Kategorier
kimblim.dk

Enjoy the silence

Der har været lidt stille her på bloggen de sidste par uger, og jeg tror at stilheden fortsætter lidt endnu, da de næste par uger lader til at blive ret travle – først med CPH PRO i denne weekend, Roskilde Festivalen den følgende uge og derefter får jeg travlt med at passe de familiære pligter, fordi min søster kommer hjem på ferie, og hun har både unger og mand med…

Indtil da: Enjoy the silence

 

Kategorier
nothingness

Someone is wrong on the internet

XKCD Comic

It’s funny ’cause it’s true – og hvis jeg ikke havde tilføjet denne indskudte sætning, så havde jeg lige lavet mit første engelske indlæg i laaaang tid.

Kategorier
medier musik

Guitar Hero

For et par måneder siden investerede jeg nogle penge i Guitar Hero til min PS2, og for dælan det er en tidsrøver! Det er skidesjovt, omend man nok bør nøjes med at spille det når man er et par stykker, for ellers går det lige pludselig op for en, at man har stået og rocket alt for vildt imens tilfældige forbipasserende har kigget ind af vinduerne og fået sig et billigt grin.

Guitar Hero logo

Anyways, jeg kom så til at tænke på hvor fedt det kunne være, hvis de udgav et Guitar Hero i Danish Edition, hvor man så kunne rive spaden rundt til danske numre. Idéen er nok lidt urealistisk, for det danske marked er jo begrænset, og det koster kassen at skaffe rettighederne til numrene samtidig med at det jo skal udvikles. Idag læser jeg så på Ekstra Bladets netavis, at der rent faktisk er stor sandsynlighed for, at D.A.D. har et nummer med på næste udgave af spillet, og det vil naturligvis være nummeret “Sleeping My Day Away“. Sjovt nok var det lige præcis det nummer, der gjorde at jeg fik idéen i første omgang, men derfra og så til et helt dansk spil er der nok et stykke vej. Desværre! For jeg kan da nemt lige komme i tanke om nogle numre, som ville være sjove at “spille”:

  • Gasolin – “Rabalderstræde”
  • Dizzy Mizz Lizzy – “Waterline”
  • Gnags – “Burhøns”

Derudover kunne man nemt finde nogle numre fra Sort Sol, Sandmen, Kashmir, Psyched Up Janis og mange flere.. Hvis du kunne få et dansk nummer med i Guitar Hero, hvad skulle det så være?

Iøvrigt, hvis du sidder og keder dig, så kan du altid hoppe ind på http://kimblim.dk/gh/ og spille lidt rock!

Kategorier
medier

Folkedomstolen slår til igen

Ekstra Bladet kører i disse dage en kampagne mod børnelokkere/pædofile, hvor de bl.a. har fået en højtstående politimand og en marinesoldat i fælden. Journalisten har udgivet sig for at være en mindreårig pige, og har på den måde skabt kontakt med disse voksne mænd, for senere at mødes med dem, hvor de så har lavet den store afsløring.

Konceptet, som formiddagsavisen har brugt, minder utrolig meget om det som den amerikanske tv-station, NBC, bruger i deres program, “To Catch A Predator” (som iøvrigt får lidt sendetid på en af de danske kanaler også). Første gang jeg læste om tv-programmet var i bladet Esquire, som på forsiden bønfaldt NBC om at stoppe programmet, da det havde kostet en mand livet; manden begik selvmord da politiet ville anholde, selvom der ikke forelå nogen konkrete beviser på, at han havde forbrudt sig mod nogen mennesker, og der var ikke engang beviser på at han havde intentioner om det, selvom han dog havde udgivet sig for at være en 13-årig dreng på et chat-forum.

Going Going Going

For et par år siden var det chat-konsulenten Rudy Frederiksen, der fik en tur igennem pressens maskine, efter at TV2-programmet “Operation X” havde afsløret ham som en pervers, gammel mand, der udnyttede unge piger, der gerne ville være modeller. Det viste sig, at hans forbrydelse ikke var så slem som først antaget (dommen blev på sølle 30 dage), men der var det for sent: folket havde dømt ham og hans liv lå efterfølgende i ruiner.

Moralsk set har disse mænd alle været nederdrægtige og skumle, men vi er ikke dommere eller eksperter, og vi er derfor ikke i stand til at vurdere sagerne på en faglig forsvarlig måde, og kan derfor heller ikke tillade os at domfælde mændene, selvom det føles naturligt at udstøde dem fra samfundet. Vi skal lige huske på, at vi trods alt lever i et rets-samfund, og uanset hvor ubehageligt disse personer har opført sig, fortjener de den retssikkerhed, som vi alle gerne vil nyde godt af.

Er de nogle klamme, perverse svin? Måske, men journalistikken er heller ikke noget at råbe hurra for – hverken fra Ekstra Bladet eller NBC’s side.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ingen sympati har for pædofile/børnelokkere overhovedet, og de skal straffes, når de begår en forbrydelse – det skal bare være en rigtig domstol, der vurderer hvor hård straffen skal være, ikke et tilfældigt medie, der skaber en hadsk stemning hos befolkningen.

Kategorier
fodbold

Manchester United – Champions League vindere 2007/2008

Spillerne løfter trofæet

For små 48 timer siden spillede Manchester United mod Chelsea i dette års Champions League finale, og hvilken kamp! Der er en grund til at jeg ikke har skrevet dette indlæg tidligere, og det er ganske simpelt fordi, at jeg ikke har kunne få armene ned igen! En anden grund er, at det er fuldstændig umuligt at beskrive med ord, hvordan kampen forløb og hvilke tanker jeg har gjort mig, men jeg vil gøre et forsøg, dog i en noget rodet punktform:

  • United spillede fantastisk i 1.halvleg og burde have ført ved pausen, men Cech havde en mirakuløs dobbeltredning og Tevez var ikke skarp
  • Chelsea var klart bedst i 2.halvleg og i første halvleg af den forlængede spilletid
  • Banen var en skandale – spillerne gled rundt som skøjteprinsesser
  • Det var en taktisk geni-streg af Ferguson at placere Ronaldo på venstrekanten, for han har det altid svært mod Ashley Cole
  • Da Chelsea først ramte stolpen og derefter overliggeren, vidste Jeppe og jeg at vi ville vinde – Bayern München gjorde det samme i 1999
  • Det var en fantastisk kamp og jeg er sikker på at selv den neutrale tilskuer har følt sig godt underholdt
  • Uafgjort var et fair resultat på kampen og straffespark er onde. Heldigvis mod Chelsea i denne omgang
  • Dommeren lod spillerne gå til stålet, men jeg må også indrømme at United fik mange små kendelser deres vej, når det kom til indkast, hjørnespark og målspark
  • Snak om “skæbnen”: United vinder 50 år efter flystyrtet i München, 40 år efter de vandt pokalen første gang og i den kamp, hvor Giggs slår klubrekorden for flest kampe
  • Hvor dum er Didier Drogba? Og hvordan undgik Hargreaves samme skæbne (rødt kort) efter at skubbe dommeren i ryggen?
  • Kunne John Terry være mere ked af det? Og kunne Anelka se mere ligeglad ud?
  • Hvorfor gik Chelsea-spillerne sådan amok over at Tevez pressede dem i en fair-play situation, når de selv havde gjort det samme to gange tidligere?
  • Jeg var ved at besvime da Ronaldo scorede til 1-0
  • Smukt at Scholes aka Den Røde Prins aka The Ginger Ninja fik lov til at spille en finale, efter at have siddet ude med karantæne i 1999
  • Overraskende så gode straffespark, der blev sparket – det ligner ikke engelske hold
  • Med titlen i hus er der ingen tvivl: Ronaldo vinder prisen som verdens bedste fodboldspiller i år. Velfortjent iøvrigt.

Ronaldo scorer

Må jeg iøvrigt henstille til at den kamp bliver sendt hver aften på TV2Sport henover sommeren – vi er mange der ALDRIG bliver trætte af den kamp!

Kategorier
nothingness

LinkedIn – kan det overhovedet bruges til noget?

LinkedIn

LinkedIn er et professionelt netværks-site, som bl.a. kan bruges til at holde styr på alle sine kontakter og via disse skabe nye forbindelser. Nogle bruger LinkedIn som deres online CV, og jeg er en af disse personer – det er trods alt nemmere at have sit CV liggende ét sted istedet for at skulle opdatere en lokal fil på computeren, som så risikerer at blive slettet eller blive utidssvarende.

Igår kom jeg til at tænke på om jeg overhovedet bruger LinkedIn til noget brugbart, eller om det – som så mange andre sociale netværks-websteder – blot er spild af tid? Jeg ved det ikke rigtig, men det afhænger nok meget af folks måde at bruge det på.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er blevet kontaktet af nogle firmaer, der havde set min profil på LinkedIn, og som mente at jeg besad nogle kompetencer, de kunne bruge i deres forretning. Det skal dog også siges at disse firmaer ikke fangede min interesse, og at jeg egentlig ikke har lagt mit CV op som en slags online ansøgning til hvem, der end måtte være interesseret.
Desuden kommer nogle af opkaldene fra såkaldte headhunters, som i virkeligheden bare er folk, der fakturerer firmaer for at surfe kompetencer på LinkedIn – i min verden er en headhunter en professionel person, der kender en masse mennesker i en masse firmaer og på den led kan matche firmaer og personer op mod hinanden. Enhver idiot kan jo sige “Firma A har brug for den og den kompetence, jeg søger lige på LinkedIn“! Risikoen for at kompatibiliteten mellem firmaet og den potentielle medarbejder er stor, er jo forsvindende lille, hvis du spørger mig. Og må jeg også pointere, at det ikke er specielt professionelt at ringe til TDC’s hovedtelefon, spørge efter mig, og derefter plapre løs om jobtilbud! Sådan noget gør man for det første udenfor normal arbejdstid og på et direkte, privat nummer.

Problemet med LinkedIn opstår bl.a. når brugerne er lidt for fantasifulde omkring deres evner og kompetencer, for ligesom ude i den virkelige verden har man jo muligheden for at pynte på sit CV, og dermed fremstå langt mere kompetent end man er… Lad mig komme med et unavngivet eksempel som jeg fandt i mit såkaldte professionelle netværk:

Bred erfaring med web strategi, content udvikling og online markedsføring gennem mere end 18 år.

Nu vil jeg nødig være nævenyttig, men helt ærligt! Webstrategi og online markedsføring siden 1990? Øh, hvilket online medie snakker vi om? BBS? Webstrategi i 18 år? Det hænger jo overhovedet ikke sammen, og hvis jeg sad i en stilling, hvor jeg skulle afgøre om vedkommende skulle have et job, så ville svaret uden tvivl blive af negativ karakter.

I bund og grund synes jeg, at LinkedIn er rigtig smart, men ligesom så mange andre ting kan det misbruges (både bevidst og ubevidst), og det er da en fornøjelse at vide, at hvis jeg nogensinde skulle i kontakt med en person i et specifikt firma, så kunne jeg bruge mit netværk på LinkedIn til det.

Bruger du LinkedIn? Og hvad er dine erfaringer med det?

Kategorier
fodbold

CHAMPIONS!

Jeg ved godt at der har været lidt rigeligt med fodbold her på bloggen for nylig (og jeg har skam også modtaget en del “klager” for det), men på en dag hvor Manchester United vinder mesterskabet, så ville det jo være direkte dumt, hvis ikke jeg lige markerede det på en eller anden facon…

Giggsy løfter trofæet for 10. gang i karrieren!

Iøvrigt er det Ryan Giggs’ 10. engelske mesterskab – vundet på samme dag, som han tangerede Bobby Charltons klubrekord med 758 spillede kampe ialt. Imponerende!

That boy Giggsy, he’s won it 10 times

Kategorier
fodbold

Next Stop Moskva

Scholes scorer i det lange hjørne

Det er nok et long-shot, men det er forsøget værd:
Hvis du kender nogen (der evt. kender nogen etc.), som kan skaffe mig et sæt billetter til Champions League finalen i Moskva den 21.maj, så står jeg til gengæld klar med et bundt kolde kontanter til sælgeren og en dusør til dig.
Når nu United endelig er nået i finalen igen, så er jeg tvunget til at gøre alt hvad der står i min magt for at opleve det live…

Kategorier
fodbold politik

Hvor er min retssikkerhed, Lene Espersen?

Hvis der er en politiker, som jeg absolut intet har til overs for, så er det Lene Espersen. Her er tale om en politiker, der gerne vil have et komplet overvågningssamfund under parolen “Man har ikke noget at være bekymret for, hvis bare man opfører sig ordentligt“.

Djævlen

Seneste tiltag fra Lenes side er det såkaldte “Hooligan-register”, der netop er blevet vedtaget ved lov idag – og det er en lov, der faktisk krænker borgernes retssikkerhed, hvis du spørger mig.

Læg f.eks. mærke til flg. udtalelse:

Der skal være en begrundet mistanke. Politiet skal kunne kvalificere, at man er hooligan, og at det vil kunne gentage sig, før man kan ende, i det her register

Det, jeg læser, er noget i stil med, at politiet nu har frie hænder til at dømme folk som hooligans, uden at man er sikret en fair rettergang. I Danmark har vi tre-deling af magten, der består af den lovgivende magt, den dømmende magt og den udøvende magt – med dette hooligan-register lader vi nu hver enkelt politibetjent være dømmende, og det er et kæmpe problem. Kan vi virkelig garantere at hver eneste betjent vil behandle hver enkelt situation ensartet? Nej, det tror jeg ikke på at vi kan, for politifolk er ikke robotter uden følelser og fejl, hvilket en hurtig google-søgning også bekræfter.

Jeg synes bestemt, at man skal slå hårdt til mod hooliganisme, men jeg synes ikke at det er prisen værd, hvis vi mister retssikkerheden i samfundet. Umiddelbart vil jeg mene, at det må være op til klubberne at slå sig sammen om at udelukke ballademagerne fra stadion, og hvis de oplever ballade kan de jo melde bøllen til politiet for en konkret lovovertrædelse, hvorefter vedkommende vil blive sigtet og stillet for en dommer – ganske som det bør være i et almindeligt, demokratisk samfund.

Kategorier
nothingness

Fanget i et spind af spild-af-tid

Der sad jeg hos Vilhelm og Simone og snakkede stille og roligt, og lige pludselig var mit liv reduceret i værdi betydeligt.

Vi sad nemlig og snakkede, og kom ganske kort ind på om vi skulle til Ægypten og dykke til sommer, hvorefter Simone siger: “Jamen, du er ikke på Facebook, og det er der vores kommunikation foregår“… Jeg ved ikke hvad der gik af mig, for jeg gik straks ind og meldte mig til, selvom jeg før har spekuleret på om jeg overhovedet gad være på Facebook, og dengang kom jeg endda frem til at det nok bare er spild af tid.

Nå, men jeg er altså ikke at træffe de næste mange måneder, jeg er igang med at opdatere min status på Facebook skal jeg sige dig!

Jeg har jo iøvrigt en teori om sociale netværk, som nok skal høres fra mig in person (hvad er det bedste danske udtryk for det? Snowie? Matias? Nogen gode bud?), men den går kort sagt ud på at for mange mennesker ender det sociale netværk med at have den modsatte effekt, nemlig at man kommer til at leve sit sociale liv foran computeren, istedet for rent faktisk at socialisere. Det er der ikke noget nyt i, men jeg synes det er interessant at diskutere, så bring det bare op næste gang du møder mig.

Ikke desto mindre så har jeg dog allerede fundet lidt værdi i det, jeg har nemlig fået kontakt med Alan, som var en af de fire knægte jeg legede au-pair for tilbage i 1996. Dengang var han otte år, og nu går knægten på college! Jeg. Føler. Mig. Gammel.

PS: Jeg forbeholder mig retten til at lukke min Facebook-konto uden varsel – faktisk var det tæt på at jeg gjorde det, indtil jeg istedet tog nogle forsvarsmæssige forbehold:

  • Slog ALLE email-notifications fra
  • Oprettede en special mail-konto til de notifications som Facebook alligevel sender mig

Nu er spørgsmålet så: hvad bliver det næste, jeg bukker under for gruppepresset for?