Huh? Den forstår jeg så ikke

Jeg har sat en pladespiller til salg på Den Blå Avis for nogle dage siden, og der har ikke været en eneste henvendelse på den. Indtil idag, hvor jeg modtog følgende SMS:

Hej! Er pladespilleren solgt? Mvh Karin

Hvortil jeg svarede:

Hej Karin, den er stadig til salg. Mvh Kim

Så blev Karin lidt nysgerrig:

Hvordan kan det være at du vil sælge den?

Ikke at det på nogen måde rager Karin, hvorfor jeg sælger den, men jeg er jo en flink og sød ung mand, så jeg svarede helt ærligt:

Jeg sælger den for min svigermor, som ikke har haft den sluttet til i 10 år.

Er det mærkeligt skrevet? Har jeg lige devalueret pladespilleren helt vildt? Jeg kan ikke se det, men her er hvad Karin valgte at afslutte vores samtale med:

Ok. Jeg tror jeg takker nej. Tak for din tid!

Huh? Den forstår jeg så ikke. Det er sgu da mærkeligt at hun der vælger at takke nej – hun gider ikke engang forhandle prisen. Er “svigermor”-sætningen en kendt hæler-teknik eller noget i den dur?

I det hele taget synes jeg det er sjovt hvordan folk opfører sig på Den Blå Avis. Hver gang jeg sætter noget til salg derinde får jeg de mest flabede bud, ofte på halvdelen af hvad varen er sat til, selvom jeg prøver at ramme markedsprisen nogenlunde. Nå ja, og så bliver man ofte tilbudt et eller andet fuldstændig mærkeligt i bytte, som der ikke er en chance for at man er interesseret i.

Fuldstændig urelateret til Karin, men relateret til Den Blå Avis, så har jeg også sat en iMac til salg derinde. Idag fik jeg så flg. SMS:

send me the price of the APPLE ??? reply me back to: jegvilikkeskrivepersonensemailadresse@gmail.com

Øh, prisen står på Den Blå Avis…? Det er sgu et underligt sted med nogle underlige mennesker!

4 meninger om “Huh? Den forstår jeg så ikke”

  1. Hej Kim,

    Vedr. sidstnævnte sms, så oplever vi desværre at de såkaldte ‘Nigeria’-svindler til tider benytter direkte kontakt via sms – Her vil du typisk ikke kunne se nogen afsendermobilnummer, men bliver henvist til at kontakt køberen via en mailadressen.

    Hvis man indleder en dialog med dem, ender det som regel med, at man modtager et falsk bevis for, at de har overført pengene til ens konto via en anerkendt bank ell. Western Union. Hvis man afsender varen, modtager man aldrig efterfølgende betalingen. Dette er alt sammen lavet meget professionelt og cirkulerer desværre mange steder på nettet.

    Læs om disse falske PayPal-kvitteringer her: http://sikkerhed.dba.dk/artikler/falske-paypal-kvitteringer/

    Heldigvis har vi meget stor succes med at beskytte vores brugere mod disse svindlere, og kun en meget lille del af henvendelserne når igennem til vores site. Når dette sker, bliver vi dog straks alarmeret og disse henvendelser stoppes hurtigt herfra. Dette er også allerede sket for personen, som har kontaktet dig.

    Vi arbejder konstant på forbedringer af disse filtrer. Disse svindlere er dog meget dygtige til det de gør, og derfor er det desværre ikke muligt blot at blokere på ip-adresser fra f.eks. Nigeria. De generer blot dynamiske ip-adresser, som kommer fra andre lande – F.eks danske ip-adresser.

    Kendetegn for disse typer henvendelser er:
    – Henvendelsen er ofte på engelsk eller et meget dårligt dansk, der bærer præg af at være oversat i Google Translate
    – Varen skal altid sendes til udlandet
    – Pas på hvis køber hævder at have indbetalt for meget til f.eks. transport og efterfølgende beder dig tilbagebetale restbeløbet
    – Ønsker varen sendt straks og sender kvitteringer på at pengene er overført – Disse kvitteringer er falske. Du bør derfor aldrig sende varen før du kan se at pengene er indgået på din bankkonto
    – Ved sms-henvendelser vil der typisk ikke være noget afsendernummer oplyst, men kun en e-mailadresse som du skal skrive til

    Disse henvendelser kan komme både på mail og via sms.

    Hold dig løbende orienteret i vores Sikkerhedscenter, hvor vi også giver dig gode råd til en sikker handel: http://sikkerhed.dba.dk/

    Oplever du igen mistænkelig adfærd, eller er du i tvivl om en køber er reel, så kontakt endelig Support på support@dba.dk– Så undersøger vi gerne sagen.

    Med venlig hilsen

    Lene Kristensen
    Support DBA

Lukket for kommentarer.