For et par uger siden lagde jeg mærke til noget sjovt. Faktisk har jeg nok tænkt over det før, men det var først på en lille gåtur, hvor jeg ikke havde andet i tankerne, at jeg tænkte videre over det: at man ofte siger “Hvad siger du?” selvom man har hørt, hvad der er blevet sagt.
Grunden til at det kom ind i mine tanker er naturligvis, at det skete for mig – jeg var lige kommet ud af min yderst fashionable og prægtige 1-værelses playboy-mansion i Nord-læder-vest, og gik i mine egne tanker, da en håndværker fangede mig med bukserne nede: “Du har vel ikke tilfældigvis nøglerne til denne opgang?” lød hans spørgsmål som var rettet mod mig, og mit svar var “Hvad siger du?“. Men jeg havde jo godt hørt spørgsmålet, jeg var bare ikke forberedt på det, og derfor skulle hjernen lige igang igen, så den nemmeste måde at købe lidt tid på er at spørge om hvad der blev sagt. Ville det være pinligt at sige “Øjeblik, jeg skal lige tænke over spørgsmålet“? Ja, når spørgsmålet er så simpelt er det lidt pinligt, hvorimod det overhovedet ikke er pinligt for en 30-årig mand at lade som om han har nedsat hørelse. Eller. Øh…
Nu hvor jeg har skrevet det her falder det mig pludselig ind: Hvad nu hvis jeg er den eneste, der har det sådan? Død og kritte!
5 kommentarer til “Hvad siger du?”
Jeg har aldrig oplevet det, så måske er du den eneste med det “problem”.
Måske der er nedsat kommunikation mellem dit øre, din mund og din hjerne? Således at dit øre hører hvad der siges, din hjerne når ikke at få meddelsen og udsender således en kommando til din mund om at få gentaget spørgsmålet, og et mikrosekund efter kommandoen er udsendt forståes kommandoen men nu er det for sent at stoppe munden.
Det er min teori!
Jeg er med på Henriks teori… har i øvrigt heller aldrig oplevet samme situation som Kim beskriver – altså, bedt om at få gentaget noget jeg faktisk har hørt. Jeg har dog ved flere lejligheder prøvet, at ord jeg lige er blevet præsenteret for, skal bruge et par sekunder på at “falde på plads”, således at de giver mening.
Jeg kender det godt.
Det er jo kun i situationer, hvor man ikke regner med at “høre efter” og på den måde bliver overrasket.
Jeg ved egentlig heller ikke, at man ville kunne svare på spørgsmålet, uden at det blev gentaget.
Det er – for mig som jeg husker det – kun ved gentagelsen, at man tænker: det hørte jeg jo egentlig godt.
Phew, tak Janus – der reddede du mig!
Jeg kender det også godt, Kim.
Min teori er at det mest sker for højintelligente mennesker, som konstant kører så mange sideløbende tankeprocesser at det simpelthen er fysisk umuligt at tage stilling til uvelkomne og uvedkommende spørgsmål i tide og utide. Sådanne spørgsmål bliver altså lige sat på standby med et “hvad siger du?” (evt. “hvad siger du til mig sagede jeg til dig”), således at man kan få styr på de geniale tanker, man var i gang med, da den formastelige dødelige vovede at forstyrre.
Det skete for Einstein og Bohr i ét væk, har jeg hørt;-)