For fem års tid siden besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville arbejde for Danmarks største medievirksomhed, DR, men de havde ikke lige umiddelbart nogen jobopslag, der passede til min profil – hvad gør man så? Man sætter sig ned og laver en uopfordret ansøgning, som gerne skulle imponere i en sådan grad, at de ikke ville kunne sige nej. Nu har jeg dog aldrig været typen, der satte mig ned og skrev en klassisk ansøgning i stil med:
Jeg tillader mig hermed at søge en stilling som.. bla bla
Det var nu ellers den stil jeg lærte, da jeg i starten af 90’erne spildte tre år af mit liv på den lokale handelsskole, men set i bakspejlet så stak jeg nok også lidt ud rent menneskeligt ifht. de fleste andre elever på stedet, så at jeg ikke skrev jobansøgninger på samme måde som mine medstuderende burde ikke overraske nogen.
Næ, istedet besluttede jeg mig for at lave en reel case, hvor jeg tog DR’s daværende forside og kodede den helt om, for at vise at mine færdigheder rent faktisk kunne bruges til noget nyttigt. Den forside som DR havde på det tidspunkt var opbygget i det der nutildags kaldes håbløs kode, men dengang var tabel-baserede layouts faktisk helt normale, selvom vi var nogle få der forsøgte at overbevise folk om at det ikke var vejen frem, og at man istedet skulle bruge CSS og derved adskille indhold fra design. Nå, under alle omstændigheder, så endte jeg med at sende en hurtig mail til en person ret højt oppe i DR’s digitale afdeling, hvor jeg kort skrev, hvem jeg var, hvad jeg lavede og at jeg synes de skulle ansætte mig 🙂
Vedlagt mailen var følgende link: http://kimblim.dk/stuff/dr/
Hvis man kigger på det link, så er der især en ting jeg kan sidde og smile af nu, nemlig den passage, hvor jeg skriver at koden er fremtidssikret i 5-6 år – der er nu gået 5 år, og da jeg åbnede siden i min Safari-browser på min Macbook Pro virkede det hele som det skulle, hvilket jeg synes er ret imponerende – og lidt overraskende også. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg nok ville skrive al koden på en helt anden måde nu, men for sin tid synes jeg det er helt acceptabelt. Argumenterne er da også ganske fine og giver meget god mening, synes jeg.
Nå, men fik jeg så jobbet? Næ, det gjorde jeg ikke, til gengæld fik jeg et svar som man enten kan tolke som meget positivt eller som corporate bullshit – der stod nemlig noget i stil med:
Det er den bedste ansøgning vi nogensinde har fået, men vi har desværre ansættelsesstop, så vi kan ikke tilbyde dig en stilling
Their loss 😉
Godt fem år senere fik jeg så job i en anden af Danmarks største medievirksomheder, men det gik ikke helt som det skulle…
5 kommentarer til “Fra arkiverne: min ansøgning til DR”
Hvor er det vildt. Helt seriøst… det er jo vildt. For jeg er da ikke i tvivl om, at den/de ansvarlige har ment det alvorligt, ved snakken om ansøgningens kvalitet. Og derfor er det vildt, hvis man overholder ansættelsesstoppet – vi har også ansættelsesstop, men en potentiel medarbejder, som har kvaliteter ud over dem, der allerede eksisterer blandt de ansatte, vil blive forsøgt hentet ind med det samme. Så gør man på en eller anden måde plads til vedkommende.
Totalt grineren. Jeg vil straks sende det videre til Dennis som lavede den gamle forside.
Det var faktisk den bedste forside dr.dk nogensinde lavet. Og den blev knaldet sammen på en uge. Det hurtigste redesign i DRs historie by far!
– Jens
Jeg tror faktisk at det tog 3 uger, men det kunne være blevet gjort på 3 dage, hvis der ikke var gået kaffeklub iden 😉
Forside holdt også i 4 1/2 år, hvilket er mere end man kan sige om mig…
Ang. table-layouts skal det lige nævnes at den originale source-kode var fra 2001, i de gamle dage, før browserne understøttede em-based scalable CSS design og andet nymodens stads 🙂
Fin optimering, by the way!
Du skal ikke være ked af ikke at have haft job på DR: Det var du med din effektivitet og vid nok blevet endnu hurtigere træt af end os andre.
Sjovt at se den berømte ansøgning, som jeg har HØRT om flere gange, men aldrig rigtig set. Godt kodet, du.
@Dennis:
Jeg kan sagtens huske problematikken omkring browserne, og at en stor del af kampen i de dage handlede om at få chefer og kunder til at sige ok til at man ikke understøttede Netscape og IE5. At jeg kaldte det “håbløs kode” var jo også efter nutidens standarder, for – som jeg også skrev – dengang var det jo standard.