Kan I huske min cykel? Hvis I ser den, så sig lige til vedkommende der kører på den, at han/hun gerne må aflevere den tilbage – og at han/hun i øvrigt glemte at spørge om det var ok at låne den.
Far er ikke sur – far er f**king vred og klar til at tage vedkommende og hænge ham/hende op i bollerne/patterne i en rulle pigtråd! Det er sgu’ da min cykel, dit dumme svin! Fat dog forskellen på dit og mit, og lad være med at tage ting, der ikke tilhører dig! Hvor svært kan det være?
Eller, jeg ville ihvertfald ønske at den var:
Hvor sejt er det at man kan køre i en bil, der kun udleder vand? En bil, der ikke larmer.. Det lyder som et meget bedre samfund allerede, hvis du spørger mig! Men så så jeg traileren til “Who killed the electric car”, og straks vidste jeg at der går laaaaaaang tid før vi får ovenstående bil i handlen. Hvis nogensinde. Øv.
Ja, undskyld den barske overskrift, men jeg sidder lige nu og ryster på hovedet over Nordea og deres utrolig små sko! Lad mig begynde fra starten…
I 1997, da jeg kom hjem efter et år i USA, skulle jeg åbne en bankkonto. Valget faldt på Unibank – mest af alt fordi det var den første bank jeg stødte ind i, men det virkede nu også ganske seriøst og iorden, og jeg er sikker på at gebyrerne og betingelserne var ligesom i alle andre banker. Unibank blev til Nordea, og det havde egentlig ikke nogen som helst effekt, udover at den fine enhjørning på mit visa-dankort forsvandt. Jeg må vel indrømme at jeg var en ganske tilfreds kunde i flere år, og jeg havde aldrig nogen problemer med at få hverken kassekredit eller lån, hvis jeg stod og skulle bruge det. Alt var med andre ord fint…
Indtil jeg havde penge på kontoen altså! For lidt over 3 års tid siden havde jeg et beløb på mellem 60 og 70.000 stående på en opsparing som skulle bruges til udbetaling på en lejlighed (Ja, det var faktisk nok dengang!), og de penge stod jo fint, men banken valgte alligevel at sende mig et brev, hvori de spurgte om ikke jeg ville investere dem eller placere dem på en mere udbytterig måde. Brevet var underskrevet af en person, der åbenbart var min nye rådgiver? Jeg havde en bankrådgiver nede i filialen, men uden at orientere mig om det, var jeg altså blevet overflyttet til en anden rådgiver. Ikke noget stort problem, men jeg synes da at de skal fortælle kunderne, når man får en ny person til at holde øje med ens surt opsparede skillinger. Anyways, tilbage til brevet… Jeg valgte at ignorere det, for de penge skulle jo bruges lige om lidt, og når man skal investere penge skal man tænke langsigtet, hvilket jeg ikke lige havde tiden til – desuden koster sådan noget altid en halv bondegård i gebyrer.
Tre uger senere fik jeg så et nyt brev fra min nye bankrådgiver – “Vi har sendt dig et brev ang. investeringsmuligheder.. bla bla bla.. vær venlig at kontakte mig hurtigst muligt“. Jeg modtog altså, hvad jeg vil kalde en rykker fra banken, som åbenbart mente at mine penge ikke måtte stå på en almindelig opsparingskonto. Jeg blev ærlig talt lidt sur i betrækket, men værre var det dog ikke. Jeg ignorerede igen brevet, og den sag døde hen. Måske fordi jeg hævede pengene et par uger senere og smed dem som udbetaling på en lækker lejlighed på Frederiksberg.
I starten af dette år skete det så igen – jeg kontaktede banken i en eller anden henseende, og fik at vide at min bankrådgiver ikke arbejdede der mere. Jeg spurgte hvorfor kunderne ikke blev informeret om dette, men det sagde de var normalt. Ikke for mig, er det ikke! Jeg har tilfældigvis også haft lidt kontakt med Danske Bank, og da jeg fik ny rådgiver der, fik jeg et pænt brev fra den gamle med “Tak for samarbejdet” og information om hvem min nye rådgiver blev.
Jeg følte så at det var på tide at skifte bank, for jeg gad ærlig talt ikke placere mine penge hos folk, der ikke tager deres rolle seriøst. Jeg valgte Skandiabanken, som er en ren netbaseret bank, og det har været lutter lagkage lige siden. Nå, men de her Nordea konti skulle så lukkes, hvilket jeg ringede til filialen for at gøre, efter at jeg havde overført pengene til min nye bank. Jeg fik – tadaaaaaaaaaa – en ny bankrådgiver i røret, som meget bestemt gjorde mig opmærksom på, at jeg var nødt til at lægge vejen forbi banken for at lukke mine konti, hvilket jeg synes var lidt latterligt, men det måtte jo bare gøres. Jeg kørte forbi, gik op til skranken og sagde at jeg gerne ville lukke alle mine konti og aftaler, og manden bag skranken arbejdede lidt, hvorefter han bekræftede at det var hermed gjort, og farvel og tobak. Endelig var jeg fri for Nordeas stramme lænker, og jeg følte mig som et helt nyt menneske. Ok, jeg overdriver, men det fremmer jo forståelsen: jeg var glad, ok?
I sidste uge lå der en besked på min telefonsvarer: “Det er XXX fra Nordea. Jeg ringer fordi du har et lille overtræk på din konto, ring venligst til mig“?? Overtræk på min konto? Jeg har ikke nogen konto for helvede, men jeg måtte jo gribe røret og ringe til ham. Han kunne så fortælle mig at der var et gebyr på kr.2,- som var for at overføre pengene til Skandiabanken, og i maj måned var der et gebyr på kr.10,- for et kontoudtog – mit overtræk var altså på kr.12,-, men der var så løbet lidt positive renter på, så ialt skyldte jeg Nordea kr.10,25. Jeg startede så med at gøre ham opmærksom på at mine konti var lukket, og at det ikke var mit problem, at det ikke var effektueret ordentlig, men som han sagde: “Hvis jeg skal være helt streng, så skal jeg jo bede om pengene“. Ja den er god mester, men må jeg så lige gøre det klart for dig, at de kr.10,- for et kontoudtog, er blevet lagt på min konto EFTER at den er blevet lukket. De kr.2,- var et gebyr for noget jeg egentlig havde foretaget mig inden, men det var vist at gå i lidt små sko for Nordea at bede om et totalbeløb på 25 f**king øre? Efter lidt forhandliger frem og tilbage fik jeg min vilje: kontoen er nu lukket for alvor, og jeg skal ikke betale dem noget som helst – til gengæld burde jeg være fræk nok til at sende dem et brev, hvor jeg beder dem om mine kr.1,75 som jo er tilskrevet i renter…
Må jeg hermed opfordre alle, der overvejer at skifte bank til at fravælge Nordea. Og har du konto i Nordea, så tag dog og skift til en billigere og bedre bank!
Jeg er glad for at bo i Danmark og efter et par udenlandsophold er jeg bare blevet endnu gladere for det. Danmark er sgu et dejligt land – ikke at jeg vil fraråde folk at flytte til udlandet, for det er da helt klart en erfaring man kan nyde godt af. Jeg har bare ikke lyst til at bo i udlandet igen. Lige foreløbig ihvertfald – man skal jo aldrig sige aldrig… Til trods for at jeg er så glad for lille Danmark, er det jo ikke sådan at jeg går og glæder mig over det hver dag eller render rundt med landsholdstrøjer, flager eller lignende. Kort sagt er jeg vel ikke så nationalistisk indstillet?
Det er amerikanere til gengæld. Mon ikke de er stolte over at bo i Land of the free, Home of the brave! Og de er så stolte at det kan pisse mig af… Bevares, jeg har været i USA mange gange, og jeg synes helt klart at landet har nogle fantastiske ting, men jeg fatter ikke at man har travlt med at have flag hængende fra sin veranda. Eller at man har et klistermærke af den amerikanske ørn i bagruden på sin kæmpe-truck. Eller at man forherliger sin egen nation frem for andre. Nu skrev jeg før at deres stolthed kan pisse mig af, men det er faktisk ikke helt sandt; det der pisser mig af, er at de synes det er så forbandet vigtigt, at vi andre får at vide, hvor utroligt fejlfrit et land USA egentlig er. Jeg ved ikke hvilken type propaganda man skal igennem i de amerikanske skoler, men lærerne må have en speciel evne til at fratage ungerne deres kritiske sans – ellers ville Bush vel ikke være præsident? Det kan selvfølgelig også være at de har erstattet skolemælken med en hemmelig formular der pådutter eleverne de gode, gamle amerikanske værdier? En slags patriotjuice kan man vel kalde det.
Nu er det ikke fordi vi er så specielt udsatte for den amerikanske patriotisme (hedder det egentlig det?) her i Danmark – eller hvad? Jo, det er vi faktisk! Deres film og tv-serier er jo gennemsyret med lortet, så man får kvalme af hvad man ellers troede skulle være god underholdning! Sidste nye eksempel på dette er tv-serien “The Unit”, som jeg ellers synes startede rigtig godt, men i seneste afsnit gik det virkelig galt: Der var naturligvis den klassiske scene hvor Stars and Stripes bliver hejst mod himlen til lyden af nationalmelodien, men den slags scener er jeg efterhånden blevet immun overfor. Men når afsnittets bi-historie handler om en kvinde, der har mistet troen pga. en ufrivillig abort og som bliver udsat for lidt pres fra omgivelserne for at finde tilbage i de kristne rækker, så synes jeg efterhånden at jeg har fået nok. “Jamen, kristendom har da ikke noget med USA at gøre?” kan jeg høre den skeptiske læser spørge. Og så må jeg svare at den skeptiske læser tilsyneladende aldrig har været i USA. USA og religion hænger uløseligt sammen, og beviset bliver vi udsat for hvert år, når oscar/grammy/emmy/indsæt ligegyldig pris her-vinderen starter med at takke sin gud. Misforstå mig ikke, jeg har absolut ingenting imod religion, men jeg har noget imod at blive påduttet den og dens værdier, hvilket er en utrolig amerikansk ting at gøre.
Som en lille bonus er her en video med en mand, der helt sikkert har drukket for meget af den før-omtalte patriotjuice..
Jaja, jeg ved det godt, jeg burde holde mig fra computeren og nyde min fridag, men jeg var simpelthen lige nødt til at få min vrede ud her!
Jeg har et mindre firma, som jeg skal have lukket da der ikke rigtig er nogen grund til at holde det i live mere, så jeg brugte min formiddag på at køre ud til Tagensvej til ToldSkat på Finsensvej, så jeg lige kunne få ordnet de formaliteter derude. Men, nu er ToldSkat jo blevet til slet og ret SKAT, og derfor var det kontor blevet omdannet til et motorkontor, men de var da flinke nok til at henvise mig til SKAT på Teglholmen. No problemo, jeg kører da mod Teglholmen, som jeg udemærket ved hvor ligger, for jeg arbejder nemlig på Teglholmsgade til daglig, og Teglholmen ligger jo lige ved siden af.
Jeg kørte dog rundt på Teglholmen et stykke tid og der var ikke skyggen af en stor offentlig bygning, hvor man kunne ordne sådanne ting, og jeg måtte til sidst ringe til oplysningen, som gav mig nummeret til SKAT. Da jeg ringede til dem for at få den præcise adresse oplyste de mig om at de lå på Sluseholmen 8. Sluseholmen? Hvorfor fanden blev jeg så henvist til Teglholmen? Oh well, jeg satte retning mod Sluseholmen, som jeg tilfældigvis også ved hvor ligger, fordi jeg har arbejdet for et firma, der har en afdeling der..
Jeg fandt uden problemer den grimme bygning der udstrålede “Vi tager dine penge med glæde“, og konstaterede at det måtte sgu være SKAT. Ganske rigtigt, og jeg begav mig indenfor og henvendte mig i receptionen, for at høre hvem jeg skulle snakke med. “Det er i Kampmannsgade” sagde damen frisk og frejdigt, selvom hun sagtens kunne se at det var det helt forkerte svar. Jeg fortalte hende om de flinke mennesker på Finsensvej, der havde henvist mig til Teglholmen/Sluseholmen, men hun kunne ikke rigtig hjælpe mig, og måtte meget lidt (alt for lidt, hvis du spørger mig!) beklagende henvise mig til et nyt kontor. Er der nogen her der kan hjælpe mig med at finde det kontor på Kampmannsgade på det her fine kort?
Jeg hader offentlige instanser der ikke aner hvad de laver.
Så er det iaften at Depeche Mode indtager Parken og garanteret giver en pissefed koncert. Desværre vil jeg ikke selv være til stede, hvilket jeg ærgrer mig godt og grundigt over, for hold da kæft hvor gad jeg godt se dem live!
Jeg har hørt Depeche Mode siden de i 1987 udgav albummet “Music for the Masses”, og jeg husker tydeligt hvordan vi sad nede i Morten Mathisens kælder og læste hans fars frække magasiner, imens vi hørte “Never let me down again” og “Strangelove” på et optagebånd. Siden har jeg lyttet til stort set alt hvad de har udgivet, men min fascination med bandet fik for alvor fornyet kraft, da jeg i 94 fik en maxi-version af “Enjoy the Silence“, som i mine øjne er et fantastisk nummer. Når jeg smider den version på min pladespiller og sætter pitch til -8%, er det nærmest som at være i en form for trance. Intet mindre end utroligt!
Nå, men grunden til at jeg ikke skal til koncerten i aften? Det er den samme grund som da jeg gik glip af U2 og Coldplay. At det forbandede billetsystem, som håndterer online-salget bare ALDRIG fungerer! Jeg har også måtte sige farvel til den perfekte gave til min mor i form at et sæt Bruce Springsteen billetter af samme årsag. Hver eneste gang der er en stor koncert, bliver systemet udsat for et åbenbart uforudsigeligt pres og går ned på den ene eller den anden måde – næsten ligesom når DSB bliver overrasket over at efteråret medfører våde blade på skinnerne og vinteren bringer sne med sig. Jeg forstår det simpelthen ikke – det må sgu’ da være muligt at lave et skalerbart system, der kan håndtere det pres?
Jeg kan da i det mindste glæde mig over at det er lykkedes mig at skaffe bootleg live-cd’er med både Depeche Mode og Coldplay, og de er fremragende – glæden er dog kortvarig, for det minder jo blot en om hvad man går glip af 🙁
Til alle dem der skal afsted iaften: God fornøjelse!
Kender I det? Der findes dage som bare er generelt dårlige, og så findes der dage, der kan trække al humør og livsvilje ud af en, så det tager dage at komme sig. Well, idag hører til i sidstnævnte kategori!
Da jeg vågnede igår morges var jeg helt kvæstet, nærmest groggy som hvis jeg havde gået 12 omgange med Tyson – helt naturligt når man tænker på at jeg havde været ude at skate onsdag aften og først kom hjem lidt i 1 om natten. Ikke at tidspunktet er så forfærdelig sent, men man skal jo lige i bad og så har man en masse energi i kroppen, så der går lige lidt inden man sover. I mit tilfælde blev den vel 3.. Anyways, da jeg så mødte på arbejde igår, grinte Mobo bare af mig og sagde at jeg så lidt fraværende ud, hvilket var en mild underdrivelse. Jeg lignede helt sikkert døden fra Lübeck. Men! Der var en positiv ting ved min trætte tilstand: at jeg torsdag aften ville sove som et lille barn. Wrong! Jeg hoppede under dynen ved 23-tiden, slukkede lyset og opdagede at jeg var lysvågen. Ikke bare almindeligt vågen, men den slags vågen, hvor man ved at ethvert forsøg på at sove er nyttesløst. Og hvad bruger man så tiden til? I mit tilfælde valgte jeg at se om jeg kunne falde i søvn til lidt tv-serie, men efter otte afsnit (!) af “Prison Break” kunne jeg godt se at det ikke hjalp…
Vækkeuret ringede klokken 6.00, fordi jeg skulle aflevere bilen til mekanikeren kl.7.30. Og det er så her at dagen gik fra at generelt dårlig til at være kolo-enormt latterlig! Bilen har fået den dårlige vane at gå ud, når den kommer langt ned i omdrejninger og værkstedet kørte en hurtig test, som viste at det er motorstyringen den er gal med. “Motorstyringen?” siger du. Ja, spørg sgu’ da ikke mig, jeg har ikke forstand på det pis, men det er trods alt et autoriseret Mercedes-værksted og jeg er naiv nok til at stole på dem. Konsekvensen er ihvertfald, at der skal bestilles en ny motorstyrings-enhed hjem fra det store udland – den skal åbenbart produceres specielt ifht. stelnummeret på bilen – og derfor kan bilen først være klar tirsdag… Det er så ikke dét, der er mit store problem. Problemet er at mekanikeren siger at delen alene koster 8.200 ekskl. moms, og så kommer der lige arbejdsløn oveni. AV! Til gengæld var han flink nok til at ønske mig god weekend! Ja tak, kammerat, det luner sgu’ også virkelig meget lige nu!
Så lad dette være en advarsel: lad være med at pisse mig af idag, for jeg er træt og jeg er sur. En eksplosiv kombination, der kan ende med katastrofale konsekvenser! Med andre ord: Lunten er kort!
Henover nytår var jeg en tur i det Engelske med et par venner og besøge et vennepar – ikke så meget mine venner som mine venners venner, men jeg var dog på bekendtskabs-basis med den ene halvdel af parret. Anyways, da vi var ankommet til Liverpool efter en lettere forsinket flyrejse til Manchester, besluttede vi os for at gå ud at spise, og valget faldt på en lille lokal restaurant som Per og Majka (de lokale) havde gode erfaringer med.
Vi ankom til restauranten, og blev hilst velkommen af en lille mand, der insisterede på at vi satte os i loungen før vi indtog spisebordet – faktisk sagde han “No, no, no, you don’t do that!” meget bestemt, da vi bad om at komme direkte til spisebordet. Vi tog det nu ikke så tungt, men vi vidste jo heller ikke hvad der ventede os på det tidspunkt.
Efter et par minutter kom der en ung dame og tog vores jakker, og jeg må da indrømme at jeg var lettere nervøs, for jakkerne blev slænget over den ene arm, og hang faretruende tæt på den åbne pejs, som der var god gang i. Der skete dog ikke noget, men allerede her fornemmede jeg at hun var lidt klodset; en fornemmelse der skulle vise sig at holde stik!
Da vi skulle bestille noget at drikke, fik vi at vide at der ikke var noget danskvand, fordi der var sprunget et vandrør i køkkenet tidligere på dagen, og de laver åbenbart danskvand med de dersens sodavands-maskiner med sirup i – I kender dem godt, men jeg aner ikke hvad de hedder, så hvis I ikke ved hvad jeg mener, må I bare undvære dette afsnit. Da vi var ved at være færdige med at bestille vores pre-dinner drikkevarer, kom det dog frem at de trods alt havde danskvand alligevel, men kun i store flasker. Det kunne vi jo sagtens klare, da vi var flere om at dele, så det tog vi. Men hvorfor sagde han ikke bare det først?
Det var blevet tid til at bestille maden, og en ny tjener dukkede op. Vi var tre der bestilte en Steak Filet, men fik at vide at de desværre ikke havde den bøf, så om vi ville have den anden steak på menu-kortet – no biggie, så det gjorde vi. Udover det bestilte vi allesammen suppe til forret, undtagen Majka, der valgte at få suppe til hovedret og springe forretten over…
Vi blev henvist til spisebordet, hvor tjeneren kom ind og gjorde os opmærksomme på at den bøf vi havde bestilt, havde de desværre ikke flere af idag, men han kunne istedet tilbyde os Steak Filet!?! Med andre ord: vores foretrukne valg, men som de heller ikke havde første gang vi bestilte… oh well, vi fik jo vores vilje i sidste ende, men det var tydeligt at organisationen ikke just var i fineste form.
Forretterne kom ind – og Majkas hovedret. De havde naturligvis glemt at Majkas suppe var en hovedret og derfor ikke skulle ind endnu, men de tog den da med tilbage i køkkenet, og vi kunne gå igang. Suppen var rigtig god, men skeerne var lidt beskidte og fik en grundig tur med servietten.
Hovedretterne kom ind – naturligvis minus de pomfritter vi havde bestilt ekstra, så vi måtte nøjes med det tilbehør, der nu er med per default. På dette tidspunkt valgte vi bare at glemme alt om at brokke os, for vi var blevet godt sultne, og maden stod jo på bordet. Der blev bestilt en ekstra cola, som tjeneren gladeligt kom ind med på en stor bakke, som han herefter tippede, så cola’en røg direkte ned i skødet på Tanja… Heldigvis var det ikke så slemt, men stadig irriterende.
Tjenerne virkede i det hele taget ekstremt stressede, og det var tydeligt at vi havde fanget dem på en dårlig dag. Hvad de var stressede over aner jeg ikke, for der var kun tre middags-selskaber, og det burde vel være til at overkomme. Det var det ikke. Den kvindelige tjener – hende der forsøgte at futte vores jakker af – nåede at tabe bestik to-tre gange undervejs, og på et tidspunkt løb den første mandlige tjener ud mod køkkenet med armene over hovedet, imens han udstødte hvad jeg vil kalde et primalskrig! jeg joker ikke her! Manden løb skrigende ud i køkkenet foran gæsterne!
Nå, men der er jo ikke noget der ikke kan kureres med en god dessert, og Tanja glædede sig tydeligvis til at bestille varm kakao med skumfiduser. Det havde de ikke. Til gengæld kunne tjeneren fortælle om en fantastisk Pavlova, som han brugte fem minutter på at forklare om. Den lød simpelthen for god til at være sand, hvis jeg skal være helt ærlig. Det var det så også, for tjeneren kom tilbage tre minutter senere og kiggede ned i gulvet, imens han sagde at de desværre ikke kunne tilbyde Pavlova idag… Tanja valgte så ikke at få dessert, selvom de tilbød både gratis kaffe og te for at råde bod på deres lille brøler.
Som Per meget elegant sagde det undervejs: “Det bliver ikke svært at regne ud hvor meget de skal have i drikkepenge”. I øvrigt: maden var skidegod, men det er der jo ikke nogen der husker efter sådan en tur! Underholdende var det dog…
2005’s mest populære mand på de hjemlige breddegrader har uden tvivl været David Owe. En – i mine øjne – mand med et ganske ordinært udseende, som tilfældigvis har haft en dominerende rolle i DR’s store serie “Ørnen“. At han så lige toppede året op med at vinde alletiders kedeligste tv-koncept “Vild Med Dans” har blot gjort ham endnu mere populær.
Misforstå mig ikke, jeg er ikke jaloux på David Owe – jeg synes han skal udnytte sin popularitet til det maksimale, og skynde sig at tjene en masse penge, for jeg tvivler meget stærkt på at han er interessant om et par år. Mest af alt fordi jeg ikke har den store fidus til hans evner som skuespiller – for at sige det mildt, synes jeg hans indsats i “Ørnen” har været direkte pinlig, men det kan jo bare være mig, der ikke har forstand på sådan noget…
Under alle omstændigheder, så synes jeg næsten det er synd for lille kære David, at han ikke har forstået at holde sin mund, for medierne ved jo præcis hvordan man drejer enhver udtalelse, så det ikke lyder videre charmerende.
Først og fremmest var der Ekstra Bladet, der i en artikel refererede til en artikel i det erotiske magasin, Tidens Kvinder. Angiveligt har David Owe udtalt sig om alle de mange one-night stands, han har haft før i tiden, og her udtaler David bl.a. at de kun er gode, fordi man kan tale med sine venner om dem bagefter, for selve sex-akten er ikke noget specielt?!? Hvor dum er du, David? For det første vil alle de tøser du har haft one-night stands med synes at du er et kvaj, fordi du udtaler dig på den måde om dem. For det andet vil det nok begrænse andre kvinders lyst til at tage dig med hjem en anden gang! Jo jo, jeg har da læst at David har en fast kæreste og alt det der, men man ved aldrig hvad der sker, eller om David i det hele taget er den tro type.
Dernæst siger kvajpanden (ja, det er selvsamme David jeg snakker om) i et tv-show at han “elsker at gå i G-Streng”. Jesus Kristus, hvor han dog forstår at sige nogle dumme ting! Prøver han på at være Danmarks svar på David Beckham, hvis kone jo tidligere har udtalt at Becks elskede at gå i hendes undertøj.
Hvis jeg var David Owe og nød hans popularitet, ville jeg nok holde min kæft fremover, for det lader ikke til at der kommer noget som helst fornuftigt ud alligvel.
Jeg er ikke den store fan af julen – mest af alt fordi jeg ikke rigtig tror på historien, resten af verden kender som Biblen, men også fordi at traditioner for traditioners skyld, heller ikke siger mig – for nu at sige det ligeud – en fløjtende fis.
Og så er der gaveræset. Eller skal man sige den årlige byttehandel? Du ønsker dig noget, jeg ønsker mig noget, vi køber tingene til hinanden og så er alle glade. Eller hvad? Hvorfor fanden køber man ikke bare de ting selv, så slipper man for det årlige overforbrug der er gemt til december måned! Personligt har jeg altid været elendig til at ønske mig ting, for jeg er typen, der (hvis jeg har pengene) køber det jeg gerne vil have, og så ender jeg som regel med en tom ønskeseddel, men ikke i år! Nej i år, har jeg rent faktisk haft en lang og meget udførlig ønskeseddel, som har ligget online for alle mine familiemedlemmers skyld.
Her er det måske også det rigtige tidspunkt at indskyde at jeg egentlig ikke bryder mig om at modtage gaver. Hvorfor? Jeg ved det ikke, men jeg føler mig bare lettere utilpas ved det.. Til gengæld elsker jeg at give andre gaver, men hvis jeg kan prøver jeg altid at finde noget specielt, og her er det så at en af mine aversioner mod julen dukker op: hvorfor skal man lige præcis give hinanden gaver den 24.december? Hvorfor kan man ikke give en gave den 3.marts, hvis man har fundet den rigtige gave til den rette person? Og lad nu være med at snakke om Jesus’ fødselsdag, for det er en stor omgang svindel! Grunden til at vi fejrer julen her i slutningen af december, skyldes ganske simpelt at der før kristendommen kom til landet, lå en solhvervsfest på det tidspunkt, og så var det en nem måde at få folk til at fejre Guds søns fødselsdag samtidig.
Selvom jeg ikke er så vild med julen, vil jeg dog gerne ønske alle en glædelig en af slagsen, for ovenstående er jo blot min mening, og jeg synes det er dejligt at andre mennesker kan komme i godt humør af at tænke på juletiden…
PS: Endnu en grund til at hade gaveindkøbet: Jeg var ude at købe en badevægt til min far og hans kone, og da jeg sad på hug i den lokale isenkræmmer valgte en anden badevægt på hylden 1½ meter over mit hovede at vælte udover kanten og lige ned i mit baghovede. En badevægt af hærdet glas er ikke let! AV AV AV, jeg troede seriøst jeg var ved at besvime!
PPS: Måske er julen miraklernes tid! Ihvertfald har Aarfing postet et indlæg på sin blog!
