Mere om TV på nettet

Jeg skrev fornylig om DR’s nye webplayer, som jeg er ret imponeret over, og så kom jeg til at tænke på andre TV-kilder på internettet, som jeg enten bruger eller kunne tænke mig at bruge. Jeg springer let og elefant henover sider som YouTube, da jeg vil koncentrere mig om kanaler, der sender live tv.

En sådan station er TV2 Sport, hvor man kan købe enkelte sportsbegivenheder, og jeg har flere gange benyttet mig af den service, primært når Manchester United har spillet Champions League eller Carling Cup kampe. Det fungerer glimrende og prisen ligger også i et rimeligt leje omkring de kr.40,00 for en kamp. Den ene gang hvor forbindelsen skrantede lidt i første halvleg af en kamp, var TV2 Sport endda så venligt at de uopfordret gav mig pengene tilbage og beklagede via en email – det er ikke helt dårlig service, omend det er hvad man burde forvente, men sådan er verden jo ikke skruet sammen.

Jeg har i flere år ventet på at den danske rettighedshaver af Premier League, Canal+, tog sig sammen og gav brugerne muligheden for at se fodboldkampene via nettet mod betaling, da jeg ikke synes at jeg gider abonnere på hele deres pakke blot for at se Manchester Uniteds kampe. Den mulighed er nu kommet via deres web-tv kanal, men jeg har ikke benyttet mig af den endnu, da de tydeligvis har været på en ordentlig cocktail af euforiserende stoffer, da de fastsatte priserne! En Premier League-kamp koster den nette sum af kr.109,00, og det er altså en smule i overkanten for at se en fodboldkamp på sin computer! Ikke nok med det, så har jeg ladet mig fortælle, at de personer, der i forvejen er abonnenter hos Canal+ (og dermed betaler for en pakke i forvejen) ikke engang får rabat, hvis de ønsker at se en kamp via deres computer.

Efter at have været PC-only (og faktisk Internet Explorer-only) i en stribe år har TV2 Sputnik omsider skiftet teknologi og er dermed brugbar for alle – desværre skal man stadig registrere sig og logge ind for at komme til at se noget som helst, og det orker jeg simpelthen ikke. Der kunne de godt lære noget af DR, men mon ikke der er nogle finansielle årsager til TV2’s beslutning.

Alt i alt vil jeg mene at udviklingen går den rette vej, og det kan ikke vare længe før at vi også får muligheden for at se internationale kanaler via computeren – her tænker jeg især på BBC, der har en glimrende afspiller for de engelske brugere, men som naturligvis ikke ønsker at åbne op for udlandet, da de tjener rigtig, rigtig mange penge på at sælge deres udsendelser til tv-stationer over hele verden. Jeg tror dog at det er et spørgsmål om kort tid før rettighedshavere verden over begynde at springe mellemledet over (de lokale tv-stationer) og begynder at sælge direkte til seerne, men om det kommer til at ske via browsere eller software (såsom iTunes) ved jeg ikke.

PS: Jeg er vist nødt til lige at skrive, at jeg selv har været med til at udvikle TV2 Sports hjemmeside, men jeg synes faktisk at det fungerer ret godt med live-playeren, som jeg ikke har rørt ved. Godt, så er det på plads.

En mening om “Mere om TV på nettet”

  1. Generelt er produktet fra csports kritisabelt. Prisen er, som du skriver, outrageous, en superligakamp koster f.eks. den nette sum af kr. 79,- hvilket må siges at være lige rigeligt i overkanten. Ud over det, har jeg oplevet fløgende: Deres egen player kan ikke håndtere andre indstillinger, end dem der er defineret. Dvs. at man f.eks. ikke kan se kampen i fuld skærm – hvilket jeg ellers gerne gør, selvom det skulle koste en anelse på kvaliteten. Det kan Flashplayeren til gengæld, hvilket også er fint nok, havde det ikke lige været fordi, at playeren ikke er aktiv til alle deres transmissioner (om end man godt kan vælge den). Jeg har f.eks. købt et par Ajax-kampe derinde, som ikke kunne køres i Flash. Da disse kampe har for vane at begynde tidligt på eftermiddagen (mellem 12 og 13), står man med håret i postkassen, da deres kundeservice først åbner kl. 14 (det gjorde den i hvert fald). Lidt nederen. Eller, temmelig nederen, fordi man så max skal sidde 15 cm fra skærmen for at se forskel på Vurnon og Urby. Det går jo ikke! Det ender jo med, at man lader sig friste af en eller anden opskur stream… jeg har hørt (og IKKE andet!!11), at den slags faktisk kan findes i ok kvalitet.

Lukket for kommentarer.