Jeg sad tidligere på dagen og ryddede lidt ud i mine icq/msn/jabber kontakter, så folk jeg ikke snakker med mere eller har nogen relationer til, ikke ligger og fylder i kontaktlisten. I den forbindelse faldt jeg også over min gamle kollega fra Framfab i London, Afam, som desværre døde for et stykke tid siden.
Afam var måske det rareste menneske på den her planet, selvom han selv havde været udsat for en del mobning – forestil dig hvor svært det er at være fra Nigeria og være albino, som Afam var. Derudover var han tæt på blind, så han havde ikke de bedste forudsætninger fra starten, men ikke desto mindre var han altid ved godt mod og i godt humør. Han ønskede ikke andet end det bedste for alle, og jeg har aldrig hørt ham snakke dårligt om et andet menneske, og selvfølgelig skulle det lige gå ud over ham, da en psykopat af flugtbilist valgte at drøne ind i et andet menneske. Afam overlevede selve ulykken, men blev aldrig helt sig selv igen, og gennemgik et par svære år med mange operationer. Til sidst gav Afams krop op.
Sådan kan det gå at man kan få en trist fornemmelse i kroppen, selvom man bare rydder lidt op, men på den anden side set tænkte jeg jo også på nogle gode stunder med Afam, og derfor bliver han ikke slettet fra min kontaktliste.