Beskyt hajerne

Man kunne godt gå hen og tro at jeg var blevet spist af en haj, når nu jeg ikke har fået opdateret min blog i den sidste måneds tid, men det forholder sig nu bare sådan, at jeg ikke lige har kunne tage mig sammen til at få skrevet noget, selvom dette indlæg har været undervejs i næsten en måned – så længe har jeg ihvertfald tænkt på at skrive det! So here goes…

Jeg er vild med hajer! Nogle af jer ved det allerede i forvejen, andre finder ud af det nu, men faktum er ihvertfald, at jeg synes at hajer er de mest fascinerende og interessante dyr der overhovedet findes på denne planet. Der er ikke nogen speciel haj-art som er min favorit, og jeg ved ikke vildt meget om deres biologiske egenskaber, men jeg føler mig bare draget af dem. Nogle folk synes det lyder bizart og mener at jeg har et dødsønske, men jeg har ikke noget ønske om at blive spist eller maltrakteret – mit ønske er “bare” at observere hajer og være tæt på dem i deres miljø (= under vandet hvor mennesker ikke hører til naturligt).

Jeg har da også oplevet hajer tæt på i et par tilfælde, nemlig i Sydafrika, hvor jeg var i et bur og se en stor hvid haj svømme forbi et par gange:

Derudover har jeg også snorklet i Thailand, hvor vi så et par white-tips og i Filippinerne, hvor vi snorklede med hvalhajer:

(jeg er ikke nogen Jaques Coustau, så jeg beklager de dårlige optagelser)

Men! Mit største ønske overhovedet – udover at spille for Manchester United, som må siges at være urealistisk* – er at svømme frit med en hvid haj. Ja, en stor hvid haj som ofte bliver betegnet som en menneske-æder, et monster eller det der er værre. Fakta er dog helt anderledes, og for tre ugers tid siden var jeg til et foredrag med en verdens førende haj-forskere, Dr. Erich Ritter.
Dr. Ritters foredrag gik i korte træk ud på at fortælle om hvor ufarlige hajer egentlig er, og han trak den ene statistik frem efter den anden, bl.a. at der i 2008 var 88 haj-uheld (ordet “haj-angreb” bruges ikke af haj-eksperter), hvoraf 23% af “ofrene” ikke engang behøvede at blive tilset af en læge, da de blot var stødt sammen med en haj eller lignende. De 88 uheld resulterede i tre døde mennesker, hvilket naturligvis er dybt tragisk, men der er flere mennesker der bliver dræbt af elefanter hvert år, uden at man revser elefant-racen af den grund. En anden interessant ting er at der er større risiko for at blive bidt af en fremmed i New Yorks undergrund end af en haj (i vandet, ikke New Yorks undergrund, naturligvis). Dr. Ritter bekræftede egentlig hvad jeg hele tiden har følt, uden at have nogle som helst belæg for det: hajer er i det store hele ufarlige for mennesker og generelt er de meget generte og bange for mennesker. Det skal i parentes lige indskydes at det alligevel kræver lidt for en person at sige at hajer er ufarlige, når nu han selv mangler den ene læg-muskel fordi en tyrehaj følte sig usikker! Dr. Ritter er blevet bidt adskillige gange, men han siger selv at han har været i skyld i det hver gang.

Nå, men et par uger inden foredraget så jeg filmen “Sharkwater“, der – for nu at gøre en lang historie rigtig kort – beskriver hvordan hajerne er truede, fordi de ikke er fredede og at der ikke findes nogen myndigheder, der udøver maritim lov – hvad det vil sige er egentlig at selvom der nogen steder findes love, der forbyder visse former for fiskeri, så bliver de ikke overholdt, da der ikke findes noget “hav-politi”. Den største trussel mod hajerne er fiskere, der går efter hajernes finner, som især i østen er en meget populær ingrediens til suppe, selvom finnen i sig selv er smagsløs. Hvorfor spise en finne, hvis den ikke smager af noget? Jo, fordi gamle traditioner og historier påstår at det hjælper på helbredet, hvilket der ikke findes nogle som helst beviser for iøvrigt. Det er iøvrigt ikke kun i østen at man spiser hajfinnesuppe, der findes også masser af restauranter her i Danmark, der serverer suppen.
Jeg er overhovedet ikke hellig omkring emnet, men jeg forholder mig til det på nogenlunde samme måde som jeg gør med grønlændere og sæler: man fisker de dyr op af havet, som man har brug for, og så udnytter man hele dyret. I østen hiver de hajer op af vandet, skærer deres finner af og kaster hajen tilbage i vandet, hvor den så falder til bunds og kan ligge og vente på at dø.

Men skal vi bare beskytte hajerne fordi Kim gerne vil ud og dykke med dem? Nej, naturligvis ikke, selvom det er en fin grund også. Mennesker kan ikke undvære ilt, og den største generator af ilt her på kloden er havet, som dækker over 70% af vores fine planet. Hajer har altid (jeg mener faktisk altid, som i millioner af år) været det dominerende dyr i havet, ganske ligesom vi er det på land, og der er ingen, der kan overskue konsekvenserne, hvis vi ødelægger havets øko-system ved at fjerne dets “herskere” – altså kan vi risikere at havet og alle dets organismer begynder at opføre sig markant anderledes, hvis hajerne ikke længere er der, og dermed er der ingen garanti for at ilt-produktionen vil fortsætte og sørge for at dyr og mennesker på land kan overleve. Vi risikerer altså en miljømæssig katastrofe, hvis der ikke bliver gjort noget. Man kunne jo starte med at frede hajerne, ganske som man har gjort med både alligatorer og krokodiller, selvom de er ansvarlige for tabet af langt flere menneskeliv hvert år end hajerne er.

Hvad kan man ellers gøre? Tjo, man kan boykotte lande der tillader langline-fiskeri og fiskeri af hajer. Man kan appellere til myndigheder om at gøre hajfinne-suppe ulovlig. Man kan donere penge til velgørenheder eller man kan gøre det mest ekstreme selv: tage ud at sejle med The Sea Shepherd.

Men man kan jo starte med at gøre sig bevidst om tingenes tilstand, bl.a. ved at se “Sharkwater” istedet for “Jaws”.

* udelukkende på grund af min alder, naturligvis. Evnerne har altid været der.