Kategorier
brok tech

Brugerfjendtlighed

Man kan støde på brugerfjendtlige interfaces overalt, og som regel er det på steder, hvor jeg ingen problemer har med at finde ud af tingene alligevel – måske fordi det som regel handler om tekniske anordninger som videomaskiner, dvd’er, fjernsyn eller lignende, og som enhver ved, så har mænd genetiske fordele i forhold til kvinder, når det kommer til den slags apparatur. Kvinder har naturligvis også områder, hvor de hersker fuldstændigt, og sådan et område stødte jeg på tidligere idag. Historien er som følger:

Jeg stod op ekstremt tidligt, ja faktisk midt om natten – klokken var 0645 zulu, og det er fanden-spøjte-mig tidligt i min bog! Der var dog en god grund, jeg havde nemlig booket vaskekælderen fra 7 til 9, og man vil jo nødig misse sit “opening slot”, så jeg stod med den klassiske blå IKEA-pose fyldt til randen med sure sokker og boksershorts, da viseren rundede klokken 7. Fik jeg nævnt at det er røv-tidligt?

Det syn der mødte mig, da jeg skulle indstille vaskemaskinens program var dog følgende:


Helt ærligt, det ser da meget ok ud, eller hvad? Hvis jeg nu siger at den knap man drejer rundt, kun siger klik når den rammer de markerede hakker, så kan du måske forstå min forvirring og frustration? Jeg ville f.eks. gerne vaske mit farvede tøj på 40 grader, men når man drejer knappen og den falder i hak, skal man så sætte den ved pil A eller pil B? Der er jo ret stor forskel om man er kommet til at sætte den på 40 eller 95 grader? Ikke at mine sokker ikke ville have godt af en tur i 95 graders desinficerende klorin eller en tur forbi Keminova, men mine t-shirts, bukser og sweatshirts ville nok få en sjov form og størrelse efter sådan en tur! Helt ærligt, det er sgu’ da pisse ulogisk at knappen falder i hak ud for noget, der ligger midt imellem to temperaturer? Eller hvad? Jeg sagde jo at det var tidligt, og jeg kan slet ikke tænke klart i sådanne tilfælde, så nu spørger jeg jer, mine kloge læsere, alle tre af jer: Hvis man vil vaske ved 40 grader, skal man så bruge pil A, pil B eller måske et long shot og vælge pil C? Skriv en kommentar og der vil være en præmie til den med det bedste/sjoveste indslag..

Noget helt andet er at det kunne da være noget lettere hvis vaskemaskinen bare havde to programmer: Farvet tøj og hvidt tøj. Der er jo ikke nogen der bruger de andre alligevel!

Kategorier
kimblim.dk tech

Søgeresultater


Jeg har ikke forfærdelig mange besøgende på denne blog, men jeg har dog en fast lille skare der følger med – mest fordi jeg henover skrivebordet gør mine kolleger opmærksom på at “nu er der sgu et nyt indlæg på kimblim.dk”..
De fleste besøgende kommer fra henvisninger, og jeg får en pæn portion fra Google, men det sjove er jo at se hvad folk søger på, for at ende på mit site. Nogle af søgningerne giver god mening, f.eks.:

  • Folk søger på “huttelihut Flemming Toft” og ender på et indlæg, hvor jeg har et indlæg om selvsamme person, og endda nævner den lille frase, han for alvor blev kendt på.
  • Folk søger på “historien om bilen” og ender på et indlæg, hvor jeg har skrevet om vores bil og historien om hvordan vi fik den.
  • Folk søger på “der er sgu ikke” og ender på et indlæg, hvor jeg har brugt nøjagtig de samme ord.

Intet mærkeligt i det. Det sjove kommer når folk søger på ting som “Big tids” og jeg lander tredje-øverst i søgeresultatet. Måske var det ikke lige det der var hensigten, og nogen burde måske gøre vedkommende opmærksom på at det hedder “Big Tits“, hvilket jo giver et noget andet resultat!

Kategorier
brok tech

Velkommen til det knap så digitale samfund


Jeg står i den situation at jeg skal til at flytte. Jeps, du læste rigtigt, jeg skifter simpelthen det mondæne Frederiksberg ud med det lidt mindre mondæne Nordvest, bedre kendt som Nord-Lædervest. Det er såmænd ikke noget større problem for mig at flytte et sted hen, som i folks bevidsthed er lidt mindre fornemt, jeg har nemlig boet der før, og jeg har ingen problemer med stedet overhovedet – faktisk synes jeg det er ganske fint sted, der tilmed er i en rivende udvikling, så jeg er sikker på at det kun kan blive bedre.

Anyways, der er en masse praktiske ting der skal ordnes i forbindelse med sådan en flytning – bl.a. skal man jo melde flytning til kommunen, så ens skattepapirer og sociale fordele/ulemper kan blive behandlet på passende facon. I den forbindelse tænkte jeg, at det var sgu da skide irriterende at man skulle forbi kommunen, og om ikke det var lad-sig-gørligt at melde sin flytning til folkeregisteret digitalt. Ja, altså på internettet, du ved!

Jeg forhørte mig ud i lokalet af nørder (=kolleger), og de mente at det var da spændende at se om man kunne gøre det online, så vi samledes om min computer for at foretage dette store digitale eksperiment, som ville være et lille skridt for mig, men et stort skridt for nogen andre. Jeg gik på www.netborger.dk, valgte min nuværende kommune og efter lidt navigeren rundt på sitet (som foriøvrigt trænger rigtig meget til en informations-arkitekt!), kunne jeg logge på med min digitale signatur! Yay! Her skal det måske indskydes at min holdning til den digitale signatur ikke er lutter positiv, og at jeg er af den type der foretrækker lønsedler og forskudsopgørelser tilsendt via god, gammeldags papir-post. Nå, men jeg fik logget på, og den digitale signatur viste endelig sin berettigelse, da der dukkede en flytte-formular op, som jeg kunne udfylde – det var jo intet mindre end en kæmpe-succes det her! Jeg udfyldte alle felter og trykkede på den magiske “send”-knap. Herefter kom der en advarselsboks op, og jeg må indrømme at jeg nærlæste ikke beskeden, men der stod noget i retning af “Er du sikker.. bla bla ævl og kævl”. Jeg var sikker, så jeg trykkede “OK”. Nu kom min formular så op på skærmen med alle de rette felter udfyldt, og med en besked om at nu skulle jeg bare printe den ud og aflevere den til kommunen! WHAT? Mine kolleger og jeg stod og måbede, og jeg hjalp da også lige Schack med at samle hans kæbe op fra gulvet..

Magen til ubrugeligt stykke lort skal man da lede længe efter! Helt ærligt, hvad var formålet med at sidde og gøre alt det her foran computeren, når jeg under alle omstændigheder skal aflevere formularen til kommunen? Er det virkelig ikke teknisk muligt (svaret er jo, og spørgsmålet er dermed retorisk) at overføre disse data digitalt til kommunen, så de stakkels offentligt ansatte slipper for taste dem manuelt?

En anden ting jeg bed mærke i, var at jeg ikke fik en liste op over læger i området, hvilket heller ikke kan være helt umuligt at lave – nu var jeg nødt til at vælge mellem enten at lade kommunen vælge min nye læge for mig, beholde min nuværende læge (umuligt, da det er i en anden kommune) eller gøre det manuelt senere. Igen, er der et formål med at udfylde en sådan formular online?

Nå, og så kan jeg da lige indskyde at jeg også ville melde flytning til posthuset på den digitale facon, og til det formål findes ePosthuset. Jeg har aldrig fået meldt mig til, men man kan logge på via digital signatur – hvis ellers at det virkede.. Jeg forsøgte ihvertfald, og fik besked på at ændre mit password til ePosthuset og efter at jeg havde gjort det, fik jeg samme besked igen. Og igen. Og igen. Gæt hvad der skete nu? Jo, jeg fik den igen.

Måske skulle man bare gøre som i gamle dage: Tage fri en torsdag hvor banker, kommuner og lign. har længe åbent og få ordnet det hele manuelt – for selvom der findes ganske udemærkede redskaber til at man kan gøre det online, har vi her i Danmark åbenbart ikke evnerne til at få det ført ud i livet på en måde, så det virker. Nå, men i det mindste betaler vi heldigvis ikke særlig meget i skat. Øh.

Kategorier
kimblim.dk tech

Hvilket analyseværktøj skal man tro på?


Almægtige Google – som jeg tidligere har harceleret lidt over – har lanceret deres eget webstatistik-tool, Analytics. Som med alle andre af deres services er værktøjet gratis, og jeg er jo ikke genert for at prøve sådanne ting af, så jeg installerede det på hiphop.dk i forgårs. Første indtryk var ret dårligt, for der stod at man skulle vente ca.12 timer på at få data i systemet, og jeg endte med at vente omtrent 48 timer – så lad dog være med at skrive et estimat, når det i virkeligheden er et gæt…

Anyways, pointen med mit indlæg er at jeg har allerede statistik på hiphop.dk i form af henholdsvis statcounter (som jeg også bruger her på sitet) og serverlogs – man kan altså sige at jeg nu har tre sæt data, som meget gerne skulle ligne hinanden. Det gør de bare ikke! Alene mellem Googles nye værktøj og Statcounter er der over 200 unikke besøgende til forskel – “Bah, 200 besøgende” kan jeg høre nogen sige, men for et niche-website er 200 besøgende en pænt stor procentdel. Jeg vil over den næste uges tid tjekke op på forskellene mellem mine tre systemer, bare for at se hvor stor forskel, der egentlig kan være tale om.

For nu at vende tilbage til mit første indtryk af Analytics, så synes jeg det er mega-irriterende at man ikke kan angive hvilken tidszone man befinder sig i – de hits der bliver registreret på en califonisk mandag er meget forskellige fra dem der bliver registreret på en københavnsk mandag; der er trods alt en tidsforskel på ni timer, hvilket kan give et helt forkert billede rent statistisk. Derudover lagde jeg mærke til at Google har valgt at bruge flash til deres pie-charts, og det er såvidt jeg er bekendt, første gang de har valgt at bruge en flash-baseret løsning. Måske var det allerede udviklet af Urchin, som er det firma Google har købt og nu lavet til deres eget produkt?

Kategorier
tech

Et ønske til Windows Vista

Tja, det er måske lidt sent at komme med ønsker til det nye Windows styresystem når man tænker på at det for længst er gået i Beta, men derfor kan man jo godt være naiv og håbe på, at der et eller andet sted i Seattle sidder en Microsoft-ansat og tænker på samme måde som en selv. Eller, forhåbentlig tænker han lidt mere effektivt og struktureret, for ellers går vi sløjere tider i møde på Windows-platformen.

Anyways, mit ønske er sgu’ meget simpelt, og det opstod helt spontant, da jeg idag skulle afinstallere min open office for at opgradere til den nye version 2.0 – hvis du ikke har fået det gjort endnu, så gør det ligeså snart du har læst denne post færdig. Jeg gjorde som man nu engang gør: Start -> Kontrol Panel -> Tilføj/Fjern programmer og blev mødt af en liste med over 70 items, og da jeg så hvilke ting det egentlig var, opstod min meget simple idé.. se blot her:

Prøv at lægge mærke til Adobe Acrobat Reader og de dertil hørende tre opdateringer. Irriterende at få dem serveret på den måde, hvorfor ikke gøre sådan her (Keep in mind at jeg ikke er designer, og at det tog mig ca. tre minutter i Photoshop at lave billedet):

Der er altså snakke om en menu-struktur, hvor man kan se hvilke programmer/opdateringer, der hører sammen, og man kan derved minimere det første valg betydeligt. Man kunne gå endnu længere og dele det op i producenter, så listen kunne indeholde Adobe, som så kunne indeholde Acrobat, PhotoShop, ImageReady osv., og de kunne så indeholde opdateringer, plugins osv. derunder?

Nå ja, det var også bare en idé.

Kategorier
tech

Mine extensions – part 1

Der var engang – nej, helt seriøst, der var faktisk engang jeg lovede at jeg ville skrive om hvilke extensions, jeg har installeret i min Firefox, og nu begynder jeg så på den lange, lange liste over dem, men om jeg nogensinde bliver færdig kan jeg ikke sige. Men lad os bare få startet det her show, så uden yderligere udenomsnak, præsenterer jeg hermed mine foretrukne extensions:

Colorzilla
Colorzilla er en lille smart dims, der gør det muligt for mig at suge farven ud af et hvilket som helst element på en webside – når jeg siger “suge farven ud”, mener jeg selvfølgelig at jeg får en hex– eller en rgb-værdi på den farve som jeg hover henover. Derudover får jeg musens position på skærmen (i pixels naturligvis), og om elementets type og klasse/id. En fantastisk extension som ingen web-udvikler burde være foruden.

MeasureIt
Sjovt nok er MeasureIt et værktøj til at måle med – det ligger ligesom i navnet? Anyways, et lille klik på MeasureIt-ikonet og din skærm bliver tonet lidt ned, hvorefter du kan trække et kvadratisk område ud over en del af skærmen, og dermed måle hvor stort et element er. Clever clever – igen, ingen web-udvikler bør være foruden dette tool.

Launchy
Launchy er udviklet af min gode ven og kollega, Mr. Pagerank himself, Henrik Gemal. Launchy tjekker din registry editor (yes, windows only), ser hvilke programmer der er installeret og når du så f.eks. højreklikker på et link, får du muligheden for at åbne det link i de programmer der understøtter fil-formatet. Det betyder bl.a. at man kan vælge at åbne en mp3-fil i Windows Media Player, BS Player, Winamp eller hvilket mp3-program man nu har som sit foretrukne. Dermed slipper man for at man kommer over på en blank side, der så åbner et program… Bedste feature her er dog at man kan vælge “View in Internet Explorer”, så man kan teste sine sider i den unævnelige browser (som jeg så sjovt nok lige har nævnt).

Web Developer Toolbar
Hvad er der at sige om Web Developer Toolbar? Tja, kunne du tænke dig at editere css on the fly? Fjerne alle styles på et site? Se al javascript på et site? Konvertere GET til POST og omvendt? Vise alle egenskaber for et image? Bruge IE’s boxmodel? Outline alle DIV’s?
Hør nu her, hvis du udvikler noget som helst til internettet, så skal du bare downloade denne extension, og det er NU! Bedste extension nogensinde, no doubt.

QuickTabPrefToggle
Tabs. Aaaah. Men tænk sig at kunne styre de tabs bedre? Det kan man med QuickTabPrefToggle, som giver dig mulighed for at åbne alle popups i en ny tab. Er der target=blank på et link? Åben i ny tab istedet for ny browser. Har du 10 tabs åbne og vil hoppe hurtigt til nr3? CTRL+3. Fantastico.

Det var så et overblik over fem af de vigtigste extensions jeg bruger – der kan godt risikere at komme et indlæg eller to mere.. Jeg har 16 installeret indtil nu..

Kategorier
brok tech

To Beta or not to Beta


Beta. Egentlig et ord der i IT-kredse betyder halvfærdigt og ikke gennemtestet, men også et slags sikkerhedsnet for udviklere over hele verden. Se bare på Googles glimrende mail-service, Gmail. Den har ihvertfald været i luften i langt over et år nu, men et officielt stadig i Beta-mode, hvilket betyder at man som bruger ikke kan tillade sig at blive sur, når lortet ikke virker. Og sjovt nok, så bliver man det heller ikke, for man har jo hele tiden vidst at “nå ja, men det er også kun et beta-produkt”.

Jeg kunne finde på mange andre produkter der burde have “beta”-stemplet på sig konsekvent, bl.a. min f**king msn-konto, der fortsat ikke virker ordentligt, selvom jeg har forsøgt mig med stort set samtlige klienter på markedet: Miranda, Trillian, Gaim og MSN Messenger. Det er så forbandet frustrerende at sende en instant message og så finde ud af at den faktisk først kommer frem 4-5 timer senere – det er da knap så instant hvis du spørger mig! Næ, instant er når ham den lille sjove fra Nescafé reklamen kan nå at lave en kop kaffe inden alle irerne begynder at synge.

Nu jeg kort har omtalt Google, så vil jeg da gerne lige give mit besyv med på vejen om dette fantastiske firma: Jeg er ærlig talt lidt træt af dem. Ja, du læste rigtigt: træt af dem. Der er ingen tvivl om at de har den bedste søgemaskine og at stort set alle deres applikationer og tiltag er utrolig smarte, men jeg føler bare at de er ved at ville være den bedste indenfor det hele, og der er sgu’ ikke rigtig nogen der protesterer over Google, selvom de til tider er mere monopol-agtige end MicroSoft, som får den helt store sviner, hvergang de præsenterer noget nyt. Jeg bruger fortsat Google som min søgemaskine, og jeg har da også en Gmail-konto (hvis du vil have en, har jeg et par invitationer tilbage), men det virker bare for mig som om at hele verden er ved at falde i svime over Google, og når de så har os allesammen hooked til deres services, så falder hammeren – enten i form af brugerbetaling eller endnu flere reklamer. Tjek foriøvrigt Inquisitor (endnu et beta-produkt), som er en søgemaskine, der bruger Googles søgeresultater, men som har implementeret suggest-idéen endnu bedre! Og så ser det sgu’ da også meget godt ud, eller hvad?

Kategorier
brok tech

MSN – verdens værste software?


Igennem det sidste års tid har jeg brugt Miranda som min IM-klient, idet jeg har venner (yeah right!) på tre forskellige netværk: ICQ, MSN og Jabber. Miranda kan klare stort set alle protokollerne og det er en super lille applikation, som jeg ikke har haft de store problemer med.

Indtil fornylig, altså. Lige pludselig var det begrænset hvem jeg kunne sende til på MSN-netværket, og hver gang fik jeg den samme lorte-fejl-besked: “Message timed out”. Det sjove er så at til tider kom beskeden faktisk igennem, andre gange gjorde den ikke; jeg sad med andre ord altså og var ikke klar over om jeg var igang med en samtale eller ej.

Igår gav jeg så op overfor Mirandas håndtering af MSN, og downloadede MSN-klienten fra Microsoft. Den har jeg tidligere brugt og var egentlig ikke decideret utilfreds med den, men hvorfor have to stykker software installeret, når man kan nøjes med et? Den nyeste version af MSN er dog noget af det værste stykke crap jeg nogensinde har set! Den er cluttered med alskens diverse unyttige features, og ovenikøbet er den plastret til med reklamer, som generer mig på det groveste. Misforstå mig ikke – jeg har intet imod reklamer på hverken nettet eller i applikationer, men de skal placeres korrekt, og det er de bestemt ikke i MSN-klienten.

Men hvad kan man gøre? Hvis Miranda ikke vil håndtere MSN korrekt på min maskine, så er der vel ingen udvej? Der findes godt nok også Trillian som også er en multi-protokol klient, men den koster penge og ved tidligere tests har den vist sig at være lidt bruger-fjendtlig.

Kategorier
tech

Et godt råd til systemadmins

open office logo
Microsoft har i mange år siddet på størstedelen af markedet når det kommer til office-applikationer (tekstbehandling, regneark osv), og det til trods for at de har været ekstremt dyre – både at anskaffe og opgradere. At hele Microsofts Office-pakke samtidig er meget tung at danse med for de fleste systemer står vist også klart for enhver.

Vi er nogen der igennem et stykke tid (ca. 1år for mit vedkommende) har brugt et konkurrerende produkt, nemlig OpenOffice, som for det første er langt hurtigere, for det andet fylder det mindre og sidst men ikke mindst: det er gratis! Og kompatibiliteten er intet problem, for OpenOffice kan nemlig læse alle de gængse dokument-typer, så når jeg får tilsendt et word-dokument, læser jeg det i OpenOffice.

Grunden til at der ikke er nogen firmaer, der er hoppet med på denne vogn er som regel, at medarbejderne kender MS Office og at det er for dyrt at træne dem i noget nyt. Guess what? Nu får alle firmaerne chancen for at skrotte Microsofts Office produkt, for i version 12 af office-pakken er der nemlig radikale designændringer og funktionalitetsændringer, der gør at man under alle omstændigheder skal sende medarbejderne på kursus eller give dem tid til at lære det nye produkt at kende. Hvorfor så ikke snige openoffice ind nu? Jeg kan seriøst ikke se fordelen ved at holde fast i office, medmindre man specifikt snakker om Outlooks integration med Exchange serveren.

Dermed står vejen åben for at firmaerne kan spare en ordentlig røvfuld moneter og brugerne kan blive glade og tilfredse, fordi computeren performer bedre.

Kategorier
medier tech

Mere pirateri

For lige at følge op på min forrige post, vil jeg da gerne lige dele lidt tanker med jer om mit syn på hvorfor det er gået så forfærdelig galt for musikindustrien – eller, det siger de jo at det er. Men hvorfor? Som jeg ser det er der adskillige årsager til at deres musiksalg er gået støt nedad bakke, og ulovlige downloads er blot en af dem, og måske endda den mindste!

1. Al fokus er på singler, ikke albums
Musikbranchen har forandret sig meget over de sidste 20-30 år, og en af de største forandringer er at folk ikke længere køber albums, men singler.
Dette skyldes flere ting, men en af de største syndere er cd-skiven. Ja, du læste rigtigt, cd-skiven. Med cd-mediet fik den almindelige bruger selv muligheden for at programmere rækkefølgen af et album, eller for at få en sang gentaget igen og igen.

Musikvideoen er også blevet et særdeles magtfuldt våben, og nutidens unge ser MTV, VoiceTV eller hvad de forskellige musikkanaler nu end hedder. På den måde bliver de kun eksponeret for hitsinglerne og aldrig for de numre, der til tider er med til at gøre et album til en fuldendt oplevelse. Før i tiden var der en kanal der hed P3, som var en public-service radiokanal, der spillede al slags musik, så man var garanteret en bred vifte af musik, når man åbnede for radioen – nu kan jeg ikke høre forskel på P3, The Voice, Sky FM og hvad de andre kommercielle stationer ellers hedder. Musikudbuddet er nøjagtig det samme, og her svigter P3 virkelig deres ansvar.
Hvis jeg nu også startede på at skrive om opsamlinger, så ville det blive en virkelig, virkelig lang post, men lad mig blot slå fast at opsamlinger med hits på, ikke ligefrem er gavnlige for den enkelte kunstners album-salg.

2. Kulturelle forandringer
Musik er ikke længere med til at identificere de unge som det var før i tiden. Nu bruger de unge deres opsparede penge på dyrt tøj og mobiltelefoner istedet. Ringetoner og MMS-billeder koster kassen, og det giver mere status blandt unge, end hvis man har det seneste album med den nyeste kunstner stående på hylden. Jeg tror desuden at den nuværende unge generation hellere vil bruge deres “underholdnings-penge” på biografture og DVD‘er end de vil på musik – og hvorfor egentlig ikke? Hvis de som jeg antyder i det forrige afsnit alligevel kun er interesseret i singlerne, kan de jo bare åbne for radioen eller fjernsynet, hvor de er garanteret at det er pop-hits’ne der bliver spillet konstant.

3. Musikbranchen var for langsomme
Siden cd’en kom frem er langt det meste af al musik indspillet digitalt, og branchen har derved haft muligheden for at udbyde musikken på internettet nøjagtig ligeså lang tid som alle de ulovlige fildelingstjenester har eksisteret, men de kom først med da Apple lancerede iTunes, og i Danmark skete det først tidligere på året! Altså dette år, 2005! Napster var populært i 1999! Det er et 6-års forspring til ulovlige downloads! Og hvis der havde siddet et smart hoved i et eller andet pladeselskab og tænkt på de besparelser der er ved at udbyde varen 100% rent digitalt, så var vedkommende kommet frem til at man havde sparet distributionsudgifter (told, transport) og trykudgifter (cd, covers), og derved ville man nok kunne udbyde et album til 40% af normalprisen, hvis ellers man ikke var så forbandede grådige! Desværre for dem, var de ikke hurtige nok, men til gengæld er de jo så hurtige til at skyde skylden på alle andre end dem selv, selvom kunstnerne godt ved at det måske er selskaberne der har været langsomme – læs selv hvad Jokeren og Bent Fabricius udtaler i det nyeste TDC Magasin.

4. Ulovlige downloads
Ja, ulovlige downloads er også skyld i nedgangen af musiksalget. Til gengæld vil jeg mene at ulovlige downloads er en naturlig konsekvens af de tre ovenstående pointer, og de to af dem kunne pladeselskaberne have gjort noget ved. Desuden har internettets udbredelse gjort at det for mange mennesker er den naturlige måde at købe varer på, inklusiv musik. Hvis en person er 15år idag, så har de stort set ikke oplevet en verden uden internet (altså, som de kan huske), og så er det svært at overtale dem til at gå ned i Fona og købe musikken.

Det her er hurtigt skrevet ned, og jeg vil måske redigere lidt i posten efterhånden som jeg kommer i tanker om flere argumenter, men indtil videre tror jeg at I forstår hvad jeg mener. Og hov, læste i Jakobs kommentar til den forrige post? Nej? Ok, så lad mig gentage hvad han skrev:

Det rigtigt sjove er jo at musikerne ikke får en krone af de penge som APG hiver ind: http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=351350.