Det er nok et long-shot, men det er forsøget værd:
Hvis du kender nogen (der evt. kender nogen etc.), som kan skaffe mig et sæt billetter til Champions League finalen i Moskva den 21.maj, så står jeg til gengæld klar med et bundt kolde kontanter til sælgeren og en dusør til dig.
Når nu United endelig er nået i finalen igen, så er jeg tvunget til at gøre alt hvad der står i min magt for at opleve det live…
Hvis der er en politiker, som jeg absolut intet har til overs for, så er det Lene Espersen. Her er tale om en politiker, der gerne vil have et komplet overvågningssamfund under parolen “Man har ikke noget at være bekymret for, hvis bare man opfører sig ordentligt“.
Seneste tiltag fra Lenes side er det såkaldte “Hooligan-register”, der netop er blevet vedtaget ved lov idag – og det er en lov, der faktisk krænker borgernes retssikkerhed, hvis du spørger mig.
Læg f.eks. mærke til flg. udtalelse:
Der skal være en begrundet mistanke. Politiet skal kunne kvalificere, at man er hooligan, og at det vil kunne gentage sig, før man kan ende, i det her register
Det, jeg læser, er noget i stil med, at politiet nu har frie hænder til at dømme folk som hooligans, uden at man er sikret en fair rettergang. I Danmark har vi tre-deling af magten, der består af den lovgivende magt, den dømmende magt og den udøvende magt – med dette hooligan-register lader vi nu hver enkelt politibetjent være dømmende, og det er et kæmpe problem. Kan vi virkelig garantere at hver eneste betjent vil behandle hver enkelt situation ensartet? Nej, det tror jeg ikke på at vi kan, for politifolk er ikke robotter uden følelser og fejl, hvilket en hurtig google-søgning også bekræfter.
Jeg synes bestemt, at man skal slå hårdt til mod hooliganisme, men jeg synes ikke at det er prisen værd, hvis vi mister retssikkerheden i samfundet. Umiddelbart vil jeg mene, at det må være op til klubberne at slå sig sammen om at udelukke ballademagerne fra stadion, og hvis de oplever ballade kan de jo melde bøllen til politiet for en konkret lovovertrædelse, hvorefter vedkommende vil blive sigtet og stillet for en dommer – ganske som det bør være i et almindeligt, demokratisk samfund.
Der sad jeg hos Vilhelm og Simone og snakkede stille og roligt, og lige pludselig var mit liv reduceret i værdi betydeligt.
Vi sad nemlig og snakkede, og kom ganske kort ind på om vi skulle til Ægypten og dykke til sommer, hvorefter Simone siger: “Jamen, du er ikke på Facebook, og det er der vores kommunikation foregår“… Jeg ved ikke hvad der gik af mig, for jeg gik straks ind og meldte mig til, selvom jeg før har spekuleret på om jeg overhovedet gad være på Facebook, og dengang kom jeg endda frem til at det nok bare er spild af tid.
Nå, men jeg er altså ikke at træffe de næste mange måneder, jeg er igang med at opdatere min status på Facebook skal jeg sige dig!
Jeg har jo iøvrigt en teori om sociale netværk, som nok skal høres fra mig in person (hvad er det bedste danske udtryk for det? Snowie? Matias? Nogen gode bud?), men den går kort sagt ud på at for mange mennesker ender det sociale netværk med at have den modsatte effekt, nemlig at man kommer til at leve sit sociale liv foran computeren, istedet for rent faktisk at socialisere. Det er der ikke noget nyt i, men jeg synes det er interessant at diskutere, så bring det bare op næste gang du møder mig.
Ikke desto mindre så har jeg dog allerede fundet lidt værdi i det, jeg har nemlig fået kontakt med Alan, som var en af de fire knægte jeg legede au-pair for tilbage i 1996. Dengang var han otte år, og nu går knægten på college! Jeg. Føler. Mig. Gammel.
PS: Jeg forbeholder mig retten til at lukke min Facebook-konto uden varsel – faktisk var det tæt på at jeg gjorde det, indtil jeg istedet tog nogle forsvarsmæssige forbehold:
Nu er spørgsmålet så: hvad bliver det næste, jeg bukker under for gruppepresset for?
Manchester United – Arsenal 2-1
..eller rettere sagt, mit website føler sig lidt nøgent.
Det er dog ikke noget uheld, men blot fordi at jeg deltager i den tredje årlige CSS Naked Day, hvilket vil sige at man slår alle stylesheets fra på sin hjemmeside. Formålet er at promovere webstandarder og tilgængelighed, for på denne måde kan man nemlig se om en hjemmeside er kodet på fornuftig vis…
Imorgen vender tingene tilbage til normal tilstand, men indtil da er det blot at nyde den sorte tekst på den hvide baggrund.
Update: Så er tøjet på igen…
I disse dage kører der en kampagne, Tag Stilling, som gerne skulle få folk til at tilmelde sig organdonor-registret, og så sent som her til aften var der et længere indslag i tv om det at være organdonor. Jeg har ofte tænkt over det, og hver gang jeg bliver mindet om det, sidder jeg med lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke har fået tilmeldt mig.
Grundlæggende forholder jeg mig sådan til det, at hvis jeg går hen og står af, så skal jeg jo alligevel ikke bruge min krop til noget, så hvis nogen kan få glæde af mine organer, så skal de være noget så velkomne – det skal man selvfølgelig bare lige huske at gøre opmærksom på, for ellers er det familien, der bliver spurgt, og de er måske ikke lige i stand til at tage sådan en beslutning på det tidspunkt, hvor det er nødvendigt at tage den.
Det er en underlig ting at tænke over, men hvis en af mine kære fik brug for et organ, så ville jeg da være glad, hvis et andet menneske havde været storsindet nok til at donere det nødvendige.
Det korte af det lange er, at jeg gik ind på websitet og ville melde mig til (med digital signatur – nemt!), og så viser det sig, at jeg allerede har gjort det på et eller andet tidspunkt… Min hukommelse er der sgu nok ikke nogen, der vil være tjent med.
Man kan sgu ikke få lov til at gå arbejdsløs længe i det her samfund!
Idag havde jeg første dag på min nye arbejdsplads, Peytz & Co. – det er, i mangel af et bedre ord, et web-bureau, hvor jeg er blevet ansat som frontend specialist. Min titel er måske nok ny, men arbejdsopgaverne bliver de samme, som det har været de sidste tre steder, jeg har været ansat, nemlig at kode (X)HTML, CSS og Javascript. Desuden håber jeg at kunne blande mig lidt i usability og informations-arkitektur, og jeg plejer jo ikke at være genert for at stikke hovedet frem, så mon ikke det kommer helt af sig selv.
Efter mit indlæg, hvor jeg skrev, at jeg holdt op på Berlingske, har jeg fået et par henvendelser med job-tilbud, men der var ikke så meget tvivl om at det skulle være Peytz, eftersom jeg kender firmaet lidt i forvejen. Måske kan faste læsere huske at jeg også skrev følgende i før-omtalte indlæg:
Det eneste, der er helt 110% sikkert, det er at jeg vil prioritere at have det sjovt med mit næste job
Ude hos Peytz kender jeg flere af de ansatte, bl.a. Hal, Clarissa og Aarfing, og jeg ved at det er folk, som jeg kan have det sjovt sammen med, så beslutningen var overhovedet ikke svær at tage. Så gør det mindre, at de har stavet mit navn forkert på hjemmesiden…
Det er bare lidt surt at jeg ikke fik lov til at gå ledig lidt længere, for jeg må indrømme, at jeg virkelig har nydt det! Det er første gang i årevis – faktisk siden 1997 – at jeg har været arbejdsløs, og har haft tid til at lave ingenting; der har naturligvis været ferier, men jeg har som regel været ude og rejse, så det er ikke helt det samme.
Oh well, det er vel heller ikke så skidt at arbejde 😉