Mike Yedid

Oplysning: det følgende indlæg adskiller sig en del fra de indlæg du normalt læser her på kimblim.dk, da det er dybt personligt. Kommentarer er som sædvanlig velkomne, men jeg forventer at der bliver holdt et vist niveau.

Første gang jeg mødte Michael Yedid var i december 1995. Jeg var lige ankommet til New York med kufferten fuld af drømme og en åben returbillet, og efter et meget kort eventyr i et ekstremt tvivlsomt shippingfirma på Wall Street, havde jeg nu besluttet mig for at følge i både min mors og storesøsters fodspor og blive au-pair, og på den måde blive en del af en amerikansk familie. Den amerikanske familie blev Familien Yedid, som boede ude på Long Island.

Mike var den næstældste af fire drenge, og på det tidspunkt var han 5 år gammel. Allerede til jobinterviewet kunne jeg fornemme at der var et specielt bånd imellem os; vi sad i køkkenet og snakkede om mine meget begrænsede kvalifikationer indenfor børnepasning, da Mike kom over og gav mig et kram og efterfølgende satte sig på mit skød. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg har en klar fornemmelse af, at det var en af årsagerne til at familien valgte mig til at passe deres fire drenge.

Jobbet var ikke et traditionelt au-pair job. Jeg skulle f.eks. ikke lave mad eller gøre rent, til gengæld skulle jeg være de fire drenges storebror, fordi deres far arbejdede utrolig meget, og derfor ikke var så meget hjemme. Mine pligter bestod mest af at følge de ældste til skolebussen, hjælpe med lektier og ellers bare lege og dyrke sport med drengene. Jeg fik ret hurtigt et tæt forhold til især de to ældste af drengene, Al og Mike. De elskede begge to at dyrke sport, og i den store legekælder spillede vi hockey, bordtennis, basketball, football og stort set al anden form for aktivitet der involverede en bold. Når det var tid til at lave lektier, var det tydeligt at Al ville føle sig langt mere tilrette i skolesystemet end Mike.

I 1996 var jeg selv 20 år gammel, helt vild med basketball og mit store idol var Michael Jordan. Det smittede af på drengene, og da Mike fik nummer 23 (Jordans trøjenummer) på baseball-holdet, var han ikke til at skyde igennem. Det var tydeligt at han var stolt, og at han så gerne ville imponere mig. At det så var en helt anden sport havde ikke den store betydning. Hverken for Mike eller mig.

Som året gik blev jeg mere og mere drengenes storebror, men jeg var begyndt at savne mine venner hjemme i Danmark. I 1996 var email ikke specielt udbredt, internettet var stort set tomt, Skype eksisterede ikke og telefoni på tværs af landegrænser kostede det hvide ud af øjnene. Kontakten hjem til Danmark blev klaret med gode gammeldags breve, suppleret med et enkelt telefonopkald i ny og næ. Da året var omme besluttede jeg mig for at forlade min nye familie og rejse hjem.

Hjemkommet til Danmark blev kontakten til drengene og familien naturligvis yderst sparsom, men vi holdt den dog ved lige, og næsten et år senere var jeg tilbage i USA til min søsters bryllup, og jeg besøgte selvfølgelig familien i New York. Efterfølgende har jeg været tilbage i USA et utal af gange, og flere gange har jeg været forbi Long Island og se mine små reservebrødre vokse op og blive til unge mænd.

For præcis to år siden idag blev jeg selv far for første gang. Erik kom til verden kl.21:15 den 17. oktober 2010, og det år jeg brugte i USA på at lege storebror for fire drenge, har utvivlsomt hjulpet mig til at blive en bedre far. Jeg har jo fået lov til at træne noget, som man normalt ikke kan træne. Det er – som de, der har prøvet det ved – noget af en følelsesmæssig rutsjebane at blive far. Der sker noget med ens følelsessystem, som man ikke kan beskrive, og det er som om huden med ét bliver en del tyndere. Der er kortere til såvel store smil som tårer.

Tre dage efter at jeg selv blev far, fik jeg en besked fra en bekendt i USA. Mike var død. Da jeg læste beskeden begyndte tårerne at trille ned ad kinderne på mig, og de ville ikke stoppe. De triller også ned ad kinderne på mig nu, imens jeg skriver dette. Hvordan Mike døde er ikke relevant. Det der betyder noget er at en dreng, som jeg har læst godnathistorier for, som jeg har puttet når han skulle sove, som jeg har grint og grædt med,  og som jeg har haft et tæt forhold til er væk. For altid.

Dette blogindlæg har været undervejs lige siden den dag jeg fik den besked, men af uransagelige årsager skulle det altså skrives på min egen søns 2-års fødselsdag. Jeg savner Mike, og jeg tænker tit på ham. Det tror jeg, at jeg vil gøre resten af mit liv. Jeg tør slet ikke begynde at tænke på hvordan det må være at miste sit eget barn, for den sorg jeg føler over Mikes død, er 100% sikkert ingenting i forhold til den smerte, som Mikes forældre føler.

Mit forhold til Mike løb måske ikke ud i sandet med årene, men det er tæt på. Når man kun ser hinanden en gang hvert andet år eller mindre, så er det en naturlig konsekvens, og det er der ikke noget at gøre ved nu. Men det ville jeg ønske der var, for jeg havde ikke tid nok sammen med Mike. Det gør ondt at tænke på.

Jeg savner Mike.