Kategorier
Jotunheimen 2010 rejser

Into the wild: Jotunheimen

I sidste uge havde jeg den udsøgte fornøjelse at være på vandretur i den norske naturpark Jotunheimen med min gode ven Nikolaj. Det er første gang at jeg har holdt ferie på denne måde, og her er en stribe ting, som jeg har lært – og som jeg naturligvis gerne deler ud af:

  1. Man må aldrig gå ned på udstyret! Derfor var den næsten halvanden time jeg brugte i Friluftsland på at købe støvler godt givet ud – seks dages vandring og ingen vabler!
  2. Pak let. Tag derefter 25% fra! Sådan en rygsæk på 25kg kan altså godt mærkes, når man går stejlt opad…
  3. Norge har en noget mere imponerende natur end Danmark.
  4. Vandreferie er ikke ferie som sådan. Når man som jeg bruger mindst otte timer foran en computer hver dag, så er det hårdt arbejde at gå hele dagen. Men det er også en rar fornemmelse, hvor man opdager at man har en masse ressourcer, som man normalt ikke bruger.
  5. Ting kan blive ekstremt våde i en rygsæk.
  6. Våde ting tørrer igen!
  7. Norske feltrationer smager ret godt, især kan jeg anbefale skipperlabskovs og lam mulligatawny.
  8. Hvis man skal have en kasket med (og det er en god idé), så tag en med, der kan hægtes fast i rygsækken, så man ikke skal have den i hånden, når man tager den af i en periode.

Turen var alt i alt en fantastisk oplevelse, som jeg sent vil glemme – der var gode øjeblikke (at bestige Glittertinden) og mindre gode øjeblikke (at være drivvåd og fryse imens alt ens tøj er vådt), men for fanden hvor man lærer noget af sådan en tur!

Jeg kommer sikkert på meget mere, som jeg måske/måske ikke tilføjer i kommentarerne. Indtil da, så er her en stribe billeder:


Vandet er ret klart og smager fortræffeligt!


Teltet ligger i skygge fra en bjergside.


Det er ikke sten der mangler…


Nikolajs hund, Milo – det er en finsk laphund, og den er rigtig, rigtig blød!


På vej op til Glittertinden (2465m over havets overflade).


Udsigten fra Glittertinden – ikke helt dårlig!


Et vandløb vi krydsede i boksershorts med rygsækken på ryggen – vandet var omkring 7 grader varmt/koldt. Sjov oplevelse!


Hvis man kigger godt efter er der en regnbue – på det tidspunkt havde vi ligget i tørvejr i teltet i 16-17 timer.


Vandets farve er fantastisk!

10 kommentarer til “Into the wild: Jotunheimen”

Hej Kim.
Helt fantastiske billeder. Glæder os til at høre mere.

@viggoson: Vi startede ved Gjendesheim og gik op til Glittertinden, hvorefter vi gik tilbage til Gjendesheim ad en anden rute (sluttede over Besseggen).

Hold da kæft, hvor ser det vildt ud. Og lækre billeder, mayn!

“… især kan jeg anbefale skipperlabskovs og lam mulligatawny”

– Hehe, skipperlipper har været en af mine foretrukne, siden min mor og jeg var på vandretur (i Danmark ganske vist), for godt 25 år siden.

spændende og helt fantastisk. Hvornår går du ud og holder foredrag?

Jeg har drømt om sådan en tur i mange år. Efter at have hørt dig fortælle om et par af jeres oplevelser og nu set de fantastiske billeder og – ikke mindst – læst de 8 sikre overlevelsesråd, så tror jeg sgu’, jeg vil gøre alvor af det næste sommer. Tak 🙂

P.S. Jeg tror faktisk, der mangler en sten til højre midtfor …

Lyder til at du har haft en fedt tur.
Næste gang må du komme til Nuuk – der kan vi tilbyde lignende 🙂

Nikolaj

Naturen ser vild flot ud – jeg kan godt forstå du synes det har været en fantastisk tur.

Med hensyn til støvler synes jeg goretex støvler er langsommere til at tørre op end læderstøvler. Det er i hvertfald min erfaring efter jeg røg i Salmon River i Yukon, Canada forrige år og blev gennemblødt fra top til tå. Våde kolde tæer er bare fucking nedtur 🙂

/Martin

Lukket for kommentarer.