kimblim.dk The Big Blog of Nothingness

For små to måneder siden gjorde jeg noget, som jeg ellers har kæmpet indædt imod: jeg meldte mig ind i et træningscenter!

Jeg har i lang tid vidst, at jeg måske godt kunne trænge til at komme i lidt bedre form eller tabe et par kilo, men som den flinke og venlige mand, jeg nu engang er, så har jeg givet de føromtalte kilo en chance for at forsvinde af sig selv. Det kunne jeg nok godt have fortalt mig selv var forgæves, men jeg synes nu alligevel at de skulle have chancen. Under alle omstændigheder så kunne jeg efterhånden godt se at min krop godt kunne trænge til at blive brugt til andet end at sidde ned og trykke på et keyboard, så en dag da jeg cyklede hjem fra arbejde tog fanden ved mig, og jeg endte i Fitness World. Endte er nu så meget sagt, for jeg havde skam nøje undersøgt hvilket træningscenter, der lå tættest på min arbejdsplads, for jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg skal tage mig sammen til at træne, så skal det være så belejligt som overhovedet muligt. Dummere er jeg trods alt ikke.

Jeg har ikke noget mål om at blive det vildeste badejern på Frederiksberg (selvom det nok ikke er umuligt, når man tænker på at bydelen er fyldt med 80-årige), og jeg har overhovedet ingen intentioner om at stå og rive i nogle vægte for at få kæmpemuskler. Jeg er helt sikkert mest til kredsløbs-træning, som det så fint hedder, så jeg bruger min tid på at cykle, ro og løbe – har jeg nogensinde nævnt, hvor meget jeg hader at løbe? Nej? Det er ellers ret meget! Derudover får jeg også lavet lidt ryg- og mavebøjninger, og til sidst slutter jeg af i en maskine, der angiveligt styrker min overkrop. Kloge mennesker mener at man skal have et mål med sin træning, og det har jeg da også, men det er træningen i sig selv; jeg skal træne tre gange om ugen, og det er det eneste mål jeg gider sætte mig. Adskillige af mine kolleger prøver at overtale mig til at løbe broløbet sammen med dem næste år, men helt ærligt: hvorfor skulle jeg løbe 21km helt frivilligt? Det er jo direkte dumt, og er vel nærmest fornærmende mod alle de kloge hoveder, der har opfundet bilen, cyklen, motorcyklen, færgen, toget etc. netop for at vi skulle undgå at løbe/gå så langt?

Indtil nu har træningen ikke givet synlige resultater, og badevægten står vist nogenlunde hvor den også stod for et par måneder siden, men jeg synes godt, at jeg kan mærke forskel. F.eks. cykler jeg både længere og hurtigere end da jeg startede, og det samme gør sig også gældende på løbebåndet. En anden ting, som jeg har lagt mærke til, er at jeg er friskere, når jeg møder på arbejde (jeg træner som regel ved 6.30-tiden), men den der energi det angiveligt skulle give at træne, den har jeg ikke bidt specielt mærke i.

PS: Jeg er faktisk MEGET stolt over at jeg overhovedet ikke har misset en eneste træning indtil nu (bortset fra en uges ferie, hvor jeg var i Ægypten og dermed lovligt undskyldt).

Ja, nu må Kim Larsen altså melde sig ind i klubben med David Owe, David Owes kone og Helge Sander.

I dagens digitale udgave af BT – som iøvrigt mere og mere minder om en daglig version af Se & Hør istedet for en avis - udtaler en fornærmet Kim Larsen sig nemlig om brugen af “Det er i dag et vejr“ i TDC’s nye reklame. Larsen er sur over at det store onde teleselskab har tilladt sig at sætte en til at fløjte melodien, som folk ifølge ham vil genkende som

Det er sgu da den der med Kim

Derudover så siger Kim Larsen også:

Jeg har intet med det at gøre. Jeg synes, at det er tarveligt

Jojo, men hvorfor skulle TDC dog spørge Kim Larsen om lov til at bruge en melodi, som han hverken har skrevet melodi eller tekst til? Han har tjent kassen på at spille og synge en sang, som andre har skrevet for laaaang tid siden, og nu vil han også tjene penge på at andre bruger den i en reklame? Det kan godt være han har gjort sangen kendt, men det er altså ikke nok til at eje rettighederne.

Jeg synes i forvejen at Kim Larsen har dummet sig nok i forbindelse med sine retarderede udtalelser omkring rygeloven (se evt. Janus’ indlæg om sagen her), men nu har han da tabt småkagerne fuldstændig.

Kim Larsen, du er et kvaj!

Jeg er en af rigtig mange, der benytter netværkstjenesten LinkedIn, og det har faktisk ført til en del opringninger og jobtilbud efterhånden. Nogen gange falder jeg over det jeg kalder en dobbelt anbefaling derinde – det er når person 1 anbefaler person 2 og person 2 efterfølgende gengælder tjenesten. Det er faktisk ganske normalt, og jeg kan faktisk ikke se noget forkert i det. Normalt. Der er dog gange, hvor der helt tydeligvis er tale om en aftale eller at man gør det “fordi nu har den anden gjort det”. Se bare her:

Du skal ikke komme og fortælle mig at de to personer (som jeg med mine 1337 photoshop skills har anonymiseret) indenfor fem minutter uafhængigt af hinanden har tænkt: “Jeg skal da lige skrive en anbefaling af X”. Nu virker begge anbefalinger utroværdige, og hvis jeg sad i en stilling, hvor jeg skulle ansætte folk, ville sådanne dobbeltanbefalinger nok trække lidt ned, da de ikke er givet fordi man rigtig gerne vil omtale en kollega/ansat/chef i rosende vendinger.

Er jeg helt forkert på den, eller er der noget om snakken?