Kategorier
brok tech

To Beta or not to Beta


Beta. Egentlig et ord der i IT-kredse betyder halvfærdigt og ikke gennemtestet, men også et slags sikkerhedsnet for udviklere over hele verden. Se bare på Googles glimrende mail-service, Gmail. Den har ihvertfald været i luften i langt over et år nu, men et officielt stadig i Beta-mode, hvilket betyder at man som bruger ikke kan tillade sig at blive sur, når lortet ikke virker. Og sjovt nok, så bliver man det heller ikke, for man har jo hele tiden vidst at “nå ja, men det er også kun et beta-produkt”.

Jeg kunne finde på mange andre produkter der burde have “beta”-stemplet på sig konsekvent, bl.a. min f**king msn-konto, der fortsat ikke virker ordentligt, selvom jeg har forsøgt mig med stort set samtlige klienter på markedet: Miranda, Trillian, Gaim og MSN Messenger. Det er så forbandet frustrerende at sende en instant message og så finde ud af at den faktisk først kommer frem 4-5 timer senere – det er da knap så instant hvis du spørger mig! Næ, instant er når ham den lille sjove fra Nescafé reklamen kan nå at lave en kop kaffe inden alle irerne begynder at synge.

Nu jeg kort har omtalt Google, så vil jeg da gerne lige give mit besyv med på vejen om dette fantastiske firma: Jeg er ærlig talt lidt træt af dem. Ja, du læste rigtigt: træt af dem. Der er ingen tvivl om at de har den bedste søgemaskine og at stort set alle deres applikationer og tiltag er utrolig smarte, men jeg føler bare at de er ved at ville være den bedste indenfor det hele, og der er sgu’ ikke rigtig nogen der protesterer over Google, selvom de til tider er mere monopol-agtige end MicroSoft, som får den helt store sviner, hvergang de præsenterer noget nyt. Jeg bruger fortsat Google som min søgemaskine, og jeg har da også en Gmail-konto (hvis du vil have en, har jeg et par invitationer tilbage), men det virker bare for mig som om at hele verden er ved at falde i svime over Google, og når de så har os allesammen hooked til deres services, så falder hammeren – enten i form af brugerbetaling eller endnu flere reklamer. Tjek foriøvrigt Inquisitor (endnu et beta-produkt), som er en søgemaskine, der bruger Googles søgeresultater, men som har implementeret suggest-idéen endnu bedre! Og så ser det sgu’ da også meget godt ud, eller hvad?

En kommentar til “To Beta or not to Beta”

Jeg ved ikke om jeg er træt af google, men Google Talk synes jeg godt nok viser en vis form for arrogance.

Jeg tager hatten af for dem, hvis de overhaler Messenger, men jeg vil se det, før jeg tror det.

Men Kim du skal næsten prøve Google Talk – det er den rene lette no nonsense IM du leder efter 🙂

Lukket for kommentarer.