Jeg er netop kommet hjem efter fire dage i England. Folk der kender mig eller har fulgt med her på siden ved at jeg en overgang boede i London, og at jeg arbejdede i den engelske afdeling af Framfab som interface developer. En af mine kolleger fra dengang skulle giftes, så jeg drog naturligvis afsted for at fejre begivenheden sammen med ham og en masse af de andre x-kolleger. Niklas, som jeg både arbejde og boede sammen en overgang var venlig nok til at låne mig mit gamle værelse, så jeg ikke behøvede at bo på hotel den ene nat jeg skulle være i London-området. Det var lidt underligt at være gæst i sit eget værelse – det var endda stadig min seng der stod der!
Torsdag aften gik vi ud mod Greenwich, som ikke ligger så langt fra New Cross, hvor Niklas bor (og jeg boede). Middagen foregik på den mexicanske restaurant, hvor Louise og jeg var et par gange, og de laver noget fandens godt mad. Jeg elsker mexicansk mad og er altid i tvivl om hvad jeg skal vælge, men det blev til en Burrito, og det var højst sandsynligvis den bedste af slagsen, jeg nogensinde har fået.
Fredag hentede Niklas og jeg så en leje-bil og satte kursen mod Tewkesbury (udtales tjiux-bury eller noget i den stil!), hvor brylluppet skulle stå – med i bilen var også Niklas’ kæreste Alex, som er italiener, men har boet i London i næsten seks år. Jeg er sikker på at mange englændere kunne have fået et billigt grin af at høre på vores samtaler som var med henholdsvis dansk, svensk og italiensk accent.. Turen skulle ifølge vores udprintede rute tage cirka tre timer, men det blev dog til fem istedet, eftersom det tog over to timer bare at komme ud af London! Oh well, turen gik dog ok, og jeg må indrømme at den engelske “countryside” er ret flot og jeg synes faktisk at det er utrolig hyggeligt ude på landet – den samme fornemmelse har jeg sjovt nok ikke når jeg kommer udenfor byen i Danmark.
Lørdag stod brylluppet i en lille lokal kirke, og Simon så overhovedet ikke nervøs ud, hvilket jeg ellers altid forventer at en brudgom. Da jeg ganske hurtigt snakkede med ham inden ceremonien spurgte han mig, om jeg kunne genkende hans sko – det viser sig så at være et par af mine gamle, som han mente passede fint til hans bryllup. Haha. Efter selve vielsen gik turen mod den lokale golf-klub, hvor festen skulle stå, og det viste sig at være et ganske fint sted. Brudeparret blev kørt væk i en Mini Cooper-limo, som var ultracool!
Bryllupsfotografen var en ældre engelsk herre, der kommanderede rundt med folk som det passede ham, og vi morede os kosteligt over, at han opførte sig som om det var den bedste dag i hans liv.
Adskillige af de gamle Framfab’ere var til stede, og snakken gik naturligvis hurtigt som i gamle dage, selvom det er næsten fire år siden at jeg har set de fleste af dem – sjovt nok er det også næsten fire år siden at firmaet gik ned i England…
Som skrevet foregik festen i en golfklub, så vi havde naturligvis skumle planer om at stjæle en af de der små elektriske golfvogne senere på aftenen, og have et ræs på banen, men de viste sig at være lænket fast. Øv. Istedet gik vi en tur på driving range’n og morede os kosteligt med golfbolde og en kæp. Det lyder kedeligt, men et par øl og drinks kan hurtigt skabe et noget lavere niveau for den generelle humor.
Klokken 1 sluttede festen, men der var de fleste vist også trætte eftersom vi havde været igang siden klokken 12 om formiddagen. Vi drog mod vores “B&B” og hoppede på hovedet i seng, men jeg nåede lige at se de seneste nyheder om katastrofen i New Orleans på BBC News, inden jeg gav op og slukkede lys og tv.
Søndag tjekkede vi ud, satte os ud i bilen og kørte mod London, men undervejs havde vi et stop i Oxford, som jo er en legendarisk universitetsby. Vi havde nok regnet med lidt for meget af Oxford, for det viste sig egentlig bare at være en kedelig lille flække, selvom nogle af bygningerne var flotte og ældgamle. Frokosten på pub’en var dog ok – jeg fik Chili Con Carne (mexicansk igen..). Efter et par timer i Oxford kørte vi igen mod London – klog af skade tog vi afsted i god tid, så jeg kunne være i lufthavnen til tiden. Mit fly afgik klokken 20.05, men trafikken var os meget nådig, så vi var ved Heathrow allerede ved halv-fire tiden, så jeg kunne se frem til laaaaaaaaang tids venten. Vi fik også lige spottet årets frisure. Heldigvis var der et tidligere SAS-fly og de var så flinke at give mig plads på det istedet, så jeg fløj allerede 17.15 istedet. Fantastisk at komme hjem før klokken 21 istedet for midnat!
Hov, må lige nævne at jeg fik et par fede Air Max 90 i Oxford – de var på tilbud, så jeg slap med £50.