Eller, jeg ville ihvertfald ønske at den var:
Hvor sejt er det at man kan køre i en bil, der kun udleder vand? En bil, der ikke larmer.. Det lyder som et meget bedre samfund allerede, hvis du spørger mig! Men så så jeg traileren til “Who killed the electric car”, og straks vidste jeg at der går laaaaaaang tid før vi får ovenstående bil i handlen. Hvis nogensinde. Øv.
Jeg fandt lige ud af at min fantastiske mobil oplader fra computeren, når man tilslutter den via USB-kablet. Det kunne min iPod ikke engang finde ud af!
Begejstringen vil ingen ende tage!
Efter et par måneder, hvor jeg har brugt min gamle T610 (som reserve for min K700i som stod _HELT_ af!) mobil, har jeg omsider fået en ny. Nu skriver jeg godt nok omsider, men det er faktisk min egen skyld, at der er gået så lang tid, for jeg har gået og ventet på at SonyEricsson tog sig sammen og smed K800i på gaden, men da jeg fik at vide, at jeg først kunne få den i 4.kvartal i år (Jeg får den gennem arbejdet, og de er lidt langsommere end almindelige butikker), var min tålmodighed brugt op. Jeg bestilte derfor en W810i istedet, og den kom så i tirsdags – og den er superfed!
Først og fremmest er jeg glad for at SonyEricsson har droppet deres uduelige joystick, som var på både min T610 og min K700i – og som begge gange har været skyld i adskillige reparationer! Istedet er der kommet en lille rund navigationsdims, som ganske givet holder bedre, og endnu vigtigere: er lettere at navigere med!
Dernæst er der jo tale om en Walkman-telefon, så nu kan jeg nøjes med at tage min telefon med mig, istedet for både telefon og iPod – faktisk har jeg ikke haft min iPod med mig i laaaang tid, netop fordi jeg var træt af at bære på for mange ting. Desuden er det jo et kæmpe irritations-moment at man skal stoppe for musikken og tage ørebøfferne ud/af, når telefonen ringer. Det er et overstået kapitel nu. Godt nok har jeg kun købt et 2gb memorykort til telefonen, men mon ikke jeg kan klare mig.
Jeg har desuden investeret i en kortlæser/skriver, eftersom telefonens skrivehastighed var lidt for sløv, når man skulle overføre musik til telefonen – selvom jeg brugte det medfølgende USB-kabel tog det over en time at kopiere under 1gb musik over på telefonen. Med kortlæseren – som iøvrigt kun kostede kr.200,- – tog det ingen tid. Ok, det er løgn, det tog lidt tid, men under et minut.
En super glædelig ting var også alle de ting, der fulgte med telefonen, og som firmaer normalt er gode til at tage lidt ekstra for: en 512mb memory-stick, håndfri sæt (der også fungerer som ørebøffer til musikken), et USB-kabel, et Phono-kabel (så man kan sætte telefonen til anlægget og spille sin musik der) og en memory-stick adapter. Not bad I might say.
Jeg bruger ikke mit kamera på telefonen helt vildt meget, men det nye er et 2 megapixel kamera, og det tager faktisk acceptable billeder, som man sagtens kan dele med andre – det erstatter dog ikke et almindeligt digitalkamera, men så længe man er klar over det og accepterer det, er der vel heller ikke noget problem.
Mit eneste problem med den nye telefon, var at min trofast væbner når det kommer til telefon-sync, Floats Mobile Agent, ikke rigtig kunne fungere (optimalt) med telefonen, og jeg var lige ved at gå i panik! Men, så fandt jeg noget andet freeware, MyPhoneExplorer, som kan stort set det samme og som jeg faktisk synes virker lidt mere stabilt og bedre. Alt i alt er det en win-win situation.
Faktisk må jeg sige at det virker som et rigtig godt valg, og når Børsen (i onsdagens udgave) så ligefrem skriver, at alle de unge synes at det er den mest trendy telefon lige nu, så må jeg jo være übercool! Oder was?
Og så behøver jeg vist ikke sige mere udover “høj, høj klasse!”..
Ja, undskyld den barske overskrift, men jeg sidder lige nu og ryster på hovedet over Nordea og deres utrolig små sko! Lad mig begynde fra starten…
I 1997, da jeg kom hjem efter et år i USA, skulle jeg åbne en bankkonto. Valget faldt på Unibank – mest af alt fordi det var den første bank jeg stødte ind i, men det virkede nu også ganske seriøst og iorden, og jeg er sikker på at gebyrerne og betingelserne var ligesom i alle andre banker. Unibank blev til Nordea, og det havde egentlig ikke nogen som helst effekt, udover at den fine enhjørning på mit visa-dankort forsvandt. Jeg må vel indrømme at jeg var en ganske tilfreds kunde i flere år, og jeg havde aldrig nogen problemer med at få hverken kassekredit eller lån, hvis jeg stod og skulle bruge det. Alt var med andre ord fint…
Indtil jeg havde penge på kontoen altså! For lidt over 3 års tid siden havde jeg et beløb på mellem 60 og 70.000 stående på en opsparing som skulle bruges til udbetaling på en lejlighed (Ja, det var faktisk nok dengang!), og de penge stod jo fint, men banken valgte alligevel at sende mig et brev, hvori de spurgte om ikke jeg ville investere dem eller placere dem på en mere udbytterig måde. Brevet var underskrevet af en person, der åbenbart var min nye rådgiver? Jeg havde en bankrådgiver nede i filialen, men uden at orientere mig om det, var jeg altså blevet overflyttet til en anden rådgiver. Ikke noget stort problem, men jeg synes da at de skal fortælle kunderne, når man får en ny person til at holde øje med ens surt opsparede skillinger. Anyways, tilbage til brevet… Jeg valgte at ignorere det, for de penge skulle jo bruges lige om lidt, og når man skal investere penge skal man tænke langsigtet, hvilket jeg ikke lige havde tiden til – desuden koster sådan noget altid en halv bondegård i gebyrer.
Tre uger senere fik jeg så et nyt brev fra min nye bankrådgiver – “Vi har sendt dig et brev ang. investeringsmuligheder.. bla bla bla.. vær venlig at kontakte mig hurtigst muligt“. Jeg modtog altså, hvad jeg vil kalde en rykker fra banken, som åbenbart mente at mine penge ikke måtte stå på en almindelig opsparingskonto. Jeg blev ærlig talt lidt sur i betrækket, men værre var det dog ikke. Jeg ignorerede igen brevet, og den sag døde hen. Måske fordi jeg hævede pengene et par uger senere og smed dem som udbetaling på en lækker lejlighed på Frederiksberg.
I starten af dette år skete det så igen – jeg kontaktede banken i en eller anden henseende, og fik at vide at min bankrådgiver ikke arbejdede der mere. Jeg spurgte hvorfor kunderne ikke blev informeret om dette, men det sagde de var normalt. Ikke for mig, er det ikke! Jeg har tilfældigvis også haft lidt kontakt med Danske Bank, og da jeg fik ny rådgiver der, fik jeg et pænt brev fra den gamle med “Tak for samarbejdet” og information om hvem min nye rådgiver blev.
Jeg følte så at det var på tide at skifte bank, for jeg gad ærlig talt ikke placere mine penge hos folk, der ikke tager deres rolle seriøst. Jeg valgte Skandiabanken, som er en ren netbaseret bank, og det har været lutter lagkage lige siden. Nå, men de her Nordea konti skulle så lukkes, hvilket jeg ringede til filialen for at gøre, efter at jeg havde overført pengene til min nye bank. Jeg fik – tadaaaaaaaaaa – en ny bankrådgiver i røret, som meget bestemt gjorde mig opmærksom på, at jeg var nødt til at lægge vejen forbi banken for at lukke mine konti, hvilket jeg synes var lidt latterligt, men det måtte jo bare gøres. Jeg kørte forbi, gik op til skranken og sagde at jeg gerne ville lukke alle mine konti og aftaler, og manden bag skranken arbejdede lidt, hvorefter han bekræftede at det var hermed gjort, og farvel og tobak. Endelig var jeg fri for Nordeas stramme lænker, og jeg følte mig som et helt nyt menneske. Ok, jeg overdriver, men det fremmer jo forståelsen: jeg var glad, ok?
I sidste uge lå der en besked på min telefonsvarer: “Det er XXX fra Nordea. Jeg ringer fordi du har et lille overtræk på din konto, ring venligst til mig“?? Overtræk på min konto? Jeg har ikke nogen konto for helvede, men jeg måtte jo gribe røret og ringe til ham. Han kunne så fortælle mig at der var et gebyr på kr.2,- som var for at overføre pengene til Skandiabanken, og i maj måned var der et gebyr på kr.10,- for et kontoudtog – mit overtræk var altså på kr.12,-, men der var så løbet lidt positive renter på, så ialt skyldte jeg Nordea kr.10,25. Jeg startede så med at gøre ham opmærksom på at mine konti var lukket, og at det ikke var mit problem, at det ikke var effektueret ordentlig, men som han sagde: “Hvis jeg skal være helt streng, så skal jeg jo bede om pengene“. Ja den er god mester, men må jeg så lige gøre det klart for dig, at de kr.10,- for et kontoudtog, er blevet lagt på min konto EFTER at den er blevet lukket. De kr.2,- var et gebyr for noget jeg egentlig havde foretaget mig inden, men det var vist at gå i lidt små sko for Nordea at bede om et totalbeløb på 25 f**king øre? Efter lidt forhandliger frem og tilbage fik jeg min vilje: kontoen er nu lukket for alvor, og jeg skal ikke betale dem noget som helst – til gengæld burde jeg være fræk nok til at sende dem et brev, hvor jeg beder dem om mine kr.1,75 som jo er tilskrevet i renter…
Må jeg hermed opfordre alle, der overvejer at skifte bank til at fravælge Nordea. Og har du konto i Nordea, så tag dog og skift til en billigere og bedre bank!
Jeg har lige opdateret min WordPress installation fra 2.0.2 til 2.0.3 – hvis der er nogle fejl og mangler rundt omkring er I velkomne til lige at skrive en kommentar.
Et stort tak skal som sædvanlig lyde til Shevy, som er manden der oversætter WP til dansk og udgiver danske versioner af opdateringerne.
For et par uger siden lagde jeg mærke til noget sjovt. Faktisk har jeg nok tænkt over det før, men det var først på en lille gåtur, hvor jeg ikke havde andet i tankerne, at jeg tænkte videre over det: at man ofte siger “Hvad siger du?” selvom man har hørt, hvad der er blevet sagt.
Grunden til at det kom ind i mine tanker er naturligvis, at det skete for mig – jeg var lige kommet ud af min yderst fashionable og prægtige 1-værelses playboy-mansion i Nord-læder-vest, og gik i mine egne tanker, da en håndværker fangede mig med bukserne nede: “Du har vel ikke tilfældigvis nøglerne til denne opgang?” lød hans spørgsmål som var rettet mod mig, og mit svar var “Hvad siger du?“. Men jeg havde jo godt hørt spørgsmålet, jeg var bare ikke forberedt på det, og derfor skulle hjernen lige igang igen, så den nemmeste måde at købe lidt tid på er at spørge om hvad der blev sagt. Ville det være pinligt at sige “Øjeblik, jeg skal lige tænke over spørgsmålet“? Ja, når spørgsmålet er så simpelt er det lidt pinligt, hvorimod det overhovedet ikke er pinligt for en 30-årig mand at lade som om han har nedsat hørelse. Eller. Øh…
Nu hvor jeg har skrevet det her falder det mig pludselig ind: Hvad nu hvis jeg er den eneste, der har det sådan? Død og kritte!
