi går jo herude på fabrikken som et par bekymrede forældre, der har sendt deres 15-årige teenagedatter til Bandidos-fest.

Aarfing, kan du høre mig? Giv lyd for helvede!