Microsoft har i mange år siddet på størstedelen af markedet når det kommer til office-applikationer (tekstbehandling, regneark osv), og det til trods for at de har været ekstremt dyre – både at anskaffe og opgradere. At hele Microsofts Office-pakke samtidig er meget tung at danse med for de fleste systemer står vist også klart for enhver.
Vi er nogen der igennem et stykke tid (ca. 1år for mit vedkommende) har brugt et konkurrerende produkt, nemlig OpenOffice, som for det første er langt hurtigere, for det andet fylder det mindre og sidst men ikke mindst: det er gratis! Og kompatibiliteten er intet problem, for OpenOffice kan nemlig læse alle de gængse dokument-typer, så når jeg får tilsendt et word-dokument, læser jeg det i OpenOffice.
Grunden til at der ikke er nogen firmaer, der er hoppet med på denne vogn er som regel, at medarbejderne kender MS Office og at det er for dyrt at træne dem i noget nyt. Guess what? Nu får alle firmaerne chancen for at skrotte Microsofts Office produkt, for i version 12 af office-pakken er der nemlig radikale designændringer og funktionalitetsændringer, der gør at man under alle omstændigheder skal sende medarbejderne på kursus eller give dem tid til at lære det nye produkt at kende. Hvorfor så ikke snige openoffice ind nu? Jeg kan seriøst ikke se fordelen ved at holde fast i office, medmindre man specifikt snakker om Outlooks integration med Exchange serveren.
Dermed står vejen åben for at firmaerne kan spare en ordentlig røvfuld moneter og brugerne kan blive glade og tilfredse, fordi computeren performer bedre.