Nå, men I har jo ventet med åndeløs spænding (as if), så jeg må hellere forsætte hvor jeg slap sidst…
5-6.februar: Masbate
Vi ankom med båd til Masbate, som kun skulle være et kort stop inden vi (efter planen) skulle videre med båd til en ø, som jeg aldrig rigtig fandt ud af hvad hed, men den blev hurtig kendt som malaria-helvede, ebola-paradis og en del andre skræmmende navne, for den lå nemlig i et såkaldt “høj risiko”-område, hvilket betyder at man skal spise malaria-medicin. Hvilket jeg ikke havde. Oh well, jeg kunne nasse nogle piller af de andre, som havde rigeligt, så det var ikke så bekymrende. Det gik desværre hverken bedre eller værre end at det resort på Masbate (der ifølge Lonely Planet, havde en masse spændende ting at byde på, bl.a. bowling og bordtennis) ikke ligefrem var imponerende, og når man så kombinerer det med thunderstorms, så fik vi en ganske hyggelig dag indendørs med kortspil og bowling.
Dagen efter ville vi så videre, men vi endte med at tilbringe adskillige timer foran en internetcafé og et rejsebureau, og jeg var ved at gå amok over ventetiden. Vi stod der i mindst tre timer, og det værste ved situationen var at der ingen plan var, og sådan noget kan irritere mig grænseløst. Af uvisse årsager kunne vi bare ikke tage en beslutning, og efter at rejseagenten havde fortalt os at man ikke kan sejle over til den ø, vi ville over til, så endte det med at vi – under heftig stress – endte med at tage båden tilbage til Legaspi. Det er pænt nedtur at tage tilbage til et sted man allerede har været, og det føles unægtelig som lidt af et nederlag. Oh well…
7. februar: Ankomst Boracay
Tidligt om morgenen røg vi på en flyver fra Legaspi lufthavn til Manila, hvor vi tilbragte et par timer, inden vi fløj videre til Boracay, som er det rene turistparadis. Og med god grund skulle jeg hilse og sige! Bounty-land, if ever I saw one! Det hvideste, hvide sand kombineret med palmer og lyseblåt vand – jeg ventede faktisk bare på at Bo Derek kom op af vandet! Jeg endte med at bruge resten af min tid på Boracay, for der var ikke rigtig nogen, der havde travlt med at komme videre herfra. Dagene blev brugt på at dase på stranden, dykke (3 dyk, 2 gode og 1 ret kedeligt), læse og ikke ret meget andet! Boracay er et af den slags steder, hvor man konstant bliver tilbudt kopi-solbriller og kopi-ure uanset om man selv har solbriller og ur på i forvejen, og når man så gør sælgerne opmærksomme på at man altså ikke har brug for deres varer, så siger de bare “Ray Ban, sir?” eller “Rolex, sir?”.. Lær dem at snakke dansk, og du har telefonsælgere, der vil gå i døden for dig! Selvom jeg endte med at bruge en uge på øen, så synes jeg ikke jeg har det store at fortælle, for det var virkelig en dase-ferie den sidste uges tid.. Jeg kunne godt fortælle en masse sjove historier om Janus aka Dark-Elveren, men det ville være ufint at udlevere ham på den måde her i bloggen. (spørg mig når du møder mig, og så får du the full monty).
15. februar: Afgang mod Manila
Jeg skulle selv finde mod Manila, men jeg er jo en stor dreng, der efterhånden har været på egen hånd et par gange, så det var ikke verdens største problem – udover at jeg 3-4 dage i forvejen havde kæmpet lidt med at finde mig et hotelværelse. [Mental note to selv: Næste gang jeg er i Asien i forbindelse med det kinesiske nytår, booker jeg hotel i god tid]… Jeg fik indlogeret mig på Dusit Hotel Nikko, som er noget af det fineste luksus jeg nogensinde har udsat mig selv for, for normalt er jeg kold overfor hvordan jeg bor – det er jo bare et sted at sove, right? Nå, men når nu de havde et værelse, så kunne jeg vel bo der, og lad mig blot sige det som det er: Det var fresh at blive behandlet som en konge, og deres morgenmadsbuffet havde det største udvalg jeg nogensinde har set.
16. februar: Afgang mod København
Jeg hoppede i taxa (eller hedder det taxi?) mod lufthavnen, og begyndte så småt at forberede mig på det helvede, som det er at sidde i et fly i 14 timer. Ikke fordi jeg er bange for at flyve eller noget, men det er simpelthen noget af det kedeligste i verden – især hvis man, som undertegnede, ikke kan sove i fly. Oh well, jeg kom afsted, fik læst en bog og et magasin (Esquire med et glimrende interview med Robert Downey Jr.) og set et par film. Og hvad er så det værste ved at flyve i 14 timer? Tja, det kan meget vel være at man lander i Amsterdam og så ved at man skal vente to timer før man kan flyve videre mod Danmark, så turen er ikke engang slut! Heldigvis var mine flytider lagt sådan, at jeg fløj fra Manila ved middagstid og (inkl. tidsforskellen) landede i Kastrup ved 23-tiden om aftenen, så jeg kunne hoppe direkte hjem i seng uden at tænke på jetlag. Selv en drømmeseng føles godt efter en dag, hvor man har siddet i en flyvemaskine i 16 timer…
Små facts om turen:
- Mit Ixus500-kamera stod af efter 5-6 dage. Det har tydeligvis fået fugt, men virker når det ligger i undervandskassen.. Mine (få) billeder kan iøvrigt ses på min 23-konto.
- Jeg fik læst fem bøger undervejs: “Tempelridderen” og “Riget ved vejens ende“, begge af Jan Guillou. “Deception Point” og “Digital Fortress“, begge af Dan Brown. “Ingen kender Dagen” af Mads Brügger og Nikolaj Thomassen.
- Det tager 13 timer at flyve fra Amsterdam til Manila, 14 timer at flyve fra Manila til Amsterdam. Det er noget med jetstrømmen, hvilket jeg synes lyder ret vildt.
- I Politikens “Turen går til Filippinerne” står der at ordet “Orkidé” stammer fra det græske ord for testikel. Ergo har mine kønsdele lige fået nyt kælenavn: Orkidéerne.
- Solen går utrolig hurtigt op og ned på Filippinerne, hvilket skyldes at det ligger så tæt på Ækvator. Det har jeg fået at vide, for jeg er sgu ikke klog nok til at regne sådan noget ud selv.
- Én taxachauffør forsøgte at snyde mig. Uden held. En anden taxachauffør forsøgte at prakke mig en filippinsk kæreste på. Også uden held.
- Tre svenske piger købte drinks til Janus og mig. Heller ikke de var heldige. Ihvertfald ikke med mig.
- Det er første gang i 2½ år at jeg har været uden min laptop i mere end to dage. Det må jeg gøre noget oftere.
Mine små blog-indlæg her har ikke været så detaljerede, men I kan læse mere om turen ovre på Janus’ blog.. Han har taget noter undervejs og alt muligt, så alt hvad jeg har glemt, det har han husket – bare surt at hans wordpress template ikke spiller så godt med Firefox…! Evt. spørgsmål vil blive besvaret i kommentarerne…
