Så blev United mestre her til aften, da Chelsea ikke formåede at vinde over Arsenal – det er så nok første gang i mange, mange år at jeg har været glad for at Arsenal fik point.
Iøvrigt må jeg trække en af mine tidligere udtalelser tilbage, for Jose Mourinho lover United at de nok skal lave en æresport for dem. Men de er stadig et hold uden klasse, og nu også et hold uden mesterskabet!
George W. Bush er en hykler
Jeg kunne godt forklare hvorfor, men I ved det nok godt allesammen. Og hvis ikke, så har jdreng skrevet det ganske glimrende.
Chelski – en klub uden klasse
John Obi Mikel fra Chelsea:
Vi fortjener at vinde titlen pga. vores hårde arbejde, vores viljestyrke, vores skadeskrise og så videre. Jeg synes United har været heldige på visse tidspunkter i denne sæson, imens vi har haft en lang skadesliste at kæmpe med. I det store hele har vi været det bedre hold.
(kilde: The Sun)
Man kan sige meget om Chelsea, men de kan fandme komme med dumme udtalelser, og det gælder åbenbart ikke kun manageren.
Hvis vi skal sammenligne skadeslister, så kan vi jo kigge over hele sæsonen, hvor Uniteds fysioterapeut har haft rigtig travlt:
- Gary Neville – anføreren – har misset 15 kampe
- Louis Saha har misset 23 kampe
- Patrice Evra har misset 20 kampe
- Ji-Sung Park har misset 36 kampe
- Mikael Silvestre har misset 35 kampe
- Gabriel Heinze har misset 20 kampe
- Nemanja Vidic har misset 12 kampe
- Ole Gunnar Solskjaer har misset 35 kampe
- Alan Smith har misset 40 kampe
Bevares, Chelsea har også haft deres skader, det er der ingen tvivl om, men det hold, der ligger nr.1 efter 38 runder har fortjent at vinde titlen. Punktum. Efter 35 runder er det hold Manchester United, og hvor jeg dog håber at de kan slå bysbørnene fra City her om et par timer, samtidig med at Arsenal meget gerne må vinde over Chelsea imorgen, for så bliver United mestre. Og så er det Chelsea-spillernes tur til at hylde United-spillerne, men så meget klasse tvivler jeg på at de har, selvom United viste dem respekten for to år siden.
Nyt digitalkamera – men hvilket?
Så, kære læser! Nu har jeg brug for din hjælp… Ser du, da jeg i februar måned var på Filippinerne, havde jeg naturligvis taget mit trofaste Canon Ixus 500 digitalkamera med, så jeg kunne tage en masse billeder undervejs. Desværre fik kameraet vist lidt fugt under min svømmetur med en hvalhaj, og begyndte derefter at opføre sig særdeles ustabilt – f.eks. ville det kun tænde når det lå i undervandskassen, og den er helt ærligt ikke for kvik at rende rundt med, når nu man bare gerne vil have kameraet i lommen. Kameraet virker som sådan stadig væk (også uden kassen), men jeg gider bare ikke stå i sådan en situation igen, hvor man står og vil tage et billede, og så vil lortet ikke tænde, så nu skal jeg have mig et nyt… Men jeg ved bare ikke hvilket.
Der er tre kriterier, der skal være opfyldt:
- Man skal kunne få en undervandskasse til kameraet
- Det skal være et lommekamera, ikke et spejlrefleks
- Det må IKKE være et IXUS
Jeg har kigget lidt på et Fuji F40d, som jeg synes ser fornuftigt ud, men inde på Digital Camera Reviews scorer det ikke så høje karakterer – faktisk scorer den et år ældre model, F31d, noget bedre, og nogen sværger endda til den endnu ældre F30. Derudover så har jeg gode erfaringer med mit Sony Cybershot DSC-S85, som tog nogle fremragende billeder i dæmpet belysning, så jeg ville ikke være genert for at prøve et Sony igen, evt. et DSC-W100, DSC-W200 eller lignende. Lige præcis i dæmpet belysning var der, hvor mit IXUS500 svigtede noget så grusomt, og eftersom et lommekamera ofte finder sin vej til fester, så er det en ret vigtig parameter.
Nogen gode råd eller anbefalinger? Og er der nogen, der kender nogle gode danske hjemmesider med tests af digitalkameraer?
…vil ikke have folk med tørklæder på folketingets talerstol, men de stiller selv gerne en pauseklovn derop:
Dansk Folkeparti imponerer virkelig i denne uge, det må man give dem.
Mogens Camre, i sagen om Asmaa Abdol-Hamid, der vil bære tørklæde på folketingets talerstol, hvis hun bliver valgt ind:
Man må jo behandle den slags mennesker. Det er nogle hjernevaskede små stakler, som går med tørklæder. Tørklædet er en politisk manifestation, ligesom sortskjorterne var det for Italiens fascister, og hagekorset var det for Hitlers tropper
Morten Messerschmidt følger så op med denne lille kommentar:
Jeg mener, at alle muslimske samfund pr. definition er tabersamfund. Muslimerne er ikke i stand til at tænke kritisk. Når man sætter idiotiske religiøse hensyn over fornuften, så udvikler man et tabersamfund med hungersnød, undertrykkelse og brud på de mest elementære frihedsrettigheder. Alle muslimer, der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker
Og det startede jo altsammen fordi Søren Krarup valgte at sammenligne tørklædet med hagekorset – det har jeg ikke kunne finde et præcist citat om, men det lykkedes mig at finde et andet guldkorn fra ham i samme sag, det vist meget godt viser, hvad han mener:
Naturligvis er det Folketingets præsidium, der afgør om det er tilladt at bære tørklæde i salen. Men islam er i strid med grundloven, fordi det er totalitært akkurat som nazismen var det.
Og så kan man jo mene at partiets formand, Pia K, burde gå ind og irettesætte sine kolleger, men hun vælger så at sige (om Krarups originale udtalelse):
Jeg er enig med ham i det, han mener. Jeg ville ikke selv have brugt samme billedsprog, men essensen er den samme.
Demokratiet længe leve. Eller noget.
Larry Platt fra Gun Owners of America:
Alle de skoleskyderier, der er endt pludseligt de seneste 10 år, er stoppet fordi en lovlydig borger – et muligt offer – havde en pistol. Skyderiet på Virginia Tech bør betyde et øjeblikkeligt stop for loven om våbenfri zoner, der efterlader nationens skoler åbne for galninge
Kun i USA kan man finde på at sige at flere våben er vejen frem. Kraftidiot.
Kilde: Politiken.dk
Den gode uge forsætter
Jeg har tidligere harceleret over Cristiano Ronaldo, og selvom jeg fortsat ikke synes særlig godt om hans personlighed, har jeg for længst måtte overgive mig til hans evner på banen. Han har i denne sæson været verdens bedste fodboldspiller – blot min ydmyge mening – og derfor er det da også fantastiske nyheder, at han netop har forlænget kontrakten med Manchester United, så den nu løber frem til 2012.
Syv Fucking Et
Jeg har reelt set ikke brugt tekstbehandlingsprogrammer til noget, siden jeg afleverede min Større Skriftlige Opgave på Handelsskolen i 1995, og dengang sad jeg med en DOS-version af WordPerfect, som var datidens dominerende program indenfor genren. Der er sket rigtig meget på feltet siden da, og som de fleste nok ved har Microsoft Word forlængst taget teten, og er vel nærmest blevet de-facto standarden.
Godt nok har jeg da brugt Word en hel masse gange, men som regel bare til at skrive et hurtigt brev, som jeg alligevel skulle printe og underskrive, og derfor har jeg stort set kun brugt to eller tre af de mest gængse funktionaliteter i programmet, nemlig højre-justering af tekst, fremhævning af tekst (fed eller kursiv) og valg af skrifttype.
Men! Nu hvor jeg er begyndt på ITU og vi stort set har en aflevering hver uge som skal være i Word-format, har jeg genopdaget tekstbehandlingen og alle de styrker som den faktisk besidder – og rigtig mange af jer ved ganske sikkert alt det her, men for mig er det altså nyt:
Indholdsfortegnelse:
Hvis man bruger de standard formatteringsmuligheder, der er i programmet, f.eks. “Header 1”, “Header 2”, “Default” osv., så kan man i starten af sit dokument indsætte en indholdsfortegnelse, som automatisk bliver opdateret. Jeg kan huske hvordan jeg i tidernes morgen sad og indsatte indholdsfortegnelsen manuelt, iøvrigt med dertil hørende punktummer indtil sidenummeret ude i højre side, så for mig er det her et kæmpe teknologisk fremskridt!
Fodnoter:
Man kan indsætte fodnoter, som automatisk bliver nummeret og som automatisk lægger sig i bunden af den side, hvor man referer til den. Det er sgu da smart! Ihvertfald i forhold til den metode, som jeg brugte i 1995, hvor jeg indsatte dem manuelt og måtte flytte linjerne i dokumentet efterfølgende, så fodnoten lå på den rigtige side. Måske var funktionaliteten allerede eksisterende dengang, men nu er den tydelig og nem at bruge.
Øvrigt:
Ting som sidenummerering, dokument-version, liste-opstillinger og tabeller er også en ren walk in the park.
Hov, jeg har vist helt glemt at sige at jeg overhovedet ikke bruger Microsoft Word, men derimod Open Office Writer – et program, der kan stort set det samme, inklusiv at åbne og gemme i Words .doc
-format. Og som er fuldstændig gratis og kan downloades her.
Et andet alternativ kunne være at bruge Google Docs, som også tillader at flere mennesker retter i samme dokument sideløbende, og som ikke kræver nogen installation af software på din maskine, udover den internet-browser du allerede har.