Kategorier
Filippinerne 2007 rejser

Filippinerne, vol.1

Så er jeg igen på dansk jord! Jeg landede i Kastrup lufthavn ved 22.35-tiden igår aftes, og blot en times tid senere var jeg hjemme på Nørrebronx og klar til at hoppe direkte under dynerne! Det var en lang tur hjem, men lad mig starte med starten af rejsen istedet:

1.februar: Afgang
Jeg stod meget (03:45) tidligt op, og kørte ud mod min brother from another mother i Hvidovre – han havde nemlig været så flink at tilbyde at køre mig lufthavnen og derefter stille bilen hjemme ved ham, så jeg slap for at betale lufthavnens afsindige parkeringsafgifter. I lufthavnen fik jeg checket ind, og snart sad jeg på et fly mod Amsterdam, hvor jeg skulle mødes med resten af holdet. Og iøvrigt skulle jeg også se om jeg kunne få arrangeret om jeg kunne komme til at sidde i nærheden af dem på flyet mod Manila. Det kunne jeg ikke. Øv. Oh well, no biggie, det betød sådan set bare at jeg fik læst lidt i flyet og så nåede jeg også en del tv-serier og en film. Her må jeg lige komme med et råd: Lad være med at se Miami Vice. Damn, den er ringe.
Nå, men 13 timers flyvning senere landede vi i Manila (hvor det iøvrigt var blevet den 2.februar), og vi fik sat os i en taxi mod hotellet, hvor vi skulle være indtil næste dag, hvor vi skulle videre. Tidsforskellen til Filippinerne er syv timer, og det betyder jetlag in a major way. På hotellet gik vi nærmest i koma, og jeg erindrer ikke at jeg nogensinde har været så smadret at jeg ikke havde kræfter til at rejse mig op og sætte alarmen, men jeg var virkelig væk.

3-5.februar: Donsol via Legaspi
Første stop på vores tur var Donsol, hvor man kan svømme med hvalhajer og ikke ret meget andet, men alligevel blev vi i et par dage. Vi boede på et fint lille resort, hvor eneste minus var at der var gøende hunde og galende haner over det hele.
At svømme med hvalhajerne var lidt af en oplevelse. Vi kom ud på en lille båd, som sejlede i måske 10 minutter, inden vi fik besked på at gøre os klar. Pludselig råber vores BIO (Butanding Interaction Officer – Butanding betyder Hvalhaj) at vi skal hoppe i, og vi gør som sagt. I første omgang så jeg ikke en skid. Nul. Niks. Nada. På de efterfølgende “dyk” fik jeg dog set den ret tæt på, og den var vel en 8m lang, hvilket er pænt stort, men når man så tænker på at den kan blive op til 18-20m, så sætter det altså nogle tanker igang! En af gangene jeg hoppede i, landede jeg lige foran den, og pludselig kommer den brede mund direkte imod mig, men jeg fik svømmet til siden og undgik at lide samme skæbne som planktonen, som er en hvalhajs eneste føde. Her er et lille klip, som jeg fik filmet:


(Undskyld kvaliteten, men det er ret svært at snorkle og styre et kamera samtidig med at der er et kæmpe dyr, der svømmer forbi)

Om aftenerne spiste vi hos et par der boede lidt længere nede af stranden. Hun var lokal og han var tysker, og de var igang med at bygge et resort op, og de var ganske underholdende. Maden var fin, og man blev behandlet som om man var familie, hvilket jeg vil overlade til læseren at bedømme om det er en god ting eller ej…

Vi forlod Donsol den 5.februar og blev kørt ned til havnen, hvor vi skulle have en færge mod Masbate. Som du kan læse mere om en af de nærmeste dage…

7 kommentarer til “Filippinerne, vol.1”

Yes yes, en undervandskasse der går ned til 40m – købte den for nogle år siden, da jeg skulle til Sydafrika.. Skal nok have en ny inden længe, eftersom mit kamera stod af et par dage efter hvalhaj-optagelserne 🙁 Ellers skal jeg købe et brugt Ixus500 af en eller anden… Nogen der vil sælge billigt?

Hvor fedt du har dykket med hvalhajer! Glæder mig til at se nogle flere billeder derfra. Så må næste ferie være New York 😉

Lyder som en lækker ferie. Fint lille video også. Velkommen hjem.

Jeg har forresten “lånt” dit tema på 23 – håber det er ok?

Hov – lige indtil jeg opdagede dit huebeklædte hoved i topbanneret – må lige få fremstillet et med mit fjæs på – hvilket format/størrelse skal banneret være i?

Fed ferie! Jeg glæder mig til at læse resten af din rejsedagbog… medmindre det bare er:

Dag 5-19:
Got drunk… can’t remember anything.

Lukket for kommentarer.