Da jeg i sidste uge udråbte Naser Khader til at være et kvaj, havde jeg ingen idé om at de nærmest ville stå i kø i Det Konservative Folkeparti for at få tildelt den hæder, det åbenbart må være at blive kaldt et kvaj.
I dagens net-udgave af Politiken (og flere andre medier) toner den politiske ordfører, Henriette Kjær, ihvertfald frem og kalder danskernes dom over Lene Espersen for “usaglig” og siger bl.a.:
Folk kan jo ikke vurdere, hvordan Lene Espersens evner er, uden at kende hende tæt på.
Lad os bare antage at Henriette Kjær – der selv har haft sit bøvl med pressen før i tiden – har ret i den udtalelse, men gælder den så ikke også, når Lene Espersen udretter noget positivt? Eller er det kun når danskerne er utilfredse med udenrigsministeren, at vi bør kende hende tæt på for at vurdere hendes evner?
Det kan godt være at Danmark er et lille land, men hvis vi skal være tæt på politikerne for at bedømme om de gør det godt nok, så bliver det umuligt at danne sig en mening at stemme udfra.
Henriette er da heller ikke specielt ude med riven efter danskerne – næ, det er altsammen mediernes skyld:
Det er rigtigt, og derfor er det her også alvorligt, at pressen på denne her måde har behandlet de her sager helt useriøst
Det er måske nok useriøst, men er det ikke ligeså useriøst at indkalde en ikke-eksisterende ambassadør?
Der er vist ingen tvivl om at regeringen er gået i offensiven efter Lene Espersens hjemkomst, for istedet for at være ydmyge og undskylde, så har både Lene selv og vores statsminister, Lars Løkke Rasmussen, været ude og sige at Lene Espersen bliver målt på nogle andre standarder end de tre tidligere udenrigsministre. Det er nok heller ikke et dårligt tidspunkt at gå til angreb, når Helle Thorning samtidig er i forsvarsposition over hendes amatør-agtige (og måske ulovlige) fejl overfor skattevæsenet.