Naser Khader er et kvaj

Jeg var igår så (u)heldig at sidde med papirudgaven af dagens BT, hvilket betød rundt regnet 5 minutters læsning, for magen til tynd omgang sjask skal man da lede længe efter! Jeg vil dog også undskylde mig med, at det var et gratis eksemplar, der blev delt ud på et SAS-fly, så det var ikke fordi udvalget var så forfærdelig stort – især fordi alle eksemplarerne af Berlingske Tidende allerede var taget.

Nå, men i løbet af disse fem forfærdelige minutter fik jeg læst BT’s harceleren over vores ferieminister udenrigsminister, Lene Espersen, der igen igen har fravalgt et vigtigt møde pga. ferieplaner. Om mødet i virkeligheden er vigtigt eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men det er ihvertfald ikke et møde, som Danmark har for vane at deltage i, så måske er det egentlig ok at Lene Espersen har valgt ikke at deltage. Der er ikke nogen tvivl om at det sender et uheldigt signal, når man tænker på at der har været et par lignende situationer tidligere på året, men man må gå udfra at Lene Espersen har haft dette med i sine overvejelser inden hun fravalgte mødet.

I føromtalte dagblads artikel, var der så en kommentar fra de konservatives udenrigsordfører, Naser Khader, og han konkluderede noget i stil med (jeg gemte ikke avisen, så det bliver et cirka-citat):

Jeg synes også det begynder at ligne køns-diskrimination, når en mor ikke må tage på ferie med sine børn.

Nu er det et citat frit fra hukommelsen, men hold nu kæft det er dumt sagt! Der er sgu’ da ikke nogen, der er sure på Lene Espersen fordi hun er kvinde og ikke deltager i møderne! Folk er sure og forargede, fordi hun er udenrigsminister og ikke deltager i møderne!

Jeg må indrømme, at jeg er lidt subjektiv fordi jeg i forvejen har svært ved at tage Naser seriøst efter hans hop fra parti til parti, men ikke desto mindre, så synes jeg godt, at jeg kan tillade mig at udråbe Naser Khader som et kvaj i forbindelse med denne sag.