Kategorier
anekdoter nothingness

Jeg skater som en brækket arm

Min blege arm er lige blevet blegere
Jeg er jo fornylig fyldt 30, og i den forbindelse har jeg valgt at leve mit liv nøjagtig som sidst jeg blev “voksen” – altså som da jeg blev konfirmeret. Det betyder blandt andet at jeg har taget min helt store teenage-hobby, skateboarding, op igen.

Da jeg var mellem 13 og 18-19år gik stort set al min fritid på at skate, og pengene fossede ud af kassen, for når man river sine sko op ad et sandpapir-beklædt stykke træ med hjul på, så går ens sko meget i stykker. Ofte. Derudover hænder det jo også at sådan et stykke træ knækker og at hjulene bliver slidt skæve, så alt i alt er det en dyr hobby, når man er en ung knægt med et avisuddelingsjob…

Nå, men som jeg skrev, så har jeg indenfor den sidste måneds tid taget skateboarding op igen, og det er fandme fedt. Det der gør det så forbandet sjovt er at jeg skater med de samme drenge som jeg gjorde i gamle dage, og at en af disse drenge tilfældigvis har adgang til en skatehal, så vi er en 6-7 stykker om en hel hal. Det gør det lidt sjovere at man ikke skal se på 13-14 årige knægte, der flyver forbi en i halsbrækkende manøvrer, når man selv har problemer med at poppe en simpel ollie.

Hver onsdag går det løs i skatehallen, og sidste onsdag var ingen undtagelse. De sidste par onsdage har jeg slået mine håndled ret kraftigt, men uden at der er sket en reel skade, og hver gang er jeg blevet punket af forskellige mennesker, der har foreslået, ja nærmest krævet, at jeg tog håndledsbeskyttere på. Men sådan noget bruger man jo ikke, for de er for det første ukomfortable ad helvedes til, og for det andet så kommer man jo ikke rigtig til skade, vel! Wrong. Jeg styrtede efter godt 15 minutter i onsdags, og slog mit venstre håndled noget så eftertrykkeligt, men jeg røg op på boardet igen og skatede yderligere i et par timer, selvom min hånd gjorde lidt (måske meget) ondt. Da jeg kom hjem og gik i seng var smerten taget yderligere til, og da jeg vågnede ved 2-tiden om natten, kunne jeg godt mærke at der var noget helt galt, men jeg var jo træt, så jeg forsøgte at sove videre. Kl.9 om morgenen valgte jeg så at tage på Bispebjerg skadestue, hvor jeg endte med at sidde i seks timer, for at få at vide, at jeg havde brækket en knogle i hånden. Gipsen kom på, og nu skal den sidde der i fire uger, hvilket betyder, at jeg ikke kan arbejde fuldtid de næste par uger, for hånden bliver mega-øm af at jeg taster for meget. Så forestil dig lige den smerte jeg er gået igennem for at give dig det her indlæg! Jo, jeg gør sgu’ noget for mine læsere – det svarer vel nærmest til at være krigskorrespondent!

Kategorier
anekdoter nothingness

Historien om min cykel

Min alt for lækre Sunn Vertik
Jeg er doven ad helvedes til – folk der kender mig vil helt sikkert bakke op om denne påstand, det er jeg ikke i tvivl om. Det er netop derfor at jeg en forårsmorgen i 2004 ikke gjorde yderligere ved sagen, da min cykel ikke lige var til at låse op. Ser du, der hvor jeg bor er der ikke noget cykelskur, så cyklen havde stået udenfor hele vinteren med det resultat at låsen var rustet – at kæden også var helt orange var vel også en form for indikation på at jeg burde give den en ordentlig omgang…

Heldigvis har jeg en ven, der er udlært cykelmekaniker, og han var da også mere end klar på at give en hånd, for ikke nok med at jeg er doven, jeg er også et kvaj når det kommer til selv de simpleste cykelreparationer – noget min far ikke har været sen til at påpege ved enhver mulighed. Desværre fik jeg og Keld (det hedder min ven) ikke rigtig taget os sammen til at gøre noget ved den cykel, og lige pludselig var det vinter igen, og jeg fortsatte jo glædeligt med at hoppe på bus/metro for at komme rundt i København.

I dette forår købte vi som bekendt en bil – jeg vil ikke kede jer med benzin-regnskab her – og det gjorde naturligvis at cyklen blev nedprioriteret igen. Altså, lige indtil den dag jeg tilfældigvis opdagede at den ikke holdt ude i gården! Helt rødglødende af raseri råbte og skreg jeg op om tyveri og fordærvet moral blandt nutidens unge imens jeg gjorde alt for at glemme hvor mange cykler, jeg selv har “lånt” på vej hjem fra byture gennem årene. Anyways, min cykel var blevet stjålet, det kunne der ikke være tvivl om, og jeg blev faktisk oprigtigt ked af det, selvom jeg ikke havde brugt den i halvandet år, for det var en super-mega-dope cykel som der ikke er så mange af her i landet. Pludselig blev jeg også ramt af en dårlig samvittighed over at jeg ikke havde brugt den mere end jeg havde, og jeg bestemte mig for at jeg ville købe en tilsvarende cykel og blive helt aktiv – ja, faktisk ville jeg gøre ligesom Kenne og cykle en hel masse ture rundt i hovedstaden.

Det var så her problemerne opstod: Der var tilsyneladende ingen i Danmark der forhandlede Sunn Cykler, og jeg ville jo gerne have en cykel der var ligesom den gamle, så jeg kunne give den al den opmærksomhed den gamle ikke fik. Jeg fandt en model der hed Vertic (min gamle hed Vertic), og den så sgu da alt for sprød ud! Men at finde en forhandler i København, der har Sunn viste sig at være umuligt, men hey, der er altid internettet! Sjovt nok har jeg vænnet mig til at man kan få alt på internettet på den ene eller den anden måde, men en cykelforhandler i Ålborg havde netop givet distributionen videre til en i Ringsted, og han kan ikke få noget hjem før i foråret 2006. Gah! Selv en email til Sunns hovedkontor i det franske blev ikke besvaret. Tænk sig at jeg bliver svigtet af internettet!

Jeg tror det ender med at jeg køber en Schwinn istedet, for dem har jeg hørt mange gode ting om – plus at jeg kender en der kan skaffe dem lidt billigere. Cykles skal der, og det skal være snart!

Kategorier
anekdoter brok

Penge ud af vinduet.

Nu hvor I allesammen har hørt historien om vores fantastiske lille bil, så kommer der her en hurtig follow-up.

Som man kan læse i den foregående fortælling om bilen, så var der lidt bi-effekter af turen til mekanikeren, som dog blev løst ved besøg nr.2 – troede vi ihvertfald. Louise og to veninder har snuppet bilen og er kørt en tur til Frankrig, og da jeg snakkede med hende i søndags fik jeg at vide at en anden advarselslampe nu var begyndt at lyse. Fik jeg sagt Verdamt!? Denne gang er det åbenbart et signal om at bilen skulle have været til service for ca.1100km siden – det viser sig dog nok at vores mekanikerven har pillet ved en ledning han ikke skulle have pillet ved, og nu må vi nok tage turen forbi en autoriseret Mercedes-mekaniker næste gang, så vi kan få den repareret ordentligt. Det bliver sgu’ nok dyrt 🙁

Anyways, imens tøserne er i Frankrig har jeg lånt en bil af en af dem, og det er intet mindre end en Fiat Punto. Den kører fint, men man skal dog lige vænne sig til at der ikke er servo-styring i den.. Jeg havde glemt hvor hårdt det er! Igår aftes da jeg kom hjem var der ingen parkeringspladser i området, men det er normalt ikke et problem, da jeg så bare parkerer foran vores garage. Da jeg er på vej ind på pladsen foran vores garage, opdager jeg dog at der holder en anden bil på det, som jeg vil vælge at kalde “min plads”. Hmmmmm. Jeg vælger høker-løsningen og drejer Punto’en ind på en plads imellem to båse – altså en ulovlig parkering, men hvad andet valg har jeg? Og jeg skal jo alligevel på arbejde inden klokken 9.00, så hvad er chancen for at jeg får en bøde? Jeg går indenfor, skriver en venlig, men meget bestemt, seddel som fortæller indehaveren af den grimme Opel Astra, at han ikke skal parkere der igen.

Her til morgen da jeg kommer ud og sætter mig ind i bilen sidder der naturligvis en p-bøde i vinduet. VERDAMT! Dobbelt VERDAMT! Nu har jeg betalt bøden og kan blot ærgre mig over spildet af penge, men alligevel bebrejder jeg stadig den lorte-Opel.. Jeg kunne naturligvis også bare bebrejde mig selv, da jeg jo godt vidste at jeg foretog en ulovlig parkering, men det er trods alt sjovere på den anden måde – de jeg har fortalt historien til, har da også ladet som om de havde lidt sympati for mig.

Det er en dyr fornøjelse at have bil. Men jeg elsker vores bil alligevel.

Kategorier
anekdoter nothingness

En tur til England

Jeg er netop kommet hjem efter fire dage i England. Folk der kender mig eller har fulgt med her på siden ved at jeg en overgang boede i London, og at jeg arbejdede i den engelske afdeling af Framfab som interface developer. En af mine kolleger fra dengang skulle giftes, så jeg drog naturligvis afsted for at fejre begivenheden sammen med ham og en masse af de andre x-kolleger. Niklas, som jeg både arbejde og boede sammen en overgang var venlig nok til at låne mig mit gamle værelse, så jeg ikke behøvede at bo på hotel den ene nat jeg skulle være i London-området. Det var lidt underligt at være gæst i sit eget værelse – det var endda stadig min seng der stod der!

Torsdag aften gik vi ud mod Greenwich, som ikke ligger så langt fra New Cross, hvor Niklas bor (og jeg boede). Middagen foregik på den mexicanske restaurant, hvor Louise og jeg var et par gange, og de laver noget fandens godt mad. Jeg elsker mexicansk mad og er altid i tvivl om hvad jeg skal vælge, men det blev til en Burrito, og det var højst sandsynligvis den bedste af slagsen, jeg nogensinde har fået.

Cafe Sol

Fredag hentede Niklas og jeg så en leje-bil og satte kursen mod Tewkesbury (udtales tjiux-bury eller noget i den stil!), hvor brylluppet skulle stå – med i bilen var også Niklas’ kæreste Alex, som er italiener, men har boet i London i næsten seks år. Jeg er sikker på at mange englændere kunne have fået et billigt grin af at høre på vores samtaler som var med henholdsvis dansk, svensk og italiensk accent.. Turen skulle ifølge vores udprintede rute tage cirka tre timer, men det blev dog til fem istedet, eftersom det tog over to timer bare at komme ud af London! Oh well, turen gik dog ok, og jeg må indrømme at den engelske “countryside” er ret flot og jeg synes faktisk at det er utrolig hyggeligt ude på landet – den samme fornemmelse har jeg sjovt nok ikke når jeg kommer udenfor byen i Danmark.

Lørdag stod brylluppet i en lille lokal kirke, og Simon så overhovedet ikke nervøs ud, hvilket jeg ellers altid forventer at en brudgom. Da jeg ganske hurtigt snakkede med ham inden ceremonien spurgte han mig, om jeg kunne genkende hans sko – det viser sig så at være et par af mine gamle, som han mente passede fint til hans bryllup. Haha. Efter selve vielsen gik turen mod den lokale golf-klub, hvor festen skulle stå, og det viste sig at være et ganske fint sted. Brudeparret blev kørt væk i en Mini Cooper-limo, som var ultracool!

Bryllupsfotografen var en ældre engelsk herre, der kommanderede rundt med folk som det passede ham, og vi morede os kosteligt over, at han opførte sig som om det var den bedste dag i hans liv.

Adskillige af de gamle Framfab’ere var til stede, og snakken gik naturligvis hurtigt som i gamle dage, selvom det er næsten fire år siden at jeg har set de fleste af dem – sjovt nok er det også næsten fire år siden at firmaet gik ned i England…

Som skrevet foregik festen i en golfklub, så vi havde naturligvis skumle planer om at stjæle en af de der små elektriske golfvogne senere på aftenen, og have et ræs på banen, men de viste sig at være lænket fast. Øv. Istedet gik vi en tur på driving range’n og morede os kosteligt med golfbolde og en kæp. Det lyder kedeligt, men et par øl og drinks kan hurtigt skabe et noget lavere niveau for den generelle humor.

Klokken 1 sluttede festen, men der var de fleste vist også trætte eftersom vi havde været igang siden klokken 12 om formiddagen. Vi drog mod vores “B&B” og hoppede på hovedet i seng, men jeg nåede lige at se de seneste nyheder om katastrofen i New OrleansBBC News, inden jeg gav op og slukkede lys og tv.

Søndag tjekkede vi ud, satte os ud i bilen og kørte mod London, men undervejs havde vi et stop i Oxford, som jo er en legendarisk universitetsby. Vi havde nok regnet med lidt for meget af Oxford, for det viste sig egentlig bare at være en kedelig lille flække, selvom nogle af bygningerne var flotte og ældgamle. Frokosten på pub’en var dog ok – jeg fik Chili Con Carne (mexicansk igen..). Efter et par timer i Oxford kørte vi igen mod London – klog af skade tog vi afsted i god tid, så jeg kunne være i lufthavnen til tiden. Mit fly afgik klokken 20.05, men trafikken var os meget nådig, så vi var ved Heathrow allerede ved halv-fire tiden, så jeg kunne se frem til laaaaaaaaang tids venten. Vi fik også lige spottet årets frisure. Heldigvis var der et tidligere SAS-fly og de var så flinke at give mig plads på det istedet, så jeg fløj allerede 17.15 istedet. Fantastisk at komme hjem før klokken 21 istedet for midnat!

Hov, må lige nævne at jeg fik et par fede Air Max 90 i Oxford – de var på tilbud, så jeg slap med £50.

Se alle mine billeder fra turen på Flickr.

Kategorier
anekdoter

Historien om vores bil

Louise mente at vi skulle have en lille bybil (Fiat Punto blev nævnt adskillige gange) som man nemt kan parkere overalt – En pointe som jeg synes var god, når man tænker på kvinders evne til at parallelparkere. Jeg mente at vi skulle have en stationcar, hvis vi nu en sjælden gang skulle transportere store ting eller hvis Louise besluttede sig for at køre en tur i IKEA (det gør kvinder ofte). Jeg havde også den idé at vi kunne købe en total skramlekasse som var lidt sjov og vakte opsigt, og her var mit klare valg en Lada Niva, som er en slags firhjulstrækker der ligner en Fiat 127 på meget store hjul; med andre ord: ikke ligefrem nogen Hummer, men en skidesjov bil at se på.

Stationcar eller bybil? Det blev et kompromis. Til sidst købte vi en Mercedes A160, som har alle de egenskaber en bybil skal have (lille) og derudover besidder den fantastiske feature at man kan tage bagsæderne helt ud med et snuptag, så man dermed står med en stationcar-agtig bil. Utrolig hvad tyske ingeniører kan gøre for dig! Det skal lige tilføjes at vi naturligvis købte den brugt, da vi trods vores utrolig succesfulde karrierer indenfor den gyldne IT-branche (Ironi kan være anvendt) endnu ikke er blevet millionærer.

Oh well, nu har vi haft bilen i lidt over et halvt år og vi er meget glade for den, men – Der er altid et men! – den har faktisk haft en lidt underlig lyd som var lidt foruroligende og som vi har været alt, alt for dovne til at gøre noget ved. Igår kørte jeg den så til mekanikeren og han skiftede noget ophæng af en slags. Eller, det sagde han ihvertfald, og det er jo nemt nok når man står overfor en kunde, der ingen forstand har på emnet whatsoever. Nå, men ophænget blev ihvertfald skiftet, og han benyttede lige lejligheden til at skifte bremseklodserne foran også, da de var fuldstændig døde – noget jeg faktisk havde lagt mærke til, da bilen trak til højre hver gang jeg bremsede.

Turen hjem fra mekanikeren var fantastisk – ikke en lyd overhovedet! Det var smukt ligepludselig at kunne høre hvor dårlig kvalitet vores bilanlæg er, istedet for en klonk-agtig lyd, hver gang jeg kørte over en forhindring på størrelse med en birkes. Imorges sætter jeg mig så ind i bilen og kører mod mit arbejde og her er det så at den tyske ingeniør-kunst igen imponerer mig, men denne gang er det med en sjov lille lampe, der lyser hver gang jeg bremser. Det viser sig så at betyde at “Bremsebelægningen er slidt. Kontakt et autoriseret Mercedes-Benz værksted hurtigst muligt”. Verdammt! Jeg er fortsat på vej mod arbejde og holder for rødt, da jeg lægger mærke til at forruden er lidt beskidt, så jeg gi’r den naturligvis fuld gas med sprinklervæsken. Der kommer bare ikke noget sprinklervæske ud, men viskerne kørte da som de skulle. Verdammt igen! Nå, men et hurtigt opkald til min meget venlige mekaniker, der mener at en ledning må være kommet i klemme og at det kan fixes på et par minutter, så det er ikke noget stort problem.

Nu skulle man så tro at bilen har det som blommen i et æg, men den skal faktisk til mekanikeren igen den 12.september. Der er som sådan ikke noget seriøst i vejen med den, bortset fra at en morgen da jeg kom ud og skulle på arbejde, var der nogen der meget venligt havde set en cykel stå helt alene og fortabt i nærheden, og besluttet sig for at den måtte høre til vores bil, så den var blevet kastet op på køleren, hvor den nu lå og nød morgensolen. Problemet var naturligvis at turen op på køleren var gået via højre fordør, der var blevet både bulet og ridset, imens kølerhjelmen lignede en bebumset teenager med lange rifter efter mislykket barbering. Behøver jeg nævne at jeg var lettere arrig over hærværket?

Min arrighed blev ikke mindre, da jeg ringede til politiet for at melde episoden. Den ellers rare politimand mente ikke at jeg behøvede at melde det, da “der alligevel ikke er en chance for at finde gerningsmanden”. Nej, men mit forsikringsselskab vil måske gerne have en politianmeldelse? “Nej, det er meget gammeldags”. Ok, men vil statistikken over kriminaliteten i området ikke lyve, hvis sådanne ting ikke bliver skrevet ind i systemet? Og hvis nu det var gået ud over flere i området, ville man måske kunne spore hvor hærværksmændene gik fra og til?
Til sidst tog politimanden imod min anmeldelse. Tror jeg nok. Jeg har ihvertfald ikke modtaget en kvittering på det endnu, og det er tre uger siden.

Jeg elsker vores bil.