Antipiratgruppen er ifølge deres egen hjemmeside:
en sammenslutning af film og musikbranchen, bekæmper ulovlig kopiering og distribution af film og musikværker
De er også en organisation, der bruger skræmmekampagner og løgn for at få folk til at holde op med at downloade musik – lovligt såvel som ulovligt. De har tidligere trukket adskillige folk i retten med spinkle beviser (screenshots som enhver kan lave), og skræmt unge mennesker med trusler om kæmpebøder, så disse anklagede har indgået forlig, selvom deres sag rent juridisk har været god. Desværre har det danske retssystem ikke opdateret deres praksis på det digitale felt, og dermed står APG utrolig godt.
Senest har APG været ude med riven mod den russiske tjeneste, allofmp3.com, som er en musikbutik på nettet, hvor musikken er utroligt billig. Dette mener APG er ulovligt, da tjenesten ikke har nogen aftale med de danske kunstnere, og at brugerne derfor kan straffes for at downloade musikken ulovligt. Kulturministeriet er uenige og forbrugerstyrelsen ligeså, men APG’s propaganda-apparat kører derud for fuld skrue, og i sidste uge var det TV2-seernes tur til at blive skræmt. Her følger en bunke links om sagen:
- Kulturministeriet underkender APG
- Russisk webside snyder danske kunstnere
- Musikkunder kan ikke straffes
- Mere nyt om allofmp3.com
- Ulovlig tjeneste: allofmp3.com
Ærlig talt: hvis man går en tur i den lokale pladehandel spørger jeg sjældent ekspedienten om kunstneren nu også får sine penge, hvis jeg køber en plade, og lad os antage at jeg spurgte og fik et nej, ville jeg sgu’ nok købe pladen alligevel. Hvordan kan det nogensinde være forbrugerens ansvar at producenten af varen får sin løn? Går du i Bingo Foto til køtilbud og køber et kamera for kr.1,00 spørger du heller ikke ekspedienten om Canon/Nikon nu også får deres penge for produktet!
Jeg bruger allofmp3.com og jeg gør det med god samvittighed – faktisk tror jeg nok at jeg har købt mere musik end jeg ellers ville have gjort, ved at benytte denne mulighed. F.eks. har jeg købt begge Audioslaves albums, alle Foo Fighters‘ albums, det nye Moby album, et par Depeche Mode albums og kender man mig ret, ved man at jeg ALDRIG ville have købt disse albums, hvis ikke det var for allofmp3.com. Ja, jeg har endda købt nogle albums, som jeg i forvejen ejede på vinyl!
Det er på tide at der kommer en ordentlig retssag her i landet, hvor APG’s metoder bliver prøvet af mod en værdig modstander, så vi kan få ryddet lidt op i cowboy-stilen der bliver kørt fra deres side. Og i sidste ende er de jo kun sådan, fordi de godt selv ved at de har sovet i timen og misset en gylden mulighed for at opnå billig distribution og mega-fortjeneste.