Henriette Kjær er også et kvaj

Da jeg i sidste uge udråbte Naser Khader til at være et kvaj, havde jeg ingen idé om at de nærmest ville stå i kø i Det Konservative Folkeparti for at få tildelt den hæder, det åbenbart må være at blive kaldt et kvaj.

I dagens net-udgave af Politiken (og flere andre medier) toner den politiske ordfører, Henriette Kjær, ihvertfald frem og kalder danskernes dom over Lene Espersen for “usaglig” og siger bl.a.:

Folk kan jo ikke vurdere, hvordan Lene Espersens evner er, uden at kende hende tæt på.

Lad os bare antage at Henriette Kjær – der selv har haft sit bøvl med pressen før i tiden – har ret i den udtalelse, men gælder den så ikke også, når Lene Espersen udretter noget positivt? Eller er det kun når danskerne er utilfredse med udenrigsministeren, at vi bør kende hende tæt på for at vurdere hendes evner?
Det kan godt være at Danmark er et lille land, men hvis vi skal være tæt på politikerne for at bedømme om de gør det godt nok, så bliver det umuligt at danne sig en mening at stemme udfra.

Henriette er da heller ikke specielt ude med riven efter danskerne – næ, det er altsammen mediernes skyld:

Det er rigtigt, og derfor er det her også alvorligt, at pressen på denne her måde har behandlet de her sager helt useriøst

Det er måske nok useriøst, men er det ikke ligeså useriøst at indkalde en ikke-eksisterende ambassadør?

Der er vist ingen tvivl om at regeringen er gået i offensiven efter Lene Espersens hjemkomst, for istedet for at være ydmyge og undskylde, så har både Lene selv og vores statsminister, Lars Løkke Rasmussen, været ude og sige at Lene Espersen bliver målt på nogle andre standarder end de tre tidligere udenrigsministre. Det er nok heller ikke et dårligt tidspunkt at gå til angreb, når Helle Thorning samtidig er i forsvarsposition over hendes amatør-agtige (og måske ulovlige) fejl overfor skattevæsenet.

3 meninger om “Henriette Kjær er også et kvaj”

  1. “… men gælder den så ikke også, når Lene Espersen udretter noget positivt?”

    – Jo da. Men det kommer Henriette Kjær jo heller ikke ind på, hvorfor det virker en anelse mærkeligt at lave den opstilling, som var det et eksisterende paradoks af en eller anden art.

    Der findes meget få der kan vurdere en politikers helt konkrete arbejde i det daglige. Det er indtryk, indtryk og indtryk, på bekostning af indhold. Sådan, over for alle os der kun har med politik at gøre igennem medierne. Derfor synes jeg også det er noget søgt at dømme en politikers arbejde på, hvad medierne lige fanger af spøjse vinkler. Altså, med mindre der trædes helt ved siden af – som Lene Espersen da hun aflyste med den af Clintonerne, der har bukserne på, eller som HTS der siger et, og gør noget andet.

    “… Der er vist ingen tvivl om at regeringen er gået i offensiven … istedet for at være ydmyge og undskylde”

    – Jeg tror nu mest det hænger sammen med, at det konkrete tilfælde er decideret latterligt at bore i. Jeg kan ikke forestille mig, at en udenrigsminister får færre end 1.000 mødeindbydelser på et år, hvorfor denne nødvendigvis må takke nej til nogle af dem. Herunder altså det, som senest har vakt harme blandt visse mennesker.

    ” Det er nok heller ikke et dårligt tidspunkt at gå til angreb, når Helle Thorning samtidig er i forsvarsposition over hendes amatør-agtige (og måske ulovlige) fejl overfor skattevæsenet”

    – Jeg tror faktisk hellere man vil lade den sag passe sig selv. Ingen grund til at være offensiv for dermed at stjæle noget af det fokus, der rettelig er på HTS for tiden. Det er en rigtig tabersag for HTS, og det tror jeg ikke at nogen i regeringen beklager sig over. Så den får lov at passe sig selv.

    Personligt har jeg det sådan, at det hverken er de amatørlignende forhold eller det måske ulovlige i sagen, der er vigtigt. Og det tror jeg heller ikke det er for HTS. Men det er klart, at hun håber at det er sådan, at sagen vil blive husket. Som en enten-eller sag, der har med teknikaliteter at gøre.

    For det egentligt interessante er, at hun som siddende formand for Socialdemokraterne, vil have endog meget svært ved at spille solidaritetskortet (som ellers altid har været dem forbeholdt, som en “sidste udvej”) i tiden der kommer. Og det er det, HTS forsøger at komme udenom. Hells, hele hendes (og deres) kampagne er lagt an på, at nu skal der andre boller på suppen, vi skal trække i flok, vi skal samles om at ville noget andet og de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Og denne sag er – apropos paradokser – måske det tydeligste eksempel på dobbeltmoral, vi har set de seneste, ja, mange, mange år. Og det er den dobbeltmoral HTS søger at dreje fokus væk fra, således at det bliver et spørgsmål om at lave små fejl og at bevæge sig på grænsen af, hvad der er lovligt og hvad der ikke er i skattespørgsmål (som allerede er et diffust emne for de fleste herhjemme).

    Sagen er jo den, at hendes mand ikke står som ejer af det hus, de sammen købte for nogle år siden. En tilfældighed, har hun sagt. Øh, nej, det er ikke en tilfældighed. Selvfølgelig er det da ikke det. Ligesom det ikke er en tilfældighed – som hun sagde i weekenden – at hendes mands adresse ikke er i Danmark. For de to forhold gør, at bidraget til statskassen holdes på et absolut minimum. Skid hul i antallet af dage han er i Danmark. Det er ikke det mest interessante her. Derimod er det, at hun opfordrer til at tage et fælles, men sejt, træk og i tilgift tordner op om, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Sådan, alt i mens hende og hendes har valgt at bidrage med så lidt som det spekulativt er muligt. Og på det forhold mister hun retten til at opfordre til solidaritet. For hun er ikke i nærheden af, selv at ville yde solidarisk. Ikke i praksis i hvert fald.

  2. Jeg synes nu fortsat at det er mærkeligt at vi (læs: befolkningen) ikke kan/må bedømme Lene Espersens arbejde, når nu vi ikke er tæt på hende. For den almene dansker er det mere end almindelig svært at bedømme politikernes arbejde udfra andet end medierne, men man kunne så selvfølgelig håbe at det var de seriøse medier, der blev valgt, men det er nok utopi.

    HTS’s sag handler helt klart mest om signal, som du også skriver – hvorfor skulle de ikke udnytte lovgivningen til deres fordel? Det tror jeg de fleste gerne ville, men det er klart at det ikke ligefrem fremstår solidarisk med kammeraterne. Måske er det på tide at vi holder op med at forvente at politikerne er idealister (desværre)?

    Apropos signal, så er det jo også den eneste årsag til at der bliver revet op i Lene Espersens seneste afbud: hun sender et dårligt signal ved at melde afbud til endnu et møde efter hendes bommerter tidligere på året. Og så er det egentlig ligegyldigt om det er et møde som Danmark ikke plejer at deltage i, for når andre landes ministre afbryder deres ferie for at deltage, så forventer danskerne også at Lene Espersen tager sig sammen og deltager i en slags gestus, der siger “Undskyld”.

    Jeg er dog lodret uenig i at regeringen lader HTS’s sag være i fred – Venstres politiske ordfører, Peter Christensen (som iøvrigt også er et kvaj, haha), er ihvertfald ikke bleg for at kommentere på den i medierne, bl.a. her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/07/30/113315.htm

  3. “… hvorfor skulle de ikke udnytte lovgivningen til deres fordel? Det tror jeg de fleste gerne ville, men det er klart at det ikke ligefrem fremstår solidarisk med kammeraterne”

    – Præcis. Jeg er helt enig. Men det fjerner altså selve grundlaget for det socialdemokratiske tankesæt. Det ved HTS naturligvis godt, hvorfor hun søger at gøre det til sag om forglemmelser og misforståelse af gældende skatteregler, hvor det i virkeligheden er noget mere problematisk for hende, da hendes ageren er en klar overtrædelse af det værdisæt, hun selv taler for. Jeg er i øvrigt ligeglad med idealisme, men ikke med idealer – og man må selvfølgelig praktisere hvad man prædiker. Det gælder ikke mindst for politikere. HTS har via denne sag vist, at hun vil pisse på den kamp mod ulighed, som Stauning og hans Socialdemokrati kæmpede (og som hun indtil for en måned siden også påstod, at være en del af). For hende gælder det ikke det fælles ansvar. For hende gælder det ikke, hvad hun kan gøre for samfundet, men derimod hvad samfundet kan gøre for hende.

    “Apropos signal, så er det jo også den eneste årsag til at der bliver revet op i Lene Espersens seneste afbud”

    – Jo jo, men der er min påstand så, at det vil man kunne blive ved med, eftersom hun ikke KAN andet, end at melde afbud til nogle af de møder, hun inviteres til. Jeg er enig i at hun burde arbejde hårdere på imageplejen, men det grænser jo til det tåbelige, at skyde efter hende på en sag, hvor der ikke er noget at komme efter.

    “Jeg er dog lodret uenig i at regeringen lader HTS’s sag være i fred”

    – Nu mente jeg også i forhold til din snak om, at man søgte at være aggressiv på andre fronter. Der er ingen tvivl om, at HTSs sag er gunstig for regeringen, hvorfor den gerne ser den rullet endnu mere ud.

Lukket for kommentarer.