Kategorier
kimblim.dk tech

5 gode grunde til at dit website skal validere

I en kommentar til mit forrige indlæg blev jeg opfordret til at lave en liste over gode grunde til at ens website skal validere og dermed leve op til w3c’s standarder. Det er en del lettere sagt end gjort, for en stor del af det ligger i “bløde begreber” som professionel stolthed, god stil osv., men jeg vil alligevel forsøge med nogle gode punkter:

  1. Tilgængelighed – et website der validerer har et højt bundniveau mht. tilgængelighed. Validatoren tjekker jo bl.a. hvilke elementer der kan indeholde andre elementer og hvilke typer, og det betyder at formularer f.eks. altid følger visse grundkrav. Hvis alle websites levede op til disse grundkrav, ville folk med skærmlæsere, mobiltelefoner, pda’er, digital tv og andre “terminaler” have meget lettere ved at bruge internettet.
  2. Søgemaskineoptimering – denne hænger meget sammen med punktet ovenover, idet søgemaskinerne jo ikke ser en grafisk udgave af ens website, men derimod kun koden. Hvis koden lever op til standarderne, har søgemaskinen meget nemmere ved at vurdere hvad der er vigtigt på siden, f.eks. om noget er en overskrift, om noget er brødtekst og om noget er fremhævet.
  3. Fremtidssikring – Man kan sagtens lave et nyt website uden at følge standarderne, som kommer til at se pænt ud i de populæreste browsere. Men når der så kommer en ny browser kan man ikke vide, hvordan det website kommer til at se ud. Følger man standarderne er man rimelig sikker på at det virker. Da vi f.eks. relaunchede tdc.dk sidste år, udkom både Firefox 2.0 og Internet Explorer 7 indenfor et par uger efter, og der opstod INGEN nye bugs på grund af de relaunches. Havde vi ikke brugt standarder, tør jeg godt garantere at vi skulle have haft arbejdshandskerne på igen.
  4. Fejlfinding – Hvis der opstår mærkelige ting på ens website, såsom at hele layout’et knækker, så er det første man gør at tjekke om siden validerer. Ofte vil man her finde årsagen til fejlen. Hvis man normalt er ligeglad med validering, kan man nemt få op til flere hundrede fejl, og så bliver det altså svært at finde årsagen til fejlen.
  5. Professionel stolthed og god stil – Den måtte jo komme 😉

En helt anden ting, der kan diskuteres mht. validering er: SKAL alle websites validere?

Min holdning er egentlig at alle offentlige websites som minimum skal validere, da de jo har et vist ansvar overfor deres “kunder” (folk der betaler skat, that is).

Store virksomheder har ikke et ansvar på samme måde, men det er i deres egen bedste interesse at validere, da de jo gerne vil findes af så mange som muligt, og kunne bruges af så mange som muligt.

Små personlige websites er jeg som sådan ligeglad med, men igen er det i ens egen interesse at validere, hvis man gerne vil findes i søgemaskinen og have en masse kommentarer.

Men! Lad mig vende udfordringen om, og specifikt spørge (og her må du da gerne svare, Morten..): er der en god grund til ikke at validere?

2 kommentarer til “5 gode grunde til at dit website skal validere”

Jeg synes absolut punkt 1 er den vigtigste grund til at validere for politiske partier og offentlige websites.

At et website er tilgængeligt for blinde og andre med handikap, burde nærmest være et krav for offentlige sites. Og en fandens god ide for partierne.

Men hvis jeg skal gætte på hvorfor der så sjældent laves sites der validerer, så skyldes det nok mest af alt den semi-korrekte opfattelse at det er dyrere end at være ligeglad med standarder.

Det skyldes tildels, at mange mange webdesignere ikke sætter sig nok ind i CSS (inklusive mig selv) og dermed ER det mere tidskrævende, at kode semantisk.

Men CSS har også en del af skylden. Når nu design skal adskilles fra indhold, var det så ikke en idé, at starte med at implementere de mest almindelige mulige designønsker?
Jeg tænker på eks. 100% højde og vertical centrering.

Lukket for kommentarer.