Kategorier
anekdoter brok

Restaurantbesøget fra helvede

Henover nytår var jeg en tur i det Engelske med et par venner og besøge et vennepar – ikke så meget mine venner som mine venners venner, men jeg var dog på bekendtskabs-basis med den ene halvdel af parret. Anyways, da vi var ankommet til Liverpool efter en lettere forsinket flyrejse til Manchester, besluttede vi os for at gå ud at spise, og valget faldt på en lille lokal restaurant som Per og Majka (de lokale) havde gode erfaringer med.

Vi ankom til restauranten, og blev hilst velkommen af en lille mand, der insisterede på at vi satte os i loungen før vi indtog spisebordet – faktisk sagde han “No, no, no, you don’t do that!” meget bestemt, da vi bad om at komme direkte til spisebordet. Vi tog det nu ikke så tungt, men vi vidste jo heller ikke hvad der ventede os på det tidspunkt.


Efter et par minutter kom der en ung dame og tog vores jakker, og jeg må da indrømme at jeg var lettere nervøs, for jakkerne blev slænget over den ene arm, og hang faretruende tæt på den åbne pejs, som der var god gang i. Der skete dog ikke noget, men allerede her fornemmede jeg at hun var lidt klodset; en fornemmelse der skulle vise sig at holde stik!

Da vi skulle bestille noget at drikke, fik vi at vide at der ikke var noget danskvand, fordi der var sprunget et vandrør i køkkenet tidligere på dagen, og de laver åbenbart danskvand med de dersens sodavands-maskiner med sirup i – I kender dem godt, men jeg aner ikke hvad de hedder, så hvis I ikke ved hvad jeg mener, må I bare undvære dette afsnit. Da vi var ved at være færdige med at bestille vores pre-dinner drikkevarer, kom det dog frem at de trods alt havde danskvand alligevel, men kun i store flasker. Det kunne vi jo sagtens klare, da vi var flere om at dele, så det tog vi. Men hvorfor sagde han ikke bare det først?

Det var blevet tid til at bestille maden, og en ny tjener dukkede op. Vi var tre der bestilte en Steak Filet, men fik at vide at de desværre ikke havde den bøf, så om vi ville have den anden steak på menu-kortet – no biggie, så det gjorde vi. Udover det bestilte vi allesammen suppe til forret, undtagen Majka, der valgte at få suppe til hovedret og springe forretten over…

Vi blev henvist til spisebordet, hvor tjeneren kom ind og gjorde os opmærksomme på at den bøf vi havde bestilt, havde de desværre ikke flere af idag, men han kunne istedet tilbyde os Steak Filet!?! Med andre ord: vores foretrukne valg, men som de heller ikke havde første gang vi bestilte… oh well, vi fik jo vores vilje i sidste ende, men det var tydeligt at organisationen ikke just var i fineste form.

Forretterne kom ind – og Majkas hovedret. De havde naturligvis glemt at Majkas suppe var en hovedret og derfor ikke skulle ind endnu, men de tog den da med tilbage i køkkenet, og vi kunne gå igang. Suppen var rigtig god, men skeerne var lidt beskidte og fik en grundig tur med servietten.

Hovedretterne kom ind – naturligvis minus de pomfritter vi havde bestilt ekstra, så vi måtte nøjes med det tilbehør, der nu er med per default. På dette tidspunkt valgte vi bare at glemme alt om at brokke os, for vi var blevet godt sultne, og maden stod jo på bordet. Der blev bestilt en ekstra cola, som tjeneren gladeligt kom ind med på en stor bakke, som han herefter tippede, så cola’en røg direkte ned i skødet på Tanja… Heldigvis var det ikke så slemt, men stadig irriterende.

Tjenerne virkede i det hele taget ekstremt stressede, og det var tydeligt at vi havde fanget dem på en dårlig dag. Hvad de var stressede over aner jeg ikke, for der var kun tre middags-selskaber, og det burde vel være til at overkomme. Det var det ikke. Den kvindelige tjener – hende der forsøgte at futte vores jakker af – nåede at tabe bestik to-tre gange undervejs, og på et tidspunkt løb den første mandlige tjener ud mod køkkenet med armene over hovedet, imens han udstødte hvad jeg vil kalde et primalskrig! jeg joker ikke her! Manden løb skrigende ud i køkkenet foran gæsterne!

Nå, men der er jo ikke noget der ikke kan kureres med en god dessert, og Tanja glædede sig tydeligvis til at bestille varm kakao med skumfiduser. Det havde de ikke. Til gengæld kunne tjeneren fortælle om en fantastisk Pavlova, som han brugte fem minutter på at forklare om. Den lød simpelthen for god til at være sand, hvis jeg skal være helt ærlig. Det var det så også, for tjeneren kom tilbage tre minutter senere og kiggede ned i gulvet, imens han sagde at de desværre ikke kunne tilbyde Pavlova idag… Tanja valgte så ikke at få dessert, selvom de tilbød både gratis kaffe og te for at råde bod på deres lille brøler.

Som Per meget elegant sagde det undervejs: “Det bliver ikke svært at regne ud hvor meget de skal have i drikkepenge”. I øvrigt: maden var skidegod, men det er der jo ikke nogen der husker efter sådan en tur! Underholdende var det dog…

Kategorier
brok medier

David Owe er et kvaj


2005’s mest populære mand på de hjemlige breddegrader har uden tvivl været David Owe. En – i mine øjne – mand med et ganske ordinært udseende, som tilfældigvis har haft en dominerende rolle i DR’s store serie “Ørnen“. At han så lige toppede året op med at vinde alletiders kedeligste tv-koncept “Vild Med Dans” har blot gjort ham endnu mere populær.

Misforstå mig ikke, jeg er ikke jaloux på David Owe – jeg synes han skal udnytte sin popularitet til det maksimale, og skynde sig at tjene en masse penge, for jeg tvivler meget stærkt på at han er interessant om et par år. Mest af alt fordi jeg ikke har den store fidus til hans evner som skuespiller – for at sige det mildt, synes jeg hans indsats i “Ørnen” har været direkte pinlig, men det kan jo bare være mig, der ikke har forstand på sådan noget…

Under alle omstændigheder, så synes jeg næsten det er synd for lille kære David, at han ikke har forstået at holde sin mund, for medierne ved jo præcis hvordan man drejer enhver udtalelse, så det ikke lyder videre charmerende.

Først og fremmest var der Ekstra Bladet, der i en artikel refererede til en artikel i det erotiske magasin, Tidens Kvinder. Angiveligt har David Owe udtalt sig om alle de mange one-night stands, han har haft før i tiden, og her udtaler David bl.a. at de kun er gode, fordi man kan tale med sine venner om dem bagefter, for selve sex-akten er ikke noget specielt?!? Hvor dum er du, David? For det første vil alle de tøser du har haft one-night stands med synes at du er et kvaj, fordi du udtaler dig på den måde om dem. For det andet vil det nok begrænse andre kvinders lyst til at tage dig med hjem en anden gang! Jo jo, jeg har da læst at David har en fast kæreste og alt det der, men man ved aldrig hvad der sker, eller om David i det hele taget er den tro type.

Dernæst siger kvajpanden (ja, det er selvsamme David jeg snakker om) i et tv-show at han “elsker at gå i G-Streng”. Jesus Kristus, hvor han dog forstår at sige nogle dumme ting! Prøver han på at være Danmarks svar på David Beckham, hvis kone jo tidligere har udtalt at Becks elskede at gå i hendes undertøj.

Hvis jeg var David Owe og nød hans popularitet, ville jeg nok holde min kæft fremover, for det lader ikke til at der kommer noget som helst fornuftigt ud alligvel.

Kategorier
anekdoter brok

Så blev det sgu også jul i år!

Jeg er ikke den store fan af julen – mest af alt fordi jeg ikke rigtig tror på historien, resten af verden kender som Biblen, men også fordi at traditioner for traditioners skyld, heller ikke siger mig – for nu at sige det ligeud – en fløjtende fis.

Og så er der gaveræset. Eller skal man sige den årlige byttehandel? Du ønsker dig noget, jeg ønsker mig noget, vi køber tingene til hinanden og så er alle glade. Eller hvad? Hvorfor fanden køber man ikke bare de ting selv, så slipper man for det årlige overforbrug der er gemt til december måned! Personligt har jeg altid været elendig til at ønske mig ting, for jeg er typen, der (hvis jeg har pengene) køber det jeg gerne vil have, og så ender jeg som regel med en tom ønskeseddel, men ikke i år! Nej i år, har jeg rent faktisk haft en lang og meget udførlig ønskeseddel, som har ligget online for alle mine familiemedlemmers skyld.

Her er det måske også det rigtige tidspunkt at indskyde at jeg egentlig ikke bryder mig om at modtage gaver. Hvorfor? Jeg ved det ikke, men jeg føler mig bare lettere utilpas ved det.. Til gengæld elsker jeg at give andre gaver, men hvis jeg kan prøver jeg altid at finde noget specielt, og her er det så at en af mine aversioner mod julen dukker op: hvorfor skal man lige præcis give hinanden gaver den 24.december? Hvorfor kan man ikke give en gave den 3.marts, hvis man har fundet den rigtige gave til den rette person? Og lad nu være med at snakke om Jesus’ fødselsdag, for det er en stor omgang svindel! Grunden til at vi fejrer julen her i slutningen af december, skyldes ganske simpelt at der før kristendommen kom til landet, lå en solhvervsfest på det tidspunkt, og så var det en nem måde at få folk til at fejre Guds søns fødselsdag samtidig.

Selvom jeg ikke er så vild med julen, vil jeg dog gerne ønske alle en glædelig en af slagsen, for ovenstående er jo blot min mening, og jeg synes det er dejligt at andre mennesker kan komme i godt humør af at tænke på juletiden…

PS: Endnu en grund til at hade gaveindkøbet: Jeg var ude at købe en badevægt til min far og hans kone, og da jeg sad på hug i den lokale isenkræmmer valgte en anden badevægt på hylden 1½ meter over mit hovede at vælte udover kanten og lige ned i mit baghovede. En badevægt af hærdet glas er ikke let! AV AV AV, jeg troede seriøst jeg var ved at besvime!

PPS: Måske er julen miraklernes tid! Ihvertfald har Aarfing postet et indlæg på sin blog!

Kategorier
brok tech

Brugerfjendtlighed

Man kan støde på brugerfjendtlige interfaces overalt, og som regel er det på steder, hvor jeg ingen problemer har med at finde ud af tingene alligevel – måske fordi det som regel handler om tekniske anordninger som videomaskiner, dvd’er, fjernsyn eller lignende, og som enhver ved, så har mænd genetiske fordele i forhold til kvinder, når det kommer til den slags apparatur. Kvinder har naturligvis også områder, hvor de hersker fuldstændigt, og sådan et område stødte jeg på tidligere idag. Historien er som følger:

Jeg stod op ekstremt tidligt, ja faktisk midt om natten – klokken var 0645 zulu, og det er fanden-spøjte-mig tidligt i min bog! Der var dog en god grund, jeg havde nemlig booket vaskekælderen fra 7 til 9, og man vil jo nødig misse sit “opening slot”, så jeg stod med den klassiske blå IKEA-pose fyldt til randen med sure sokker og boksershorts, da viseren rundede klokken 7. Fik jeg nævnt at det er røv-tidligt?

Det syn der mødte mig, da jeg skulle indstille vaskemaskinens program var dog følgende:


Helt ærligt, det ser da meget ok ud, eller hvad? Hvis jeg nu siger at den knap man drejer rundt, kun siger klik når den rammer de markerede hakker, så kan du måske forstå min forvirring og frustration? Jeg ville f.eks. gerne vaske mit farvede tøj på 40 grader, men når man drejer knappen og den falder i hak, skal man så sætte den ved pil A eller pil B? Der er jo ret stor forskel om man er kommet til at sætte den på 40 eller 95 grader? Ikke at mine sokker ikke ville have godt af en tur i 95 graders desinficerende klorin eller en tur forbi Keminova, men mine t-shirts, bukser og sweatshirts ville nok få en sjov form og størrelse efter sådan en tur! Helt ærligt, det er sgu’ da pisse ulogisk at knappen falder i hak ud for noget, der ligger midt imellem to temperaturer? Eller hvad? Jeg sagde jo at det var tidligt, og jeg kan slet ikke tænke klart i sådanne tilfælde, så nu spørger jeg jer, mine kloge læsere, alle tre af jer: Hvis man vil vaske ved 40 grader, skal man så bruge pil A, pil B eller måske et long shot og vælge pil C? Skriv en kommentar og der vil være en præmie til den med det bedste/sjoveste indslag..

Noget helt andet er at det kunne da være noget lettere hvis vaskemaskinen bare havde to programmer: Farvet tøj og hvidt tøj. Der er jo ikke nogen der bruger de andre alligevel!

Kategorier
kimblim.dk tech

Søgeresultater


Jeg har ikke forfærdelig mange besøgende på denne blog, men jeg har dog en fast lille skare der følger med – mest fordi jeg henover skrivebordet gør mine kolleger opmærksom på at “nu er der sgu et nyt indlæg på kimblim.dk”..
De fleste besøgende kommer fra henvisninger, og jeg får en pæn portion fra Google, men det sjove er jo at se hvad folk søger på, for at ende på mit site. Nogle af søgningerne giver god mening, f.eks.:

  • Folk søger på “huttelihut Flemming Toft” og ender på et indlæg, hvor jeg har et indlæg om selvsamme person, og endda nævner den lille frase, han for alvor blev kendt på.
  • Folk søger på “historien om bilen” og ender på et indlæg, hvor jeg har skrevet om vores bil og historien om hvordan vi fik den.
  • Folk søger på “der er sgu ikke” og ender på et indlæg, hvor jeg har brugt nøjagtig de samme ord.

Intet mærkeligt i det. Det sjove kommer når folk søger på ting som “Big tids” og jeg lander tredje-øverst i søgeresultatet. Måske var det ikke lige det der var hensigten, og nogen burde måske gøre vedkommende opmærksom på at det hedder “Big Tits“, hvilket jo giver et noget andet resultat!

Kategorier
anekdoter nothingness

Når hukommelsen spiller en et puds


Da jeg var en lille purk var jeg ninja. Nej, helt seriøst, det var jeg altså! En hel del mere end Dolph nogensinde kan drømme om at blive, og jeg havde den fulde uniform, som alle og enhver ved består af et gammelt lagen og et sæt mao-sutter. Derudover havde jeg den fantastiske fordel at min mor og far synes at det dersens ninja, det var helt iorden, så når vi en sjælden gang kom til hovedstaden, tog vi turen forbi en forretning, der hed Budo Sport, som lå på Godthåbsvej. Om den stadig ligger der, aner jeg ikke, men dengang kunne man købe nogle meget eksotiske ting derinde, og jeg havde altså en hel del kastestjerner – og vi snakker ikke om plastic-attrapper, men the real thing! Det var så sejt!

Min ninja-dille startede i 1983, da vi – som nogle af de første jeg selv kender – havde en vhs-maskine, og lejede film i den lokale Fona. Yes, man kunne nemlig leje film i Fona i gamle dage, og udvalget bestod vel af en 30-40 film, men tænk lige over det en gang: man var nødt til at planlægge det med at leje film, for Fona lukkede kl.17.30! Er du sindssyg Blockbuster ville have det svært, hvis de kun holdt åbent man-lør i alm. butikstider…

Anyways, en af de film vi lejede hed slet og ret “Ninja“, og den var så min store inspirationskilde til at blive en udøver af denne ædle art, som for mit vedkommende mest bestod af at sige dumme lyde når jeg sparkede ud i luften, eller senere hen at kaste med kastestjerner mod et rækværk (med begrænset succes). Den anden dag kom vi så til at snakke om den her film på arbejdet, og jeg besluttede mig for at tjekke op på den – det viser sig at den faktisk hedder “Enter the Ninja“, men også er kendt som “Ninja 1”. Fanget af nostalgien røg jeg straks ind på Amazon og bestilte skidtet på DVD; sandt at sige var jeg faktisk lidt overrasket over at de havde den, men et par dage senere lå den på mit bord 🙂

Igår aftes lå jeg så på sofaen og besluttede mig for at se den. Hmmm. Jeg huskede den godt nok lidt anderledes (bl.a. mente jeg at de rød-klædte ninjaer var de sejeste, men i virkeligheden var de jo bare nogle små kulier, som den sort-klædte ninja bestemte over!) og kvaliteten af skuespil, historie osv., var da også lettere tvivlsom, men det var nu en meget sjov oplevelse, som nok bedst kan sammenlignes med at gå direkte fra PS2 til en Commodore64 og et spil “Blagger“!

Kategorier
kimblim.dk medier nothingness

Er jeg mon et medie?

Min gamle chef, Martin Thorborg, har udskrevet en konkurrence på et af sine sites, hvor man kan vinde en kasse kaffekrus, hvis ellers man får nævnt websitets navn i et medie. Thorborg har altid været en genial PR-mand, og da han var chef på Jubii, var der jo ikke den person i det danske land som ikke kendte til portalen – og Thorborg selv.

Websitet der hoster konkurrencen er et debatforum for iværksættere og wannabe-iværksættere, som giver hinanden gode råd på kryds og tværs, og emnerne spænder vidt fra simple moms-spørgsmål (findes der simple spørgsmål af den slags?) til avancerede import/eksport-regler, og jeg vil vove at påstå at alle, der planlægger at gå solo og starte egen virksomhed kan få noget ud af at besøge websitet.

Websitet hedder Amino.dk.

Nu er spørgsmålet så: er kimblim.dk mon et medie? Og hvordan mon jeg får mine krus?

Kategorier
brok tech

Velkommen til det knap så digitale samfund


Jeg står i den situation at jeg skal til at flytte. Jeps, du læste rigtigt, jeg skifter simpelthen det mondæne Frederiksberg ud med det lidt mindre mondæne Nordvest, bedre kendt som Nord-Lædervest. Det er såmænd ikke noget større problem for mig at flytte et sted hen, som i folks bevidsthed er lidt mindre fornemt, jeg har nemlig boet der før, og jeg har ingen problemer med stedet overhovedet – faktisk synes jeg det er ganske fint sted, der tilmed er i en rivende udvikling, så jeg er sikker på at det kun kan blive bedre.

Anyways, der er en masse praktiske ting der skal ordnes i forbindelse med sådan en flytning – bl.a. skal man jo melde flytning til kommunen, så ens skattepapirer og sociale fordele/ulemper kan blive behandlet på passende facon. I den forbindelse tænkte jeg, at det var sgu da skide irriterende at man skulle forbi kommunen, og om ikke det var lad-sig-gørligt at melde sin flytning til folkeregisteret digitalt. Ja, altså på internettet, du ved!

Jeg forhørte mig ud i lokalet af nørder (=kolleger), og de mente at det var da spændende at se om man kunne gøre det online, så vi samledes om min computer for at foretage dette store digitale eksperiment, som ville være et lille skridt for mig, men et stort skridt for nogen andre. Jeg gik på www.netborger.dk, valgte min nuværende kommune og efter lidt navigeren rundt på sitet (som foriøvrigt trænger rigtig meget til en informations-arkitekt!), kunne jeg logge på med min digitale signatur! Yay! Her skal det måske indskydes at min holdning til den digitale signatur ikke er lutter positiv, og at jeg er af den type der foretrækker lønsedler og forskudsopgørelser tilsendt via god, gammeldags papir-post. Nå, men jeg fik logget på, og den digitale signatur viste endelig sin berettigelse, da der dukkede en flytte-formular op, som jeg kunne udfylde – det var jo intet mindre end en kæmpe-succes det her! Jeg udfyldte alle felter og trykkede på den magiske “send”-knap. Herefter kom der en advarselsboks op, og jeg må indrømme at jeg nærlæste ikke beskeden, men der stod noget i retning af “Er du sikker.. bla bla ævl og kævl”. Jeg var sikker, så jeg trykkede “OK”. Nu kom min formular så op på skærmen med alle de rette felter udfyldt, og med en besked om at nu skulle jeg bare printe den ud og aflevere den til kommunen! WHAT? Mine kolleger og jeg stod og måbede, og jeg hjalp da også lige Schack med at samle hans kæbe op fra gulvet..

Magen til ubrugeligt stykke lort skal man da lede længe efter! Helt ærligt, hvad var formålet med at sidde og gøre alt det her foran computeren, når jeg under alle omstændigheder skal aflevere formularen til kommunen? Er det virkelig ikke teknisk muligt (svaret er jo, og spørgsmålet er dermed retorisk) at overføre disse data digitalt til kommunen, så de stakkels offentligt ansatte slipper for taste dem manuelt?

En anden ting jeg bed mærke i, var at jeg ikke fik en liste op over læger i området, hvilket heller ikke kan være helt umuligt at lave – nu var jeg nødt til at vælge mellem enten at lade kommunen vælge min nye læge for mig, beholde min nuværende læge (umuligt, da det er i en anden kommune) eller gøre det manuelt senere. Igen, er der et formål med at udfylde en sådan formular online?

Nå, og så kan jeg da lige indskyde at jeg også ville melde flytning til posthuset på den digitale facon, og til det formål findes ePosthuset. Jeg har aldrig fået meldt mig til, men man kan logge på via digital signatur – hvis ellers at det virkede.. Jeg forsøgte ihvertfald, og fik besked på at ændre mit password til ePosthuset og efter at jeg havde gjort det, fik jeg samme besked igen. Og igen. Og igen. Gæt hvad der skete nu? Jo, jeg fik den igen.

Måske skulle man bare gøre som i gamle dage: Tage fri en torsdag hvor banker, kommuner og lign. har længe åbent og få ordnet det hele manuelt – for selvom der findes ganske udemærkede redskaber til at man kan gøre det online, har vi her i Danmark åbenbart ikke evnerne til at få det ført ud i livet på en måde, så det virker. Nå, men i det mindste betaler vi heldigvis ikke særlig meget i skat. Øh.

Kategorier
fodbold

George Best 1946-2005


Selvom jeg aldrig har set George Best spille for Manchester United, så er det stadig en sørgelig dag, for manden de kaldte “Den 5. Beatle” døde idag på et hospital i London, hvor han havde været indlagt i et stykke tid.

Det er ikke nogen hemmelighed at George Best har kæmpet imod at alkoholmisbrug hele sit voksne liv, og nogen vil måske mene at man sår som man høster, men så kynisk kan jeg simpelthen ikke være. Manden var en legende for fodboldfans over hele verden, fordi han stod for noget af det bedste fodbold overhovedet, og der var altid en fornemmelse af at hans potentiale var meget større end han nåede at realisere. Og det selvom han naturligvis var med til at vinde Uniteds første europæiske mesterskab tilbage i 1968. Hvis man skal sammenligne med en nutidig fodboldspiller, var George Best vel 60’erne og 70’ernes svar på David Beckham – en celebritet, der var kendt for så meget andet end sit fodboldspil og væltede sig i damer.

Det var George Best selv der udtrykte det bedst:

Jeg brugte de fleste af mine penge på sprut og kvinder. Resten soldede jeg bare væk.

Kategorier
nothingness

Har du set Christian Aarfing?


Jeg har engang arbejdet sammen en ung mand ved navn Christian Aarfing – han valgte desværre at forlade firmaet for at udleve sine ambitioner i den store, kolde, onde konsulentbranche, hvor han nu sidder hos Peytz & Co.

Aarfing har også en blog, og da han arbejdede her på TDC blev bloggen opdateret engang imellem. Måske ikke ofte, men det skete da, og ligesom ved så mange andre af mine kolleger og venner der blogger, fulgte jeg ivrigt med på sidelinjen og læste hvert et indlæg. Nu er bloggen ikke blevet opdateret i over et halvt år, og det er jo så hvad det er – vi kan allesammen miste lysten/evnen til at skrive, og hvis det er hvad der er sket, så fred være med det.

MEN! Jeg er bange for at der er sket langt mere seriøse ting her! Jeg er simpelthen bange for at Aarfing ikke længere eksisterer i det chattere kalder IRL (In Real Life)! Han er blevet en virtuel figur, der kun eksisterer på ICQ, men selv det er en sjældenhed nu om dage!

Lad mig blot forklare hvorfor jeg tror det forholder sig sådan: Da han i sin tid stoppede hos TDC, kom fraser såsom “Lad os da ses” og “jeg kigger forbi!” over hans læber, og måske er jeg naiv, men jeg valgte at tro på ham, eftersom han var en meget populær herre her i firmaet. Vi har ikke set ham endnu.
Dernæst så inviterede jeg ham til min fest, og da jeg nævnte noget med fri bar kom svaret prompte: “Jeg kigger forbi!”. Mandag morgen efter festen fik jeg en undskyldning, men jeg kan desværre ikke afsløre hvad der blev sagt, da det var af personlig karaktér. Oh well, det er jo hvad der sker.
Igår var der releaseparty på den nye version af Firefox (den nåede så ikke at udkomme til tiden…), og hvis der er et sted man skulle forvente at se Aarfing, så er det når man holder et releaseparty for en browser på en ølbar! Det er en sikker vinder hver gang! Arrangøren havde da også hørt at Aarfing ville dukke op, men gjorde han mon det? Nej, det gjorde han ikke, og nu er vi allesammen pissebekymrede – Hvor er Aarfing? Hvem har spist ham? Er han monstro blevet den første virkelige plæneklipper-mand?

Hvis du eller en du kender har set Aarfing, så sig lige til – vi går jo herude på fabrikken som et par bekymrede forældre, der har sendt deres 15-årige teenagedatter til Bandidos-fest.

Aarfing, kan du høre mig? Giv lyd for helvede!