kimblim.dk The Big Blog of Nothingness

Jeg skrev for lang tid siden et indlæg på min blog, hvor jeg fortalte, at jeg var afhængig af mit tv. Det er jeg ikke længere, for jeg har ikke noget fjernsyn mere, så det er vel godt, eller hvad? Kind of, sort of som jeg plejer at sige, for det er klart at tomrummet er blevet udfyldt af noget andet, og det er tv-serier.

“Jamen, du sagde lige at du ikke har noget tv?” kan jeg høre den opmærksomme læser sige til sin skærm… Og det er også rigtigt, men det er der internettet kommer til sin ret! Indenfor det sidste års tid har jeg bl.a. fulgt med i Prison Break, 24, Jericho, The Unit, Weeds, Studio 60 on the Sunset Strip, Criminal Minds og Shark – det lyder som en hel del timer, men det er faktisk ikke så slemt, for det er sjældent at de allesammen bliver sendt samme uge, og dermed er der måske tre afsnit om ugen at følge med i, og man er jo ikke tvunget til at se dem på noget dedikeret tidspunkt, så det bliver når man lige har tiden. Det er faktisk utrolig praktisk.

Nå, men det var egentlig slet ikke derfor, at jeg satte mig ned for at skrive dette indlæg, næ, det var skam for at brokke mig over at de store selskaber ofte lukker ned for de serier, som jeg rigtig godt kan lide. Senest er det sket for Jericho og Studio 60 on The Sunset Strip – begge fik kun en sæson, hvilket jeg synes er ekstremt ærgerligt, når man kan se noget af alt det andet lort, der får sæson på sæson. Det er i mine øjne ekstra ærgerligt med Studio 60, da serien blev skabt af Aaron Sorkin, der også stod bag min favoritserie of-all-time: The West Wing. Og ikke nok med det, så var den også fyldt med gode skuespillere: Matthew Perry, Bradley Whitford og Timothy Busfield.

Nu er sommeren næsten over os, og så lukker tv-serierne ned, hvilket betyder at jeg igen har et tomrum – og der er hverken noget VM eller EM at fylde det ud med, og de der stofmisbrugere, der vælger at cykle gennem Frankrig siger mig ingenting.. Hvad fanden skal jeg finde på?

Tjek iøvrigt de tre første “Television – The drug of the nation”-indlæg: 1, 2, 3 og læg mærke til hvordan jeg i både part 2 og 3 beskriver hvordan jeg er ude efter et fjernsyn. Det er stadig ikke blevet til noget, og jeg har ingen planer om et nyt fjernsyn lige pt.

Her til morgen kl.06:00 fik vi trykket på den store sync-knap, så tdc.dk og tdconline.dk nu matcher TDC’s nye designunivers.

Det er et projekt, som jeg har arbejdet på i et par måneder efterhånden, og udfordringen har blandt andet været at farveskemaet skal skifte dagligt, så vi udtrykker den mangfoldighed, som TDC så gerne vil udstråle. Det er gjort med en hel stribe forskellige css-filer og noget javascript, der sætter farven alt efter dagen – ganske smart, når jeg selv skal sige det. Desuden er det lavet med minimale ændringer i HTML-strukturen, hvilket har gjort at jeg stort set er den eneste tekniske person, der har været involveret i projektet, selvom jeg dog har sparret en del med vores CMS-guru, Anders Hal.

Privat-delen af tdc.dk skifter som sagt farve hver dag (mellem rød, grøn, lilla og orange), imens erhvervsdelen beholder det blå udseende uden de nye karakteristiske dots – til gengæld er nogle af de mere corporate dele af tdc.dk blå med dots hele tiden, f.eks. tdc.com og om.tdc.dk.
TDC Online er pt. udelukkende orange, men der er nogle større tiltag på vej dér, så der kommer nok til at ske noget indenfor de næste par måneder.

Du kan læse mere om TDC’s nye designunivers eller du kan læse en kritikers syn på sagen.

Da jeg for nogle måneder siden fik en ny computer, besluttede jeg mig for at give iTunes chancen og se om den kunne afløse min faste mp3-afspiller siden 1999, WinAmp.

Der var flere årsager til at jeg gerne ville prøve iTunes, men den primære er at jeg har en ekstern harddisk med indbygget iTunes-server, og det betyder at jeg kan have al min musik liggende på den, og afspille den direkte i iTunes uden at skulle åbne den og tilføje musikken til en playliste. En anden grund er at jeg gerne vil købe noget musik i ny og næ, og iTunes har jo en indbygget butik, hvor musikken kan købes til nogenlunde rimelige priser.

Nu har jeg så haft iTunes kørende et stykke tid, og jeg må indrømme, at jeg synes der er visse ting ved programmet, der ikke helt holder…

Interfacet
Interfacet, som jo ellers plejer at være Apples helt store kæphest, er ikke helt så godt som det burde være. F.eks. mangler jeg en hel del genvejstaster, bl.a. til at slå shuffle til/fra, men især til at hoppe op i søgefeltet. Måske findes de genvejstaster, men jeg har ikke kunne finde dem nogen steder… Apropos søgefeltet, så irriterer det mig grusomt, at når jeg har 300 sange på en playliste og hurtigt vil hoppe til en af dem, at jeg ikke kan søge på den, derefter dobbeltklikke på nummeret og at jeg så hopper tilbage i playlist-mode. Næ nej, for søgefunktionen her virker nærmere som et filter, hvilket vil sige, at når jeg søger på f.eks. “You know my name“, så er det den eneste sang der bliver spillet på repeat. Der var WinAmp noget smartere med ctrl+j funktionen, der gjorde at man bare hoppede hen til det nummer i playlisten, og derefter bare fortsatte…

Filformatet
Når man køber en sang på iTunes, kommer den ned i et latterligt, kopibeskyttet format. Jeg kan godt forstå at filerne skal kopibeskyttes, men jeg vil gerne selv have lov til at vælge på hvilken afspiller, jeg vil spille min musik, og det er tilfældigvis IKKE en iPod. Beklager Apple, men iPod er noget lort, og jeg foretrækker min W810i. Heldigvis har jeg fundet et lille program (QTFairUse), der gør at jeg kan fjerne kopisikringen, og derefter konvertere filen til mp3-format, så jeg kan afspille den hvor som helst det passer mig. Ja, det er ulovligt, men det vil jeg skide højt og flot på – jeg har betalt for musikken, og kopisikringen er brudt i “god tro”, nemlig så jeg kan spille det stykke musik, som jeg ejer. Jeg tvivler iøvrigt meget stærkt på at min gode ven Kisser vil sagsøge mig for, at jeg har brudt kopisikringen på det album, jeg har købt med det band, han spiller i, The Fashion.

Recommendations
Når iTunes’ butik efterhånden begynder at lære en at kende, kommer den med forslag til hvad man kan købe næste gang – lidt som en ekspedient i den lokale Fona måske vil anbefale noget Soundgarden eller Rage Against The Machine, når man har købt Audioslave. Det er sgu da skidesmart! Bortset fra at forslagene ofte er helt tåbeligt, og nu hvor jeg har købt Audioslaves “Revelations“-album, så mener iTunes at jeg skal købe…

What? Evanescence? Det ligger sgu da ret langt fra Audioslave, hvis du spørger mig! Jeg har iøvrigt også købt Jens Unmacks fremragende single, “Coke Lovebirds“, og den mener iTunes åbenbart ligger ret tæt på Thomas Helmig:

Igen, de to sangere og deres musik er ikke ret tæt beslægtede i min bog..

Nu hvor jeg har sagt alt det negative, så må jeg også sige noget positivt: iTunes’ cover flow visualisering er intet mindre end noget af det flotteste jeg nogensinde har set i en applikation. Til gengæld er det så også bare eye-candy, og det er altså ikke helt lige så vigtigt som f.eks. genvejstaster…

For snart halvandet år siden beskrev jeg her på siden, hvordan min hukommelse havde spillet mig et lille puds i forbindelse med filmen “Enter The Ninja“. Nu er der en eller anden nød på Youtube der har udråbt en af scenerne fra selvsamme film til at være den “Værste dødsscene nogensinde”, og det synes jeg måske er lige groft nok, selvom jeg da godt kan se at vi ikke snakker om Oscar-nomineringer.. Bedøm selv:

Så blev United mestre her til aften, da Chelsea ikke formåede at vinde over Arsenal – det er så nok første gang i mange, mange år at jeg har været glad for at Arsenal fik point.
Iøvrigt må jeg trække en af mine tidligere udtalelser tilbage, for Jose Mourinho lover United at de nok skal lave en æresport for dem. Men de er stadig et hold uden klasse, og nu også et hold uden mesterskabet!

Jeg kunne godt forklare hvorfor, men I ved det nok godt allesammen. Og hvis ikke, så har jdreng skrevet det ganske glimrende.

John Obi Mikel fra Chelsea:

Vi fortjener at vinde titlen pga. vores hårde arbejde, vores viljestyrke, vores skadeskrise og så videre. Jeg synes United har været heldige på visse tidspunkter i denne sæson, imens vi har haft en lang skadesliste at kæmpe med. I det store hele har vi været det bedre hold.

(kilde: The Sun)

Man kan sige meget om Chelsea, men de kan fandme komme med dumme udtalelser, og det gælder åbenbart ikke kun manageren.

Hvis vi skal sammenligne skadeslister, så kan vi jo kigge over hele sæsonen, hvor Uniteds fysioterapeut har haft rigtig travlt:

• Gary Neville – anføreren – har misset 15 kampe
• Louis Saha har misset 23 kampe
• Patrice Evra har misset 20 kampe
• Ji-Sung Park har misset 36 kampe
• Mikael Silvestre har misset 35 kampe
• Gabriel Heinze har misset 20 kampe
• Nemanja Vidic har misset 12 kampe
• Ole Gunnar Solskjaer har misset 35 kampe
• Alan Smith har misset 40 kampe

Bevares, Chelsea har også haft deres skader, det er der ingen tvivl om, men det hold, der ligger nr.1 efter 38 runder har fortjent at vinde titlen. Punktum. Efter 35 runder er det hold Manchester United, og hvor jeg dog håber at de kan slå bysbørnene fra City her om et par timer, samtidig med at Arsenal meget gerne må vinde over Chelsea imorgen, for så bliver United mestre. Og så er det Chelsea-spillernes tur til at hylde United-spillerne, men så meget klasse tvivler jeg på at de har, selvom United viste dem respekten for to år siden.